[Eller, hvordan den filosofiske strid mellem "varens-intuitionen" hos Henri Bergson og "øjebliks-intuitionen" hos Gaston Bachelard - og skribentens deraf følgende forsøg på at få hold om tiden - udviklede sig til en drøm om det flydende urværk.]
The word time was not handed down from heaven as a gift from on high. The idea of time is a word invented by man and if it has puzzlements connected with it, whose fault is it – it’s our fault.
- John Archibald Wheeler
Det er groft sagt hundrede år siden Paris bevidnede udviklingen af to modstridende teorier om tidens væsen. I 1889 udkom filosoffen Henri Bergsons doktorafhandling ved navn Essai sur les données immédiates de la conscience (da. Den rene bevidsthed: en studie over det umiddelbart givne i de sjælelige virksomheder og tilstande), hvori idéen om en metafysisk tidsform, der udgør sammenhængen mellem alle bevidsthedstilstande, fremsættes. Denne tidsform kaldes for “la durée” (da. varen). Bergson hævder, at idet varen er en tid, der ikke - som urets viser, eksempelvis - er underlagt den rumlige dimension, så er den tilværelsens sande tid. For at demonstrere sin tese slap Bergson, under en forelæsning på Collège de France, en sukkerknald i et glas vand, og spurgte, hvordan et tikkende ur skal kunne måle sukkerknaldens opløsning i vandet. Hvordan skal urets sekunder kunne registrere de mange tilstande, sukkeret gennemgår på vej mod den totale opløsning? Den metafysiske tidsform varen, der i det mindste hypotetisk er i stand til at beskrive et fænomens ændringer indefra, er derfor mere adækvat end videnskabens målbare tid. Mennesket er imidlertid afskåret fra denne oplevelsesform, der registrerer verden i forholdet 1:1. Det nærmeste vi kan komme er intuitionen, eller den intuitive oplevelse af varen, der på en og samme tid tænker på og er i varen, uden dog at kunne blive der.
Først i 1932 ser verden en kvalificeret kritik af denne elegante teori. Det sker da Gaston Bachelard (der i sit store virke beundringsværdigt forenede poetik og videnskabsstudier) udgiver L’intuition de l’instant (da. “Intuitionen af øjeblikket” - ikke oversat). Heri kritiserer han Bergson for at have adskilt tingenes tid fra menneskenes tid. Bachelard tror ikke på en tid, der kan siges at være mere adræt end den, der er opfattelig for det blotte øje. Menneskets ånd “varer” ikke, den er derimod i hvert øjeblik. Fra øjeblik til øjeblik. Denne 1:1 tid, der ifølge Bergson finder sted udenfor det menneskelige sansespektrums rækkevidde, eksisterer ikke. Det er ikke tiden, der er blevet opfundet, eller så at sige “deduceret” fra en overordnet og mere oprindelig varen, men omvendt. For ifølge Bachelard lader tiden sig ikke opfatte udenfor øjeblikket. Den er netop øjeblikket og intet andet. Tidens essens består i den radikale diskontinuitet, som er menneskesubjektets oplevelsesmåde. Bergson vil påstå, at øjeblikket er et decimal i tidens kæde. Og et umuligt decimal dertil, for kæden lader sig ikke bryde. Bachelard forsøger at omvende hierarkiet, ved at hævde øjeblikket som den oprindelige enhed, hvoraf varen blot er et decimal. Problemet ligner nu spørgsmålet om hønen og ægget.
Måske det er bedst selv at forme sine idéer fra bunden. Vor bevidsthed er det naturgivne middel, hvormed vi opfatter tiden - hvordan den så end er. Og uret er det middel vi har opfundet til at opfatte tidens gang, når vi ikke er opmærksom på den. Men er det ikke netop uret, der fortæller os, at de bevægelser vi opfatter med bevidstheden, er produkter af tidens gang og ikke blot rene bevægelser? Det bliver nu snarere et spørgsmål om urets, tidstagerens natur og udformning? Uden relationen ur-verden ville tiden være abstrakt. Den ville kun kunne anes som afvigelser fra de “evige genkomster” i naturen: i dyrenes monotone overlevelsesmønstre og i den vanemæssige opførsel hos mennesker. Men det ville kræve en meget finttunet registrant at opfatte disse afvigelser i det store palimpsest af umærkelig forskudt sammehed.
Tænk engang et menneske, der ikke ejer begreb om tiden. Han ville snart få et. For en markarbejder, eksempelvis, ville solens gang over himlen være anledning til mistænksomhed. Det ville forekomme ham, at den kun bevægede sig, idet han kiggede væk. Men i hukommelsen ville markarbejderen kunne fastholde et billede af en højtstående sol, og sammenholde dette med det aktuelle, ydre billede af en solnedgang. Og han ville kunne sige sig selv, at en bevægelse med nødvendighed havde fundet sted. Mellem billederne. Mellem øjeblikkene. Bevidstheden ville altså have opfattet en diskontinuitet mellem solens positioner på himlen. Og kun i syntesen, udvundet i bevidsthedens abstrakte rum, bliver bevægelsen mellem disse positioner kontinuerlig. Men ligesom det er menneskets vilkår at skulle sove og dermed opgive bevidstheden fra tid til anden, så er det menneskets vilkår, ikke at kunne opfatte alting.
Planeten er fuld af biologiske henfaldsbegivenheder. Og ikke kun planeten. Universet er udgjort af bevægelser. Nogle er blot for hurtige (de eksisterer på et temporalt mikroniveau), andre for langsomme (-makroniveau), til at mennesket - med dets naturgivne proportioner og autoregulative format - kan opfatte dem i sit hyggelige mesokosmos. For at bekæmpe denne utilstrækkelighed har vi eksempelvis opfundet time-lapse kameraet, hvis radikale egenskab er at kunne opfatte meget lange tidsintervaller i en sammenhængende form. Ergo er tiden relativ til det sansende subjekt. Den er et spørgsmål om det sansende perspektivs kapacitet. Men der findes altså kapaciteter større end mennesket, og Bergson tror gerne på, at en simpel sten, eksempelvis, kan opfatte universet mere komplet end mennesket.
I 2011 forlader vi os generelt på det “sansende” perspektiv, der kaldes “digitalur”. Digitaluret er vores foretrukne tidsregistrant. Det foreslår en tid udgjort af uendeligt indfoldede decimaler (tænk de olympiske hundrededele sekunder). Men var ikke tiden netop relativ til det miljø den beskriver? Det er eksempelvis fortætningen og accelerationen af hændelser i den antropologiske tid (menneskeverdenen og dens forskning), der fordrer de nye måleenheder med navne som “nanosekundet” og “picosekundet”. Og omvendt, på vores færd udi universet, enheden “lysår”. Tænker vi derimod et helt tomt rum, et vakuum tømt selv for atomer, så vil uret – tidstageren, der har til opgave at registrere tomrummets tid – i sidste ende ikke beskrive tomrummet, men derimod kun henfaldstiden tilsvarende de materialer urvæket selv er udgjort af. Sagt på en anden måde: den vil ikke registrere tiden “inde” i tomrummet, for tidtagning kan kun meningsfuldt applikeres det, der har en tid. Det vil sige det, der har masse. Al masse gør en bevægelse og har en retning. Hvis ikke mod et fast punkt, så i det mindste væk fra sin egen intensitet. Mod sin død.
Tiden gør sig imidlertid kun bemærket i øjeblikke - i øjebliksfremkomsterne - ved sin momentanitet. Tik tak: den bachelardianske tidsopfattelse er den strukturelt virkende virkelighed af i dag; digitaluret er således materialiseringen af øjebliksintuitionen - fraregnet poesien. Den er en takt, en rytme, der inddeler evnen til sym-sensorisk, øjeblikkelig sansning i ligelige intervaller. Og sådan er vore samfund indrettet - i parceller, der anskueliggør øjeblikkenes forhold til hinanden. Før stod saltbøssen der. Nu står den her. Det tog to et halvt sekund. Men hvorfor det har passet mennesket bedst at beskrive sit miljøs puls og forandringer med denne rytmisk tikkende cyklus af tal, forekommer mere kontingent. I planeten jordens historie har menneskeslag beregnet tidens gang på vidt forskellige måder. Vi bruger for indeværende systemet med de 60 sekunder i de 60 minutter i de 24 timer i de 365 dage. Men det betyder ikke, at det til enhver tid behøver at være sådan. Tiden er blot en intellektuel struktur, som Leibniz og Kant mente - et produkt af vor måde at repræsentere verden på.
Varen er svær at få hold på, men den er nyttig at lære at kende. Den er svær at få hold på, fordi den på en på samme tid er både enhed og mangfoldighed, idet den udgør selve “kittet” mellem tilstandsændringer. Bachelard siger om “varen” (fr. la durée), at den er “støvet af øjeblikke, eller snarere: en gruppe af [tids]punkter som et perspektivisk fænomen knytter mere eller mindre stramt”. Heri den kritiske, negative, eller - ville nogen sige - realistiske udlægning af varensbegrebet. Bergson-oversætteren Peter Kemp giver os følgende, mere omstændige, definition: “Varen er den tid, der varer. Den er den tid, hvor det forgangne be-vares. [...] Den er den tid, som selve forandringerne er, og som udgør selve sammenhængen mellem tingene, mellem resultaterne. Og ligesom tiden, når der tænkes på nutidens forhold til fortiden, er varen og bevaren af det, der er sket, er den, når der omvendt tænkes på fortidens forhold til nutiden og fremtiden, en frembringelse af noget nyt, en skabelse af det, der sker og vil ske. Skabelse og varen er således kun to sider af samme sag, kun to aspekter af den egentlige tid.” Varen kaldes også blot “skabende erindring”. En skabelse, hvor erindringen og nuet gensidigt virker og omforandrer hinanden som en bolsjevendermaskine, der ælter sukkermassen (tiden) mellem to gaffelarme.
Udelukkende intuitionen kan ane varen, siger Bergson. For intuition er ikke er en logisk perception, den er tværtimod i stand til at indeholde de modsætninger som logikken afviser. Intuitionen skimter det som ligger mellem to koordinater, ja, som er selve bevægelsen mellem disse koordinater. Men eftersom den kun kan gøre dette ved at være i konstant bevægelse - både her og der på samme tid - kan billedet ikke fastholdes for tanken. På dansk bruger vi snarere ordet anelse om det vi dunkelt forstår, men ikke kan forklare. Hvordan skulle man da kunne afbilde et ur, der registrer varens bevægelse?
Er det muligt at forestille sig en langsomt tippende lavalampe, der uafladeligt - altid med samme hastighed - tipper fra højre mod venstre og fra venstre mod højre, og idet den gør dette, forholder sig relativt til f.eks. et strandmiljø - som den eksterne tidsreferant? Tænk nærmere: lavalampe-kronometret opstillet i et strandmiljø, hvor fænomener som solopgang, solnedgang, flod, ebbe og komposterende strandvaskere finder sted - lavalampe-kronometrets lavamasse udgjort i et komplekst, mangefarvet stof, der som transmuterende billede uden takt “spejler” forandringerne i sit omgivende miljø. Det gælder nu blot om at lære at aflæse dette flydende urværk via dets særegne lovmæssigheder, og krydsreferere dets virksomhed med hændelser i miljøet.
På et tidspunkt, hvor lavamassen havde delt sig i tre langstrakte “dråber”, den ene større end de resterende to tilsammen, og dertil overvejende turkis, mens de øvrige to havde farveflader i henholdsvis sølvglinsende og ravglødende nuancer - gik de spanske tropper i land på stranden. Menneskehjernen må indstille sig på en forventningshorisont udgjort af kontinuerligt bevægende former og farver i stedet for diskontinuerligt tikkende tal. Her har vi en sand udfordring for enhver bevidsthed, der ønsker at fungere på andre frekvenser end den homologiske dialektiks. Men skal det nogensinde lykkes mennesket at skille sig af med det, der blev ved at hænge om benet på selv de mest antidualistiske filosoffer, Nietszche og Deleuze?
Bachelard mente at kunne påvise behovet for en dialektik integreret i varen. Tiden må være underlagt menneskets måde at opfatte på. For at tiden overhovedet skal kunne opfattes må den være en forskel til noget. Dette noget fandt han i tomrummet mellem øjeblikkene. I søvnens forhold til vågenheden, og hvilens forhold til bevægelsen. Disse kaldte han, med to ord, der blev smukke sammen, for “konstitutive lakuner”. Det var rytmen, han var på jagt efter. Og altså ikke den komplekse melodi, der på en og samme tid er arytmisk og monoton (tidens sammenhæng i bevægelse).
Problemet er, at lavalampe-kronometret aldrig gentager sin form, der i stedet konstant er under udvikling. Formens bevægelse er nogenlunde adstadig, men alligevel kan en lovmæssighed kun tilskrives formens begrænsede udviklingshorisont (eks: massen kan aldrig blive større end beholderen) og altså ingen skematisk tilbagekomst. Dette, eftersom lavaformen - hvor den måske vil synes lig sig selv på et tidligere tidspunkt - altid vil udgøre en singulær konstellation i “tid” og rum. Derfor vil det også give bedre mening at tale om et tids-”billede” (et billede på tiden), end det tids-”punkt”, der i tilfældet digitaluret foregiver at tale præcist om noget udenfor sin egen virkemåde. Lavalampen ville til evig tid fremstille nye billeder. Men kan mennesker lære at relatere spejlvæskens sløve tiltning til sit univers?
