Vicissituder III

Jeg kigger igen, selvom jeg godt ved at der ikke er noget, at der ikke er sket noget – og igen velvidende at denne indvendiggjorte mekanisme truer med at krakelere himmelhvælvet. – Denne afgrund set nedefra.

Hvem finder denne scene sted for? Og hvor? Hjertet fanges i munden, tænderne i årerne, lyset i manglen, og tidsalderens spøgelse bliver maskine. Den begynder at udskrive metafysiske væddemål –

Tvangshandlinger skaber disse dages puls

Der findes en verden af diskussioner om hvad man skal have på, hvor lang tid maden skal have i ovnen: implicitte værdidomme og anklagende pejlinger.

Gæsteværelset er altid koldere end de andre rum. Nogle børn leger i sneen iført silketøj. De ænser mig ikke.

Henimod slutningen spørger du mig om råd. Jeg når kun at se tænksom ud i et øjeblik, før gulvet styrter sammen.

Den tomme teatersal udvider sig, mens jeg sidder på balkonen.

Der findes nogle gadelamper på motorvejsstrækningen mellem Roskilde og København, som skinner gulligt fra en anden verden.

Ord som jeg gerne ville have brugt: forstandsendeligt, tænkningens sørgemarch, sprogets ophobning.

Det var meget besynderligt og lidt frastødende. Jeg er tilsyneladende interesseret i bøger, som tidligere lånere har brugt til at dræbe insekter. Mellem siderne er insekterne indtørrede og flade som i et herbarium. I en af bøgerne var jeg tilskuer – forsinket – til en voldsom død. En flues blod og pudslignende safter havde dannet en plamage over en fodnote.

En forbipasserende sirene giver en følelse af at noget snart vil ske. Jeg forvisser dig om, at det kun er et minde.

På vej ned ad rulletrappen i Storcenter Nord stod der en mand foran mig, som rakte hånden ud for at føle på foyer-træernes blade. Måske blot en fulderik, men der var noget indlysende rigtigt ved hans gestus.

Hvor end du er, bemærk hvilken højde du befinder dig i. Luk derefter øjnene og forestil dig, at du sidder oven på en tunnel som fører til jordens indre.

Rejs dig op eller brænd op.