Min hoste kommer i små indestængte anfald, men stedets hurlumhej udligner den krampagtige reaktion med et tæppe af forskellige lyde, der lader mig med energier. Den tyrkiske tv-kanal transmitterer stadionjubel og kommentatorsnak, der foretages kortspil ved bordene omkring mig, og det fører til skiftevis ståhej og intern pludren på et sprog jeg har lært at holde af i sin blotte lydlighed.
Til højre er et fedtet spejl ophængt af uvisse årsager, hvis jeg læner mig frem på min fletstol ser jeg et ansigt i salig kontemplation. Bagtil reflekteres resten af et hvidkalket rum, jeg ser hvordan røgen pustes ud af mundvigene på de skæggede skikkelser, én efter én sænker de hovedet i frustration over dårlige vendinger i kortspillet, hvorefter de kaster armene op og jamrer højlydt. Den i fangenskab indsatte kanariefugl opfører en sang ud i det røgfyldte lokale. Tonerne kommer i en skarp melankoli, der på forunderlig vis overdøver et ellers larmende interiør af mennesker og elektronik. Man forestiller sig ikke det bedste for dette væsen, men alt taget i betragtning, så virker dens absurde tilværelse bag tremmer til at besidde en hvis mening. Ikke desto mindre får jeg en snert af forståelse i sagen om de talrige mekaniske efterligninger af denne skønsang, som man kan købe i de tilstødende lokaler. Der findes disse metalliske konstruktioner med pangfarver og automatiske piplyde, som må være noget man køber i et forsøg på at mindes hjemstavnen. Enklaven af nostalgiske butikker har allerede i entréen kakofoniske tilstande af mislyd fra artefakterne, som skulle forestille fugleskikkelser. De står i dette øjeblik i komisk kontrast til den naturlige sang fra den ensomme kanariefugl.
Et af rundbordene spiller i små grupper, de har tydeligvis mere morskab indblandet end de omkringsiddende forsamlinger, der i højere grad koncentrerer sig om spillets alvor med en ditto fokuseret ansigtsmine. Når diskant lyd af jubel indtræffer fra transmissionen af ugens målkavalkade afsender en enkelt eller to kortspillere blikke op mod det støvede og funklende Prosonic-tv. Jeg sluger en sidste slurk af den bitre og efterhånden lidt kolde te og hører samtidig fragmenter af en diskussion om handikapkryds og fodboldklubben Milan. Koffeinen har taget sine første indhug og det er ikke svært at begribe samtalens emne. I mine purunge år brugte jeg mange tikroner på tipstjenestens “den lange” og jeg indhentes nu af en indre spillefugl. Caféejerens søn Mehmet, der i dag er alene på arbejde, er særligt aktiv i diskussionen, men alligevel formår han løbende at rydde samtlige borde, gøre honnør om flere bestillinger, betjene de enkeltes ønsker om te, vand, kaffe, ayraan og tømte askebægre. De tres gæster er storrygende i en endeløs og kollektiv kædereaktion. Mehmet formår kun lige med en fleksibel systematik at følge med. Hans cigaret sidder på sned i alle kroge af munden, bevægelserne mellem bordene foregår med snilde og snurrige bevægelser og sønnen Ahmed klappes i nakken når han passeres. Ahmed sidder derimod ved bordet og kigger lidt lorent på sit lektiehæfte. Røgen synes ikke at irritere ham, lidt forstemt sidder han blot og bider sig i læben, svinger med benene under den røde stofstol, lader minutterne passere. Maven er fyldt med afslebet kyllingekød, hans far gav ham efter skole tredive kroner til en rullekebab. Ahmed kan bedst lide kylling, han ved ikke hvorfor, men tager uden at svare yderligere på mine spørgsmål instinktivt en flaske Cola ned fra den øverste hylde i det røde køleskab, som står centralt placeret i Mehmets café, og spiser rullen i et tilstødende lokale med blinkende spillemaskiner.
Mehmet sveder lidt på ryggens midtersøjle, og da han smiler, tænker jeg straks på en sønderjyde, som boede klods op af min farmors frisørsalon, da jeg var barn. Han var altid smilende på underspillet vis, særdeles aktiv i forhaven og svær at komme ind på livet af, hvis ikke man gjorde sig grundige henvendelser. Jo ældre jeg blev, jo større et mysterium blev han for mig. Han truttede altid lidt med munden under samtaler, dog aldrig på en videre feminin måde, men det forekom mig at være et udtryk for eftertænksomhed, selvom jeg senere har fundet ud af, at det forholder sig ganske anderledes. Han havde en nonchalant måde at læne sig op af folk eller dørkarme. Samme udstråling bemærker jeg i dette moment hos Mehmet. Jeg forundres over sammentræffet, over den utvetydige lighed i attitude og kække fremtoning. Ironisk nok er min farmors nabo hadsk indstillet overfor sådanne indvandrere og deres ikke-europæiske adfærdsmønstrer. Og den livligt caféarbejdende Mehmet ønsker sig modsat tilbage til hjemlandet, skræmt af nordboernes tilbageholdende mentalitet bag lås og slå. En forestilling han hurtigt demonstrerer med håndbevægelserne man kender fra aflåsning af en dør. Vi blander os ikke med hinanden, vi låser os ind og ud af vore hjem, uden at bekymre os om andre mennesker i nærheden, mener han. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret, men prøver dog at tilkendegive, at jeg er overbevist om klimaets betydning for den lidt isolerende adfærd, hvor individet lader sig udfolde i de rammer, som nu engang er tryggest, nemlig i hjemmet med de nærmeste familiemedlemmer.
Egentlig overbevises jeg ikke af mine egne floskler, egentlig vil jeg også have et hjemland at rejse hjem til. Et sted hvor fugleburet gulnes af ælde og nikotin, et sted hvor mødet mellem mennesker sker i gadestøvets umiddelbare hvirvler, hvor det ikke skal være en byrde at lade sig opholde af et fremmed menneske. Jeg rejser mig fra stolen og går rolige skridt mod et nyt sted, min puls går roligt og taktfast som min farmors bornholmerur i Broager. Ud af øjeblikket opstår en følelse af nærhed med virkeligheden. Et stadie i en samvirkeplan, som lader mig bevæge fra menneske til menneske i nomadiske kredsløb. Mit eksperiment er i skred.
