Det ulevedes størrelse

Man kendte til, at vi havde gang i noget stort, i garagen, længere nede af vejen. Vi byggede raspel, det tog en enorm tid. Det man gør, det er, man tager en genstand. Det kan snart sagt være hvad som helst. Et plankeværk er godt, det er nemt at gå til. Det tager længere tid med en lille hest. At få alt ned i små bitte bidder. Nå, så begynder man ellers at raspe. Det var mig og min bror Theodor og Ungarnsbarnet, og – lad mig se, hvem flere? – en-eller-andens storebror med bøjle, samt en mindre sæbekasse-dummy vi kaldte Per, han sagde ikke så meget. Et par heste, tops.

For at man kunne være med skulle man prøvetræne Mensur med min bøssede fætter Poul E, der hen imod efteråret udkom på Gallimard. Og min yderst adrætte mor, som alle kaldte mor, uden at det passede til hende overhovedet. Uden at jeg så var sikker på, at det var min mor og ikke en andens. Det gik hen og blev en stor forvirring, vi mødtes siden som indianere og diskuterede det rundt om et bål. Hvordan kunne jeg være kommet ud af sådan en yndefuld pige? Hun var stadig en stor pige. Og vanvittig til fægtning. Det er svært at balancere her i livet, plejede hun at sige. Men man ved det er lykkedes på en næsten alkymisk korrekt måde, hvis dit schmiss pynter dit ansigt, hvor det kunne havde vansiret det. Vi gik alle sammen med ægte schmiss, dengang i min barndom. Og solen stod altid lavt over plænerne, hvor vi dansede med udstrakte kårer, eller sprang noget af betragtelig størrelse i luften med Den lille kemiker. Solen stod lavt og himlen var orange og pink ligesom en pink grapefrugt er orange og pink. Og himlen var også pastelblå som når et skød også er en kyst.