To ting har fæstnet sig efter rejsen til Istanbul: 1) at jeg ikke kunne rumme byen; dens omfang og ufattelighed, 2) de unges sang i natten.
Byen var ufattelig. Rejsen ind i byen var lang og umulig. Rejsen ud af byen var næsten lige så lang og inderligt befriende. Jeg havde til sammenligning en åbenbarende oplevelse sidste år, da jeg var så heldig at opholde mig 11 dage i New York. Jeg havde på forhånd en idé om New York og særligt Manhattan, men intet kunne forberede mig på det overvældende indtryk af galakse i egen ret, som proportionerne uophørligt masserede ind i min pludseligt diminutive selvopfattelse som aktant i verden. Der var så enormt. Jeg rejste alene rundt i metroen hele dage. Undertiden gik jeg mistroisk op fra undergrunden og befandt mig et nyt sted, der måske kunne kortlægges af Lonely Planet, men ikke af min bevidsthed. Der var så enormt, men kun lige nøjagtigt plads til ubemærket at være menneske imellem alt det, der krævede sin egen eksistens. Hvor der på Manhattan var for trængt og ufremkommeligt, for megen lyd, bevægelse og varme, var de almindelige betingelser for at sætte sig på en bænk akkurat opfyldt flere steder i bydelen Brooklyn. Men selv der føltes afstanden til bygrænsen aldeles uoverkommelig. Hvordan skulle man flygte i tilfælde af en af de former for jordens undergang, der ifølge amerikansk film rammer New York City hver anden søndag? Jeg måtte se min frygt for at blive opslugt af asfalt i øjnene. Men i Istanbul… På et givet tidspunkt i 2008 boede der 12,697,164 mennesker i Istanbul. Det er så mange mennesker, at man ikke kan sige det og forstå det samtidig. Læg dertil al den uforklarlige materie, der fylder en by, plus ånden af et tusindårigt artikulationspunkt for civilisation (Byzans, Konstantinopel). Så har du mindst tre (indadtil uendelige) faktorer, som overlejrer og tætner luften i Istanbul. Hvilket giver åndenød mellem trafikkaos og allehånde köfte. Vi halsede rundt. Og på et tidligt tidspunkt under opdagelsen af byen blev lydene fra min sensoriske geigertæller til een lang hyletone. Istanbul er bygget på bakker, den er dækket af luftforurening og badet i et gyldent lys. Fortovene er ikke brede nok. Byens infrastrukturelle årer er gamle, få og knudede. Som celle i det blod, der skal frem, føler man sig kompromitteret. Der er et misforhold mellem cellens hastighed og blodets hastighed, der giver én følelsen af ufrihed - som i New York synes jeg der var uendeligt langt ud til skovene. Selve organismens hastighed er vel på en gang oversanseligt høj og komplet statisk. Jeg ved ikke hvordan man skulle kunne måle den slags, det var bare en følelse. Når man bor i en sådan sanseligt uindtagelig megacity, hvordan påvirkes da sanserne? Kan man tale om lammethed eller slid, om sanserne som et stykke glas der langsomt slibes af sand, og dermed bliver mere og mere uigennemsigtig? Istanbul er verdens femte største by, hvilket vel må betyde verdens femte største akkumulation af: 1) menneskeskabte genstande og manifestationer, 2) byboernes, her under demonymet istanbulitternes, tanker, handlinger og følelser. Kroppen modtager måske nok samtlige disse impulser, men spørgsmålet er hvordan bevidstheden reagerer. Hvad kan den rumme og kapere? Hvad kan den genkende og hvad kan den rent faktisk se? Personligt følte jeg, at dele af min perception suspenderedes eller evakueredes. Sand mangfoldighed kan ikke fordøjes af et enhedsligt sind. Jeg tror man muterer en smule som beboer af en megacity. Også udover den sociale konvention om “byboer”. Det er vel også en form for rigdom - jeg vil råde alle til at forsøge sig med Istanbul - men for mig var det en opslugende rigdom, et skridt ud af balance fra udgangspunktet omkring nul på kontoen. Måske har det også noget med tiden at gøre. Jeg har besøgt millionbyer hele mit liv, men aldrig før har denne følelse af ubalance og afsporing ramt mig. Som accellererer både tiden og rummet. I tilfældet Istanbul mod en slags kulminerende social - eller måske netop antisocial - entropi. Asiatisk i Vælde er Angsten, skrev Tom Kristensen engang. Istanbul er ufattelig og porten til denne angst, en ængstelighed på vegne af det civilisatoriske eksperiment. Jeg tror ikke jeg lider af angst for byer, en angst Internettet kalder tookalackaobia, men det kan da være jeg er ved at udvikle den. Det er under alle omstændigheder et virkelig fjollet ord, som ingen psykiater kan udtale og samtidig holde masken.
