Mit navn er Jacques Breusse og jeg elsker arbejdsmarkedet

Jeg er kommet for skade at sige til min psykolog, at jeg hader arbejdsmarkedet. Jeg kan ikke fordrage ordet og dets betydning og har enorme problemer med integrere mig selv i det. Forståelse for arbejdsmarkedet er en ikkeeksisterende egenskab hos mig. Hvert år efter sommerferien, når forelæsningerne og afleveringerne og Journalisthøjskolens rungende gange igen omklamrer mig, får jeg det fysisk dårligt. Hvert år er et skridt nærmere arbejdsmarkedets forfærdelige realiteter og derfor snører min hals sig sammen og hjertet galopperer. Erindringer har jeg ingen af fra adskillige års september måneder, alt fortaber sig i svimmelhed og utilpas vaklen rundt på gangene i angst for den konforme fremtid i selskab med konforme mennesker og kun primetime-fjernsynets passive underholdning, nødtørftig afspadsering og knebent tildelte forlængede weekender at se frem til. 

Sådan sagde jeg til min psykolog i det anonyme værelse med de bløde stole og akvareller på væggene; jeg hader arbejdsmarkedet, jeg hader erhvervslivet. Fysiske symptomer opstår ud af ingenting, når jeg bliver konfronteret med det. Det var en lækkerbisken for ham, kunne jeg se, for han begyndte omgående at grave i det. Had til businessfolk er noget, der kan få psykologøjne til at spærre sig op. Så han borede og borede og har nu tilsyneladende konkluderet, at et sådant had er hæmmende og forhindrende. For han har bedt mig se mere positivt på alle de ting, jeg hader. Han mener, det vil være mig en frugtbar øvelse at formulere positive sætninger om ting, jeg nærer et indgroet had til. Nægter man sig indføling og sympati, nægter man sig den gnidningsfrie fremdrift, der også kendetegner verden. Han mener, jeg er begrænset af min negativitet, han anbefaler mig at give slip og acceptere lidt mere i stedet for bare at forvente, at en hel verden retter sig efter mine præferencer. Dem, der accepterer, har det nemmere end dem, der ikke gør. Psykologen er opsat på, at jeg ser med mildere øjne på fænomener, jeg ikke kender til, i stedet for at afskrive dem alene på deres facades udseende.  

Så psykologen anbefaler mig at skrive en hyldest til arbejdsmarkedet. Jeg skal frydes over alt det, arbejdsmarkedet også kan. Naturligvis vil mange mennesker gerne være fri for at arbejde og møde kl. 8 om morgenen og kun have ferie fem uger om året samtidig med at alle andre har og oversvømmer de samme to-tre steder i sydeuropa, som de også oversvømmede sidste år. Men jeg har endnu ikke skrevet den bog, der kunne skaffe mig den passive indkomst, der ville afskrive arbejdsmarkedet for mig, og min psykolog mener i øvrigt, at den bog er langt væk, hvis mit selvbillede ikke udvider sig til også at acceptere anderledes systemer end mit eget. Så mens jeg venter kan jeg passende skrive hyldesten, for arbejdsmarkedet er kommet for at blive, mener han, især i mit meget normale tilfælde af voksenlivsbenægtelse og generel intellektuel indbildskhed.  

Jeg skal lære at acceptere mit liv og mine omgivelser i stedet for at blive vred på det og dem. Jeg har derfor skrevet følgende: 

Kære arbejdsmarked og kære erhvervsliv. Jeg elsker jer.

I giver mig muligheden for at lægge min ellers uregerlige bevidsthed i tøjler og rette dens rastløse kræfter mod et konkret punkt forude i tiden. Jeres verden er befolket af de mest utrolige værktøjer til styring, ikke af sjælen, men af dens planer. Maylandkalenderen, som er erhvervslivets foretrukne planlægger, kan fås i massevis af størrelser og koncepter, der passer til lige præcis mit individuelle behov for planlægning og mødevolumen. På computeren er den repræsenteret af Outlook, der kan synkroniseres med mobiltelefonens kalender og den private computer. Sammen åbner disse værktøjer generøst op for alle muligheder for at tilrettelægge mit arbejdsliv så nøjagtigt og gennemgribende og ufejlbarligt, at jeg kan nå at blive midaldrende før jeg opdager, at alle de mellemliggende år er gået. Tak, erhvervsliv, fordi din stræben efter ultimativ flittighed har fremprovokeret disse værktøjer, så intet sekund længere skal stå ledigt hen.  

Og jeg siger ”du”, selvom du er ingen. For netop deri ligger din styrke. Menneskelige egenskaber er barberet væk og emotionelle reaktioner derfor en umulighed på arbejdsmarkedet. Hverken du eller arbejdsmarkedet er en ægte person og det, du består af – firmaer – er heller ikke. Men alligevel er du så rummelig. Du står til rådighed for min produktivitet og mine ambitioner. Du kan bruges og udnyttes og løfte mig langt op i samfundets lag uden at kræve noget tilbage. Arbejdsmarked, jeg hylder dig for ikke at have følelser og ikke lade dem blænde din generøsitet og rummelighed. Hos dig er jeg altid i centrum og til nytte. Jeg kan ignorere mine inderste følelser dagen igennem, jeg behøver ikke at bearbejde noget som helst andet end de opgaver, jeg får på arbejdsmarkedet. Det er en enorm fordel at være tvunget til at slukke for den indre stemme og hengive sig til arbejdets favn uden at stille grundlæggende spørgsmål. Behageligt glider jeg mod målet, mod værditilvæksten og nytten. Uanset hvem der fødes ind i det, bærer arbejdet een afsted og starter forfra igen og igen. Et arbejde er et arbejde. I det kan jeg fortabe mig og aldrig komme ud igen før jeg bliver tvangspensioneret og skal genopfinde mig selv, men sandsynligvis går i hundene og heldigvis for det, for til den tid genererer jeg ikke mere arbejde endsige værdi.

Tak, arbejdsmarked, fordi du hjælper mig fremad ved ikke at have en skulder til mit grædende hoved.

Jeg hylder arbejdsmarkedet for at besidde værdi i sig selv, for at have potentialet til at være det sidste, der står tilbage. Mordere kan dræbe mennesker, men ikke arbejdsmarkedet, for det er ikke en person og består ikke af personer, bare en endeløs række af nye mennesker, der passerer igennem den tomme skal. Arbejdsmarked, din konstruktion er udødelig og immun overfor erosion og jeg kan trygt regne med, at dit reservoir af overordnede og mødekalendere og ordrebunker aldrig udtømmes. Fysiske og juridiske personer kommer og går, men arbejdsmarkedet består. Jeg kan sætte min lid til dig, til din eksistens og til din grundvold. Vejret og aktiekurserne og nyhederne og kærligheden har indvirkning på, om jeg kommer på arbejde, men ingenting hindrer arbejdet i at komme til mig. Fravær findes kun den ene vej. Arbejdspladsernes og erhvervslivets eksistens er konstant. De er samfundets og mine trofaste støtter, fordi de består af tilregnelige dele og uforanderlig masse.

Tak, erhvervsliv, fordi du er i konstant passage og aldrig bliver et menneske med alle dets fejl og illusioner.

Penge giver mig endnu en grund til at elske arbejdet. Ikke bare for de penge, arbejdet giver mig for handlinger, der ikke ville give mening uden netop pengene, men fordi penge kun eksisterer i kraft af arbejdsmarkedet. Det var arbejdsmarkedet, der fandt på pengene og jeg hylder opfindelsen. Penge kan pode enhver handling med meningsfuldhed. Og eftersom pengene kommer fra erhvervslivets uudtømmelige åre, er en forbindelse med arbejdsmarkedet en direkte åreladning af uendelig meningsfuldhed. Indenfor arbejdsmarkedet kan jeg lade mig begrave i opgaver i årevis uden nogensinde at risikere konfrontation med min integritet. For der er altid penge, så længe jeg løser opgaver, uanset hvor minimalt betydende de er i det større perspektiv. På arbejdsmarkedet bliver ingen opgaver holdt oppe imod den helt store skala. Arbejdsmarkedet tilbyder i stedet sine helt egne standarder for hvad der kan tjenes penge på, og for hvad der kan kaldes meningsfuldt. På arbejde kan jeg formøble mine inderste værdier, men så længe jeg har samme opfattelse af værditilvækst som arbejdsmarkedet, gør det ikke noget. På arbejde kan jeg formøble ufattelige mængder af penge uden at løbe tør. Arbejdsmarkedet er too big to fail og derfor elsker jeg det. Det er kommet for at blive, har jeg erkendt, og accept og tilpasning fører direkte til lykke, ved jeg fra min psykolog.

Tak, arbejdsmarked, fordi du gør det meningsløse meningsfuldt.  

Arbejdsmarked, du giver mit liv mening. Du giver ure fornyet mening. Du sørger for, at Politiken.dk bliver læst dagligt, du forhindrer ledige hænder i at hengive sig til masturbation og digtskrivning. Du lægger beslag på min tid og overbeviser mig om, at den er bedre brugt hos dig, der ingen identitet og dermed ingen kritisk sans eller fornuft har. Alt, der tæller for dig, er objektive parametre, der gør dig til en retfærdighedsmaskine. Et tayloristisk vidunder. Du får dødfødte projekter til at leve, grimt tøj til at blive gået i, penge til at skifte hænder, kun for at komme tilbage til dig. Arbejdsmarked, du er altings midte. Du finder sted hver dag, hele tiden, du river alt med dig. Du har både starten, målet og redskaberne. Dine Maylandkalendere og gennemgribende planlægning leder mit forvirrede sind på rette spor.

Tak, erhvervsliv og arbejdsmarked. Jeg elsker jer. 

”Som det således står fast, at vi vil være lykkelige, således gælder det altså også, at vi vil arbejde, for ingen bliver lykkelig uden erhvervslivet. Ingen er nemlig lykkelig uden i kraft af det højeste gode, det som vi erkender og besidder i den sandhed, som vi kalder erhvervslivet”