2000: D’Angelo – ”Untitled (How Does it Feel)” fra Voodoo
Ingen andre plader lyder som D’Angelos Voodoo, der da også i høj grad unddrager sig en specifik genrebetegnelse. Den er for tung og funky til at blive betegnet som soul, for organisk og håndspillet til at blive kaldt r&b, for sløv og jazzet til at være funk, og dens gennemgående steady beat er for markant til at jazzen bliver andet end et væsentligt krydderi. Ligeledes er D’Angelos vokal pladen igennem svær helt at få hold på, selvom den opererer inden for absolut klassiske – til tider nærmest pastiche-lignende – afroamerikanske sangtraditioner.
Voodoo opererer i høj grad med en de(eller re-)konstruktiv tilgang til den afroamerikanske musiktradition, idet man pladen igennem får en fornemmelse af, at D’Angelo, fra sin position på tærsklen til årtusindernes skiften, er trådt et skridt tilbage og ser sine forgængeres hovedværker på afstand. Herfra kan han så tage, hvad han har lyst til og sammensætte det hele til noget, der er så elegant konstrueret, at det ikke lyder som et konglomerat af tidligere musikalske udtryk, men i stedet som noget helt nyt. D’Angelo bruger Marvin Gayes organiske kropslighed (a la plader som Let’s Get It On og I Want You), forskellige fortolkninger af Smokey Robinson og Curtis Mayfields falseteksperimenter, Jimi Hendrix’ udflydende musikalske teksturer, den sløvt-kaotiske fornemmelse som Miles Davis var pionér for omkring Bitches Brew, men mest af alt er Prince – D’Angelos mest åbenlyse foregænger – gang på gang til stede, flere gange i form af regulære genskrivninger af specielt hans start-80’er ballade-eksperimenter.
Voodoo er også en plade, der, idet den gennemspilles, viser sig at operere med en helt egen tidslighed, og på det punkt er den inspirationskilde, den oftest påkalder sig George Clintons Parliament og Funkadelic, der også arbejdede indgående med at sætte intuitive lytterforventninger om sanglængde på prøve.
Hvor tiden i popmusik normalt er opsplittet stringent i relativt korte numre, der stramt, og i afgrænsede punkter, konstruerer et helt albums tidsforløb, bliver den hos D’Angelo så udflydende, at den nærmest negligeres. På mere gængse plader er en popsang sædvanligvis omkring tre-fire minutter lang, og inden for det tidsrum, udøver den en mere eller mindre skematisk disponering af forspil, omkvæd, vers og så videre. På flere popplader brydes pladens generelle tre-fire minutter-intervaller af et langt nummer, der typisk afslutter pladen eller deler den over på midten. Dette nummer kan, for eksempel, være 8 minutter langt, og i en kontekst bestående af under halvt så lange numre, og i kraft af, at det ofte er struktureret anderledes repetetivt end resten af de numre på den plade, det figurerer på, gør det i særlig grad opmærksom på sig selv og sin status af tidsligt normbrud og kardinalpunkt for værkhelheden. Eksempler på den type numre er der oceaner af, men inden for en sort musiktradition kunne man nævne Curtis Mayfields ”Move On Up”, Marvin Gayes ”Right On”, Jimi Hendrix’ ”Voodoo Chile”, Sly and the Family Stones ”Thank You For Talking to Me, Africa” og Princes ”Purple Rain”. Disse numre sætter i lige så høj grad deres omgivende sanges korthed og stringens i relief som deres egen længde.
På Voodoo er det lange udflydende nummer ikke en undtagelse, men derimod hele værkets primus modus. Kun et par af pladens 13 numre er under fem minutter lange, mens en del er over syv minutter og de fleste er omkring seks. Hvis man hører hele pladen i ét stræk, får man en fornemmelse af, at alle numrene flyder sammen og bliver til et 79 minutter langt nummer, der alene, uden omgivende sange at pege hen imod, udelukkende gør opmærksom på sin egen monolitiske karakter. Tiden bliver med andre ord væk, når man lytter til pladen. Jeg kunne forestille mig, at man, når man konfronteres med Voodoo, enten lader sig rive med ned i et langt groove-ormehul, eller keder sig gudsjammerligt, om end jeg selv kun har haft førstnævnte oplevelse.
Det enkelte nummer på pladen er så udflydende i sin struktur, at man skal lytte til det flere gange for at opdage, hvor det starter, hvor omkvædet er, og at det man troede var et klimaks egentlig var en indledning, mens det man umiddelbart hørte som et repeterende mellemstykke pludselig åbenbarer sig som sangens omdrejningspunkt. Et nummer som ”The Root” har et omkvæd, der er endnu længere end versene, og hvis man ikke er opmærksom på dets subtile vokalskift, kan man sagtens forveksle omkvædet med versene, selv efter flere gennemlytninger.
Nu lyder det som om, man ikke kan kan isolere enkeltnumrene på Voodoo, og at de kun fungerer inden for hele værkets helhed, men det er langt fra tilfældet. Noget af det særlige ved pladen er netop, at hvert enkelt nummer står stærkt alene, samtidig med det bidrager til den helhedslige tidsfornemmelse. Til dette kan man indvende, at alle gode plader er kendtegnede ved, at hvert enkelt nummer fungerer i sig selv, samtidig med det indgår i en helhed, der er større end summen af enkeltnumrene, men ingen andre plader kan mønstre Voodoos sammenflydende fornemmelse uden også at indeholde numre, hvis funktion fortrinsvis er at binde helheden sammen. Voodoo giver på den vis samme helhedsflydende fornemmelse som eksempelvis My Bloody Valentine’s Loveless, men modsat denne kunne man pille et hvilket som helst nummer ud af Voodoo og lade det stå som et værk i sig selv.
Hele fem af Voodoos sange blev da også udsendt som singler, og en enkelt af dem fik sit helt eget liv som skandalehit, nemlig ”Untitled (How Does It Feel)”. ”Untitled” er præcis, som man forestiller sig en single fra en plade som Voodoo. Over syv minutter lang og opbygget omkring en dynamik mellem det bastante og det udflydende. Den er en sivende eksplosion af seksuelt overload, og opnår en nærmest samleje-illuderende karakter i et langt og konstant spil mellem klimaks og monotoni og mellem simpelhed og kompleksitet.
Sangens begyndelse er famlende. De første sekunder lyder det som om, bassen spiller forkert, og resten af instrumenternes indtog således må udskydes, indtil trommer og guitar pludselig finder på plads med et hug, der kan mærkes i mellemgulvet, hvis man skruer rigtig højt op for sit anlæg. Hugget fortsætter sangen igennem og bestående af et kantslag og en bastone, der i den grad kræver opmærksomhed, bliver det hurtigt dens omdrejningspunkt. Det er en ganske simpel, nærmest primal, lyd, der dominerer hele lydbilledet. De mere komplekse elementer, som den fritflydende guitar – der synes at have fået carte blanche til at spille hvad som helst, blot det lyder blæret – og det diskrete piano, er totalt underlagt det højt mixede og sugende groove-hug. Det eneste, der virkelig trænger igennem, med sin egen blanding af primal eksplosion og mumlende indadvendthed, er D’Angelos stemme.
Inspirationen til ”Untitled”, og specielt til sangens vokalarbejde, er de seksuelt potente ballader Prince excellerede i, i begyndelsen af sin karriere. D’Angelo kan den følelsesmættede falsetvokal fra ”Gotta Broken Heart Again” (Dirty Mind, 1980, tjek den ud) til fingerspidserne, og af ”Do Me, Baby” (Controversy, 1981) har han lært, hvordan man strækker et seksuelt udbrud ud over syv minutter uden at miste fokus på noget tidspunkt.
På ”Untitled” starter D’Angelo mumlende, nærmest snøvlende, så det næsten ikke er til at høre, hvad han synger. Man er dog på intet tidspunkt i tvivl om, hvad han synger om, og lige så stille bliver det mere tydeligt. Fra linjen ”Won’t U come closer 2 me baby/U already got me right were U want me baby” sætter falsetten og fraseringerne ind og, ulig resten af sangens langsommeligt opbyggende tempo, kommer omkvædet brasende uden særligt varsel:
How does it feel?
How does it feel?
And I wanna know how
Does it feel?
How does it feel?
How does it feel?
Et mildt sagt simpelt omkvæd, der ikke desto mindre skærer ind til sangens kerne. D’Angelo vil have en (fysisk) respons fra sin kvinde, og med den simple, repeterbare linje kan han, ved hjælp af allehånde vokale krumspring, primært i falset, præcisere og konkretisere sin forespørgsel sangen igennem.
At dette fundamentale spørgsmål er omdrejningspunktet i en sang, der ellers mest består af konstateringer af typen ”I can provide everything that you desire”, afspejler den musikalske dynamik mellem beslægtede, men væsensforskellige elementer, som hele kompositionen hviler på. Den seksuelle call/response mellem mand og kvinde udtrykkes i interaktionen mellem det grundlæggende groove og guitarstaffagen og i det konstante spil mellem den primale simpelhed i rytmen og D’Angelos, i starten relativt nedbarberede, vokal og så de omfattende vokale overdubs, der vinder frem som sangen stiger i intensitet. Overdubsne (der udelukkende består af D’Angelos egen vokal) oplader omkvædet mere og mere, idet det gentages gang på gang, og til sidst lyder spørgsmålet ”How does it feel?” nærmest desperat. Ikke fordi det lyder som om, D’Angelo ikke får det besvaret, men netop fordi det gang på gang besvares, men som svar blot genererer et nyt spørgsmål af nøjagtig samme karakter. Det er seksualagtens inderste natur, D’Angelo vil finde ind til, men denne natur defineres netop ved, at kaste lige netop dét spørgsmål, ”How does it feel?”, tilbage som svar.
Intensiteten bølger op og ned fra det forspillende ”I’d love to make you wet in between your thighs” (der besvares af et potent guitarsvirp) over det lange sumpede mellemspil og hen mod slutningens monstrøse klimaks, hvor intensiteten synes at stige og stige, selv efter den ikke kan stige mere. D’Angeloerne, i form af de nu eksalterede overdubs, nærmest skriger ”How does it feel?”, mens han solo, uden overdubs og mere og mere insisterende, elaborerer: ”Feeeeeel”, ”I gotta know right now!”, ”I wanna take off all your clothes!”. Til sidst kolliderer sang og overdubs i en slags primalt brøl, og da føler man allerede, at nummeret har nået sit klimaks op til flere gange. Man spekulerer på, hvordan det dog skal slutte, ind til brølet ”How does it fee-” pludselig stopper midt i endnu en ustyrlig kraftudladning. Midt i den orgasmiske kulmination kulminerer nummeret med, hvad der kun kan tolkes som en udløsning. Pludselig er det slut. Høres ”Untitled” i sin rette sammenhæng på Voodoo, giver det god mening, at dens abrupte slutning leder over i den smukke og kontemplative ”Africa”, der er en hyldest til D’Angelos søn.
Hele nummerets seksuelle dynamik indkapsles i dets titel. Som alle former for sex, er også ”Untitled” untitled, men alligevel kan D’Angelo ikke lade være med konstant at spørge ”How does it feel?” i et futilt forsøg på at sætte en titel på det ubetitellige. Til sidst må han give fortabt midt i sin 117. formulering af spørgsmålet, og da er de syv minutter gået, nærmest uden man som lytter har lagt mærke til det.
D’Angelo gør i ”Untitled” How does it feel? til altings helt centrale spørgsmål, præcis som en anden ung visionær, Bob Dylan, gjorde i 60’erne på ”Like a Rolling Stone”. Hos Dylan bliver linjen vredet og endevendt, både på Highway 61 Revisited og (i særdeleshed) på The Royal Albert Hall Concert, men spørgsmålet lader sig ikke besvare i nogen af sangene. I stedet bliver det til en katalysator for enorme udladninger af indignation, fascination, overgivelse og nydelse, der tager til i karakterfuldhed og intensitet, som måderne at udsynge linjen på udforskes i løbet af det enkelte nummer. Begge sangere synes, i kraft af dette spørgsmål, at have kontakt til en helt fundamental og rå udskrigningsinstans i dem selv.
”Untitled (How Does It Feel)” er hele Voodoos kompleksitet og intensitet kogt ned til et enkelt nummer, og som seksuelt statement er det lige så afsindigt og potent som de forgængere, det hele tiden spiller sig op i mod. Der går en lige linje fra Sam & Daves ”Hold On, I’m Coming” over Marvin Gayes ”Let’s Get It On” og Princes ”Let’s Pretend We’re Married” til denne sang og denne plade. Med D’Angelo kulminerer den hævdvundne afroamerikanske tradition for seksuel nødvendighed som musikalsk udtryksform, og større ros kan næppe gives til Voodoo og i særdeleshed ”Untitled (How Does It Feel)”.
Den notoriske video til nummeret:
