InspirAspiration #2: Terrence Malick: The Thin Red Line

 

1. The Thin Red Line omhandler det mest fundamentale spørgsmål af alle, og den stiller det selv i den allerførste replik, der bliver ytret i filmen. Den der spørger er Private Witt: ”What’s this war in the heart of nature? Why does nature vie with itself?”. Resten af filmen former sig som et langt svar på dette spørgsmål.
2. Spørgsmålet kan ikke besvares, fordi det af natur lukker sig om sig selv. Derfor er også filmen nødt til at lukke sig om sig selv: Mennesket er en del af naturen på fuldstændig samme måde som alt andet. Alt er naturen, så når menneskene bekriger hinanden, er det naturen, der bekriger sig selv. ”This war in the heart of nature”. The Thin Red Line præsenterer alt, hvad der eksisterer i verden, som en krig i naturens hjerte.
3. Filmen lukker sig om sig selv ved brug af ekstremt subtile gentagelser. Det allerførste, den viser, er en krokodille, der nedsænker sig i vandet til tonerne af orgelmusik. Senere i filmen vises krokodillen igen, men denne gang er den fanget og uskadeliggjort af soldaterne.
4. På samme måde korresponderer filmens første og anden halvdel i det, at de idealer, der i starten holder soldaterne oppe, og gør, at de kan forblive mennesker, kollapser totalt. Private Bell lever i første halvdel gennem sine flashbacks, hvor han drømmer om sin kone derhjemme, men i anden halvdel får han et brev, hvor hun fortæller ham, at hun har fundet en anden mand. Private Witt er et naturmenneske, der kun fungerer helt i starten, da han lever med de indfødte på en stillehavsø. Mod slutningen af filmen opsøger han øen igen og ser kun, at de indfødte opfører sig lige så bestialsk og menneskeligt, som hans egne folk. De er alle krigere i naturens strid med sig selv. Men filmens lyriske anstrøg og enorme billedskønhed gør, at den aldrig kan blive pessimistisk. Og frem for alt gør det, at filmens billeder konstant åbner sig, selvom dens struktur lukker sig.
5. Netop filmens anvendelse af sin billedskønhed er central, for modsat andre krigsfilm findes dens billedskønhed ikke i krigsscenerne, der er nøgternt brutale og ofte i ekstreme nærbilleder, men i stedet i alt det uden om.
6. Filmens enorme kup er den måde, dens form er dens indhold. Den måde den konstant viser naturens store fald, som er betinget af menneskene. Et fald der på en gang er uundgåeligt og umuligt. Det er uundgåeligt, fordi mennesket bekriger sig selv, og derved korrumperer sig selv, men det er også umuligt, fordi menneskene er en del af naturen, og naturbillederne i filmen hele tiden modsiger menneskenes handlinger.  
7. Malick afbryder gerne sine aktions-scener, hvor menneskene handler, med pludselige, men dog ubevægeligt smukke, billeder af naturen, der er sig selv. Solen der skinner gennem træerne, fuglen der ikke kan flyve, fordi den er blevet maltrakteret af en bombe, græsset der blæser i vinden. Således modsvares kamphandlingerne af de naturbilleder, der interpoleres i midten af dem, ligesom filmen i sin struktur indkapsler den meget bastante midtersektion, der er én lang kampscene, i en lyrisk og ekstraordinært billedskøn ind- og udtoning. I midtersektionen fremtræder ind- og udtoningen af og til som små flashbacks eller flashforwards af skønhed.
8. Filmen har ingen hovedperson, og dens personer blandes også med naturen i det, de også fremtræder i form af subjektive voice-overs, der taler over enten naturbilleder eller drømmebilleder. Her formulerer de deres inderste tanker om krigen og eksistensen. Denne blandede, på det nærmeste arabeske, form, gør, at hele filmens udtryk får et næsten panteistisk anstrøg. Karaktererne blandes med naturen, som hele filmen igennem er totalt uudgrundelig. Og fordi menneskerne også formuleres som værende dele af naturen, bliver de i sidste ende også uudgrundelige.
9. Filmens smukkeste og mest uudgrundelige person er den fantastiske Private Witt. Naturmanden, der ikke kan få lov at være naturmand, men ender med at dø og smelte sammen med naturen. Hans død er filmens allersmukkeste sekvens. I det han løfter sit gevær og bliver skudt, klippes der igen til en af de mange indstillinger af sollyset filmet gennem træerne i frøperspektiv. Witts sidste bevidste sekund viser sig som en berusende svømmetur med de indfødte børn i det glasklare vand. Der klippes igen til trætoppene filmet i frøperspektiv, men denne gang fremtræder de med endnu større prægnans, fordi de kan ses som filmet fra Witts point of view.
10. Filmen ville selvfølgelig ingenting være uden Terrence Malicks poetiske sans. Filmens poesi former sig som en konstant søgen efter l’image juste. Der er tydeligvis brugt timevis af film, hele roller er blevet klippet ud i post-produktion og klipningens rolighed, på trods af de mange klip, giver indtryk af en poetisk omhyggelighed svarende til et digt, der er blevet omskrevet hundredvis af gange.
11.  Filmen er også interessant at anskue som genrefilm, eftersom den i sin tid (1998) udkom samtidig med Steven Spielbergs Saving Private Ryan. Hvor Spielberg brænder al sin poetiske benzin af på krigsscener, primært i form af den indledende landgangsscene i Normandiet, doserer Malick sit ud over hele filmen i naturbillederne og ind- og udfasningen før krigsscenerne. Og hvor Spielbergs film anlægger et, i en krigsfilm-sammenhæng dybest set forsmædeligt, human interest perspektiv i fokusset på den specifikke mission, hvor soldaterne skal redde den nødstedte Ryan, rummer Malicks film i kraft af sine mange stemmer og hovedpersoner et langt rigere perspektiv.
12. Det er en bedrift at bygge en film op, som kan bære en sidste scene bestående af billeder af havet, der afløses af billeder af naturens rigdomme, og akkompagneres af Private Trains voice-over: ”Oh my soul, let me be in you now. Look out through my eyes. Look out at the things you made. All things shining.”