2001: Destroyer – ”Farrar, Straus & Giroux (Sea of Tears)”/”Strike”/”Streethawk II”
Af og til kan det være sjovt at sammenholde de forhåndsforventninger, man, på baggrund af bandnavn, pladetitel og cover, har til noget musik, inden man hører det, med det indtryk, man efterlades med, efter man har hørt det. Et bandnavn som Destroyer lyder i mine ører som et puddelmetalband fra 70’erne a la Whitesnake eller Scorpions. Primitivt, simpelt og sikkert både frivilligt og ufrivilligt morsomt at lytte til. Streethawk: A Seduction – som er titlen på Destroyers fjerde plade– lyder en smule mere subtilt, men alligevel også lidt dumt, og det er ikke en titel, der formår at rokke ved forventninger om puddelrock, eller det der er værre. Ydermere ligner pladen med sit minimalistiske og piktogramagtige sort/gule cover en udgivelse fra et obskurt neo-folk selskab, eller – igen – det der er værre.
A Seduction er imidlertid den eneste del af titler og cover, der egentlig passer til det indtryk, pladen indgyder, for musikken på den er enormt besnærende og nem at holde af. At bandnavn og pladetitel rummer visse vildledende elementer, og forvirrende genreforventninger, er ganske passende for Destroyer, der på trods af forskellige bandkonstellationer, må betragtes som et soloprojekt for Daniel Bejar. For der hviler en vis aura af mystik omkring musikken på Streethawk, som for mit vedkommende aldrig er forsvundet, selvom jeg har hørt pladen mange hundrede gange i de ni år, der er gået, siden den udkom.
At en plade bliver ved med at indgyde mystik, selv efter adskillige afspilninger, er der som sådan intet specielt ved, det har nærmere været et kvalitetsstempel for massevis af plader gennem musikhistorien. Det der er specielt ved Destroyer – og i særdeleshed plader som Streethawk og Your Blues (2004) – er, at mystikken ikke er den primære fascination, men noget man som lytter gerne vil forcere og nå ned under. Der er masser af enormt umiddelbare og basalt affekterende elementer ved Bejars musik, som man instinktivt føler trang til at komme i kontakt med lige med det samme, og som udgangspunkt regner man med, at mystikken relativt hurtigt vil fortone sig for at give plads til den helt nære ufiltrerede oplevelse og en form for adgang til pladens kerne. Som når en plade med – hvad ved jeg – The Shins, Arcade Fire eller New Pornographers (hvor Bejar også medvirker) pludselig åbner sig, og giver den genkendelse og samhørighed mellem kunstner og lytter, som god indie-rock har for vane at indgyde.
Når man først stifter bekendtskab med Streethawk, regner man med, at den nok skal fise lige ind efter ganske kort tid, for ved første lyt lyder den, når det kommer til umiddelbarhed, som en plade a la dem de tre ovenstående grupper har beriget os med. Men hovedparten af Streethawk fiser aldrig rigtig ind, og igennem ni gode år, har den – fraset tre numre, som jeg vil vende tilbage til – holdt mig på en konstant afstand, selvom jeg ofte har troet, jeg endelig vidste, hvor jeg havde den. Afstanden mellem mig og den er kort, men stadig mærkbar, og der er noget lettere fremmedgørende ved mange af pladens sange.
De fremmedgørende elementer har mere med Bejar og hans tekster at gøre end med musikken og de mere end ligefremme melodier. Bejars stemme er for nogen en aquired taste, og selvom jeg altid har holdt meget af den, skal den da have, at den både er nasal, skinger og irriterende. Lige fra pladens første sekund – første titelnummer, ”Streethawk I” – hvor han inviterer: ”Come on girl and take a whirl in my machine”, kan man fornemme, at Bejar ikke har tænkt sig at økonomisere med sin stemmes karakteristika. Hans stemme skærer og skingrer, som den nu engang gør.
Denne første linje giver også falske forhåbninger om en plade fuld af ligefremme kærlighedssange, men det skal hurtigt blive klart, at specielt teksterne på Streethawk er det største bidrag til fremmedgørende fornemmelser. Det er uklart, hvad de fleste af sangene handler om, men af og til kan man fornemme en kunst- og musikkritik i sange som den syv minutter lange Joy Division-pasticherende ”The Bad Arts” - hvor der proklameres, ”thou shalt not take part in or make bad arts” - den kåde ”English Music” og den pompøse ”The Crossover”. Pladen igennem formulerer Bejar et ønske om at slå kommercielt igennem musikalsk. ”Come down from the mountain (…) crossover and make it big (..) crossover and you win”. Det virker en kende underligt – tilsyneladende oprigtigt – at besynge berømmelse på flere numre, når man nu er en ganske ukendt sangskriver fra Vancouver, der udkommer på det minimale pladeselskab Misra.
Berømmelse er, tilsyneladende, også et underliggende motiv på den sære ”Virgin With a Memory”, hvor Bejar spørger ”Was it the movie, or the making, of Fitzcarraldo?” med adresse til Werner Herzogs herostratisk berømte film, der må siges at være mere kendt for sin tumultariske indspilning, end som kunstværk i sig selv. Andetsteds på sangen synges der om ”life with the stars”, og det pointeres, at det handler om ”the singer, not the song”. Igen, lettere sære temaer for en fyr, der, både kommercielt og musikalsk, bevæger sig i den underste undergrund.
I det hele taget er det meget svært at blive følelsesmæssigt berørt af størsteparten af teksterne på Streethawk. I stedet skifter man mellem en let undren og fascination af, at melodier, der kalder på simple kærlighedssange eller lignende, tilsyneladende handler om musikbranchen og berømmelse, hvis man da overhovedet forstår, hvad de handler om.
Det der gør pladen værd at lytte til igen og igen er på den anden side netop, at man ikke forstår numrene, og at der ofte er et misforhold i dem mellem musikalsk umiddelbarhed og lyrisk utilgængelighed, men frem for alt, at musikken er så helt fantastisk iørefaldende og overraskende. Sangene er forholdsvis interimistiske størrelser, der for det meste starter intimt og nærmest folket, men ofte viser sig at være små bomber, der pludselig kan sprænge i enorme klimakser og umotiverede pikrock-riffs (et nummer som ”The Sublimation Hour” er et kroneksempel i denne sammenhæng). I disse øjeblikke lyder Streethawk nærmest som en art lo-fi Glam Rock, og de instrumentale udladninger kunne minde om David Bowie anno Ziggy Stardust (Bejars vokal kan i det hele taget generelt minde om Bowies, omend Bejar synger langt mere agiteret og affekteret). I det hele taget befinder mange af sangene sig i en udspænding mellem pompøs Glam og afdæmpet folk.
Pladens produktion er forholdsvis lo-fi, og instrumenteringen er sparsom, men på ingen måder skrabet. Især det centrale piano giver mange af sangene et melankolsk touch, der gør, at det skabede, som er et af Bejars adelsmærker, aldrig får lov til at trænge rent igennem. På trods af de lidt skizofrene og voldsomme udladninger er lydbilledet gennemgående yderst homogent.
Apropos homogenitet, er Streethawk noget så sjældent som en plade, der giver indtryk af, at nogen af numrene er bedre end andre, samtidig med der ikke synes at være nogen numre, der er dårligere end andre.
Hvad angår de bedste numre, er pladens absolutte højdepunkt slutningen, hvor de tre sidste sange, for mig at se, skiller sig ud fra resten af pladen og former en hel lille suite i sig selv, hvorfor de her er behandlet samlet.
Måden den sidste tre-sangs-suite skiller sig ud på er, at den altomfattende mystik og underlighed, som hele pladen aldrig rigtig vrister sig fri af (og som den sikkert heller ikke har ønsker om at give køb på), pludselig penetreres af det nøgne, ærlige og rørende udtryk, som netop – som skitseret ovenfor – kan være så fascinerende svært at opfatte på resten af pladen. Streethawks sidste tre numre gør indtryk med et særligt eftertryk, fordi de kommer efter ni numre af ganske anderledes obskur og distancerende karakter.
Suiten starter med den vidunderlige ”Farrar, Straus & Giroux (Sea of Tears)”. Her har man måske allerede på forhånd opgivet at blive andet end forundret over sangen, for hvorfor i alverden hedder den det samme som et berømt amerikansk bogforlag, men det bliver hurtigt klart, at det man i stedet skal fokusere på er parentesens ”Sea of Tears”, for sangen er Streethawks gribende countryficerede tåreperser. Igen er teksten alt andet end ligetil, men hver linje indgyder hjertesorg og melankoli i spandevis, og melankolien understøttes af den blændende blanding af rummelig guitar og blidt piano. Det er som om, den oprigtighed, der har manglet på pladens foregående numre (igen skal det pointeres, at dette, i tilfældet Destroyer, ikke er en kritik, men nærmere en ros), pludselig opøses i store mængder på ”Sea of Tears”, der har sit eget rolige tempo og en stor attraktion i form af en åh så melankolsk guitar, der synes at ringe ud i evigheden lige fra første anslag.
Med den guitar som underlægning, lyder hvert eneste ord fra Bejars mund enormt melankolsk og rørende, selvom teksten er vanligt svær at få hold på. I den første linje, ”It was back amongst the living, your smile was giving me a thrill”, hører man for evigt tabt kærlighed, og når pianoet lidt efter sætter ind, kan Bejar binde en hvad som helst på ærmet. I en linje som ”if that is what it takes to be a stone, a stonethrow from your throne” kan man nærmest røre ved utilstrækkeligheden, og i den følgende “it’s true I needed you more back when I was poor” forstærkes følelsen af tab kun. Hvad Bejar har tabt og hvilken kærlighed han har mistet, er ganske uklart, ligesom det i det hele taget er uklart, om det overhovedet er tabt, og ikke vunden, kærlighed, der synges om. Hele den melankolske fornemmelse ligger i det perfekte musikalske akkompagnement. Nummeret rinder ud med et ”alright now” og en løbsk klaversolo, og man håber inderligt, at næste nummer vil bringe mere af samme skuffe.
Og det gør det. På ”Strike” er pianoet helt alene, og Bejars stemme er mere nøgen end på resten af pladens numre til sammen, hvilket bevirker, at teksten og vokalen gør et mægtigt indtryk. Der synges om ”love that bears witness to its own failure” og om at være “sick of lifting spirits to the sky”. Sangens centrale, og helt igennem åndssvage og meningsløse, spørgsmål “why do you work in places bearing witness to your own inclusion?” lyder i den selvudleverende kontekst som livets store mysterium, og efterfølgende bygges der op til et klimaks af format. Pianoet intensiveres, og Bejar synger ”and strike!”, hvilket er lige netop, hvad sangen gør. Trommer sætter ind og nummeret flænses af et digert pikrock-riff, der løfter det til ekstatiske højder. Denne facemelter af en guitar er så umotiveret og pudsig som andre lignende indslag på resten af pladen, men nu har Bejar fået opbygget et følelsesmæssigt momentum, der gør, at man lader sig rive helt og aldeles med. Nummeret slutter umiddelbart efter, og leder over i pladens sidste sang, hvis følelsesmæssige resonans gør, at man ikke skreæmmes bort af det lille pikrock-intermezzo.
Slutningen på Streethawk er en krølle på hele pladen, idet værket, der indledtes med titelnummeret ”Streethawk I”, nu afsluttes af endnu et titelnummer, ”Streethawk II”. Her benyttes samme instrumentelle strategi som i ”Strike”, men denne gang er det, i stedet for et piano, en ensom guitar, der holder Bejar med selskab. Den danner grundlag for gentagelsen af den herlige linje ”There oughta be a law, there oughta be a railroad, that takes me away”. Pludselig lukker Bejar op for en melankolsk udlængsel, der er fremmed for resten af pladen, og linjen versioneres med ”there oughta be a notion of escape” og “there oughta be a law, an order of restraint, that takes you away”. Gentagelsen, og ændringen af teksten fra ”I” til ”you”, skaber en usikkerhed om, hvorvidt sangeren ønsker at tage væk med pigen (hvis det ”you”, der synges til, da er en pige) eller ønsker hende bort. Langsomt bakkes guitaren op af rumklanglig percussion og en luftig blæsende lyd, og man hælder mest til, at han ønsker pigen bort. Nummeret skifter midtvejs karakter, og da Bejar pludselig begynder at synge om titlens ”streethawk”, bliver det samlede indtryk lige så skizofrent som ”Strike”. Men det emotionelle momentum tabes aldrig, og den følelsesmæssige virkning, man ikke troede Streethawk ville have, har den pludselig i overflod.
Disse tre numre er – specielt hørt i sammenhæng med resten af pladen – perfekte eksempler på den specielle musikalske oplevelse, Destroyer er i stand til at fremmane. Bejar skaber sære, distancerede fornemmelser for pludselig at smadre dem med en vokal intonation, en guitar eller et klaver, der går lige i maven, og denne bevægelse frem og tilbage mellem det mærkelige og det rørende, uden det mærkelige på noget tidspunkt forsvinder, gør, at Streethawk er en plade, man aldrig rigtig bliver færdig med at lytte til og forsøge at forstå. Det er især bemærkelsesværdigt, at de sidste tre numre ikke føles ude af sammenhæng med resten af pladen. Frem for at være fremmedelementer i al deres sårbarhed, er de en gradvis krystallisering af de emotionelle tilnærmelser, der ligger begravet i de fleste Destroyer-sange, men som det ofte er svært helt at få adgang til som lytter.
