Mit navn er Jacques Breusse og jeg elsker journalistik

De syv år, jeg var væk fra skolesystemet efter gymnasiet, gik med ad hoc-dagdriveri. Dengang i gymnasiet såvel som nu var naturfag ikke min stærkeste side. I samfundsfag stod jeg af. Biologi vækkede min interesse i starten, men den døde ud halvvejs gennem 1. G. Historie var virkelighedsfjernt og nikotingult. Dansk var unødigt indviklet. Billedkunst var meningsløst for mine nærmest spastiske hænder. I resten af timerne sov jeg.

I dag har jeg således ingen formelle kundskaber, der kvalificerer mig til at drive eller smøre samfundets aksler. Jeg kan ikke operere eller undsætte nogen. Jeg kan ikke bygge noget, der beskytter borgerne eller muliggør, at de kan transportere sig. Jeg er ude af stand til at gribe ind og løse (især strukturelle) problemer. Jeg er efterladt i et samfundsmæssigt tomrum sammen med alle de andre, der sov i timerne og nu sover længe med krydsede fingre for, at andre driver samfundet rundt og puster madrassen op under dem, når de falder. Andre er bedre til det end jeg. Andre kan godt overlades ansvar for de opretholdende funktioner. Andre kan godt være alene med en livsnødvendig mekanisme, så de højere placerede og endnu mere ansvarlige roligt kan forvente, at mekanismens drift og funktionalitet bliver opretholdt.

Der er over fem millioner mennesker i Danmark. De fleste har en funktion. Nogle mere ædle og livsvigtige end andre. Nytårsaften er der rent faktisk mennesker på arbejde, som nytårsaften risikerede at kollapse uden. De skal operere eller undsætte, hvis det bliver nødvendigt. Derfor er de der. Derfor har de ikke drukket sig stangstive og iført sig plastichat som led i en målsætning om at opnå samleje med en tilfældig. Fordi de kan redde os, der sov i timerne og ikke fattede naturfag og derfor ikke passer akslerne.

Men journalistik havde plads til mig. Dette enorme, højloftede rum fri for ansvar og tomt for modne, ansvarlige mennesker, der stiller formelle faglige krav. Dette sted som er den evige, konsekvensløse badeferie. Jeg elsker det og derfor vil jeg hylde min journaliststand. Mit sikkerhedsnet.

Og det er journalistik, fordi der ingen formelle krav bliver stillet. Du er fri for at være nødt til at regne rigtigt. Ord får ikke en bro til at brase sammen eller en ambulance til at køre galt. Du bryder ingen umiddelbare regler ved at skrive i en avis. Ord kan ikke i sig selv medføre ulykke og lemlæstelse. Hvis artikler er kriminelle, er det udstrakt over lang tid og med små skub på samfundets diskurs og læsernes moralske barometer. På den måde kan du aldrig blive sigtet og fængslet for dine forbrydelser.

Tak, journalistik, fordi du er for indviklet en forbrydelse til at være ulovlig.

Og hvis jeg foretager mig noget, der bryder en umiddelbar, konkret regel eller enkeltpersoners opfattelse af rigtighed og fornuft, er jeg og pressen beskyttet mod omverdenen af en langt tungere og stærkere fæstning, end den, der beskytter omverdenen mod pressen. Hvis pressen er under angreb, kommer menneskerettighedsdomstolen rullende med pomp og pragt fra Strasbourg ved mindste signal. Når pressen løsner sit fulde, døgndrevne arsenal i hovedet på sagesløse kändisser eller småborgere, sidder der i Gyldenløvesgade nummer 11 en tandløs vagthund, der kaldes Pressenævnet, og udtaler sig. Herligt fri for udøvende magt og voldsmonopol, men til gengæld fyldt med gode hensigter og polerede ord. Jeg er journalistikken dybt taknemmelig for, at den giver mig et bureaukrati, som jeg kan ride ustraffet på gennem almuens stupide horder, og som beskytter mig, hvis en formastelig skulle finde på at angribe mig for min nedslagtning.

Journalistik går virkelighedens ærinde. Ja, dén virkelighed. Den fælles, store virkelighed, som jeg som journalist naturligvis elsker. Den virkelighed, hvor en pistol slår ihjel og nutella smager godt og mænd i laset tøj på mørke stier vil voldtage. Den virkelighed er jeg med til at forsvare som journalist og det gør mig stolt. Jeg er med til at opretholde de bestemmelser, der blandt andet dikterer, at en pistol slår ihjel og at nutella smager godt. Alt, jeg skriver, baserer sig på opretholdelse af den virkelighed, flest mennesker ønsker. Hvis der er konsensus om, at pistoler slår ihjel og nutella smager godt, skriver jeg det.

Journalistik er et venligt og rummelig fænomen. Hvis nutella begynder at smage dårligt, venter man som journalist blot på at rigtig mange bliver enige om det, og så begynder man at skrive det. Så bliver nutella symbol på noget dårligt. Jeg elsker journaliststanden for dette. Andre påpeger noget og hvis tilpas mange andre påpeger det samme, begynder den at skrive det. Det altoverskyggende krav om at surfe på flertallets diskurs gør mit job meget taknemmeligt og meget let og samtidig meget højt lønnet af de, der klikker på vores artikler og bestemmer, hvad vi tjener vores penge på at skrive.

Deadlinen er den taktstok, der får mit hjerte til at bevæge sig i det rette tempo. Den udgør mit indre urværk og min biologi. Deadlinen er min integritet. Og det er fantastisk ikke at behøve at opbygge sin egen. Det er ikke længere op til mine egne garanteret flossede kvalitetskriterier at vurdere, om jeg er færdig med at skrive og om det er godt nok. Det afgør deadlinen. “Det skal ikke være kunst, det skal bare være færdigt,” docerede en lektor i journalistik engang. Tak, journalistik, fordi du forhindrer mig i at drive ud på kunstnernes turbulente og horisontløse hav, hvor intet nogensinde bliver færdigt.

Tak, fordi du opstiller rammerne og håndhæver dem favorabelt, så det ikke falder mig ind at stille spørgsmål.

Og ikke bare deadlinen, men tiden i sig selv er journalistikkens dejligste støttepille. Timer og dage, uger og måneder er mangelvarer i journalistik. I mit fantastiske fag eksisterer kun minutter og sekunder. Det betyder, at andre må udtænke større systemer og vægte rigtigt imod falsk. For vi har naturligvis brug for, at nogen sætter sig ned og tænker sig rigtig godt om over rigtig lang tid. Men det kan jo ikke være journalister, for vi har travlt. Det er dejligt at være journalist og dette er en af de tungeste grunde. Vi besidder telefonnumrene på de, der har brugt tid og kræfter. Kildelisten er vores kapital. Den aldrig mætte telefonbog over folk, der er parate til at sige noget, som de har været længe om at udtænke på vegne af folket, os.

I de journalistiske tiders morgen blev det bestemt, at vi havde kort tid til at tænke og reagere. Dét bud følger vi selvfølgelig. Og i mangel på tid og under pres fra en deadline, der skal sørge for at vi ikke laver kunst, kan vi ikke udtænke det system, godt og rigtigt bliver målt ud fra. Så for at undgå at sige noget, der kan klandres af dem, der lytter, tager vi lytternes opfattelse af rigtigt og forkert og bruger den. Indtil nogen andre formår at flytte den, nøk for nøk, med tiden. Så skriver vi den. Og så bliver det den fælles virkelighed.

Jeg elsker journalistik for at være hinsides dogmatiske regler og processer. Ingen journalister er underlagt metodens formynderi. Intet journaliststudie bruger unødig tid på indviklede forelæsninger, der skal ruste dets studenter til verificerbar formidling af den store, fælles virkelighed. Journalistik er derfor en gummibåd, enhver kan skubbe i den retning, der behager, så længe det ikke er mod kunsten. Journalistikken dvæler hverken ved fortiden eller en højere autoritet. Placeringen af journalistikken i verden er udelukkende udtryk for konsensus blandt dem, som er ombord på båden.

Tak, journalistik, for denne frihed i metode. Hvis det står på en avisside, er det journalistik. Hvis det står på en avisside i en god avis, er det god journalistik. Tak, fordi min besiddelse af et pressekort omgående gør mine ord til journalistik.

Og det selvsamme pressekort, der gør mine skriverier til journalistik under alle omstændigheder og til god journalistik under gode omstændigheder, gør mig de facto urørlig af de glubske interesser og tendentiøse tilbøjeligheder, der hører privatlivet til. Ingen sponsorater forhindrer mig i at skrive sandheden og lige dén sandhed, jeg vil have frem, når jeg har konfereret verdensbilledet hos dem, der lytter til mig. Folket. Pressekortet kan jeg med stolthed vise frem og bevise, at jeg er ubestikkelig. Mit arbejde er salgsfrit, jeg skal ikke smiske og fedte. En avis behøver naturligvis penge for at løbe rundt, men ikke penge, der kommer med diktat. Der findes ikke de løgne, vi ikke kan overmande, vi anerkender ingen samfundsstrukturer. Aldrig måler journalistikken sig op mod andre sandhedsstrukturer, end man finder hos folket. Folket, som altid har ret, netop fordi det er folket. Og det særlige pressekort identificerer min troskab overfor netop folket og den virkelighed, man kan få i hovedet, og hvor Nørreport er et terrormål.

Som journalist er jeg så privilegeret at arbejde i en af de få brancher, hvor den centrale råvare aldrig løber tør. Menneskelig ulykke findes i rigt mål og det lykkelige er, at jo mere den omtales, desto mere kommer der. Stik modsat enhver anden industri, der langsomt men sikkert udtømmer jordklodens eget, begrænsede lager. Som journalist er jeg lykkeligt fri for at innovere eller gentænke mit indtjeningsgrundlag. Den kendsgerning, at der er behov for journalistik, holder journalistikken kørende i sig selv. Evighedsmaskinen er en realitet, fordi brændstoffet hænger sammen med eksistensen af mennesker. Så længe, der er mennesker, vil der være journalister, og så længe, der er mennesker, vil der dårskab som brændstof til artikler. Og hvis vi en dag løber tør for mennesker, så der kun er journalister tilbage, viser erfaringen, at journalisterne vil skrive om de øvrige journalister. Det gør de allerede i stor stil, til trods for at over halvdelen af verdens befolkning stadig er ikke-journalister.

Der eksisterer ikke en fastforankret indgangsvinkel til journalistik. Derfor er det den underviser, der har journaliststemningen med sig eller blot råber højest, der har fremtidens journaliststemning med sig. Jeg vil derfor slutte med at takke det måske vigtigste aspekt ved at være journalist.

Jeg elsker mit fag for det. Kun her findes de sande autoriteter fra patriarkernes smukkere, enklere æra.