2002: Johnny Cash - “I Hung My Head” fra American IV: The Man Comes Around
Det er et held, at det er Johnny Cash, der har lavet de fem Johnny Cash-plader og det boxset, der udgør serien American Recordings, for han er den eneste, der kan få de plader til at ræssonere og til at nå dybere ind i deres lytter, end nogen andre plader kan. På papiret er American Recordings dødfødt: En aldrende musikalsk kæmpe med sin storhedstid 30 år bag sig laver nedbarberede coverversioner af ofte alt for velkendte sange, der for manges vedkommende op til flere gange før er blevet malket så voldsomt, at de ikke burde kunne tåle endnu en tur rundt i manegen med nogen som helst musiker. Men det er her Johnny Cash skiller sig ud fra alle andre. American Recordings er nemlig hans karrieres absolutte højdepunkt og en milepæl i musikhistorien.
Jeg er ellers ikke stor fan af Johnny Cash’ kunstneriske højdepunkter. De famøse Sun-indspilninger er for mange sanges vedkommende enormt gode, men i mine ører bevæger ingen af dem sig nær noget genialt eller særligt vedkommende. Det hele er for stift og monotont og uvarieret og gennemsnitligt. I selve sangenes lyd mangler der nødvendighed, hvilket er et problem, al den stund de fleste af Cash’ numre fra perioden emmer af en tilsyneladende nødvendighed. Den endelige sang rammer mig bare aldrig særlig hårdt.
Det er det samme med fængselskoncerterne. Det er rigtig godt og i mange tilfælde bedre end Sun-indspilningerne, men det bevæger sig aldrig op i højere luftlag, og der mangler autoritet i den stemme, der ellers i denne sammenhæng i den grad forsøger at retfærdiggøre sig netop i sin autoritet.
Til gengæld er det ubetvivleligt, at Cash var original, og at han satte milepæle i countrymusikken i sine unge dage. Betydningen af hans musik kan næppe overvurderes, og gennem sin karriere fik han som person oparbejdet en enorm symbolværdi. I kraft af alle sine succeser og enorme fiaskoer og gestaltningen af The Man in Black-figuren stod han i sin alderdom som selve symbolet på det ur-amerikanske. Omkring ham var en fornemmelse af, at han havde gennemlevet flere generationer af amerikansk musik og levet liv. Alt i alt emmede han af en autoritet, hvis lige man vil lede forgæves efter i moderne amerikansk kulturhistorie.
Det er alt det ovenstående, som American Recordings trækker skamløse veksler på igen og igen. Det er et uudtømmeligt reservoir af autoritet og emotionel prægnans, og allerede i 1994 ved den første American Recordings stod det klart, at Cash med succes kunne forsætte med at lave plader til sin dødsdag ud fra formlen: Sparsomt musikalsk akkompagnement, fortolkninger af den amerikanske musikarv og nedbarberet, men yderst sensitiv produktion fra Rick Rubins hånd. I løbet af pladeserien fandt Rubin og Cash tilsyneladende ud af, at den følelsesmæssige autoritet trængte endnu stærkere igennem, hvis valgene af covers bestod af lige store dele usandsynlige og alt for sandsynlige valg.
Det hele kulminerer for makkerparret på den fjerde plade The Man Comes Around, en af de bedste plader, jeg kender til. Her når balancen mellem det åbenlyse og det overraskende i sangvalgene sit absolutte zenit. Autoriteten i Cash’ stemme er universel og enorm. Den stemme der synger på The Man Comes Around er på en gang alle menneskers oldefar, bedstefar og aldrende far. Der er flere generationers kulturel amerikansk visdom i den, og et par år inde i det nye århundrede, rummer den alle de ændringer billederne af den ur-amerikanske kultur har gennemgået i løbet af det gamle århundrede. I Johnny Cash’ stemme hører man samtlige John Ford-film, Cormac McCarthys Blood Meridian og alle tiders country- og folkmusik.
Således kan Cash og Rubin på denne plade tillade sig alt. På papiret grænser det sig til det utilgivelige at lade den gamle Cash synge ”Bridge Over Troubled Water” og ”In My Life”, men lige i dette tilfælde er der ingen grænser, og resultaterne er gribende. Som lytter burde man føle sig forulempet af sin egen følelsesladede respons på noget så oplagt og tilsyneladende følelsesanglende, men længe inden man tænker så langt, forkaster man alle negerende tilbøjeligheder og frydes i stedet over, at man rent faktisk sidder og lytter til denne grænseoverskridende musik.
Og ligeledes forholder det sig med de uortodokse valg som ”Personal Jesus”, den nu klassiske ”Hurt”-fortolkning og min absolutte favorit: Cash’ udgave af Stings ”I Hung My Head”. Fordi ingen andre ejer den autoritet, Cash her besidder, kan han ikke undgå at tillægge disse sange kvaliteter og dybder, som deres ophavsmænd ganske enkelt ikke har adgang til.
Jeg har aldrig nogensinde hørt Stings udgave af ”I Hung My Head”, og jeg kommer nok heller ikke til det, for jeg har ganske enkelt ikke behov for at høre den. Jeg er langt fra blevet færdig med Cash’ udgave endnu, og det selvom jeg har lyttet intenst til den gennem nu otte år.
En ting jeg må give Sting er, at nummerets tekst er decideret genial. Selvfølgelig skyldes min følelsesladede respons på sangen også måden, Cash synger den på, men jeg kender ikke andre tekster, der har formået at presse så stort og altfavnende et drama ind i så få og koncise vers. Selvom sangens handling tilsyneladende foregår i Irland, har den en westernlignende setting, der egner sig perfekt til den ur-amerikanske udgave af Johnny Cash, og den melankolske guitar, dommedagsklaveret og strygerne er dens eneste rigtige akkompagnement.
”I Hung My Head” er en sang i første person om en ung mand, der allerede i den dobbelttydige første linje ”Early one morning with time to kill” foregriber den ubønhørlige og uundgåelige skæbne, der snart skal blive ham og et andet menneske til del. Han øver sig i at sigte med sin pistol, og kommer ved et uheld til at skyde en rytter langt ude i horisonten. Det meningsløse i, at han har slået ihjel ”all for no reason – just one piece of lead” forfølger den unge mand gennem retssalen, hvor det går op for ham, at han har berøvet en kvinde sin mand og en børneflok deres far. Han idømmes dødsstraf og må gå døden i møde tynget af skyld. Men på skafottet lige inden henrettelsen opnår han en form for soning. Hans hjerne spiller ham et puds og ude i horisonten ser han rytteren komme ham i møde: ”He’s come to fetch me to see what they’ve done and we’ll ride together til kingdom come”. Han er desperat efter at opnå en form for samhørighed med denne mand, som han har dræbt uden nogensinde at have kendt ham, og lige inden han dør får han et glimt af uendelighed i det absolut meningsløse og endelige øjeblik, der er blevet ham givet. Han vil aldrig kunne forsvare, endsige forklare, det han har gjort, og sangen igennem og til slut fortaber hans forsøg på at forstå det uforståelige sig i den eneste mulige reaktion: ”I hung my head”.
Teksten skærer konstant ind til benet og formår med bemærkelsesværdigt klare rim at skille død fra liv og mening fra meningsløs i hvert eneste vers: ”I felt the power of death over life/I orphaned his children, I widowed his wife” og følgende ”I beg their forgiveness, I wish I was dead/I hung my head, I hung my head”. Og til slut: ”I pray for God’s mercy, for soon I’ll be dead/I hung my head, I hung my head”.
Det er således de helt store billeder, der arbejdes med i denne sang, og mere amerikansk bliver det heller næppe, selvom sangen er skrevet af en englænder. Jeg kunne forestille mig, at der i Stings version kan fornemmes en protest mod dødsstraf, men det er ikke noget, man hører hos Cash. Her er det udelukkende livets og dødens massive vekselvirkning og det altafgørende sekunds absurditet, det handler om. Som sådan er det da også den bedst egnede sang til denne overjordiske stemme, som Johnny Cash var i sine sidste år.
”I Hung My Head” er en rystende oplevelse, hver eneste gang jeg hører den. Den er en toppen af den enorme bølge af store sange, der udgør American Recordings. Der er tale om fem lp’er og et boxset uden et eneste overflødigt nummer. Snart udsendes en sjette lp med efterladte indspilninger, og det synes umuligt, at den kan blive andet end endnu en uundværlig tilføjelse til, hvad der tilsammen udgør det største enkeltstående musikalske værk, jeg kender til.
