America Is Everything I Ever Wanted

”Man må godskrive geografien, at den har banet vejen til berømmelse, velstand og lykke i menneskelivet. Hvis rigerne ikke blev delt af floder, bjerge, søveje, landtanger og have – hvordan skulle krigen nogensinde finde en ende, hvordan skulle rigerne få deres grænser?”
-    Joan Blaeu, nederlandsk kartograf, år 1665

“Hvorfor hænge ved denne klump jord, dette erhverv, hvorfor høre efter det, naboen siger? Det er så provinsielt at forpligte sig på opfattelser, som allerede et par hundrede mil længere borte ikke mere forpligter. Orient og Occident er kridtstreger, som nogen har trukket op for vore øjne for at narre vor ængstelighed. Jeg vil forsøge at opnå frihed, siger den unge sjæl; og skulle det da forhindre ham, at to nationer tilfældigvis hader og bekriger hinanden, eller at et hav ligger mellem to verdensdele, eller at der rundt omkring forkyndes en religion, som for et par tusind år siden endnu ikke fandtes.“
-    Nietzsche

”Americans are materialists of the abstract.”
-    Gertrude Stein

i. Jeg har ikke rejst særlig meget. Hverken Asien, Australien, Sydamerika, Indien, Rusland, England eller Norge har haft besøg af mig. Men kort, opdagelsesrejser og imaginære stater har altid fascineret mig. Min kærlighed til opdigtede lande er gammel; jeg er en skrivebordsrejsende. I den virkelige, hallucinatoriske verden, eksisterer der talløse mikronationer: Kongeriget Elleore i Roskilde Fjord, Ladonia (jeg er statsborger, selvom præsidenten, Lars Vilks, senere viste sig at være idiot), NSK (Neue Slowenische Kunst, som musikgruppen Laibach er en del af) og den fascinerende krigeriske fortælling om platformen Sealand i Nordsøen, bl.a. fortalt som dokumentar. Men disse ”Micronations” er nu så udbredte at der findes en Lonely Planet-guide til dem, og så ved man godt at det ikke er der det sker. Spørgsmål om landes suverænitet og grænser er imidlertid ikke kun et geografisk-politisk anliggende, lande bor også i vores forestillingsevner. Vi knytter følelser til dem. Jeg har besøgt et land, som kortet fortæller mig er velafgrænset - alligevel synes det at strømme ud over sig selv.

ii. Der findes et land som er for stort og ikke kan erkendes, for det breder sig ud over dets egne grænser og har gjort det i århundreder. Kritik kræver distance, at kunne fjerne sig fra og tage mål af genstanden. Men det er umuligt i dette tilfælde af Amerika. Lyden af det klinger drømmende, truende, men frem for alt dragende. Amerika er et geografisk område, men mest af alt en moderne abstrakt maskine, hvis stempler pumper for os alle. Vestens undergang har været et yndlingsemne i årtusinder, og da USA har været vestens førende stat de sidste hundrede år, hænger vor skæbne sammen med deres. Undergangen varsles nu fra Østen – en tiger på spring, og en brølende drage – lande forestilles ofte som dyr. Dertil kan man spørge: hvor meget kinesisk kultur når igennem vestens porøse membran og ender foran vores øjne, ører og opmærksomhed? På ironisk vis er det takket være Kinas produktion af elektronik, at den amerikanske kulturindustri fortsætter sin dominans. Det forekommer mig at Amerika stadig har et så blændende kulturelt herredømme, at vi end ikke ser det. Den har tilnærmelsesvis installeret sig som transcendental. Altid allerede Amerika. Vi føler os altid forud og bagud Amerika. Amerika er Europas prügelknabe i kulturkritikkens rige, vor fortabte lillebror, et helt igennem bizar blanding af kolonialisme, udstødte religiøse grupperinger og oplysningsidealer. Vi forholder os til Amerika som til et primitivt samfund, dvs. vi tror ikke de kan reflektere over sig selv. De reflekterer til gengæld over os. De genopbygger europæiske kulisser fra en fortid der ikke er deres. Det er prisen for at udrydde dem, der kunne have givet nybyggerne en fortid – tabula rasa. Amerika udøver en villet kolonialisme på egen krop.

iii. Amerika er geometrisk gennemført. Byen som grid. Kontoret som cube. Manhattan har siden 1807 ved lov været absolut horisontalt bestemt. Det blev besluttet at inddele øen i 2.028 blocks med nord- og sydgående avenues og øst- og vestgående streets. Resultatet blev USA’s hjertekamre, der kun kunne nå modernitetens tinder ved at vokse i højden. Manhattan er vestens mest fantaserede sted – Europa og USA har investeret utallige tanker, fantasier og drømme i denne lille ø – dømt til at briste og blive opfyldt. Manhattan er drømme jeg aldrig har haft. I storbyens slør har fotograferne fanget glimt af mine ikke eksisterende liv. Walter Sanders: “Fog in New York” – der står jeg under broen i min trenchcoat. Arnold Eagle: “Chatham Square Platform” – der står jeg på perronen i min trenchcoat. Og så E. O. Hoppe: “20th Century” – der står jeg ved dæmningens skydækkende mur på det sidste trin før vandet – i min trenchcoat.

iv. Amerika var den store vinder i det 20. århundrede, fordi den var så metafysisk. Hvis vi ser på reklamen og markedet, strømmer metafysikken os i møde. Reklame som praksis stræber mod at udviske genstanden, som den reklamerer for: Coca Cola forlod for lang tid siden tanken om at den solgte noget så hverdagsligt som en læskedrik. Fra slogans i 1891 som “The Ideal Brain Tonic” eller “The Delightful Summer/Winter Beverage” til nutidens ”Open Happiness.” De færreste reklamemænd er naive nok til at basere kampagner på ”ting”. Markedet og reklamen ved hvad det handler om. De ved hvad vi hungrer efter i vesten: selvrealisering. Vi søger ikke en bestemt ting, men en meningsmættet værensform. Det betyder ikke at vi ikke kan lide ting, eller at én der køber Cola ikke er tørstig. Pointen er at én der køber en Porsche ikke køber bilen som ting. Enhver læser forudsiger nu en klassisk, kritisk dom over dette. Men jeg køber lige så lidt argumentet om falsk bevidsthed som jeg køber Porschen. Walter Benjamin vidste hvad forholdet er mellem reklamen og kritikken, og dermed Amerika: ”Hvad gør i sidste ende reklamen så overlegen i forhold til kritikken? Ikke det, som den røde elektriske lysavis siger – derimod ildpytten, som spejler den på asfalten.”

v. Amerika er filmfraser, på alle måder hverdagslige, men med forjættelse om fuldførte, narrative eksistensforløb: ”Does these mean anything to you?”, ”I’ll be right out”, ”This one’s different”, ”Let’s hope for both of our sakes that I’m wrong”, ”I really must be going.”

vi. Forestillingen om et land er et fantasmatisk rum for libidinøse investeringer: om det er fædrelandet eller Mother Russia. Mærkeligt nok er det kun et kærligt forhold til nationalstaten der er blevet tabuiseret. Kærlighed er dog sjældent uden sin modsætning had, i den forstand at intense følelsesmæssige investeringer ikke er så langt fra hinanden, når det kommer til stykket. Der er en lang, glorværdig tradition for at hade sit hjemland i Europas kulturelle liv; at elske det er udtryk for chauvinisme, at hade det er tegn på progressiv, kritisk opvågnen. Både det politiske højre og venstre forsøger at rationalisere deres følelsesmæssige investeringer, men had kan være ligeså forvirret vedrørende motiver og årsager som kærlighed. Nationen er aldrig et neutralt koncept, men en symbolsk krop som kan lades positivt eller negativt.

vii. Amerikas lyde er uendeligt gentagende stock-lyde i film med obskure ophav: lyden af smadret glas, bildør der smækkes, skrig. Et ubevidst homogent univers, som skaber sanselige sammenvævninger  i vores indre. Amerika er mennesker der lærer at græde i biografen. Amerika er at sige: det var som at være med i en film.

viii. Jeg må komme til kort over for dig, Amerika. Du får mig til at generalisere, selvom jeg gerne vil konkretisere. Du gør alle analyser vulgære, lige meget hvor europæisk jeg forsøger at være. Alt her er virkeligt, pragmatisk, og alt efterlader mig drømmende. Det hedder den amerikanske drøm, fordi man kun kan tro på den, hvis man sover. Amerikanerne har ingen mistro over for virkeligheden. I like America and America likes me.