Mixtape 2010. Track 4/10: År 2003

2003: The Shins - “Gone for Good” fra Chutes Too Narrow

The Shins er James Mercers foretagende, og han har som sangskriver, og ikke mindst sanger, sat sit præg på det nye årtusindes popmusik som få andre. Mercers adelsmærke er, at han skriver helt exceptionelt iørefaldende og tilfredsstillende sange, og når en Shins-sang fungerer, er det fordi eklektiske, men helt basalt vellydende, musikalske komponenter malkes, til der ikke er mere at hive ud af dem.

        Især bandets anden plade Chutes Too Narrow excellerer, i hvad der må genrebetegnes som POPulisme, og over alt på pladen vrimler det med potentielle singler. Måske bunder Mercers sans for at skrive bifaldstyllende og følelsesanglende popsange (med et meget stort P) i, at han fra naturens side er udstyret med en stemme, der nærmest beder om at synge lige præcis den type sange, han skriver til The Shins. Den er lys, skinger, ekspressiv, desperat og meget præcist doserende. Og altid ekstremt vellydende. Den har ikke en speciel force, som mange andre store stemmer, og den når aldrig helt ud i enden af et specifikt udtryksrum. Hvis man sammenligner den med let beslægtede vokaler, bliver det klart, at den ikke kan måle sig med dem enkeltvis, men at den i stedet vinder ved på det nærmeste at være et konglomerat af en masse forskellige udtryk.

        Selvom den ofte lyder af skinger desperation, er der meget langt til eksempelvis Frank Blacks let psykotiske udtryk, selvom den er ekspressiv, tipper den aldrig over i det ubehagelige udtryk, som for eksempel Jamie Stewart konstant spiller på, selvom den er skinger, bliver den aldrig grædefærdig som Paul Westerbergs, og selvom den er lys, nærmer den sig aldrig den flirt med det apatisk behagelige, som gør Stuart Murdochs stemme så inciterende.

          Mercers stemme fluktuerer konstant i et spændingsfelt mellem Black, Stewart, Westerberg og Murdoch uden nogensinde at opholde sig i et enkelt udtryksområde særligt længe af gange. Det gør, at hans sangudtryk aldrig rigtig bliver decideret gribende. Det bliver aldrig helt desperat, ubehageligt eller skingert, men det gøres der op for, i og med den altid lyder lidt af alle dele på en gang, og frem for alt ved, at den altid lyder pishamrende godt. Man vænner sig til den med det samme og fordi den lyder en lille smule som så mange fantastiske sangere, elsker man den også med det samme. Det er denne generelle umiddelbarhed og elskelighed i udtrykket, der har gjort Mercer til (ufrivillig?) bannerfører for, hvad man kan betegne som Garden State-indie. En udvandet, generisk og overfladisk forfladigelse af alt, hvad der kan samles under indie-paraplyen, men som – på trods af at den igangsattes af Shins-perlen ”New Slang” – i virkeligheden mangler den perfektion og det præcise destillat, som Mercer så ofte rammer i sine sange.  

           Listen over langtidsholdbare Shins-sange, der er foruroligende tæt på perfekte popnumre er næsten lige så lang som den samlede trackliste over bandets hidtil tre udgivelser, men selvfølgelig skiller nogen sig ud fra mængden i kraft af deres helt særlige vellykkethed. Til denne artikel kunne jeg have medtaget ”Know Your Onion!”, før nævnte ”New Slang”, ”Girl Sailor”, ”Girl Inform Me”, ”Pink Bullets”, ”Turn on Me” eller ”Saint Simon”, men det mest logiske valg er den i særlig grad guldtintede ”Gone for Good”.

           ”Gone for Good” er den ultimative POPulistiske sang. Udover Mercers ovenfor dissekerede vokal er dens grundelement et af de mest sikre og vellydende musikalske virkemidler, der findes: Pedal steel guitaren. Stort set lige meget hvor kedelig, bovlam og uindbydende en sang man har, kan man få den til at lyde godt ved at søle den ind i pedal steel, men når materialet så samtidig er så pristint som i tilfældet ”Gone for Good”, får man en sang, man kan svømme væk i. En sikker basgang, en enkel og fængende melodi spillet på akustisk guitar og så den elegiske pedal steel. Mere består den ikke af. Når først Mercers stemme sætter ind, ved man allerede første gang, man hører sangen, at den vil ryge helt ud i popstratosfæren, hvis den også har en af de brillante tekster, som han af og til kan ryste ud af ærmet. Og det har den.

         Som alt andet i Shins-udtrykket er også Mercers tekster en hær af små fedtfinger, der kappes om at trykke på lige præcis de helt rigtige knapper, der gør den enkelte linje til en instant quotable og hele teksten til et uhyre præcist udtryk for den særlige sensibilitet (man bilder i hvert fald sig selv ind, den er særlig), der kendetegner de lidt-mere-sensitive-end-gennemsnittet, som tror, de er få og unikke, og at kun James Mercer kan relatere til dem, mens Shins’ enorme popularitet afspejler, at sensibiliteten er uhyre gennemsnitlig. At den ikke forekommer spor gennemsnitlig, men derimod rettet mod lige netop dig, er dens særlige genialitet.

           Det har resulteret i en sværm af deciderede Mercer-ismer som ”dawn breaks like a bull through the hall” (ja, faktisk hele teksten til ”New Slang”), “I surrender all my gall in a song of modern love” (“Girl on the Wing”), ”the years have been short, but the days go slowly by” og “since then it’s been a book you read in reverse/so you understand less as the pages turn” (begge fra “Pink Bullets”) og “what kind of life you dream of? you’re allergic to love” og “I quietly tied all my guts into knots” (begge fra “Know Your Onion!”). Banale på papiret, evige sandheder I munden på Mercer. Koncise nok til at stå på et klistermærke eller plakaten til en amerikansk indie-film, men stadig rummelige. Quirky, men ikke for quirky.

           ”Gone for Good” svømmer over med den type linjer. Igen iscenesætter Mercer sig selv som den højidentificerbare, lidt kejtede, lovelorn all round guy med linjer som “I’ve got to leave here my girl and get on with my lonely life” og senere “I spent twelve long months on the lam”. I evig flugt fra kærligheden. Det er de små detaljer, der gør det, som når Mercer synger “lam”, som var der et diskret ‘r’ efter vokalen, hvorefter pedal steelen svirper ind over over den sidste konsonant. På den måde holdes sangen hele tiden levende af en tekstens og vellydens symbiose, der, udover at skabe en fremragende sang, giver den en enorm replay-værdi, fordi man bare lige må have et fix mere. De helt stormfulde Merceristiske poesihøjder nås i omkvæddet med den udødelige ”I find a fatal flaw in the logic of love”, der vel om nogen er linjen, der indkapsler, hvad The Shins er så gode til. At besynge de fatale fejl i kærlighedens logik er netop Mercers mission, om han så skal opfinde fejlene selv. Han er ganske simpelt nødt til at forsage den lykkelige kærlighed for overhovedet at have mere at synge om, for det er den fejlfri hyldest af kærlighedens indbyggede fejl, der udgør hele hans værk. Således slutter ”Gone for Good” symptomatisk: ”you love a sinking stone that will never elope/so get used to the lonesome girl/you must atone some/don’t leave me no phone number there”. Og så et “la di da” og et pedal steel lick til gå hjem på.

          ”Gone for Good” er det nye årtusindes mest elskelige bands mest elskelige sang.