Seeing myself bundled some blind youth thinking that all land could just be surveyed / And not you know dug up
- Carey Mercer
She gets me / Gets me there / Takes me to the mine
- Singer
Singer - Unhistories
Blackout Beach - Skin of Evil
Der er mange måder at gøre nye opdagelser indenfor musik. Det hele vokser jo bare for tiden. Internettets mentalt overrumplende uendelighedshorisont og amokproliferation osv. osv. har gjort, at blogs, message boards og radio-podcasts nu istemmer informationskakofonien, hvor inspiratoriske kildevæld fra pladelytningens egen romantiske tidsalder (venner, magasiner og den veltrænede hukommelse) kun glimtvis høres som spage, arkaiske drengestemmer. I det 20. århundrede måtte man, i de tættest befolkede områder, ved lov beskytte mennesket mod støj- og lysforurening. Vil vi i det 21. se love beskyttende mod informationsforurening eller hastighedsbegrænseninger for mentale processer? Et vidtrækkende emne naturligvis, og ikke mit ærinde med denne artikel. Her skal det nemlig handle om musikken og det der er fare for: en grødet rockepistomologi. Jeg var ved at ankomme til en morale angående de åbne sluser til IT-brugernes iTunes-biblioteker: vi henter flere plader dagligt end vi købte årligt, alle hører noget særligt, ingen hører noget sammen, individuationen er total og fordybelsen som sindstilstand på retræte.
Jeg scanner dagligt efter noget med blivende værdi. Jeg er villig til at give de mest aparte genrer en engageret overflyvning, bare de giver mig et enkelt lille værk, der kan puttes i kisten med mærkaten ”keepers”. Under denne sporhundejagt er jeg faldet over to sten der skinner ret utroligt, når først man har gnedet lidt på deres ru overflader. Skin of Evil og Unhistories er rockplader, men det er jeg kun næsten sikker på, og jeg har ellers brugt alt for mange år på at kategorisere musik. Der følger et uigennemskueligt signaletisk materiale med den umiddelbare impuls, der siger ”rock”. Som regel er det guitaren, der siger ”rock-dit” og ”rock-dat”, men jeg kan i min værktøjskasse med nørdgloser ikke finde et passende præ- eller sufiks til den omtalte ”rock”. Dette nyder jeg ellers, rockforvirring, det er noget af det bedste jeg ved, en selskabsleg, der sædvanligvis - og under stor jubel - ender med ”kraut”. Krautrock blev genrebetegnelsen for allehånde eksperimenterende rock i 70′ernes Tyskland, dog psych, prog og synthesizerbåren kompositionsmusik i særdeleshed. Udtrykket stammer fra datidens engelske musikpresse, og har derfor altid været en reducerende orientalisme. Når noget er ”kraut” på Virkeligs redaktionsgange, er det både udknaldet, langstrakt og rytmisk opmærksomt, men det er også en flygtig essens som safran kan være det i visse madretter. Det var en lang smøre, bare for at fastslå, at disse værker end ikke er ”kraut”.
Jeg må altså lære at nyde, ikke at nå til noget svar i min indemenneske-agtige selskabsleg med mig selv. Er det så fordi Skin of Evil og Unhistories er rockplader, der sætter sig mellem for mange stole, eller flækker de selv noget sammen, som man kan sidde på? Sidstnævnte, uden et øjebliks tvivl, det fortæller mig allerede min rock-skidt og rock-kanel intuition. Disse stole er stikkende behagelige at sidde i. Men jeg vil så gerne forstå mysterier, især dem jeg identificerer mig med, hvad er dette brunlige, nordamerikanske rockgods? Jeg kan søge tilflugt i kunsternes bagkataloger, hehe. Bag Blackout Beach står Carey Mercer, en mand der har begået endeløst rablende indie, blandt andre (Spencer Krug, Daniel Bejar), i en nyere canadisk årgang af excentrikere, der sikkert alle ender som forfattere, Gud bedre det. I gruppen Singers tilfælde finder jeg tidligere medlemmer fra de markante chicago prog-outfits U.S. Maple og 90 Day Men. Blackout Beach udgav i 2004 sin debut Light Flows the Putrid Dawn, der er langfra det helstøbte værk vi her beskæftiger os med, mens Unhistories er Singers første, hvor guitarerne dog lyder meget henad tidlig U.S. Maple som på den vidunderligt betitlede Long Hair in Three Stages. Med denne baggrundsviden kunne man kalde Singer et barn af et befriende ambitiøst projekt, der apoteoserede klaver, claves og croon (90 Day Men), og en snerrende dekonstruktiv college-rock, som nåede at udgive hele fem langspillere (U.S. Maple). Singer har arvet U.S. Maples øjne men begge forældres nietzscheanske kompromisløshed, det lugter langt væk af ubodelige universitetssemestre. Carey Mercer, til sammenligning, er folkeskolelærer, og indspiller med sin kone.
Ingen tvivl om, at vi har at gøre med rock, der ligger og roder rundt mellem regnorme og rødder (undergrunden). Jeg søger væk fra at gengive lytterobservationer som “øjeblikket efter 5:15, hvor en fremmanipuleret glitch i distortionkredsløbet tilbageholdes som for yderligere at potensere den frådende guitarhøvls nagelfaste sadelridt i Singers “Please Tell the Justices We’re Fine”", eller “2:28-mærket i “Biloxi, In A Grove, Cleans Out His Eyes” på Skin of Evil, hvor et kviksølvglinsende minimalcrescendo antændes af syntheziser-bassen, som vidunderligt fremmedlegeme lånt fra elektronikaen, fra Susumu Yokotas “Tobiume”". Det er hver for sig mine yndlingsøjeblikke på de to plader. Når jeg oplever disse sekunder dirrer jeg af jublende medværen i musikken. Men nu har jeg lyttet så meget til disse to skiver, at jeg har svært ved at beskrive deres objektive kvaliteter. Så tæt på, at jeg ikke kan se dem - for at citere Olesen-Olesen. Som værker eksisterer de for mig bag palimpsester af associationer og minder indlejret i musikkens forløb. Dette skal derfor også handle lidt om jord, og overlejringer. Om at grave dybere og opdage. Disse plader er brune for mig, som tåger og grød og diffunderende væsker. Jeg elsker dem som madpakker i brune papirsposer, eller som når sprutten er bedre fordi den drikkes fra brune papirsposer, som i film. Kanel er brunt, det er glødende brunt, bronzefarvet og brunt som jorden fra rød muld til blegt sand; dette her er ægte rock-kanel, som enhver må opleve for sig.
Sommetider aner jeg et ganske ubegrundet slægtskab mellem ting, således også i dette tilfælde. De to plader må have sat sig ved siden af hinanden på en bænk i mit hoved. Bænken forbeholdt rock med, først og fremmest kant, og derefter en lysbestrøet indfaldsvinkel til min hjertekugle. Det lykkedes mig i Internetalderen, at grave i enkelte værkers dybere jordlag. Det lykkedes mig, gennem musikken, at bygge en mine ind i mig selv.
