Semestret langt borte, der burde have endt før. End da. Der kom imidlertid aldrig en opklarerende årstid, ingen ferie med vand. Vi indskrev os på maven af dunkelt betitlede fag som “Simpel alkymi”, “Gyges ring”, “Manhatterne”. Skudårsdage med gæster, der bed mærke i de små borde og det bjergtagende rod i tavleordenen. Første lektion om bratheden hele tiden. Og jeg så ud af vinduet, så den knæhøjt vindkæmmede fløjl, hvorigennem flygtninge strøg ekstatisk som sølvkræ i store sale. De undslupne blev senere alfonser eller anderledes handlende udenfor murene. Toldere, der jog blikke gennem os, hver gang vi krydsede selvbevidsthedens poster. Eller sprang ind til byen, over komposten bag køkkenfløjen. Mange oplevede i timerne, at hage og håndflade dannede væv. Vi kaldte dem lidt nedsættende for “grublere” hele vejen ned til skoleinfirmeriet, der frigjorde deres hænder med drømmende skalpelføring. Matriklen havde umærkeligt vandrende tårne. Om jeg husker rigtigt glemmer jeg dem aldrig.
Prøverne i røgkunst fra hypnagogisk sideleje. Eksamener i enkelt-substans systemers mængdelære (svært!). Du kom ind og dømte finalerne, hvor målkurven hævedes til en fjern tundra. I mine tanker i det mindste. Det hjalp mig opad. Man trommede med sovende arme på Kathedra, gennem kalkstøvet. Og gennedes bort, latterhostende. Vi lærte alle, at brathedens dumpe stilhed er en slags lise for sjælen. Afkoblingen eller nedslaget i et sensorisk opdrømt tomrum. Som udvekslinger i mørkt stof. Jeg føler det stadig tromme lige under brystbenet. Som at løsne brombær fra en tung busk i det rette klima. Eller lande storetåen på mosklædte sten i en skovsø. Og plukke sig selv i landingens øjeblik.
“Der er sløvsind i bratheden”. Det kunne man så sige ved bordet med den grønne dug, der på vores skole nærmere var en parabolskive med et hul i midten. Egentlig en nedarvet manøvre fra de ældre årgange - overleveret af et træ, i dets bark. Men man burde ikke forsøge sig med en udsondring af paradoksets natur i øvrigt, det skulle ifølge underfundighedsprincippet blive ved de få ord. Måske var det mere en måde at være i verden på som de forsøgte at lære os. De ville undervise med og ikke i. Man læste det senere i en af vore underviseres erindringsbøger: “Jeg lærer Jer hvad jeg ønsker at opnå ved at afpersonaliseres foran Auroras ukendte blændetal.” Klassen var mildt sagt bedøvet af en formularskovs urovækkende lyde. Man hørte det ske, at en blyant faldt til jorden, mens umulige hastigheder perforerede modstanden fra alt det bevidstløse, der hang i selve luften. I åben vogn en stjerneklar nat, under alléens popler og krogede stemmegafler, halvt i søvne.
Filmbilleder, som jeg tror eksisterer, viser, hvad det vil sige at slippe og dermed miste noget i det ydre rum. Det bratte består altså ikke i glasset, der rammer gulvet, men i skruenøglen, der forlader en hvid handskes greb, for lydløst at begynde sin rejse væk. At begynde sin rejse væk, indenfor at sætte ind med et “udenfor” sat fri. Nødet til at hente noget derinde, bag overfladebevidstheden. Og fremdrage evnen til at give slip og lade det gjalde, og forresten bruge mørket som ler. Der findes ting, som rejser bedre i mørket. Om det så er tungere eller lettere end lys; enkelte dråber vil ubesværet finde vej. Når fremtiden afskoves for håb, mens viden skyder i alle retningen, og florescente lys fra det cerebrale dækkes til med tæpper og olieskind, giv mig øksen. Vi skal hugge os en lysning, et sted at bo.
