Du er gået over Skeppsholmbroen imod Moderna Museets lave, rødbrune facade. Du har glædet dig til at se Rauschenbergs ged, men den skuffede, og nu står du i rummet ved siden af. Rummet er lydtæt, men det er ikke det første du lægger mærke til. Der er helt mørk og lugter råddent. Du famler dig frem, forsøger at vænne dig til mørket, at trække vejret gennem munden. En kraftig spot tænder aktiveret af dine bevægelser og du står foran en svævende gris. Den er ophængt med tynde stålwires i nakken og bagenden. Den er i forrådnelse. Hvor lang tid har den hængt der? Dage, uger, måneder? Og hvordan døde den? Den er ikke slagtet.
Dine hjerteslag høres tydeligt i det lydtætte rum. Grisen er dog ikke blot hængt op, den er også spændt ud. Nogen har kløvet den på langs, indsat nøje afmålte stænger med sløve ender, syet grisen sammen igen, så stængerne akkurat presser grisens hud til bristepunktet. Stanken er næsten uudholdelig sødlig, men du hiver alligevel udstillingskataloget frem:
Poking the Pig by Seyla Chenovitz (2007)
In its revolting sensuality, Poking the Pig, is a subversive slap in the face asking us to destroy the inner institutional bondage created by the White Cube and globalized capitalism. The artist, Seyla Chenovitz, invokes the necessity of recognizing the inherent problems of surplus value - the core of capitalism is growing within every industrialized animal and globalized human being. Chenovitz renders the abstract and invisible workings of exploitation visible and concrete in the suspended suffering of the dead pig. The spectator is forced to smell the decay, to see the grotesque destruction while hearing her own pulse and breath signaling the continual reproduction of capitalist structures and their inevitable outcome.
Stanken er nu for meget for dig og du forlader Moderna Museet. På vej tilbage over broen lugter du til jakkeærmet, forsikrer dig om at stanken af død gris er væk og mærker aftenbrisen, der svæver over vandet.
