Når jeg ikke kan komme på det, jeg gerne vil kalde frem, når jeg for eksempel husker en linje, som jeg godt kan lide, men som jeg ikke kan komme i tanke om, hvor stammer fra, da er jeg, i glemslen, i stand til at føle stærkere om hvad jeg føler for både det huskede (linjen) og det glemte (ophavsmanden) fordi den sidste er forsvundet. Subjektet er glemt. Det huskede står klart og alene, det huskede tvinges ikke i glemslen. Virkeligheden fremtræder mere rent nu, jeg glemmer, det glemte og derved huskede står rent frem, kun iført en stemning, som oftest en fra mig stammende kærlighed, som er tavs. Glemslen er kærlig, den er. Det glemte står endnu klarere og endnu mere alene, fordi det ikke er til stede. Det er kun stemningen, der er til stede, kongekåben der smyger sig om noget, der ikke er der, kongekåben smyger sig om noget der er intet. Dette intet er glemt og det står helt klart. Stemningen er rent til stede, det er rene, tavse følelser, ikke-sproglige, der strømmer fra mig, men uden at have en genstand, som retter følelserne af og derved beskærer dem også ændrer dem. Det er kun ved fraværet af substansen at jeg kan vide noget om substansen, og denne viden er tavs, da den intet subjekt har, den kan derfor mærkes endnu kraftigere. Prædikaterne kan ikke sluttes til et subjekt og der kan derved ikke dannes en cirkel, noget afsluttet, en mening i min bevidsthed, men noget uden sprog, en sætning kan vel ikke bestå af rene prædikater. Disse prædikater (som i kraft af deres ikke-sproglige karakter alligevel ikke er prædikater (ord) men i stedet følelser, bortset fra at de danner deres egen enhed, og netop derfor er en stemning) er virkelige! De står meget klarere og tydeligere her i glemslen, de vækker mig mere. Glemslen vækker det huskede til live. Den umiddelbare glemsel vækker det glemte til livet.
Hvad er glemsel? Glemsel er en umiddelbart og uprovokeret fremkomst af mening som man ikke forstår, hvor relationerne fremtræder uden skygge, de er ufiltrerede og klare for en. Glemsel er en tilsynekomst af ren mening. Ren forstået som genstandsløs, som ren relation, rent sprog.
Glemsel er erindring om det normalt altid glemte. Glemsel er fremtrædelse frem for usynlighed.
Glemsel er øjeblikkelig og kan ikke efterfølges: Efterfølgelsen sker i glemslens rum, glemslen kan ikke genskabes, glemslen er ikke knyttet til dig, du kan ikke bemægtige dig den, alt det kan du godt glemme, glemslen kan ikke begribes eller forklares, standses eller fastholdes, den er et øjeblik udenfor almindelig forklaring, den er et øjebliks mening.
Glemslen er et rum, man sættes i, og som man ikke kan forlade frivilligt, glemslen er egentlig.
Alt findes i glemslen. Dømmekraften står helt klart frem. Din relation til det glemte overmander dig, prøvende og senere insisterende vil du forbinde det glemte til fænomener, du kender, men det vil aldrig passe. Det glemte kan aldrig relateres til noget husket. Dette forstås dog positivt, du vil aldrig kunne placere, hvad det glemte er, derved forstår du netop det glemte. Du associerer vildere end nogensinde før, du lever når du glemmer og glemslen rammer altid dig aldrig omvendt.
Glemsel er skaberevne. Glemsel er kunst. Glemsel er rus.
Omkvæd: glemsel glemsel glemsel glemsel glemsel glemsel glemsel glemel glemsel glemslen gelemsel gllemslen gelemse glem glemslen yelemsel glemelsen gelenter glem gelemsel glemll glem gdnnsen glemseln gelemsl glemsel glemsel gemnden glem glemmel glemmel glemsel glmsel
