Beklemt i glemselsrummet, bestemmelsesstedet
I byen (s.9)
Summen i rummene om sommeren. Alle maskinerne, alle insekterne er tændte. Mennesker udgør betryggende larm bag ved bakkerne, hvor de findes på stranden. Deres bilers støj, også kun en summen båret af lune, lette vinde, Middagsheden slår knæk elektrisk. Sydeuropa, ikke Nordeuropa: Europa. Modernismens tegn og pletter kendes. Jeg kunne begynde at samle på genstande, civilisationsafkom, i en by som Trieste, Köln (“Trümmer”). Neapel, siger de på tysk, ved havet. Forsøger at binde en ellipse, du forstår nok, hvor jeg befinder mig udover kroppen. Kunne begynde at samle og placere, hvis jeg kedede mig. Det gør jeg dog sjældent, her kommer forhistorien.
Individualiseringen er en lavthængende smog i den store by. Den tilllister sig magt over menneskene. Man kunne også sige “der er en heks over storbyen”. Der er en heks over skorsten og tage. Samtlige ansigter, der passerer mig. Er så underligt intense. Der findes nok en slags kit, som får ting til at falde fra hinanden. Ingen fatter helt virkeligheden, men mindre endnu i byernes summende rum. Fatningen må vi ikke hundse med.“Det er livet om at gøre”.
Når man sætter sig for at skrive ingenting og tiden frem, ja tiden tilbage, nej tiden frem, og horisonten så alligevel kommer til syne, ja inden, nej efter min skratten, fordi det er mig imod eller måske bare uoverkommeligt, rigtigt at tage genstande i besiddelse med tanken. Så hvad? Bogen er bestemt til at begynde forfra under et forbud mod småfilosofiske fraktaler, men hvordan viser man? Hvordan holder man det hinsides ord frem i lyset, med ord?
Til “Duerne, igen”: jeg satte mig da for at spise tolv æg fra en ukendt gård. Det var naturligvis hønseæg, men det slog mig alligevel hvordan jeg fraværende havde tilberedt den monotont vulgære spise uden at få øje på sammenfaldet. Så blev jeg helt vodooistisk bødende. Derpå kom tordenen. Vel ikke fordi jeg havde gjort noget forkert, men for at yde mennesket forløsning i almindelighed, i byerne især. Især på tagene. Tordenen. Den tappede os for en stedløst fanget energi. Især i storbyerne. Herefter kunne vi sove med lange ønsker. Jeg følte, som blødte jeg ud på himlen.
På skibet (s.15)
Jeg besluttede mig for det idet jeg gjorde det. Sådan noget kan være svært at planlægge. Beslutningen: “i dag vil jeg være blind passagerer” som “missivet, læser I det? Hal mig ud af mit sind.” Det var spøgsmålet “hvor?”, spørgsmålet “ombord?”. Der sejler både og færger rundt, imellem landet i landet. Tidlige afgange i det vågne hav, over ufattelige himle. Der er det ved morgenen, den er hellig og ubetrådt, sommetider ubetrådt hele dagen. Man må have et stille sind og kun en tanke eller to, lade dem lavmælt samtale. Overfaldet af billeder, stakket katatonisk, stakket havblik, søge en slags vished i lyset. Selv visheden, modtagelsen af værenstyngde i mørket. På havet findes hverken den opsætsige vilje eller overtalelsen. Jeg ville højst svømme lidt og så acceptere alt. Omkomme, trøstet af en fremmed oprindelse. Noget skal man jo dø af, udover vandet. Fremmedheden. Den ville tale mig i søvn. Jeg tænker: en skvulpen og et mågeskrig bagefter. For har man mistet frygten overfor “åbent hav”, “mørke”. Da har man mistet al frygt.
Så få går ombord, man skulle man tro de bemærkede den passagerer, der har gjort sig blind for sig selv, tydelig for andre. Personalet, samfundet. Når jeg lukker øjnene kan jeg se lammeskyer. Jeg kommer til live hver morgen, sovende under en stor bog. Vi sejler så på et bidende koldt hav. Under en grå himmel, gennem en allé af mandskabsløse vindmøller. Den afsondrede havpark, maskine: fremtid. Forskellige aftaler når jeg kommer tilbage til byen, ned fra bjergene. Dette er en hemmelig passage til byerne. Opad på havet. Sæt mig ikke af på den opdyrkede kyst. Jeg vil sejles til vulkanskyen, til naturen som et ubrudt segl. Havets planløse protuberans med stjernekort dernede. Opholder af mørke. Luften genkendt som stof. Om skarvens flugt og universets indtrængen på dets forhadte næb.
I bjergene (s.23)
De unge piger i bjergene rækker os den simple kost med deres brune arme. Alt heroppe er bragt til bordet med et enkelt attributiv. De rækker os den simple kost med deres sprog. Prego.
Gæsterne afgiver en frissant murren. Nordmænd kalder dette landskab en sæter. Jeg var der engang. Nu står jeg her, rød keddeldragt foran baghuset. Bag forbjerget. Den sidste af tre firehjulstrækkere klatrer ned af kammen. Olien tørrer jeg af på låret og ringer, satellittelefon. Måske til en anden top, en anden tundra eller kam. Orange og gråt bag rosa slør jeg ikke forstår. Mod en lyseblå… “kveldshimmel?” Jeg har solceller og dieselgeneratorer. Jeg tror gæsterne er fornøjede. Med den fine betjening. Grappa. Den veltillavede kost. Jeg kigger nedover trægrænsen. Og det store luftrum mellem bjergene. Leder efter noget at forsværge. Kvinderne laver maden, jeg har olie i håret. Gletschere bliver højdernes have. Som når nuet og hukommelsen smelter.
Og så kom skyen, omsluttede vor top og pas. Det var sådan et øjeblik, det øjeblik de gamle senede, de gamle elastiske sjæle, de gamle og indadvendte vandrere hviskede til skaberen. Jeg ved, at jeg her føler mig omfavnet af det sagte.
I dalen, i byerne haster et fortættet liv rundt i tingene, i informationers og forholds bronzetråde omviklet. Mens bevægelse ophører i sky og lydene, de er drømmesignaler udi. Et køligt hav af luft, en perlekappe, vermeil. Kvægets klokker, længere nede på sæterens græs. Sene vandreres nervøse skridt på massivets stier. Næsten lyden af en mægtig fugl, rører næsten op i: usynligheden. Luften er som træ nu og inden længe sover vi. Og murmeldyret piler. Tågen hviler sig på afsatsen, lukker gærdets låge. Skyen driver ikke, men opløses måske come early morning
