To ting har fæstnet sig efter rejsen til Istanbul: 1) at jeg ikke kunne rumme byen; dens omfang og ufattelighed, 2) de unges sang i natten.
I Istanbul blev jeg mindet om en vidunderlig social praksis, der for mig bliver mere besynderlig og kraftfuld, hver gang jeg tager dens væsen i mental betragtning. Jeg taler om det at synge. Denne urgamle udtryksform, der - som en måde at bruge kroppen på - adskiller sig fra hverdagens mere instrumentale gerninger ved en tilsyneladende formålsløshed. Men sangen har selvfølgelig altid tjent et formål. Og når den ikke, dengang som nu, anvendes formålstjenstligt som ved højtider, i forsamlinger etc, så er den sit eget formål og skaber af rum. Dette elsker jeg ved sangen: at den udfolder sin egen dimension. Men hvad vil det sige at synge, og hvorfor rører sange os? Hvornår røres vi af lyden af sang?
Vi havde netop rundet gadehjørner nok til at gøre vejen tilbage til hovedstrøget Istiklal uigenkaldelig i min hukommelse. Og vi havde taget denne planløse afstikker i labyrinten i en fælles omtåget sindstilstand, der gjorde kridttavlens løfte om kolde kæmpeøl til mediterrane priser det pinligt indlysende næste skridt. For hvorfor ikke sidde og ølle den lidt? Det falder danskere så naturligt. Beværtningen viste sig at råde over adskillige af bygningens etager. Stedet var interemistisk indrettet og dårligt besøgt. Der var faktisk ikke et øje at se før vi ad den smalle og underbelyste trappe nåede tagterrassen, hvor to mindre selskaber skabte et lavmælt leben, som sammen med lanternerne, den skrattende tyrkiske radiopop og udsigten over gyldent oplyste og endeløse Istanbul, gav os følelsen af at høre hjemme og være forelsket i verden.
Jeg havde en periode, før jul, hvor jeg læste danske sange. Jeg lærte dem simpelt hen udenad. “Det lysner over agers felt”. “Jeg ser de bøgelyse øer”.
“Min pige er så lys som rav / og Danmarks gyldne hvede / og blikket er så blåt som hav / når himlen er dernede. / Prinsesse Tove af Danmark
Jeg synes det er fantastisk smukt. Synes du ikke? Helt enkelt. Helt rent. Jeg kan se hende for mig, hun står oppe på Grenen, i modvind, med fødderne i Skagerak, hendes øjne er så blå, så blå, og hun spejder hele tiden ud over havet. Hun ser stærk ud. Bjørn rømmede sig. - Lærte du alle sangene udenad? Claus nikkede.
Vi sidder på en tagterrasse over Istanbul hvis lygter får nattehimlen til at ulme med universets betryggende gåder, som et ildsted emanerer et for sjælen velkendt skær i en stor vinter, og jeg tænker på dette tekststed i Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer. Fordi noget forunderligt er ved at ske. Vi sidder i vores hjørne af terrassen, hvor en følelse af afbigt over ensidig øldimensionalitet breder sig i vekselvirkning med en følelse af overraskelse og menneskeunder. For i det fjerne hjørne sidder samtidigt 6-7 nobelt udseende unge, der, hvor de før talte nærværende, varmt og næsten andægtig henover bordet, nu stemmer i en klar og længselsfuld sang. Havde de givet os indtryk af at tilhøre et religiøst fællesskab var det kun på grund af deres modne og ærværdige fremtræden, deres taktfulde måde at indtage rummet, samt deres oprigtige og omsorgsfulde samvær. Men selvom disse egenskaber måske afslører en åndelighed er der intet, der taler for at den skulle hidrøre det religiøse fremfor det verdslige. Der står øl på deres bord, de ler kærligt af hinanden, og nu denne sang, der – selvom vi ikke forstår ordene – indgyder en sørgmodig verdensfortryllelse. De er med andre ord ikke meget forskellige fra os, men lige da er de bedre til at være det vi har tilfælles, for fællesmenneskeligt er sangen, og de synger så smukt.
Og jeg tænker altså på Claus, bipersonen i min tidlige ungdoms store romanoplevelse, der – efter sin kærestens abort og deres kærligheds hendøen – finder astenisk sjælero i de danske vinterviser. Måske i den beroligende memorisering af vers, måske i benævnelsen af de lovmæssigheder, der betinger eksistensen, men det er sangen der lindrer. Jeg kommer i tanke om dette, fordi det var Claus, der først lærte mig, at sangen er på vores side, den tilhører verden og er ikke i sit væsen et formynderredskab som hos visse skolelærere og præster. Nu lærer jeg det så igen, og jeg lærer lidt mere denne gang. Disse unge tyrkere viser mig, at man kan løfte virkeligheden og til alle tider bringe sangens dimension ind. Jeg føler mig meget lille. Sangens aspekt har jeg alt for længe forsømt. Sangens aspekt i hvilket det moderne menneske opløses og bliver større, bliver tidløst. For sangen rummer en alvor, en anerkendelse af de evige eksistensvilkår, der i vores del af verden er blevet glemt. Vi er sjældent sammen, og sjældent alene, med den mængde luft i lungerne som sangen kræver. Derfor rødmer vi instinktivt ved vores bord i hjørnet, for sidenhen gang på gang at forundres over denne hændelse. Vi stavrer udi natten, ydmyge men med stolthed for øje. Jeg tænker på Prinsesse Tove af Danmark og aflægger hende en ed.
