i. Det realiserede liv: i dag har mange mennesker muligheden for at blive det, de gerne vil. Problemer:
a. de ved ikke hvad de vil
b. de ved ikke hvad de skal gøre for at opnå det de vil
c. de er ikke tilfredse med at blive det, de har evner til. Ideologien om hvad der konstituerer et succesfuldt liv ligestilles med det realiserede liv, hvorfor endnu mere lede opstår.
Solen havde vandret over huset og skinnede nu på den øverste del af taget overfor. Skyerne drev forbi de spinkle antenner og roen indfandt sig. Den ro der kun findes søndag aften. Ugedagene har også deres sindsstemninger, farver og smage som ligger sig i en synæstetisk klangbund for dagenes udskiftelige inventar. Musiknummeret kørte på repeat. Han forsøgte at samle sig om den forestående opgave. Af vane og overbevisning hørte han som regel et nummer eller to, igen og igen for at holde sig til ilden. Desuden var det vigtigt ikke at lægge mærke til nummerets tekst eller musik, ikke at lade sig overraske af pludseligt tempo- eller klangskift. Musikken skulle være som lampen på skrivebordet eller lysestagen på sofabordet – velkendt i hele sin skikkelse.
ii. Der var intet bemærkelsesværdigt ved det. Altså historiens gang. Med blot en smule historisk indsigt, danner der sig et tydeligt billede af permante undergangsfantasier i al den overleverede utydelige masse, vi kalder historie. Brød og cirkus, ja, men også nej. Traditionen for at kalde fremskridt for tilbagegang er del af den samme fortælling.
Det er en drøm om at hæve sig op. Om at forsage det tidligere tænkte i en afvigende gestus og blive bæreren af indsigt.
iii. Hvad der begyndte som en revolution for tænkningen og teorien, troede man, er nu blevet dogmatik. En bevægelse så sikker og autoritativ som bølgen. I det 20. århundrede søgte tænkningen ligesom kunsten hele tiden længere ud, men som en kulisse uden omverden, fandt man aldrig noget. For der var kun afgrunden og spejlinger som ofte var svære at skille ad. Man ville dekonstruere autoritetsformer i alskens udklædninger, og man forstod ikke på dette tidspunkt at de ikke var til at afskaffe. Bølgedal. Imidlertid begyndte de kritiserede magtforhold at se potentialet i at overtage denne kritik, og som forældre indoptog de deres tvære børn og hævdede fra da af at de var børn – at det handler om leg, kreativitet, frihed, flade hierarkier og livslang læring. Skumsprøjt. Skæbnens ironi ville at de vante arnesteder for nybrud og transgression – kunstverdenen og universitetets selvforståelse, blev løbet over ende af en bagtrop.
Man kan ikke overleve ved at kæmpe imod virkeligheden. Men man kan heller ikke leve af virkeligheden. Man kan overleve en operation – og få det hele tilbage – og fortsætte gennem livet. Land og vand bliver ved. Himlen bliver ved. Jeg bliver ved. Små sole oplyser mit demokrati og vælger livet og døden. Jeg har mange smukke stemmer. Jeg er livets entrepenør. De kolorerede tilsynekomsters impresario. Forfatteren til historiens fuldemandsgang. Jeg kan trykke tiden som bøgerne. Jeg er den hylende skruebrækker. Jeg er det kort, jeg spreder ud.
iv. Hvad er sjæl? Eller rettere hvorfor bekymre sig om det? Selv hvis det lykkes videnskaben engang at opgøre alle de dele, der udgør helheden mennesket, vil der altid være en rest eller et værensprincip, som ikke kan afdækkes. Vi ynder at bruge ordet maskine som en metafor for komplekse entiteter, der kan udføre opgaver. Men maskiner kan skilles ad og samles på ny. Deres teknik kan udledes og gentages.
Jeg gik til enden af perronen, den del der ligger ude i solen. Det slog mig at jeg havde været på denne perron igen og igen hele mit liv, men aldrig gået den. Måske var togene engang så lange, at det var nødvendigt med så lange perroner, men denne del stod nu altid ubefolket hen.
v. Normal og anormal er dårlige begreber. Alle samfund er rationelle og irrationelle på samme tid. At forstå dem er ligesom at forstå teleologi: alt er rationelt hvis man accepterer arvesynd, jomfrufødsel og kødets opstandelse. Fornuft er en del af det irrationelle, men overhovedet ikke beskyttet imod det irrationelle og kan kun forstås som nogle bestemte relationer mellem irrationelle faktorer. Alt ved samfundet er rationelt, undtagen samfundet selv. Man kan studere visse dele, men den tågede totalitet forbliver altid i forskydning.
Spiritus og uvirksomhed. Denne form for uvirksomhed hjemsøges af den mulige produktivitet, man negerer i sin uvirksomhed. Som om man i den absolutte potentialitet opfylder den perverse underside af den selvpålagte lov om produktivitet. Det er hvad Hærværk handler om. Undgå mongolansigtet.
vi. Den eksperimentelle humanvidenskab var blevet en samfundsmotor og derfor kunne humanisterne ikke acceptere den - som de konservative puritanere de altid har været. Minervas ugle frem for ørnen i vild udfoldelse. De ægte humanister flygtede fra universiteterne og oprettede skoler for de klassiske humanistiske dyder og kanon. De var præster der værnede om vestens sagte ild, mente de. I virkeligheden værnede de om verdenselitens kulturelle dannelse. De ønskede nemlig at besidde denne kulturarv, som tillod dem at ranke ryggen desto mere. Aristoteles, Locke og Montesquieu tillader en elegant diskussion om politik; med Kant kan menneskets natur hyldes, men den ærværdige Augustins indsigter må heller ikke glemmes. Tanken var blevet artefakt – noget ældet, men yndefuldt – og patinaen vil blot gøre den smukkere med tiden. De dannede konversationer kunne overhøres på 1. klasse.
Hvilken betydning har det at den menneskelige psykologi ikke stiller sig tilfreds med tilfældighed?
vii. Babylonerne brugte menneskefostre til at lave glas og i Japan kølede man sværdene ved at stikke dem i levende fanger. Denne verden af underlige kendsgerninger, måske virkelige, måske ikke, hensætter mig ofte i en døsig tilstand. Fortiden viser sig i glimt – et polaroidfoto hele tiden på vej til at blive fremkaldt. Grænsen til hvad jeg tror må være galskab, er mig nær som vindstød i disse timer.
Litteraturens forhold til lærdom er som kuglerne i skålen til de købte får i en antik bystat.
viii. Når de mest konsekvente manifestationer af tendensen viser sig, er historien på vej mod ophævelsen eller imod modsætninger til tendensen.
En dag med vinduerne åbne, råber universet efter dig. Du smiler langsomt, men sikkert. ”Alt skal væk!”
