27. marts 2009:
Kære Kristian
Jeg håber du husker vi mødtes i toget fredag d. 20 marts. Eller rettere, jeg henvendte mig til dig. Det er i grunden noget af det smukke ved Danmark; at man kan møde en ledende politiker i toget og så tale sammen. Om end noget modvilligt fra deres side, politikere har jo den undskyldning, at de som regel er travlere beskæftiget end andre. Du havde nu ikke behøvet at være så skræmt.
Ideen opstod spontant. Jeg ville gerne indgå i en meningsudveksling med dig, i det jeg grundlæggende er uenig med Dansk Folkepartis politik. Men også fordi jeg, i min egenskab af studerende ved Institut for Filosofi og Idéhistorie, er optaget af den herskende politiks forskellige sprogdragter og kommunikatoriske virkemidler. Endvidere, og måske mest dybfølt, ville jeg gerne fortælle dig om den virkelighed jeg til daglig oplever i Gellerupparken, hvor jeg bor. Da det socialpolitiske spørgsmål og spørgsmålet angående nydanskeres integration er yderst fremherskende i dit partis interesseskema, tænker jeg du også kunne øjne et muligt udbytte af en sådan samtale.
Vigtigst i en samtale på tværs af meningsskel er en vis form for fællesgrund, en referencialitet der gør at vi ikke blot føler vi taler to forskellige sprog, ud fra to forskellige parametre for det slemme og det bedre. Og hvad er mere perfekt til dette formål end fodboldkampen du selv foreslog. Fødderne kender heldigvis ikke til termer som ‘pladderhumanisme’ og ‘fremmedhad’, hvorfor jeg også mener det kunne være endnu mere passende, om du kom til Gellerupparken og spillede med.
Jeg forstår selvfølgelig hvis du har nogle betænkeligheder angående sikkerheden. Har du nogensinde været i “Danmarks største ghetto”? Jeg vil mene det er et must for en politiker, der indgår i landets daglige ledelse. Især hvis man vil gøre sig klog på integrationsområdet. Hvis du ønsker det, kan vi selvfølgelig præsentere dig som en onkel fra landet i stedet for ‘ham fra Dansk Folkeparti’ i en eventuel entré på fodboldbanen, Jeg tænker du har et gammelt træningssæt liggende til den slags incognito-arbejde. Bagefter kunne vi så tage samtalen over et behørigt kaffebord.
Jeg fik vist nævnt at jeg medvirker i et internetforetagende kaldet Virkelig.dk. Hvis du har lyst til at tage imod mit tilbud, eller hvis du ønsker at mødes under andre omstændigheder, bør du vide, at jeg har tænkt mig at dokumentere processen i en lødig artikel. Jeg tænker der også kunne ligge nogle, for Dansk Folkeparti, gode billeder i en bolddyst mod de lokale knægte.
Min personlige aktie er en forhåbning om at mindske had, fordomme og misforståelser i dette land.
Med venlig hilsen og håb
Daniel Flendt Dreesen
3. april 2009:
Kære Daniel Flendt Dreesen.
Mange tak for din mail til Kristian Thulesen Dahl. Kristian har desværre travlt i disse dage med skatteaftalen etc etc, men jeg sørger for at vidergive dine betragtninger til ham.
Med venlig hilsen
Martin Gregers Arnoldus / Personlig assistent for Kristian Thulesen Dahl, Gruppeformand for Dansk Folkeparti
4. april 2009:
Kære Martin Gregers Arnoldus
Det skuffer mig ikke at få et personligt svar, eftersom Hr. Kristian Thulesen Dahl fortalte mig, at mailadressen var hans direkte kontakt.
Jeg forstår selvfølgelig, at han er travl, særligt i disse dage. Dog forventer jeg, at han i det mindste læser mit brev personligt. Det skriver jeg som vælger overfor en folkevalgt, og appellerer til hans samvittigheds- og ansvarsfølelse som repræsentant for landets borgere. Jeg ved selvfølgelig, jeg ikke er i en position til at kræve min stemme hørt, men det ville klæde politikeren i det mindste at leve op til sine ord afgivet vis-a-vis, i den ydmyghed min invitation er gjort af.
Venligst, og med håb.
Daniel Flendt Dreesen
4. maj 2009:
Kære Daniel Flendt Dreesen.
Jeg kan love dig, at Kristian vil læse din mail. Jeg hører nærmere om han har mulighed for at svare tilbage snarest.
Med venlig hilsen
Martin Gregers Arnoldus / Personlig assistent for Kristian Thulesen Dahl, Gruppeformand for Dansk Folkeparti
2. september 2009:
Kære Martin Gregers Arnoldus
Der er nu næsten gået 4 måneder, hvoraf nogle dog har været afsat til ferie. Jeg har stadig intet hørt. Jeg plejede at bryste mig af et Danmark, hvor der ikke var så langt mellem vælger og folkevalgt, mellem borger og repræsentant, at det ville være umuligt at få sin stemme hørt. Der er jo trods alt meget man ikke kan sige med et kryds. Som rejsende i udlandet har jeg eksempelvis fortalt historien om justitsminister Brian Mikkelsen, der gæstede Gellerupparken og mødte en gammel klassekammerat, Helle Hansen, der nu er afdelingsformand i boligforeningen. De kunne samtale i en egalitær sfære, de forstod hinanden bedre, fordi de delte en fortid. Men også fordi man lod dem mødes. Justitsministeren afsatte tid til at sondere gaden, til at lytte, endda til en gammel bekendt, og dermed lære om politikkens mål: borgerens hverdag.
Hvis det er ganske umuligt at nå igennem til Hr. Kristian Thulesen Dahl, ville jeg foretrække at erfare det i et ærligt svar. Men det ville i så fald være stik modsat både Hr. Kristian Thulesen Dahls ord, og hvad du ellers gav udtryk for i din sidste mail.
I håb om et snarligt svar holder jeg emnet Kafka tilbage lidt endnu.
Med venlig hilsen
Daniel Flendt Dreesen
4. september 2009
Kære Daniel Flendt Dreesen.
Tak for din mail.
Vi satser på at Kristian hurtigst muligt har et svar til dig. Han er dog i øjeblikket ret tidsmæssigt presset pga finanslovsforhandlingerne.
Martin Gregers Arnoldus / Personlig assistent for Kristian Thulesen Dahl, Gruppeformand for Dansk Folkeparti
8. december 2009:
Kære Martin Gregers Arnoldus
Her, mere end 8 måneder efter jeg afsendte det oprindelige brev - og 3 måneder efter dit “hurtigst muligt” - kan det godt være lidt svært at tro på, at jeg nogensinde får svar. Hvis det vitterligt er umuligt at oprette den intenderede kontakt, så ville jeg - som også tidligere bemærket - have frabedt mig Hr. Kristian Thulesen Dahls initielle opfordring, da vi i sin tid mødtes. Hvad min investerede tid og energi angår, føler jeg mig ærlig talt holdt for nar. Er ikke Dansk Folkeparti et parti i øjenhøjde med den almene borger, mere end et uigennemtrængeligt og verdensfjernt bureaukrati?
Jeg skriver hermed til Jer endnu en gang - og endnu en gang med håb om, at Hr. Kristian Thulesen Dahl vil læse mit brev.
Med venlig hilsen
Daniel Flendt Dreesen
9. december 2009:
Kære Daniel Flendt Dreesen,
Jeg kan forstå på dine seneste mails, at du er utilfreds med ikke at have direkte kontakt med mig og derfor har fået en dårlig oplevelse. Det beklager jeg naturligvis. Specielt fordi jeg hver eneste dag er i kontakt med ganske mange borgere, som ønsker direkte at fortælle mig om deres oplevelser og forslag til det samfund, vi lever i.
Du har i en af dine mails spurgt til muligheden for at mødes. Det kan jeg desværre ikke tilbyde, men du er meget velkommen til at uddybe dine holdninger til mig skriftligt. Jeg læser selv mine mails, så der er ikke noget “filter”, som du ellers antyder!
Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl
14.december 2009:
Kære Kristian Thulesen Dahl
Hvis jeg har været utilfreds skyldes det blot, at du gav mig din mail-adresse personligt da vi mødtes i toget til Vejle i slutningen af marts, hvorefter jeg så sprogligt måtte bokse rundt i al fordragelighed med din sekretær i små 9 måneder inden du personligt svarede. Så en form for filter kan du vel ikke benægte. Men jeg er glad for endelig at høre fra dig.
Du afviser et personligt møde. Det vil sige, du har læst mit oprindelige brev med invitationen til kaffe og gadefodbold i Gellerupparken? Jeg forstår du har travlt, men synes nu stadig det ville være en unik mulighed for både partiet du repræsenterer, nydanskerne i boligområdet, samt ind- og udlandets opfattelse af forholdet herimellem. En overraskende PR-begivenhed, samt en berigende oplevelse for os alle, er jeg sikker på. Mon ikke vi ville opdage, at vi er mere ens end vi tror.
Grunden til, at jeg ønsker at mødes, er min frygt for at du vil behandle mine skriftlige synspunkter med nærmest automat-retorisk konformitet. Jeg er ikke mindre realist, end at jeg forventer dette af trænede danske politikere, når de mødes af et sæt ganske anderledes synspunkter, end deres egne. Omvendt ligger der noget i det at se og det at føle. Så et visit i Gellerupparken, Danmarks hårdest belastede ghetto, om bag statistikker såvel som fordomme, er den eneste måde at kvalificere sig til den opgave det er, at behandle integrationspolitik, ja socialpolitik, i Danmark.
Vi er et ungt kollektiv bestående af tre “ressourcestærke” danskere, der ville kunne give dig, plus eventuelt følge, en spændende rundvisning.
Med håb og venlig hilsen
Daniel Flendt Dreesen
Efterskrift:
Jeg hørte aldrig siden fra hverken Kristian eller Martin Gregers Arnoldus, som jeg ellers var begyndt at holde meget af. Fodboldbanerne i Gellerup ligger øde hen, de savner fint besøg. Og i dagligstuen står kaffestellet uberørt, man hører standeruret stønne som under vægten af otte indkøbsposer. Bag dets slag en middagsbøn for gæsterne, der ikke nåede frem.
