London er som altid utilnærmeligheden selv. Den er oftest kold, mørk og frysende, men ikke længere. I stedet er den overskyet og som belyst gennem en mørkeblå neonskærm. Og så er den varm og fugtig. Soho om aftenen er som altid der, man føler utilnærmeligheden mest ufiltreret. Hvis man sidder på en lille café på hjørnet af Old Compton Street og Frith Street en mandag aften. Man har siddet der adskillige gange før, men aldrig alene. Der et dog intet andet end et usandsynligt tilfælde, at det nu er første gang, man er der alene, for alene har man været stort set samtlige steder i Soho. I hver en pladebutik i Berwick Street for at få tiden til at gå. London-tiden som er dyrebar, ikke i øverført betydning, men helt konkret. Man stiger af tuben på Oxford Street og drejer ned af Berwick Street, og straks fosser pundene ud af ens lommer, indtil man ender ved Curzon Soho eller en anden omkringliggende biograf. Hvis altså man vil have tiden til at gå.
Alene har man været på samtlige franske cafeer, italienske barer (en af dem blot kaldet Bar Italia) og transnationale café-kæder i Soho. Caffe Nero, Starbucks, Café Costa, Coffee Republic. Man har besøgt dem med sin dagbog og sin elendige kuglepen for at gøre bare et eller andet. For i det mindste blot at forsøge om man kunne skrive sig ud af den eksistentielle angst, der på en gang kom ultrapludseligt og krybende og ventet med sikkerhed. Der bredte sig i et langsomt, konstant tempo. Sivende fra hovedet og langsomt – men i et konstant tempo – ned i maven for endelig at give sig fuldt til kende i mellemgulvet, hvor den ramte som saneringsmandens destruktionskugle, når den med et tidligt varslet, dovent udført og maksimalt effektivt dunk nedbryder en væg i en ubrugelig gammel bygning.
Angsten blev, så vidt erindres, holdt i ave, for man husker ikke nogen panik eller noget tidspunkt, hvor saneringskuglen blev til en altnedrivende bombeimplosion. Måske det var på grund af kuglepennen og dagbogen, måske det var, fordi Soho ganske simpelt var så utilnærmelig, at man i sidste ende ikke evnede at respondere på nogen af de impulser, den afgav.
Hvis der er en sproglig kliche, der passer på Soho, er det den kække alliteration ”ludere og lommetyve”. Og ludere og lommetyve i skikkelse af affekteret bøssede bøsser, som der må være flere af i Soho end noget andet sted i verden. Lige nu sidder der to pragteksemplarer lige neden for mig under vinduet. Bag dem deles der flyers ud, hvilket er noget af det, der bliver gjort mest om aftenen i Soho. Pigen, der deler dem ud, er et bombehylster af en ung sort kvinde. Hendes ansigt er mestendels skjult under en hat på sned a la den Jaguar Wright altid var iført, dengang man troede, hun ville blive et navn til eftertiden. Under hatten kan man dog ane et par enorme læber i beskrivelsen af hvilke, ”fyldige” ikke er et fyldestgørende ord. Hvis det ikke var for hendes røv, var hendes overkrop det vildeste, man ville få at se i Soho denne mandag, men for at vente med røven og starte med overkroppen: Hendes bryster er enorme i forhold til de slanke skuldre og den usigeligt smalle talje. Det er ikke til at sige, om de er ægte eller implantater, for på denne type black mama kan alt fysionogmisk set lade sig gøre. Brysterne er kuglerunde og godt holdt på plads, for de bevæger sig næsten ikke, når hun går ti meter til den ene side og så ti meter til den anden med sine flyers i hånden. Hun har en så stramt som muligt og meget tynd trøje på med ærmer til midt på underarmen, og den fremhæver med størst tænkelig perfektion hendes rygs perfekte svaj og den umuligt smalle talje. Der hvor billedet bliver bemærkelsesværdigt – ja, nærmest krakelerer – er det sted på hendes lænd, hvor bemeldte svaj tager en skarp drejning og former den kurve, der markerer begyndelsen på hendes røv. Og hvilken begyndelse. Når man når til den begyndelse, er der ikke andet at gøre end at stoppe sit elevatorbliks langsomme nedstigning og starte forfra ved hatten på sned. Mens man igen tager turen ned over de nu velkendte øvre komponenter af denne næsten overgjorte – nærmest med en art rund ekspressionisme udførte – skabning, tænker man: Kun en negerkvinde kan have – og bære – sådan en røv. Den er gigantisk og ufatteligt meget større end overkroppen. En proportionel umulighed. Alligevel er den aldeles velformet – seksuelt set suveræn – og stramt opspændt i et par sorte jeans, så den i lighed med brysterne manifesterer et næsten utroligt eksempel på kropslig fasthed. Således dannes der – som en art værkomsluttende pendant til det svaj midt på kroppen, som ryggen udgør – et sug af et svaj fra forparti til bagparti. Som i de hævdvundne klichefremstillinger af den type krop, bærer lårene ingenlunde præg af røvens størrelse, de er i stedet slanke og toner elegant ud et par næsten knæhøje støvler. Alt i alt udgør hun en figur så accentueret, at dens seksuelle tiltrækning nærmest forsvinder i sig selv og erstattes af en følelese af ærefrygt, let mistro og undren. Det er ikke til at sige, om denne kvinde er en luder eller en lommetyv, men at dømme ud fra den vagt distancerede uddeling af dubiøse flyers, er hun nok nærest beslægtet med den sidste kategori.
Menneskenes gang forbi cafeens vindue kan bedst beskrives som ”defillerende”. De fleste piger er tiltrækkende, og de fleste af de tiltrækkende har meget korte shorts eller hotpants på. Det lader til, at deres benbeklædning automatisk bliver kortere, når de træder ind i Soho-firkanten, og man tænker, at den må udvide sig i både længde og bredde til noget, der passer langt bedre til både temperatur og offentligt skue, så snart de træder ud på Charing Cross Road, Shaftesbury Avenue, Oxford Street eller Regent Street, for hotpants og så korte nederdele ses kun i Soho.
På modsatte hjørne ligger den velkendte og i udpræget grad døgnåbne kiosk, hvor man i sin tid købte sine Gauloisses, der sammen med oceaner af sort kaffe og inkompatible løbeture i Hyde Park sørgede for overblik og holdt saneringskuglen i spænd. Dengang betalte man gladelig ekvivalenten af 70 kroner for 20 cigaretter. Måske fordi man måtte ryge overalt. På samtlige transnationale cafékæder udover Starbucks – hvilket var grunden til, man aldrig nogensinde gik på Starbucks, selvom den ofte var hyggeligere end de andre kæder – og på gangene og i tv-stuen på ens hostel og på hver evig eneste pub. I dag er det slut med cigaretter. Måske fordi man løber marathon, fordi man ikke længere må ryge nogen steder på hverken caféer eller pubber, og fordi der er kommet et skilt op på døren til ovenfor nævnte hostel, hvor der står, at man bliver meldt til politien, hvis man ryger indendøre. Så løbeturen i Hyde Park er blevet tre gange så lang, og man bemærker næsten ikke, at prisen for 20 Gauloisses nu svarer til 50 kroner i stedet for 70.
Men frem for alt hører cigaretterne til i en anden tid, fordi man ikke længere er i fare for at blive erklæret nedrivningsmoden, og derfor hverken frygter saneringskugle eller bombeimplosion. Fordi man dengang – i de år – blev banket og imploderet eftertrykkeligt, og fordi der siden da er nyopført og istandsat en bundsolid konstruktion, der ikke er i fare for noget som helst det næste lange stykke tid (hvor lang tid det så egentlig er). Men Soho er stadig så fremmedgørende og overspillet som et dårligt teaterstykke, som man alligevel ser igen og igen, fordi det bliver opført af nogen, man engang kendte indgående, men som man ingenlunde kan identificere sig med i dag. Men man vender tilbage for at konstatere, hvordan man selv ændres, mens de spiller det samme teater hver eneste aften, altid.
