Rytteren krydser symmetrisk sine sværd i trodsighedens gestus. Du står ved King Jagiello Monument i Central Park en overskyet junidag. Du har spist frokost, mens du så på Delacorte Theater henover Turtle Pond. The Mets gotiske ydre byder dig indenfor. Halvdelen af pladsen til moderne kunst (3000 m2) er optaget af særudstillingen, du er kommet for at se.
Marcel Broodthaers’ Mausolée d’Art Moderne (1968-2008) udgør omdrejningspunktet i udstillingen Death of the Museum. Broodthaers var en god kunstner fordi han ikke troede på det frigørende i kunsterfaringen, og fordi han så museet som en magtinstitution med ideologiske interesser. Du har altid godt kunne lide at han døde på sin fødselsdag – en misundelsesværdig cirkelslutning. Men du er lidt underligt til mode ved tanken om at se ham ligge dér, balsameret i en montre under ”Section des Figures”. Broodthaers havde udnævnt sig selv som museumsinspektør – en gestus for at kunne bedrive kritik indefra, for at kunne krydse klinger med museet. Han ligger blandt kasser til forsending af kunst, lamper til at oplyse udstillingen, stiger til installationen og pjecer til de besøgende. Genstandene, og nu Broodthaers selv, peger på museet som deres kilde, men med en tomhed og en kulde, som nu gør Marcel til allegori.
På glasmontren ved hans fødder er der et nummer, hvorunder der står ”This is not a work of art”. Udstillingens taksonomi giver ingen mening for dig, men det er måske ikke så underligt. Du har tømmermænd.
