Det er på tide at vi anerkender og overkommer tendensen til at tildele legitimitet til profetier ved at fremmane mystiske fraser og artefakter fra en fremmed kultur eller en døende tradition. Når en Zarathustra eller en Kristus sagde at enden var nær, var det med deres egne stemmer – nedsunket i en specifik atmosfære hørende til epoken – og det samme kan siges om mayaerne: hvis de virkelig dyrkede en tro på enden, en ikke-kristen eskatologi, som det nu hævdes, så havde denne tro ikke sine kilder fra en tidligere civilisation, som de overhovedet ikke havde kontakt til. Hvad mayaerne præcis troede, kommer vi aldrig til at vide – og ”maya-endevisionen”, som den tager sig ud i nutidig diskurs, er tydeligvis udtryk for vores eget eskatologiske begær.
Enten fortsætter vi med at klæde 2012 ud i quetzalfjer og jaguarskind eller også finder vi hæderligheden til at skabe vore egne profetier, hvori de apokalyptiske tilbøjeligheder kan udfolde sig. Hvorfor skal mennesket i dag bestige pyramiden i Kukulkan for at få modet til at proklamere enden?
Det ville være bedre for mennesket at proklamere inden for dets eget historiske og kulturelle miljø, selv om det ville føle sig som et fjols, idet det så lavede profetier uden snedige rapserier fra oldgamle pyramidebyggere. Når vi bryder den mesoamerikanske jungles mystiske greb på os, kan vi lige så godt skrige endens komme indefra den altid voksende labyrint af skyskrabere, hvorfra flugtmulighederne synes stadig flygtigere. En skyskraber er da i sandhed en mere apokalyptisk signifikant bygning end en pyramide?
Hver gang jeg ser på én, er det som at være nær et skæbnesvangert tegn. Lyn slår ned i templer og grave, vand og hvede er misfarvet af blod, en regn af mælk og glohede sten, en okse taler med en grib, en baby fødes med elefanthoved, have står i brand, solen går i kamp mod månen: sådan så de ildevarslende tegn på Romerrigets ruin ud for Livius. Er skyskraberen ikke i denne kategori? At sådanne monstrøsiteter rejses og toleres som en del af det moderne landskab tyder ikke godt. Alligevel foretrækker vi at snuse rundt efter dystre varsler ved forladte pyramider. Jeg forstår ikke hvorfor der ikke er en profet med skøjtende øjne og uglet hår på hvert gadehjørne. Hvor er de mænd og kvinder, når man skal bruge dem? Hvis en epokes folk ikke taler med deres egne stemmer, må man tilgive dem, der tvivler på om det folk overhovedet har en stemme at tale med…
α
I
We are the hollow men
We are the stuffed men
Leaning together
Headpiece filled with straw. Alas!
Our dried voices, when
We whisper together
Are quiet and meaningless
As wind in dry grass
Or rats’ feet over broken glass
In our dry cellar
Shape without form, shade without colour,
Paralysed force, gesture without motion;
Those who have crossed
With direct eyes, to death’s other
Kingdom Remember us—if at all—not as lost
Violent souls, but only
As the hollow men
The stuffed men.
II
Eyes I dare not meet in dreams
In death’s dream kingdom
These do not appear:
There, the eyes are
Sunlight on a broken column
There, is a tree swinging
And voices are
In the wind’s singing
More distant and more solemn
Than a fading star.
Let me be no nearer
In death’s dream kingdom
Let me also wear
Such deliberate disguises
Rat’s coat, crowskin, crossed staves
In a field
Behaving as the wind behaves
No nearer—
Not that final meeting
In the twilight kingdom
III
This is the dead land
This is cactus land
Here the stone images
Are raised, here they receive
The supplication of a dead man’s hand
Under the twinkle of a fading star.
Is it like this
In death’s other kingdom
Waking alone
At the hour when we are
Trembling with tenderness
Lips that would kiss
Form prayers to broken stone.
IV
The eyes are not here
There are no eyes here
In this valley of dying stars
In this hollow valley
This broken jaw of our lost kingdoms
In this last of meeting places
We grope together
And avoid speech
Gathered on this beach of the tumid river
Sightless, unless
The eyes reappear
As the perpetual star
Multifoliate rose
Of death’s twilight kingdom
The hope only
Of empty men.
V
Here we go round the prickly pear
Prickly pear prickly pear
Here we go round the prickly pear
At five o’clock in the morning.
Between the idea And the reality
Between the motion
And the act
Falls the Shadow
For Thine is the Kingdom
Between the conception
And the creation
Between the emotion
And the response
Falls the Shadow
Life is very long
Between the desire
And the spasm
Between the potency
And the existence
Between the essence
And the descent
Falls the Shadow
For Thine is the Kingdom
For Thine is
Life is For Thine is the
This is the way the world ends
This is the way the world ends
This is the way the world ends
Not with a bang but a whimper.
- T. S. Eliot “The Hollow Men”
ω
At beskrive apokalypsen som noget mindre end en universel række af kataklysmiske begivenheder forudsætter en grad af perversitet, som selv en poet vil have svært ved at opnå. Men det er ikke desto mindre hvad T. S. Eliot opnår i The Hollow Men, hvor der hverken forefindes blodregn, dunderskingre dommedagstrompeter eller uhyrer udspyende ild og svovl – med andre ord intet bang.
Eliots ende skuffer både vor frygt og begær – den dræber troen i-sig-selv og har derfor ikke inspireret en efterfølgende profet – en tydelig kontrast til den for fantasien smittende vision, vi kender fra Johannes’ Åbenbaringen. Forsmagen på enden som den formuleres i Biblen, skylder sin succes til de mange fængslende volds- og lidelsesbeskrivelser – altså en ende som svarer til det, vi oplever i verden. Volden som er ved tingenes begyndelse og bor i hjertet af dem, som bevæger sig gennem mennesket og jorden, uden ophør. Volden afslører sig selv i hvert handlingsøjeblik hos individuelle dyr og i skabelsens universelle tonalitet – volden må ende det hele i en koncentreret form, der indeholder og spejler hele historien.
Endens kraft skal altså svare til alt det der er gået forud, ellers kan den ikke finde sted: den skal samle alle spændinger skabt af voldens manifestationer i sig, om de er synlige eller kamuflerede, spidsfindige eller evidente, kendte eller ukendte – til en altødelæggende enhed som opløser dem. Klar som regnvand og strålende som lynet, den ultimative katastrofes logik behøver ikke at artikuleres – den bor i nerverne. Eliot må have vidst at den klynkende ende ville få kuriositetens stempel af forstandige mænd. Er der nogen grund til at nævne, at vi – skabere af samfund som ikke er mere end sjælens slagtehus og ophavsmænd til et katalog af uhyrligheder – ikke kræver nogen støtte fra logisk korrespondens til at overtales af den grundlæggende rigtighed ved budskabet fra en lang og distingveret række af dommedagsprofetier? Vi mennesker er for afhængige af vold og for forelskede i den indbydende ødelæggelse til at have tillid til en vision som ikke lover et fuldstændig verdenssammenbrud.
