Skjortebogen
Nyheden om verden er derude
Nyder virkelig at stå op om morgenen
Som for at hente noget
Konstaterende efter søvnen: dette var en skjortebog
Skjorten der byder mig dyppe blikket i lys
rejsende og læsende
En alliance mellem jeg, skjorten og bogen, på terrassen
Eller i toget, eller på rulletrappen hvor vi foregiver
men i virkeligheden aldrig er læsning eller ejerskab
Vi er tre åbenheder
Trådningen er løs, skjortens folder er uforgængelige
stoffet er uforgængeligt i naturen
bogens sider er hvide, afsmittende et formidabelt lys
Jeg, for min del, har lige været i bad
Jeg er ganske smilende og har ingen idéer
“Nåmen, jeg læser på en bog”
Og skriver iført et diskret mønster på en anden
Bomulden nærer et smukt og afklaret savn til sit Ægypten
derom læser og skriver jeg
Hudens duft trænger ud i stoffet
Øjeblikkeligt derefter lægger der sig i bogen en aftentåge
I forhold til bogen, skjorte altså
Brystlommen til små arbejdsartikler deriblandt hemmeligheden
De glattede relationsmirakler ruminerer
isyet et citat af John Cage
“I have nothing to say / and I am saying it”
Skjortens og bogens overflader
isyet den magi jeg behøver
Med sting af lys
Det andre i digte
kommer
>
Mågepakket dykker ind under tre slags lysende træer
og tre slags digte i hænderne på en bortrejst ven
Hodologisk opvækst
Dette blev besluttet for længe siden. Du kommer til at løbe efter bussen. Du kommer til at tænke, hvorfor jeg overrækker dig gaven i en krøllet plastic bag. Og hvordan har posen fået sine krøller? Ja, der er så meget, men dette gentager sig altid halvvejs i den udstukne forvirring: jeg lader hånden åbne sig, så to fingre stryger hvert af mine øjenbryn til deres spidser. Og ender i øjnene. Fingrene trykker på dem, søgende efter noget de har set, der nedenunder årringe rundt min skalp. Mor ville ikke have jeg gned øjnene, hun var bange for dem, eller hun frygtede på deres vegne, sagde senere, at det hvide i mine øjne var blevet gult, og jeg har aldrig røget eller siddet for tæt på bålet. Jeg tænkte nærmere, at alt det jeg havde på fingrene, måske ikke skulle ind i øjnene, men det tænkte jeg altid for sent, og jeg fik alligevel aldrig skorpede øjenlåg så wtf. Jeg huskede dog langsomt at afholde mig fra det. En erindring, der stadig varer, mens andre er ophørt med at være netop det. Spørgsmål i erindringstågen. De samme spørgsmål blev mig stillet som spæd. Således kan man sige samtalen, den store om at sidde og gå, begyndte, da jeg, anbragt i en tremmestol, fægtede med en lille ske. Du er kommet hertil. Jeg havde nu planlagt resten af livet skulle tilbringes blandt mennesker. Fordi fælles tilstande som latter og afdrømninger alene. Igen, eller til sidst her i teksten, steget på bussen, ankommen til et lille udvalg af finaliteter - også de er midt i en afsked. Opvæksten var et træ i en verden udenfor / komplette cykliske begivenheder og stormen, det er mig / der opvirrer blade mod himlen.
<
“My wife, Lois, worked with me,
and for over a year we kept about a dozen octopuses in our living room.”
- Gregory Bateson
