Lad os begynde med to sandheder:
Historien eksisterer ikke. Vi er indespærret i en historisk a priori-slutning, som vi i bedste fald forstår, men aldrig kan frigøre os fra.
Nu kan vi begynde.
En historieskrivning har ikke med det at gøre, som virkelig er sket, men blot med de formentlige begivenheder… den såkaldte verdenshistorie, er meninger om formentlige handlinger og deres formentlige motiver… alle historikere beretter om ting, som aldrig har eksisteret undtagen i menneskers forestillinger. Jeg kan dertil tilføje, at historien er menneskets forestilling om begivenheder i en nutidsfortid.
Jeg falder over disse efterladenskaber, roadkills fra historieskrivningens endeløse homogenisering. Begivenheder, materialiteter, mennesker i glemmebogen. Men denne bog er netop fraværende. På trods af disse virkelige, håndgribelige forekomster, som kan være udgangspunkt for nok så spændende revisioner, mangler vi en historieskrivning for alle de drømme og muligheder, dvs. potentialiteter som aldrig blev indfriet. Når man først har indset, at potentialiteter har samme virkelighed som aktualiteter, udfordres man til en ny historieforståelse. Hvordan omtaler vi det, så det ikke bliver en fantasi eller en illusion? (Spørgsmålene hober sig op, før jeg kan nå at få skrevet noget. Hvorfor denne trang til at underbygge? Den hæmmer strømmen…)
Manden uden egenskaber er det ufærdige magnum opus, som den østrigske forfatter Robert Musil arbejdede på indtil sin død i 1942. (Jeg benytter mig af Karsten Sand Iversens oversættelse i fire bind, refereret som tal i parentes og som MuE. Andre tekster af Musil markeres som N (Nachlass) Tb (Tagebücher) og PS (Prosastücke)). Værket finder sted i Wien i årene før Første Verdenskrig og skildrer det Østrig-Ungarnske dobbeltmonarki, eller Kakanien som Musil kalder det (fra kaiserlich und königlich eller K und K, som i udtalen lyder som “kaka”, dvs. et infantilt ord for lort). MuE anses af mange som værende den mest omfattende og dybdegående kilde til de centraleuropæiske idéstrømninger før Første verdenskrig. Romanens hovedperson Ulrich har ved værkets begyndelse sat sig for at holde et år fri for at finde en eksakt livsførelse, men han bliver hurtigt involveret i et omsiggribende bureaukratisk-filosofisk projekt kaldet Parallelaktionen, som har til formål at formulere tilværelsens sande mål (152), men de facto bliver en art kondensat af udtalte og uudtale idéstrømninger i Kakanien. Persongalleriet i romanen er selvsagt for omfattende til at det giver mening at resumere de forskellige karakterer, men én kræver dog omtale, idet han fungerer som magnetfelt for de følgende betragtninger omkring litteratur, historie og psykopatologi – Moosbrugger. Vi møder morderen Christian Moosbrugger i kapitel 18, hvor han står for retten og har offentlighedens opmærksomhed. Moosbrugger optræder i hele den udgivne del af MuE, dvs. Første del: ”En slags indledning”, Anden del: ”Magen til sker” (Seinesgleiches geschieht) og den ufærdige tredje del: ”Ind i Tusindårsriget (Forbryderne)”.
Min opmærksomhed på forholdet mellem litteratur og historie blev vakt ved en konkluderede bemærkning i bogen Crime, Madness, & Politics in Modern France om, at historikeren står over for en repræsentationel mur, som snarere kunstnere à la Dostojevskij og Musil kan overstige, når det gælder fortidens ”mørke energi”: ”The nuances of these responses are lost in the historical analysis of what are essentially psychological events” (339). Når disse ”psykologiske begivenheder” fik karakter af vanvid eller sindssyge i form af Første verdenskrig, kan MuE bruges som et erkendelseslaboratorium, hvilket sandsynligvis ikke ligger langt fra Musils egen omgang med værket.
Det er nemlig hinsides enhver tvivl, at MuE er udtryk for en slags erkendelsesprojekt for Musil, hvor forståelsen af revolten mod civilisation og forholdet mellem det rationelle og irrationelle er centralt (Tb: 213). Litteraturen kan indtage en privilegeret position, eller i hvert fald en anden position, når det gælder (re)præsentationen af en given tidsånd eller ”det sociale imaginære” med Charles Taylors begreb.
I romanens verden er Moosbrugger for nogle en medicin, ”forløseren”, som skal udfri dem fra en syg, stagneret kultur. Hans placering i romanen kunne således minde om den syge (afvigelsesfiguren), som i sin kommenterende rolle udtrykker sandheden om samfundet, moralen, kunsten etc. - en litterær figur med lange aner. Moosbrugger træder dog i sin funktion ud over denne tradition, idet han hverken er skabende eller direkte handlende over for romanens andre figurer. Til gengæld er han en art manifestation af det sociale imaginære i Kakanien: ”hvis menneskeheden som helhed kunne drømme, måtte Moosbrugger opstå” (84).
Den privilegerede forfatterposition, enten i læge- eller patientrollen, har også lange aner, måske tydeligst i realismen. Musil agerer ikke læge, selvom det antydes, at tidsånden op til Første verdenskrig var i krise eller ligefrem patologisk, men netop, for Musil, på et andet niveau end forfaldstanken. Musil modsætter sig at stille en færdig diagnose for en kultur i krise og dens undergang i krigen, måske for at undgå den størknende virkning diagnosen har for betydningsdannelse. Alle historiske begivenheder er singulære, men Første verdenskrig fik hurtigt status som en afgørende begivenhed i verdenshistorien. Man kan sige at litteraturen udfolder et diskursivt rum, hvor sygdomstilstande kan undersøges uden de ligger under for en (samtidig) videnskabelig diskurs. Dermed ikke sagt, at der ikke kan og har foregået en gensidig påvirkning, men litteraturen har ikke brug for en diagnose eller en dom på samme måde som medicinen og juraen.
Overordnet kan man karakterisere den psykopatologiske roman ved en fluktuerende og dermed problematiserende forholden sig til begrebsparrene syg/sund; normal/patologisk; rationel/irrationel, dvs. demarkationslinjer. Den psykopatologiske roman gestalter således muligheden af begrebsløse erkendelser udenfor, men i denne sammenhæng lige så vigtigt indenfor, andre diskurser. Den psykopatologiske roman er en mulig betegnelse for et felt, der bruger afvigende psykiske tilstande hos figurer (eller fortælleren) med afgørende placering eller funktion i romanen, vel at mærke uden at indtage lægens rolle. Man kan finde en del eksempler i modernismen, fx Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, William Faulkners The Sound and the Fury, Italo Svevos Zenos bekendelser og den oversete Die Blendung af Elias Canetti, samt store dele af Beckett og Kafkas oeuvre. Litteraturen bliver altså vigtig som erkendelseslaboratorium i forhold til lægevidenskaben, når denne diffunderer ud i den kulturelle forestillingsverden og det sociale imaginære. En bevægelse, der også kan gå den anden vej, men som sagt, litteraturen har ikke noget at sige om lægevidenskaben på lægevidenskabens præmisser. Medicinen eller lægevidenskaben, som i øvrigt nu interessant nok kaldes sundhedsvidenskab, virker kraftigt tilbage på kulturen, da dens menneskeopfattelse er den ”herskende” og arvtageren til en religiøs ditto.
Psykiatrien har fra begyndelsen været en del af et teoretisk grundlag for forståelsen af det borgerlige samfunds iboende problemer. De gale blev studieobjekter for samfundsteorier, der udforskede det borgerlige samfunds forskellige degenerationsformer. Selvom degeneration ebbede ud som medicinsk og sociologisk forklaringsmodel efter Første verdenskrig, forbliver der en dybtliggende ambivalens over for modernitet og civilisation: idéen om at det moderne, urbane, kapitalistiske samfund på samme tid er i forfald og i sig bærer sin egen kur, er dukket op i adskillige forklædninger. Men idéen om at sindssygdomme er forårsaget eller forstærket af civilisationens byrder, viser også stor levedygtighed i dag.
Tilfældet Moosbrugger er historien om to verdener, der ikke kan mødes: videnskabens demarkationslinjer og Moosbruggers egen verden. De to verdener afspejles i diagnosen, hvis to-sidede funktion defineres i romanen: diagnosen giver ”en skær af orden, for det var nu den glatslebne side af hændelsen til verdens brug; men på den uslebne side forholdt det sig anderledes” (806). I dette afsnit skal diagnose forstås som den rationaliseringsproces, jurisprudensen og retsmedicinen foretager vedrørende nedsat tilregnelighed i grænsetilfældet Moosbrugger. Moosbrugger har dog selv en udlægning af denne proces, og vi får endvidere indsigt i nogle af hans tankeprocesser – mao. den uslebne side.
Vi møder Moosbrugger i retssalen. Han har tilstået pigemordet. Retsmødet handler om nedsat tilregnelighed, og dermed diskuteres der forestillinger om selvet, fornuft og sindssygdom, fri vilje, og personligt ansvar over for social determination. Spørgsmålet er kort sagt: er Moosbrugger fornuftig nok til at blive henrettet eller sindssyg nok til anstalten? Det tilregnelige menneske kan altid handle anderledes, det utilregnelige aldrig. Dette dilemmas filosofiske dimensioner dukker op løbende i romanen, også efter domsafsigelsen. I Moosbruggers tilfælde antydes en længere patienthistorie, hvor en mængde modsigelsesfyldte psykiatriske diagnoser er blevet erklæret: simulation af ”bemærkelsesværdig intelligens”, paralytiker, paranoiker, epileptiker, maniodepressiv, men også rask (261).
I de efterladte skrifter til romanen (Nachlass) lykkes det for Clarisse, en vulgærnietzscheaner og ”fan” af Moosbrugger, at besøge ham. Hun finder ham i et kortspil med en psykiater, en juridisk ekspert og fængselspræsten. Scenen er en metafor for det ”kortspil”, der blev spillet om Moosbruggers skæbne tidligere i fortællingen. Lægen mener ikke, at medicinen eller juraen har begreber til at dømme i sagen, fordi man ikke har kendskab til forholdet mellem krop og sjæl: ”Bloss die Religion verlangt eindeutig die persönliche Verantwortung einer jeden Sünde vor Gott, und so laufen solche Fragen schliesslich immer aus religiöse Überzeugungsfragen hinaus” (N: 1362). Som lægen opfatter det, tillader videnskabernes differentiering ikke en adækvat afgørelse om tilregnelighed uden at skulle trække på diskurser, som hævder inkommensurable afgørelser. Problemet er dog, at religionen ikke længere har den magt: ”Efter at kirken har mistet sin indflydelse, er der ingen, der har autoritet i vort kaos mere,” som Arnheim siger (604). Moosbruggers grænsetilfælde optager Ulrichs far, som sender ham et brev desangående. Rettens logik må aldrig indrømme et blandingsforhold af to retstilstande, skriver han (343). Den juridiske diskurs gør særlige bestemmelser for den sindssyge. Men den juridiske diskurs kan ikke afgøre distinktionen mellem normal og patologisk. Dér må den konsultere medicinen. Den medicinske diskurs forholder sig imidlertid videnskabeligt til relationen mellem krop og sind, normalt og patologisk; sociale begreber om skyld og ansvar udtaler den sig ikke om. Således når de ikke til enighed, idet de opererer ud fra inkommensurable størrelser. Lægen (Pfeifer) viser, at det kun er beskåret religionen at sammentænke disse størrelser og sætte målestokken for skyld og straf. Den behøver nemlig ikke andre discipliners legitimering eller begrundelser, men må i sidste ende fundere sig på et spørgsmål om tro. Historisk afløses en kantiansk antropologi, hvor menneskets fornuft og den frie vilje er central, af lægevidenskabens hævdelse af afsindighed som fysisk sygdom, hvorfor juristerne ikke kan have nogen autoritet desangående.
Striden om nedsat tilregnelighed har altså at gøre med videnskabernes differentiering og hvorledes mennesket omkring slutningen af det attende århundrede indtager den tomme transcendente plads, som Foucault siger i Ordene og tingene. En indsigt Musil formulerer på iøjnefaldende analog vis: ”opløsningen af den antropocentriske tankegang er […] endelig noget til jeget selv” (162). Det er vigtigt at bemærke, at Musil ikke romantiserer en enhedslig præ-moderne ”videnskab”, men udstiller hvordan samtiden har svært ved at acceptere at videnskaberne indbyrdes kan være inkommensurable. Opløsningen af jeget figureres i romanen i metaforen ”bæk”. Læg i det følgende mærke til hvorledes Musil i kapitel 8 karakteriserer opløsningen af jeget i Kakanien i ni karakterer: ”han [kakanieren] forener dem i sig, men de opløser ham, og han er egentlig ikke andet end en lille sænkning, som disse mange vandløb har vasket ud, som de siver ind i og atter forlader for sammen med andre småbække at fylde en anden sænkning” (34). Senere skriver han om Moosbrugger: ”Som en bæk næret af hundrede springende bække strømmede hans tænken gennem en fed eng” (258). Musil bruger vand som metafor for det sted, hvor jeget eller det ordnende princip for den menneskelige bevidsthed skulle være; vandets flygtige og flydende karakter er antitetisk til ”jurisprudensen og retsmedicinens” forsøg på afgræsningen af Moosbrugger, hvilket får sit tydeligste udtryk i kapitel 60 ”Udflugt i det logisk-sædelige rige”. Her understreges det, at det er strafbarheden, der giver mennesket status af retssubjekt, hvorfor juristen må ”holde jernhårdt fast ved den” (261). Om Moosbrugger ”ved” man blot at han er syg men ikke hvordan han er syg, dvs. hvilken sygdom der er tale om. Det ender med at ”medicinens engel, når han i længere tid har lyttet til juristernes redegørelser, meget ofte glemmer sin egen mission […] og opfører sig i retssalen som en jurisprudensens reserveengel” (261).
Offentligheden mister interessen for Moosbrugger efter at han er blevet anbragt på sin plads ”ligesom et søm, der bankes i en væg” (569). Mao. har hans såkaldte ikke hidtidigt sete sygdomsbillede fået sin retslige dom, nemlig indespærring indtil henrettelsen. Loven er samfundets aktør, der negerer Moosbruggers kriminelle virkelighed; en virkelighed, som hvis den ikke negeres truer med at undergrave samfundsopretholdende demarkationslinjer: ”I grunden ligner alle disse tilfælde en trådende, der stikker ud, og når man trækker i den, begynder hele samfundsvævningen at trævles op” (282). Negationen foregår gennem den juridiske ansvarsoverdragelse, dvs. ved at oversætte Moosbruggers handlinger fra hans virkelighed til samfundets virkelighed. Videnskaben tolererer ikke blandingsforhold af sundhed og sygdom, men Musil synes at mene at virkeligheden er blandet og litteraturen kan (og bør) placere sig ikke-diagnostisk i forhold til afvigende tilstande i mennesket og i det sociale imaginære. ”Udflugt i det logisk-sædelige rige” udstiller, som vi har været inde på, psykiatriens begrebslige malaise. Musil bemærker fx om retspsykiaterne, at ”de erklærer kun de personer, som de ikke kan helbrede for virkelig syge, hvilket er en beskeden overdrivelse, for de kan heller ikke helbrede de andre” (261). Ifølge Michelsen er det retspsykologien som skaber fundamentet for en videnskabelig psykologi. I denne udviklingen er det vigtigt at skille det moralske ud. Dette kan selvsagt ikke opnås, men man forviser det moralske til tavshed; udelukker det som ugyldigt i en videnskabelig sammenhæng, hvad der i sig selv er et udtryk for moral.
Historieskrivningen tildeler typisk Første verdenskrig en plads som den mest meningsløse konflikt i stor skala i menneskehedens historie, særligt på grund af dens konsekvenser, eller ligefrem den afgørende katastrofe i det 20. århundrede: urkatastrofen. Velkendt er det også, at hele fire imperier, Østrig-Ungarn, Preussen, Osmannerriget og zarstyret i Rusland ikke overlevede krigen. Dens konsekvenser for det 20. århundrede i forbindelse med Versailles-traktaten og Anden verdenskrig er indlysende i deres omfang.
Jeg har ikke i sinde at udlede en ny historisk forklaring på Første verdenskrig ud fra MuE. Grundene til det er mangefold, men først og fremmest er det tydeligt, at Kakanien lige så meget er en gestaltning af den moderne verden i bredere forstand som der er tale om det historiske, habsburgske rige. Når man taler om Første verdenskrig som historisk ramme for MuE, må man først og fremmest distingvere mellem selve krigens vanvid og opløbet til konflikten. Forspillet er interessant idet flere af samtidens historikere så dobbeltmonarkiets pragmatiske styrke og derfor ikke spåede det en snarlig undergang. Styrken bestod i at Østrig uden Ungarn ville være bytte for Tyskland, og magyarerne i Ungarn uden østrigsk indflydelse ville blive domineret af slaverne gennem et russisk pres. Generelt er der konsensus om at ultimatummet til Serbien var bevidst udført med henblik på at starte en krig (Sked: 258), men samtidig kunne krigen ikke løse noget. Serbien ville ikke kunne inkoopereres i aftalen fra 1867 (Ausgleich) hvis Østrig-Ungarn skulle vinde. Mao: “The decision to provoke one [war] therefore cannot really be considered rational” (Sked: 255). I standardværket på dansk om Første verdenskrig, Den store krig, skriver Sørensen, at ”militærets logik fjernede handlerummet for diplomatiet”(Sørensen: 53), og citerer forfatteren (Hew Strachan) til det mest omfattende værk om Første verdenskrig for at sige at årsagerne bestod af: ”bizarre sammenfald mellem individer og tilfældigheder”. Jeg anskuer ikke MuE som en illustration af disse historikeres udlægning, det ville være fejlagtigt, men det er påfaldende i vor stor udstrækning Første verdenskrig volder historikerne vanskeligheder, når det gælder en rationel forklaring baseret på intentioner og motiver.
Parallelaktionen er det narrative omdrejningspunkt i del et og to af MuE. Idéen er ganske enkel: man hører forlydender om, at Preussen vil fejre kejser Wilhelms 30 års regeringstid i 1918. Derfor igangsætter man planlægning i Kakanien til en parallel fejring for kejser Franz Josephs 70 års regeringstid samme år. Romanen foregår fra 1913-4. Parallelaktionen handler om at få ånd ind i statsmagten. Musil skriver, at ”diese groteske Österreich ist nichts anderes als ein besonders deutlicher Fall der modernen Welt.” (Tb 1: 354) Kakanien er således en litterær figur for en moderne kultur i brydningsfeltet mellem det 19. og det 20. århundredes forskellige modernitetsprocesser. Karakteristisk for splittelsen er ubestemtheden: ”Ingen vidste nøjagtigt, hvad der var i gære; ingen var i stand til at sige, om det mon var en ny kunst, et nyt menneske, en ny moral eller måske en lagdeling af samfundet” (55). Kakanien som litterær figur er et tankefelt eller et erkendelseslaboratoirum. Ifølge Donau-kulturens ekspert par excellence Claudio Magris, leverer Musil ”die lebendigste, dichterisch gültigste Zeichning Kakaniens” (Magris 1988: 292). I arbejdet med at finde det ordnende princip; den østrigsk-ungarnske idé støder Den patriotiske aktion, som Parallelaktionen også benævnes, konstant på problemer. Kort fortalt har moderniteten medført en så stor splittelse, at ”[s]iger den ene ét, hævder den anden det modsatte” (399).
Hvad kendetegner så Kakanien som tankefelt? En indgang til tidsåndsrepræsentationen er forsamlingen af unge mennesker, heriblandt Hans Sepp, som holder møder i huset Fischel. De repræsenterer forskellige ”åndssekter” efter det humanistiske ideals opløsning, og er særligt optaget af symbolet, Isenheimalteret, Novalis og Stefan George (337). Den nye ånd, de repræsenterer, var ”som forekomsten af en ny sygdom” (517) og ”sygdomsstof, der gærede i tiden” (894). Musil benytter i det hele taget mange sygdomsmetaforer i beskrivelsen af tidsånden: ”lidelse” (112), ”smittekilde” (148), ”feber” (61) og ”virus” (551). Ambivalensen, som vi kender fra Moosbrugger, genfindes også i beskrivelsen af disse åndssekter med antisemitiske fællestræk, idet de også står ”i en altomfattende kærligheds og et altomfattende fællesskabstegn” (517).
General Stumm von Bordwehr er trods sine naragtige kvaliteter og lyseblå uniform, en uomgængelig figur, hvis vi skal tale om tidsånden sådan som den er repræsenteret i MuE. Det giver sig selv at den i en forstand gennemvæder hver en side, men Stumm von Bordwehr er for læseren en privilegeret figur qua at han kommer udefra, dvs. fra militæret, for i forbindelse med Parallelaktionen at annamme den ”civilistiske ånd” eller ”civilforstanden”, som han kalder det. Med andre ord de herskende idékomplekser i den kulturelle forestillingsverden. I kapitel 108 er det særligt tydeligt hvordan denne ånd hænger sammen med forsøget på orden og den kommende krig i begrebet om ”forløsning”. Den civilistiske ånd finder hele tiden ”en sprække åben” (556), som kun kan forløses gennem en Messias (557). Jeg må atter henlede opmærksomheden på Moosbrugger. Ud over at beskrivelsen af Moosbrugger utvetydigt spiller på kristne associationer (Christian, tømrer etc.), er det beskrivelsen af hans sygdomstilstand som her er interessant: ”Hans mægtige krop var ikke helt lukket. Himlen kiggede undertiden ind i kraniet” (572). Der forefindes altså også en ”sprække” i Moosbrugger, som ikke kan lukkes ligesom den civilistiske ånd ikke kan forløses i en orden. Messiasfiguren er personificeret i Moosbrugger: ”[han] skulle tjene til genoprettelsen af den [en ordentlig og sand verden]” (280). Moosbrugger skal befri menneskene fra deres civilisatoriske lidelser; fra Kakanien som folk kalder ”et fængsel, som de ville udløses af” (485).
Moosbrugger er dog ikke blot en lignelse som inkarnerer en undertrykkelse af drifter, som ulmer i alle mennesker lige under overfladen. Hvis man bliver ved denne fortolkning, er Første verdenskrig nogenlunde nem at forklare; at diagnosticere, idet Moosbrugger er ude af kontrol og ikke kan indordne sig normativiteten vis-à-vis irrationaliteten der førte til krigen, der i sin hån for menneskeliv og mangel på reelt formål er en brist i fornuftens fortælling. Hvor meget den udlægning ellers kan forklare, går man glip af MuEs kompleksitet og, hvad jeg vil hævde, Musils intention. Musil viser os at begrebsparrene rationel/irrationel, normal/patologisk ikke kan opretholdes – de fluktuerer og kan endda bytte plads: videnskabens rationalitet og åndssekternes irrationalisme forenes i en patologisk monstrøsitet.
Kompositorisk kan man bemærke at Moosbrugger og Parallelaktionen knyttes tættere og tættere sammen som romanen skrider frem. På det lokale ordniveau bindes de sammen, særligt med ordene ”egern” og ”tråd” , på kapitelniveau følger de ofte efter hinanden fx 109-110, men tydeligst er det nok i kapitlerne på sindssygeanstalten i slutningen af anden del, hvor Stumm forgæves forsøger at underrette Ulrich om Parallelaktionens ”beslutning” og ”den væbnede idéfred” mens de føres rundt af den usympatiske dr. Friedenthal i et psykiatrisk ”dæmoncirkus” (762). Musils narrative strategi i gestaltningen af Kakanien har også slægtskab med Moosbruggers langsomhed (530). Inertien afløses til slut af et handlingshysteri kulminerende i kap. 115, underforstået Første verdenskrig, hvor paradoksale vendinger bliver proklameret: ”Hver gang behovet for det [fredssnak] har nået en vis højde og ikke mere kunne stoppes, er der opstået en krig af det!” (1076) – ”Etwas muss geschehen”!
Musil antyder igennem romanen, at den typisk habsburgske modvilje imod radikale idéer kombineret med politisk og intellektuelt filisteri var afgørende i imperiets levetid, hvilket dog ikke holder ham tilbage for at ironisere over selvsamme ånd. Sammenbruddet af en let kynisk tilpasningsevne og erstatningen med mere radikale ideologier, var et langt mere alvorligt krisevarsel end den angivelige dekadence og hensygnen, som de fleste kritikere plejer at påpege ved imperiets sidste år. Denne udvikling, der utvivlsomt er interessant nok i sig selv, kan hævdes at have vidtrækkende implikationer. Det handler nemlig, som vi har set, om hvordan en kultur forholder sig til en indre omvæltning eller overgang. I Kakanien forsøger man at lukke for denne ”sprække”-erfaring, der på sæt og vis vokser sig større jo mere den benægtes: ”Vi er i stand til, mellem en åben himmelafgrund over vores hoved og en let tildækket himmelafgrund under fødderne, at føle os lige så uforstyrret på jorden som i et lukket værelse” (527). Den patriotiske aktion, Parallelaktionen, beslutter sig til sidst for at ”lade sig dræbe for sine ideer” (1106) og ender dermed i det monstrøse.
Moosbrugger bringer læseren til bevidsthed om den borgerlige kulturs revolte mod sig selv. Han er en patologisk intensivering af en ikke nødvendigvis skadelig trang til at bryde med den sociale orden. Musil skriver i essayet ”Das Unanständige und Kranke in der Kunst” (1911) om afvigelsen, det perverse og det umoralskes plads i kunsten. Han understreger at kunsten står i modsætning til videnskabens norm om begrebslighed, alment gyldige kausalsammenhænge og skematiseringer. Kunsten er interesseret i enkelttilfælde og komplicerede følelsessammenhænge med henblik på ”die Erweiterung des Registers von innerlich noch Möglichen und darum ist Kunst auch nicht Rechtsklugheit, sondern – eine andere” (PS 980f.).
Ulrich værger sig imod det hæsliges romantik og impulsen til at reagere patologisk på et tilsyneladende patologisk samfund. Moosbrugger er et paradigme for indre intensitet og ændret bevidsthed, men hans sindssygdom er ufri og uden en skabende idé. Ordenen/enheden er parallel med udsagnet om den sindssyges ene sindssygdom kontra at ”den raske har alle sindssygdommene og den sindssyge kun én!” (1092) Paradoksalt nok synes Musil at antyde, at Første verdenskrig ikke opstår fordi forskellige domæner (de være sig politiske, økonomiske eller militære) er i åben konflikt, men snarere fordi man forsøger at finde den definitive løsning på de (latente) konflikter og nægter at affinde sig med en moderne inkommensurabilitet de forskellige diskurser imellem. Man vil ordenen, koste hvad det vil, men dette forsøg på orden førte til et ”behov for drab”, som der står flere steder (498; 559) og indvarsler katastrofen: ”Det menneskelige væsen har lige så let ved menneskeæderi som ved kritik af den rene fornuft” (388). Man kan måske ligefrem sige at Musil finder fortrængningsprocessen, som Parallelaktionen repræsenterer, patologisk. Parallelaktionen bestræber sig på at forene den mangfoldighed, som hele tiden pibler frem fra den metafysiske undergrund, i et princip for handling.
Historiens vej er ingenlunde kausalt bestemt på samme måde som en billardkugles bane, men den ligner: ”skyernes vej, ligner en strejfendes vej gennem gaderne, når han her distraheres af en skygge, dér af en menneskegruppe eller en besynderlig forskæring af husfacader og ender et sted, som han hverken kendte eller ville nå. Der ligger en vis faren vild i verdenshistoriens forløb” (361). Musil portrætterer en situation, hvor den manglende evne til at døje med det moderne livs kvaler fører til totalforestillinger om vilje, handling og heroisme med henblik på forløsning; den sidste krampetrækning fra en splittet kultur. Det er vigtigt ikke at forfalde til forfaldstanken, som Ulrichs ven Walter gør, men at se udviklingen som en ikke fuldbyrdet overgang (PS: 1367). Undsigelsen af diagnosen bliver afgørende for en historieforståelse uden nødvendighed. Litteraturen er som æstetisk konstruktion muligvis en fremstillingsform, der i modsætning til historieskrivningen og videnskaberne, kan indeholde inkommensurabiliteten (Nielsen: 50).
Uudsigeligheden ved det østrig-ungarnske dobbeltmonarki genfinder vi i Stumms tanker om ordgruppen ”forløse” i kapitel 108, som indeholder en af nøglerne i forståelsen af forholdet mellem rationalitet, irrationalitet og sprog. ”Forløsning” er tilsyneladende dobbeltmonarkiets uudsigelighed. De mange folkeslag i Kakanien føler sig som uforløste nationer og Stumm ser, at striden hænger sammen med forsvars- og våbenløsheden, mens man i Parallelaktionen taler om forløsning mere end noget andet (555). Forløsningen er en forestillingen om en terapi for det moderne livs kvaler og den kulturelle krise i Kakanien. Hvorfor kan man ikke opretholde demarkationslinjen mellem fornuft/ufornuft? Musil bemærker at der altid vil være ”en irrationelle rest […] som forstanden ikke magter at bringe dertil [orden]” (560). Religionen har tidligere varetaget den rest, men i det sekulære, moderne Kakanien ved man ikke, hvad man skal stille op med den og forsøger at fortrænge den gennem den patriotiske aktion.
Musil viser i MuE med al tydelighed, at han er bekendt med traditionen for at dyrke galskaben som en strategi til at sige sandheden til og over for positivistiske/empiristiske videnskabelige paradigmer. Her mener man altså, at der ligger en erkendelse i galskaben, dvs. at galskabens epistemologi har en immanent erkendelsesværdi. Musil synes at fjerne sig fra denne tradition, forstået på den måde, at der ikke ligger en erkendelse i galskaben, men at erkendelsen består i det patologiskes relation til det normale – den gensidige udveksling som syndrommetaforen in effecto udgør. En sådan erkendelse kan kun opnås gennem en bevidst brug af sindssygdom eller afvigende psykiske tilstande. Således sætter han Moosbruggers ”verden” i spil med Kakaniens ”muslingeskal”. Litteraturen er ikke mere privilegeret, fordi den er sandere, indeholder mere viden eller større kendskab til andre diskurser (fx medicin), men snarere fordi den har en større bevidsthed om sin egen udsigelsesposition og kan eksperimentere med det sociale imaginære, som andre videnskabelige diskurser bliver nødt til at bringe til tavshed/fortrænge for at kunne etablere et operationelt begrebsapparat vis-à-vis psykiatriens fortrængning af det moralske og den underliggende normativitet, der altid vil sætte sig igennem i normal/patologisk-distinktionen. Musil bruger litteraturen til gennem konkrete gestaltninger at kritisere fx psykiatriens til tider arbitrære begrebsdannelser: ”Denne sammenhængssvaghed, grusomheden i en tænken, der skalter og valter med de begreber, der er den belejlige, uden at bekymre sig om den byrde af lidelse og liv, der gør enhver afgørelse svær (…)” (570).
Hvori består så det farlige/det patologiskes relation til lægevidenskaben? Parallelt med det farlige ved at ville eliminere den irrationelle rest gennem en rationel orden, som vi har set hos Musil, kan man anskue lægevidenskabens indbyggede uendelighedsaspekt, som på sæt og vis ikke anerkender sygdommens realitet. Mao. er der tale om en totalforestilling eller en totalitarisme. Aporien består i, at den menneskelige natur er indeholdt i sygdomsbegrebet, fordi det normale etableres i en erfaring af det patologiske, samtidig med at dens mål som videnskab er at kalde det velfungerende/sunde menneske frem. Forstået på den måde, at dens teleologi har det sygdomsfrie menneske som mål – sygdommen er i princippet uacceptabel - en umulighed, der ikke er blevet mindre, eftersom mere og mere af menneskets eksistens underlægges lægevidenskabens domæne, jf. begreber som ”livskvalitet”. Faren består i at menneskets mulighed for selvregulering og således at udholde virkeligheden undergraves. WHO’s totale begreb om sundhed fra 1948 er paradigmatisk i denne udvikling: ”Health is a state of complete physical, mental and social well-being and not merely the absence of disease or infirmity.” At denne udvikling nok ikke fører til en verdenskrig ændrer dog ikke på det faktum, at udviklingen inden for lægevidenskaben og sundhedssektoren har enorm indflydelse på konkrete mennesker og deres selvforståelser tillige med den kulturelle forestillingsverden og det sociale imaginære.
Hvis man ikke kan acceptere videnskabernes differentiering og gensidige inkommensurabilitet og ikke tilkender det moderne, sekulære liv en irrationel rest, antyder Musil at denne brist iblandet de rette omstændigheder kan få katastrofale konsekvenser. Det der gør Musil interessant og vedkommende er at han ikke begræder moderniteten. Han viser de totalitære konsekvenser af en art fortrængningsproces af modernitetserfaringer, men fastholder et mulighedsrum i sin doktrinløshed. Er det ikke bare en truisme at påstå at en totalitarisme medfører uheldsvangre konsekvenser? Jo, men MuE viser netop at denne totalitarisme ikke blot kan forstås som irrationel, men snarere monstrøs: det totalitære består i forsøget på at udelukke det, der ikke kan afgrænses af en rationel grænsedragning, i.e. den irrationelle rest.
Musil er på ingen måde interesseret i at ville forsone eller reterritorialisere den kulturelle splittelse i Kakanien med en diagnose. Man kan tværtimod hævde at han aktiverer de potentialer, der forelå, særligt de elementer som forsøges fortrængt. At i stedet for diagnose, er der tale om ”sammenblandede almene begreber, der var som det lysende grå i en kikkert, der er indstillet til for lang afstand” (570). Musil undgår qua sin tilgang romantiseringer af sindssygdom á la mennesket ”befriet for al psykologi og parat til den store tragiske konfrontation med galskaben”, som Foucault skriver i Sindssygdom og psykologi. Musil prøver at redde de muligheder, han ser værende til stede, fra fortrængningen – til dette formål er Moosbrugger velegnet.
Der er ingen nødvendighed i historien – en pointe der kommer til at hænge sammen med Musils implicitte frasigelse af diagnosen. Musil vil ikke udi kontrafaktisk romanskrivning og heller ikke bringe fx Ulrich til fronten i første verdenskrig. Historien ”opstår ikke fra et centrum men fra periferien” (388). Erkendelsesprojektet med at forstå de to verdenskrige er notorisk omfattende i både omfang og tilgange, og det vil være hybris at tildele en privilegeret position til én diskurs eller én kunstart, men det synes klart, at en diagnostisk tilgang ikke længere giver meget afkast. MuE er blandt mange andre ting en slags erkendelsesprojekt, hvor gestaltningen af psykopatologiske tilstande i syndrommetaforen Moosbrugger/Parallelaktionen er en måde at undersøge den borgerlige kultur og dens sociale imaginæres på ingen måde nødvendige vej mod undergangen.
MuE samtaler også med psykiatrien (medicinen) i form af dens grundlag i det normale/patologiske, hvor sindssygdom og rationel/irrationel er omdrejningspunkt, og idet lægevidenskaben efter religionen er blevet den dominerende menneskeopfattelse, har det en vis betydning. Biokemien og neurovidenskaben vil unægtelig have meget at sige om disse områder nu og i fremtiden, som altid vil vække omfattende diskussioner, da de berører den menneskelige bevidsthed og fornuft, og de historisk betingede forestillinger om rationalitet og hvad der skal til for at kunne kalde sig sund. Uendelighedsaspekterne i lægevidenskaben medfører nogle grundlæggende problemer, der kan tendere imod kritisable totalforestillinger.
Musil var ikke kulturpessimist i modsætning til mange af sine samtidige fx Oswald Spengler, Sigmund Freud og Karl Kraus. I ”Politik und Österreich” skriver han ”die Urteilslosigkeit von heute ist die Vorurteilslosigkeit von morgen” (PS: 995). Det er Musils evne til i gestaltningen af afvigende tilstande at kunne forhandle modernitetserfaringer i litteraturens erkendelseslaboratorium, der i Manden uden egenskaber er en implicit modstand mod totalitarisme, ”[f]or der er mange uforklarlige ting, men når man synger sin nationalsang, føler man dem ikke” (567).
Litteratur
FEDER, LILIAN: Madness in Literature/FOUCAULT, MICHEL: Sindssygdom og psykologi/HOLM, ISAK WINKEL: Rejsen på det muliges rand – en læsning af Robert Musils Der Mann ohne Eigenschaften/IRLE, GERHARD: Der psychiatrische Roman/KELSTRUP, ANDERS: Galskab, psykiatri, galebevægelse – en skitse af galskabens og psykiatriens historie/LUFT, DAVID S.: Robert Musil and the Crisis of European Culture/MAGRIS, CLAUDIO Der Ring der Clarisse/MAGRIS, CLAUDIO: Der habsburgische Mythos in der österreichischen Litteratur/MICHELSEN, KNUD: Synålejomfruen og lægevidenskabens menneskeopfattelse/NIELSEN, PETER: Muligheders Wien – Robert Musils romanæstetik i Der Mann ohne Eigenschaften/NYE, ROBERT A.: Crime, Madness, & Politics in Modern France – The Medical Concept of National Decline/PORTER, ROY: The Greatest Benefit to Mankind – A Medical History of Humanity/SASS, LOUIS A.: Madness and Modernism - Insanity in the Light of Modern Art, Literature, and Thought/SCHORSKE, CARL E.: Fin-de-siècle Vienna – Politics and Culture/SKED, ALAN: The Decline & Fall of the Habsburg Empire 1815-1918/SONTAG, SUSAN: Illness as Metaphor & Aids and its metaphors/SØRENSEN, NIELS ARNE: Den store krig – europæernes Første verdenskrig/TAYLOR, CHARLES: Modern Social Imaginaries/THIHER, ALLEN: Insanity in Medicine and Literature
