Af Jeppe Carstensen og Lasse Winther Jensen, Sarajevo
Det er blevet sommer på Balkan, og dermed er det tid til den sekstende Sarajevo Film Festival. Virkelig har selvsagt to medarbejdere i marken for at dække de mange spændende film og begivenheder, der finder sted i løbet af den næste uges tid.
Festivalen er naturligvis den primære platform for bosnisk film, der markerede sig stærkt i den første halvdel af det det just forgangne årti, og en overgang vakte den lille filmnation samme form for genklang, som den tilsyneladende ustoppelige rumænske filmindustri vækker i disse år. På årets Sarajevo Film Festival er to af hovedattraktionerne nye film fra de to mest markante skikkelser i det nu 5-10 år gamle bosniske filmudbrud.
Danis Tanović vandt i 2001 en Oscar for sin stærke sorthumoristiske skyttegravstragedie No Man’s Land, og han er nu tilbage i Bosnien for første gang siden da med Cirkus Columbia, der havde verdenspremiere ved festivalens gallaåbning i fredags. Cirkus Columbia foregår i Herzegovina umiddelbart inden den bosniske krigs ubrud i de gryende 90′ere, og hovedrollen spilles af jugoslavisk films grand old mand Miki Manojlović. Virkelig formåede ikke at få adgang til den overrendte gallapremiere, men vores ven Emir var der, og han kunne berette: „It is one of the best Bosnians films i have ever seen. The story has a really happy endning and just after the happy ending the war breaks out and the bombs start falling and the movie ends. It was really beautiful.“. Indtil andet er bevist, vælger vi at tro på Emir, og vi håber på, at Cirkus Columbia en dag får dansk premiere.
Den anden frontfigur i nyere bosnisk film hedder Jasmila Žbanić. Hun vandt en Guldbjørn i 2006 for sin debutfilm Grbavica, der også fik premiere i Danmark under den klæge titel Sarajevo, Håbets Sang, og det er en fin humanistisk realistisk mor-datter historie fra det krigstraumatiserede Sarajevo. Žbanić’ nye film Na Putu lader til at bevæge sig i samme spor som Grbavica. Også her er der tale om et forsøg på at finde en form for lykke trods de forfærdeligst tænkelige krigstraumer. Vi glæder os til at se filmen engang i løbet af mandag.
Udover premierer på nye film fra de ex-jugoslaviske lande, er Sarajevo Film Festival fyldt med det bedste fra årets Cannes og Berlin programmer, et væld af dokumentar- og kortfilm samt en retrospektiv visning af samtlige film af den franske instruktør Bruno Dumont, deriblandt hans seneste film Hadewijch, som vi glæder os meget til. Dumont er selv tilstede i Sarajevo, og Virkelig har allerede vekslet et par ord med ham. Mere om det i løbet af næste uge.
Vi vil forsøge at fange så meget som muligt i de mange spændende programserier. Vi vil blandt andet give et samlet indtryk af Bruno Dumont og hans film, fortælle hvorvidt Mike Leighs seneste og yderst velrenomerede film Another Year er noget ved og finde ud af om de seneste skud fra de stadig blomstrende rumænske og russiske filmindustrier lever op til de høje forventninger. Vi tillader os i al fald at glæde os til film som How I Ended This Summer og If I Want to Whistle, I Whistle.
Desuden vil vi viderebringe de indtryk vi får af denne fantastiske by og de mange mennesker, vi møder her.
Den første visning vi overværede var den bosniske gallapremiere på årets vinder af Guldbjørnen i Berlin:
Bal/Honning (Semih Kaplanoğlu, Tyrkiet)
Den tyrkiske instruktør Semih Kaplanoğlu blev i går præsenteret med den fra Berlin prisvindende Bal (Honning). Fremvisningen var på grund af regn flyttet fra et Open Air-arrangement i midtbyen til den olympiske mastodonthal, der ligger 7 bosniske mark væk i taxa fra festivallens hovedområde. Rammerne for denne screening stod som et stykke massiv historie, hvor skøjteløb ved Vinter OL i 1984 og senere bombningen af samme kompleks i krigen i 1992 gjorde, at man blev helt forpustet, da man satte sig på træbænkene og folkemængden ingen ende ville tage. Trods små lydproblemer, en biografkultur med småsnak og underlige skrattende walketalkielyde oppe bagved, var den enorme skærm og billederne 50 meter væk, nok til at fange opmæksomheden filmen igennem.
Vi havde garderet os med tre tyrkiske følgesvende, der før og efter filmen kunne kontekstualisere instruktørens ouevre og dialogernes fortræffeligheder og mangler. Det viste sig at være frugtbart, da filmen holder et ultralavt tempo, der fik mange utålmodige blandt publikum til at udvandre.
Kaplanoğlu afslutter med Bal en trilogi over karakteren Yusuf, som er henholdsvis 40 år i Yumurta (Æg), 20 år i Süt (Mælk) og i denne film 6 år gammel. Kronologien er derfor lidt pudsigt vendt på hovedet, så variablen Yusuf i denne film, der nu kun er i den tidlige skolealder, har et konsekvent perspektiv gennem barnet, som leder tankerne henimod Abbas Kiarostamis Hvor er min vens hus?, der ligeledes er filmet med kameraet i barnets perspektiv.
I Bal følger vi blandt andet med i Yusufs skolegang, hvor ordblindhed traumatiserer oplæsningstvang fra den strenge og noget karikerede skolelærer. Yusuf idealiserer på hjemmefronten sin far, der er en hårdtarbejdende honningsamler. Drengen har et noget anstrengt forhold til sin mor, som han gentagne gange prøver at vriste sig fri af, så han kan tage med faderen i skoven. Alle landlige dyder, skikke og artefakter er genstand for en romantiseret skildring, der sammen med narrativets generelle sentimentalitet, leder tankerne hen på tidlige nationalromantiske noveller fra centralanatolske egne i starten af 1900-tallet.
Filmen forløber som en art familietragedie, hvor barnets særegne sansninger skal føre os ind i et landskab, der står smukkere end noget andet på film længe, nemlig det nordøstlige hjørne af sortehavsområdet i Tyrkiet, hvor storslåede og dramatiske dale strækker sig ind i landet fra kysten. Vi får hele pakken af turistinformation, når vi blandt andet ser kvinder klippe te med deres særlige redskaber, og følger moderen og sønnen, da de febrilsk leder efter den forsvundne far på en kendt festival for folkemusik i højlandet oppe mod Georgien.
Denne parallelle hyldest og glorificerende tone af oprindelige kulturtraditioner har sandsynligvis været medvirkende til, at Berlinalen og nordeuropæiske medier har taget godt imod filmen. Der er ingen tvivl om, at det er faktiske forhold, som Kaplanoğlu præsenterer i filmen, men man aner en vis eksoticerende modtagelse hos tyskerne, der i den grad har ladet sig charmere af kombinationen af en barnlig sanseverden og industrielt tilbagestående samfundsforhold. Forestillingen om en lille tyrkisk familie i nød, der lever af honningsalg i de regnvåde bjerge, kan ikke undgå at fortrylle den mondæne jury på Potzdamer Platz. Der er dog ingen tvivl om, at lille Yusuf er perfekt castet til en rolle, hvor han med sine elskværdige sentimentalitet går lige i hjertekulen hos de fleste. Dog tynges filmen af et lidt søgt og dystert billedunivers, der virker en kende højstemt.
Hvad der modsat fungerer rigtig godt, er portrættet af Yusufs bange anelser og barnlige fornemmelse i det ellers trygge landsbysamfund, hvor især den klemte position mellem moderen og faderen er produktiv for filmen. Bal ender i en højdramatisk og igen lidt søgt poesi, hvor Yusuf falder i søvn op af en trærod dybt inde i junglen af grantrær, efter han får bekræftet sin største frygt. Dette års Berlinale-vinder er en charmerende og antropologisk familietragedie, som næppe rammer noget universelt eller unikt inden for filmkunsten. I Sarajevo vil den med sikkerhed vinde sympati, men at den skulle få noget større kunsterisk eftermæle betvivler denne anmelderduo.