Af Lasse Winther Jensen og Jeppe Carstensen, Sarajevo
Another Year (Mike Leigh, England)
Mandag aften bød på en af festivalens højst profilerede film, og igen var det den gigantiske olympiske hal i udkanten af centrum, der agerede biograf. Mike Leigh fik med Another Year sine bedste anmeldelser i årevis, da den deltog på årets Cannes festival uden dog at vinde nogen priser.
Eftersom Leigh mere eller mindre har lavet variationer over den samme film, siden Secrets and Lies vanvittigt ufortjent snuppede Den Gyldne Palme foran Lars von Triers Breaking the Waves i 1996, forventede vi, at den næsten ekstatiske modtagelse, der var blevet Another Year til del, betød, at Leigh nu enten havde lavet noget helt nyt eller i det mindste en film, der kunne få de gennemtyggede virkemidler til at gå op i en højere enhed, som den gribende All or Nothing gjorde i 2002.
Det er imidlertid på ingen måde tilfældet. Titlerne på Leighs film har det med at afspejle filmenes tyngde og indhold, så ligesom All or Nothing vitterligt er en film, hvor alt er på spil hele tiden, kunne Another Year lige så vel have heddet “Another Mike Leigh Film”.
Ligesom i stort set alle andre Mike Leigh film, er der meget lidt specifikt filmkunstnerisk at hente i Another Year. Filmen er stort set udelukkende lagt an på en håndfuld utroligt stærke skuespilpræstationer, som kamera og klipning er totale slaver af. Man kunne som altid lige så vel have været i teatret, men da Leighs film aldrig har været lagt an på det filmiske, var man forberedt på fortrinsvis at glæde sig til at se, hvilke karakterer han denne gang havde modeleret sig frem til.
Filmen har ingen handling som sådan, men er struktureret over de fire årstider og centreret omkring ægteparret Gerri og Tom spillet til perfektion af Ruth Sheen og Jim Broadbent. Dermed er scenen sat som vanligt i en Mike Leigh film, og tilskuerens udbytte står og falder som altid helt og aldeles med karakterernes nuancer og troværdighed, samt filmens små og store konflikter.
Tom og Gerri er et af de mest perfekte ægtepar, man nogensinde har set på film. De siger ikke et eneste forkert ord, og de udfører ikke en eneste forkert bevægelse i hele filmen, og heri ligger et af filmens store problemer. De virker kedelige, let frelste og på grænsen til det decideret utroværdige i al deres perfekte overbærenhed, og deres interaktion med resten af filmens karakterer ligger også og balancerer faretruende tæt på det konstruerede.
Hver af filmens fire dele er bygget op som en form for terapisituation, hvor Tom og Gerri i deres nydelige hus, i deres nydelige kolonihave eller på deres helt rigtige job, får besøg af en ven eller et familiemedlem, hvis tilværelse ligger lige så meget i ruiner som deres egen ligner et glansbillede.
Parret er uhørt tålmodige, evigt overbærende og altid rede til at socialisere helt præcist og nøjagtigt, når de får besøg af Toms overvægtige og alkoholiserede ven Ken (fremragende spillet af Peter Wight), Toms socialt hæmmede bror Ronnie (fremragende spillet af David Bradley) eller – som oftest – Gerris neurotiske og på alle måder fejlslagne kollega Mary (virkelig fremragende spillet af Lesley Manville). Dog kender de – selvfølgelig! – også grænsen for, hvor overbærende og lydhør, man bør være, før man stikker et andet menneske blår i øjnene, så de sætter foden i på præcis de rigtige tidspunkter og de rigtige måder, hvis deres mindre bemidlede bekendte opfører sig urimeligt.
Hele denne kommunikationsform med det helgenagtige ægtepar og de socialt og/eller kropsligt forkrøblede bekendtskaber virker utroværdig og næsten på kanten af den realisme, der ellers er de fleste Mike Leigh films absolutte kerne. Tom og Gerri nuanceres på intet tidspunkt, og filmen ender mere eller mindre med at postulere, at hvis man ikke har en soulmate at dele sit liv med, er man en taber, der har hårdt brug for hjælp, og hvis man har en soulmate at dele sit liv med (inden for filmens univers, vil det sige: Hvis man er ufejlbarlig), bør man ofre det meste af sit enorme overskud på at hjælpe alle i ens omgangskreds ind på sit eget rette spor.
Another Year er firkantet, karikerende og utroværdig som meget få Mike Leigh film før den, og det hjælper ikke, at dens karakterer synes løftet fra alle mulige andre film i instruktørens filmografi. En ting er, at skuespillerne de samme som altid, for sådan arbejder Leigh, men det virker udvandet, at den kæreste Tom og Gerris søn får minder aldeles om Poppy fra Happy-Go-Lucky (2008), at parrets sorte lægekollega er lige så politisk korrekt et touch som optikeren i Secrets and Lies, at Mary er som kalkieret over de skæve Life Is Sweet-karakterer (1990), og at Ronnie er et sørgeligt galgenhumoristisk levn fra Leighs eneste fuldtonede mesterværk, den dybt originale Naked fra 1993.
Disse faktorer peger på, at Leigh virkelig kører på pumperne rent kreativt i disse år, og man kan ikke andet end ønske, han ville satse hele den socialrealistiske butik og vove sig ud i noget helt anderledes og originalt. Han har gjort det en eneste gang før, og da var resultatet milepælen Naked, så hvad der til stadighed holder ham tilbage, får stå hen i det uvisse.
Under alle omstændigheder er Another Year blodfattig, ligegyldig og utroværdig, og dens begejstrede modtagelse er en gåde. Der er intet nyt at komme efter, og det lidt, der er, har Leigh gjort bedre mindst et par gange før.
How I Ended This Summer (Aleksei Pobogrebsky, Rusland)
Det umiddelbart lovende antarktisdrama How I ended This Summer fra den russiske instruktør Aleksei Popogrebsky, indledes med den løbende protagonist, unge Pavel Danilov, som hører en art postrock og løber henover de faste isstrækninger og sporadisk opsatte olietønder. Landskabsbillederne er af en anden verden og lyset har en nordlig varme, man ikke kan undgå at lade sig forføre af. Alt virker fortsat ganske lovende, da man møder den mere erfarne metereolog, Sergei, som Pavel er isoleret med på en vejrmålingsstation med sauna, dåsemad og gedigen mandehygge.
Man fornemmer hurtigt en lurende spænding og friktion mellem Pavel og den udstationerede familiefar Sergei, der ikke har meget tilovers for ungdommens letsind og romantiske idealer. Pavel er den eventyrhungrende klummergøj, der gerne vil skrive et essay om, hvordan det er at afslutte sin sommer nær den antarktiske cirkel. Naivitet stråler ud af den unge og urbane knægt, der uansvarligt sover fra sine målinger og aflæsninger. Sergei bliver selvfølgelig rasende. Han prøver at belære den unge generation, her personificeret i Pavel, at traditioner i årevis har holdt det statslige virke kørende, og at Pavels uansvarlighed er en skændsel for dette ærefulde erhverv.
Popogrebsky prøver tydeligvis at skildre dette møde mellem to generationer. Det urbane og det i provinsen udstationerede individ. Alt imens det psykologiske spændingsdrama bygges op, ser man Pavel tage uhyrligt irrationelle beslutninger, som kun kan betyde, at det antarktiske klima uundgåeligt gør mennesker vanvittige. Man kommer næsten til at tænke på Werner Herzogs megalomanske monologer om pingvinens sindsyge flugt og desorientering ud i det åbne ingenting i det antarktiske syd. Også i denne film kunne man spørge, hvorfor Pavel er så komplet idiotisk ikke at oplyse Sergei om hans families død i et uheld? Kan det virkelig passe, at computerspil og rockmusik underminerer individets almene fornuft, og skaber et så farceagtigt dramaspil, som denne ellers hyperæsteticerede og ofte rigtigt flotte film desværre lider under?
Det må næsten være konklusionen på en film, der prøver at udstille unge menneskers hovmodige selvrealiseringsprojekter i Rusland, når de ramler aldeles tragikomisk sammen med de gode russiske arbejdsdyder i det kolde nord. Hvad der til gengæld redder filmens ære, og måske hæver den op til det seværdige, er de formidable billeder Pobogrebsky formår at lave med kameraindstillinger, genspejlinger og ujævnheder i vinduernes glasparti. Formen er så vital og mangfoldig i sit udtryk, at man kun efterlades med et ønske om en medforfatter på de fremtidige manuskripter.
