Af Lasse Winther Jensen, Sarajevo
You Will Meet a Tall Dark Stranger (Woody Allen, England)
Da vi ankom til Sarajevo, var her på det nærmeste ulideligt varmt og fugtigt, og vi havde forebredt os på, at hver dag ville blive en svedetur af de større. Men søndag formiddag skiftede vejret brat, og siden da har det været alt fra regn til let overskyet med temperaturer omkring 20 grader.
Det omskiftelige vejr betød, at de sene aftenforestillinger blev rykket fra deres oprindelige open air biografer til eksempelvis den store olympiske Zetra-hal, som vi har nævnt et par gange tidligere. Vejret i går aftes var imidlertid strålende, så her fik for første gang mulighed for at se en film på festivalens største open air lærred. Vi var på forhånd lidt skeptiske overfor konceptet med fortrinsvis artsy film i det lidt tivoliserende open air koncept, men alle bange anelser blev gjort til skamme.
Den telefonsponsorerede !hej Open Air Cinema ligger i en gigantisk baggård midt inde i Sarajevo, der synes skabt til formålet. På hver side af det gigantiske lærred er der smukke husgavle, og karréerne, der indrammer det hele, skaber en fantastisk stemning. Woody Allens nyeste film You Will Meet a Tall Dark Stranger begyndte lige da mørket faldt på, og eftersom scenen var sat til en stor filmoplevelse, var vi lidt ærgerlige over, at det netop var en film af den senere Allen, der var på programmet, da hans produktion de sidste 10 år har udstyrret os med en sund skepsis over for enhver ny film, han rabler af sig.
Som det gjorde sig gældende med open air konceptet, blev også vores bange anelser omkring en ny Woody Allen film skudt aldeles i sænk. You Will Meet a Tall Dark Stranger deler træk med Mike Leighs Another Year, som vi skrev om i går. Begge film er lavet af instruktører, der fortrinsvis laver små variationer over et tema, og begge udfolder deres instruktørers kerneelementer helt ud i det ekstreme. Men hvor Another Year gjorde det på tarvelig og udvandet vis, var You Will Mee a Tall Dark Stranger en af festivalens store overraskelser.
Filmen fortsætter ufortrødent i det spor, Allen har lagt, siden han flyttede sine produktioner til London med comebacket Match Point i 2005. Her begyndte han at lave skarptskårne genrestykker, og Match Point var en ikke helt ueffen og til tider næsten Hitchcock’sk thriller. Herefter var Allen tilbage i sit evige hit and miss-humør, og den næste gang, han ramte noget nær plet var med den fine Vicky Cristina Barcelona, der både indeholdt elementer af screwball og melodrama.
Med You Will Meet a Tall Dark Stranger har Allen lavet sin mest fokuserede og vellykkede film siden i hvert fald Sweet and Lowdown fra 1999. Det har han ikke mindst, fordi han her har lavet en gennemført screwball-komedie, hvor han formår at balancere en meget svær film sikkert i havn stort set uden at slingre. Filmen er svær, fordi den er aldeles hul og komplet overfladisk, og fordi Allen i vanlig selvbevidst stil gør opmærksom på det helt fra begyndelsen, ikke mindst ved hjælp af den obligatoriske ironiske voice-over.
Allen arbejder så at sige med ingenting og med et værk stort set uden bund og dybde. Filmen lever hundrede procent på sine forviklinger, sin store præcision, og den uhyggeligt sikre dialog. Stort set samtlige karakterer i den ensemble-lignende film er komplet udfoldede i al deres himmelråbende stupiditet, og det er virkelig imponerende, at filmen ikke taber pusten på noget tidspunkt. Idet den slutter forsvinder den som dug for solen, og den postulerer på intet tidspunkt at have ambitioner om at være en film, der bliver hos sin tilskuer i længere tid. Den er et lille overdrevet og provokerende stød i nyren på den vestlige (pseudo)-intellektuelle biografgænger.
Filmen beskæftiger sig skamløst med de allertarveligste neuroser, der rammer fortrinsvis velstående levemennesker i den vestlige verden i dag: New Age, spiritisme, snyd og bedrag, dårlig humør-medicin, lummert begær, pengegriskhed, smålighed, elendig moral, karriereræs og dyr kunst. Den får alt, hvad den kan trække og lidt til, og det er som at grine ned til sin egen dårlige samvittighed i halvanden time. Alene det faktum, at man forstår filmens jokes og spydigheder giver anledning til selvransagelse. Det er, som ofte før, en eksklusiv film lavet udelukkende for Allen og hans ligesindede.
Filmen lykkes først og fremmest, fordi den er så ufatteligt skamløs. Der er – som i de før nævnte senere Allen-værker – udelukkende smukke mennesker i You Will Meet a Tall Dark Stranger. De har allesammen masser af penge, tarvelige luksuskarrierer og problemer, som det absolut ikke burde være muligt at have i verden, som den ser ud i dag, og som den alle dage har set ud. Alt dette dyrker Allen i en grad, så man ikke kan andet end overgive sig. Det er en i bund og grund usympatisk film lavet af en usympatisk mand, der ikke desto mindre – og med tarvelige midler og helt åbne kort – får revet sin ligesindede tilskuer ind i hver eneste intrige og latterlige karaktertræk.
Det er virkelig dygtigt gjort, og det må have været svært for Allen at holde tungen lige i munden og undgå at udstyre filmen med nogen som helst form for moralsk bund eller anden form for dybde, der i så fald ikke kunne have virket andet end dybt postuleret.
You Will Meet a Tall Dark Stranger er fornøjelig, morsom, provokerende og på sin egen perverse facon væsentlig. Den er ingenlunde stor kunst, men den postulerer på intet tidspunkt at være andet. Den sniger og charmerer sig ind hos sin tilskuer, der sænker alle parader og overgiver sig til en Woody Allen i sjældent skarp form.
