Af Jeppe Carstensen og Lasse Winther Jensen, Sarajevo
If I Want to Whistle, I Whistle (Florin Serban, Rumænien)
På et overraskende fyldt udendørsstadion i hjertet af Sarajevo, kunne man onsdag aften overvære endnu en rumænsk film under åben himmel. If I Want to Whistle, I Whistle instrueret af Florin Serban er allerede blevet præmieret i det berlinske festivalmiljø og forventningerne var store blandt Virkeligs to udsendte. I aften sad vi under en faretruende mørk sky, der med små tunge advarselsdråber skabte spænding om, hvorvidt vi overhovedet ville få mulighed for at se det lovende fængselsdrama.
Filmen er et rumænsk/svensk-produktionssamarbejde, som med Marius Panduru (kamerafører i Police, Adjective og 12.08 East of Bucharest) bag kameraet står stærkt på papiret, allerede før vi ser filmen. Med en kombination af håndholdt kameraføring og langstrakte og mere statiske kameraperspektiver, fornemmer man hurtigt de forskellige dimensioner, filmen prøver at vise. Begivenhederne i det afsides liggende fængsel filmes både med en vis distance qua de mere statiske indstillinger, men når også ind til et intimt og psykologisk rum, hvor vi følger vores antihelt Silviu indgående.
Fortællingen foregår i den afsluttende periode, hvor Silviu er på nippet til at blive løsladt. Omstændigheder i den nærmeste familie gør, at tilværelsen ude på den anden side tilspidses i dagene op til hans løsladelse efter fire år i fængsel. Diverse skildringer af hverdagslivet i fængslet - det gælder både de grusomme og livsbekræftende hændelser - er med til at tegne et billede af den knibe, Silviu står i.
Serban gav i Sarajevo under en mindre konference et indblik i, hvordan de 17 unge mænd, der spiller indsatte, er nøje udvalgt efter personlighedstræk mellem 150 fanger fra to forskellige rumænske fængsler. Pistireanu George, der spiller Silviu, er den eneste af de i filmen indsatte, som til daglig lever i frihed. Det er ikke desto mindre hans første oplevelse med skuespil, hvilket allerede har ført ham videre i samme erhverv i et nyt spillefilmsprojekt.
Serban har således benyttet sig af et bredt udvalg af personer, som ved filmens begyndelse havde vidt forskellige erfaringsniveau med skuespil. Det er derfor en præstation i sig selv, at få en film til at virke så homogen og naturlig i sit skuespil, når spændevidden går fra analfabeter til skuespillere med 30 års erfaring.
Det er i øvrigt en befrielse, at man ikke skal forholde sig til et eller andet tilfældigt stykke underlægningsmusik, som det har været kutyme med mange andre film til denne festival. Det eneste musikalske indslag er den unavngivne og evigt syngende medindsatte, som holder humøret højt, når de unge rumænere arbejder i marken. Og selvfølgelig den bragende radiopop, som holder fællesspisningen fornøjelig og konfliktfri.
Manuskriptet er et omskrevet teaterstykke, som uden tvivl står stærkest i besøgsscenen, hvor moderen kommer på besøg med Silvius bror. Den kynisme som dialogen især producerer i Silvius overfusning af moderen, gør et kæmpe indtryk, der med fråde og fremskudte øjne hos Silviu manifesterer vrede med et autentisk arnested.
Den indskrevne kritik af sociologiens indtog i udsatte samfundsmiljøer, fungerer til perfektion, når de lidt uefne og upædagogiske studerende forsøger at komme ind på livet af de pressede fængselsindsatte. Man sidder lidt med følelsen af schadenfreude overfor den naivt opstillede metode, som verden rundt appliceres på underlige folkefærd, der interviewes med udgangspunkt i en art menneskelig defekt eller andre gange blot som normafvigere. Paradoksalt nok har instruktøren Serban valgt at bo to måneder hos de indsatte, i håb om at kunne assimilere sig og få en dybere indsigt og forståelse i de sociale mekanismer, de lever med i deres fængselstilværelse. Det er derfor lidt gådefuldt, at han opstiller en kritik af de unge studerende og deres lærers initiativ, da de besøger fængslet for at lave kvantitative interviews, og føre videnskab på bekostning af Silvius forestående frihed, der i filmen slutning må stå sin endelige prøve.
If I Want to Whistle, I Whistle er ikke blot en film med en fantastisk titel, det er også en succesfuld genrefilm ikke langt fra sidste års smågeniale Profeten af Jacques Audiard. Begge film holder sig yderst effektfuldt og konventionelt til en specifik genre – fængselsfilmen – som vi primært kender den fra amerikansk film. Men samtidig præsenterer de deres eget europæiske take på konventionerne og krydrer narrativet og den skarpe karaktertegning med masser af detaljeriggdom og et enormt rum i hver enkelt scene. Kameraet får ofte lov at dvæle, og det, det dvæler ved, er ikke nødvendigvis noget, der tjener narrativet eller genrekonventionerne, men noget, der giver filmen luft og poetisk rum.
Denne kvalitet er endnu mere udtalt i If I Want to Whistle, I Whistle end den er i Profeten. Serban formår at skabe masser af løs miljøskildring og narrativt ligegyldige karakterdetaljer uden på noget tidspunkt at give køb på filmens ofte åndeløse spænding og den narrative spændstighed, der inhærent ligger i en flot eksekveret genrefilm.
Lourdes (Jessica Hausner, Frankrig)
Østrigske Jessica Hausner brød igennem på Cannes i første halvdel af 00′erne med filmene Lovely Rita og Hotel. Her etablerede hun sig som en kvindelig pendant til østrigske filmskabere som Michael Haneke og Ulrich Seidl. Fællesnævneren for stort set samtlige østrigske instruktører er et kværnende nationalt selvhad og en trang og evne til at udstille samfundets tabere på præcis, men ofte også perfid vis.
Ligesom Haneke gjorde med Code Inconuu, er Hausner nu rykket til Frankrig, hvilket giver et tiltrængt pusterum fra den specifikke kulsorte østrigskhed, der altid er til stede, men ofte truer med simpelthen at blive for altkonsumerende i sin ophobning af konstant negerende gestusser.
Lourdes foregår over et ophold i den franske landsby af samme navn, hvor religiøse fra hele verden kommer for at blive kureret for alverdens lidelser. Eftersigende viste Jomfru Maria sig engang i Lourdes og byens grotter og bade siges at have en helende effekt på særligt troende mennesker, og folk tager dertil i hobetal i håb om et helbredende mirakel.
Hausners film diskuterer på subtil vis miraklet som fænomen. Vi følger den unge Christine, der sidder lænket til sin kørestol, og filmen skildrer hendes besøg i de efter sigende helbredende steder ved Lourdes. Præmissen for filmen er den, at Christine pludselig i løbet af en nat genvinder sin førlighed, og herfra balancerer filmen mellem at postulere en oprigtig tro på miraklet og en total undsigelse af alle former for religiøs overtro.
Det er filmens afgørende kvalitet, at den på intet tidspunkt bliver helt klar i mælet omkring sit emne. Til og med slutningen er ambivalens filmens absolutte grundtone, og det illustreres elegant ved, at Christine gradvist genvinder førligheden, men hele tiden slingrer med sin stok og ofte er lige ved at vælte. Enten er hendes fremgang en momentan bedring, der vil forsvinde igen, eller også er den et decideret mirakel.
Filmen bruger elegant sit plot til at styrke sin ambivalens over for sit emne. Filmens udsagn advokerer på sin vis for miraklet, men mise-en-scene og biroller latterliggør det konstant i en grad, så man af og til griner og andre gange nærmest væmmes. Lourdes præsenteres som et dybt forlorent sted med egoistisk religionsturisme, smålighed og alt andet end næstekærlige følelser. I scenerne med balloner og konferencierer, der uddeler en pris til årets pilgrim, balancerer filmen på kanten af ensidig latterliggørelse, men den holder sig konstant ovenvande i kraft af miraklet, der måske eller måske ikke er indtruffet.
Hausner fortæller stilsikkert i fortrinsvis lange takes uden intercutting. Hendes stil er elegant, men samtidig gør den på ingen måde opmærksom på sig selv. Hun skaber ofte en ekstra nerve i scenerne ved at klippe fra total til halvtotal og ved roligt, men ikke uden effekt at klippe pludseligt fra en dag til en anden eller fra den hellige grotte til Christine i sin seng. Lourdes’ religiøse symboler anvendes med både ironi og oprigtig fascination, og selvom filmen er spydig, udleverer den på intet tidspunkt Lourdes som religiøst tivoli.
Den latterliggør til gengæld sine personer på lidt samme måde, som Ulrich Seidl har for vane. Hausner har intet tilovers for præsten, der lukker tom luft ud og sælger det som religiøse epifanier, og portrætteringen af de ældre gæster, der ikke kan acceptere, at det ikke er dem eller deres egne, der er blevet ramt af miraklet, drypper af perfid skadefro.
Men heldigvis er filmen i bund og grund uudgrundelig, og mest af alt er den et fascinerende nyt kapitel i Hausners filmkunst. Et skridt tættere på de universelle og religiøse problemstillinger, der her angribes på fortrinsvis sober og hele tiden inciterende vis. Man undres på en meget tilfredsstillende måde, når man har set Lourdes, og ens undren fortager sig ikke lige med det samme.
