Af Lasse Winther Jensen og Jeppe Carstensen, Sarajevo
Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives
(Apichatpong Weerasethakul, Thailand)
Før denne anmeldelse må Virkelig gå til bekendelse: Ingen instruktør fra de sidste 10 år betyder mere for os end Apichatpong Weerasethakul, og vi har aldrig før glædet os så meget til en film som til Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives.
Apichatpong er en af de få filminstruktører, der besidder sit helt eget unikke filmsprog. Han kan filme sit hjemland og sine karakterer på en måde, der åbner billederne totalt, der gør at filmen nærmest trækker vejret, og at billedet besjæles, så man røres dybt i sine helt basale lyd- og billedeperciperende mekanismer.
Fordi Apichatpongs stil er så egen, og fordi det er nok bare at leve i hans verden, giver det næsten ikke mening at tale om kvalitative gradsforskelle mellem de tre strukturalistiske mesterværker, han har skænket filmkunsten i løbet af de sidste ti år. Blissfully Yours, Tropical Malady og Syndromes and a Century er alle deres helt egne åbenbaringer, samtidig med de tilsammen – som hele Apichatpongs produktion af film og installationer – fungerer som et organisk hele.
Således går karakterer fra de to første af de ovenfor nævnte film igen i Uncle Boonmee, og sammen med den elskelige titelkarakter, skaber de tre af Apichatpongs stærkeste karakterer hidtil. Disse karakterer lever i en film, der er en del anderledes end hvad, instruktøren før har lavet, og det er et faktum, man må komme overens med for at nyde filmen.
Uncle Boonmee er på mange måder mere konventionel end sine forgængere. Den har ikke samme strenge strukturalistiske opdeling, den er langt mere eksplicit omkring reinkarnation og sjælevandring, og så er det den første af Apichatpongs film, hvor handlingsgangen rent faktisk har en funktion. Uncle Boonmee og hans familie skal, inden han dør, nå hen til den grotte, hvor han fødtes første gang. Alene dette gør filmen mere handlingsmættet end før set hos instruktøren.
Men samtidig er filmen fuld til overmål med genkendelsens glæde. At høre den summende lyd af junglen igen, at se sollyset fanget på den helt særlige Apichatpong-måde og at overvære de lange samtalescener, der er klippet på hans egen helt særligt sensitive vis, er som at finde ro i sig selv. Filmen bliver gradvist mere og mere Apichatpongsk mod slutningen, men indtil da er der op til flere sekvenser, der ikke ligner noget, man har set hos ham før. Uncle Boonmee er på sin vis sin instruktørs mest ambitiøse film hidtil, og i hvert fald er det den film, der forsøger at favne bredest rent referencemæssigt. Udover de obligatoriske intertekstuelle elementer fra de tre foregående film, er der indbygget endnu mere thailandsk folklore og populærkulturelle og litterære referencer end vanligt, og handlingen afbrydes eksempelvis for at fortælle om en prinsesse, der bliver befrugtet af en stor fisk. Det er altsammen medvirkende til at øge filmens kompleksitet.
Uncle Boonmee er mere åben omkring sit buddhistiske indhold og sin tilgang til reinkarnation, end nogen tidligere Apichatpong film, og det er virkelig befriende endnu en gang, og i så høj grad, at se instruktøren tage sine emner helt og aldeles seriøst og for givet. Her er han mindre subtil, end han plejer at være, og sjælevandring og genfødsel er tydeligt afbilledet, hvor de før blot blev antydet. Om det er en kvalitet eller et tab er for tidligt at sige.
Som den personlige slægtsfilm Syndromes and a Century, bevæger Uncle Boonmee sig også fra junglen mod byen. Specielt filmens sidste segment, hvor Apichatpong endnu engang viser sin uovertrufne flair for musik, virker overvældende, og som tilskuer overmandes man af igen at føres ind i den sære logiske fremgang, der er instruktørens helt egen. Scenerne i grotten, hvor Boonmee blev født, virker helt friske og nye i Apichatpongs repertoire, og en supertotal indstilling i fugleperspektiv af to personer på klippen, halvt i sol og halvt i skygge, er blandt filmens mest bjergtagende.
Man bliver ikke færdig med Uncle Boonmee efter et enkelt gennemsyn, og det vil kræve mindst et par stykker yderligere, før den kan konteksualiseres helt i instruktørens samlede oeuvre, og før man kan fastslå om det strammere narrativ, og det mindre dvælende kamera er godt eller skidt for filmen.
Den gennemsnitlige indstilling varer kortere end i tidligere Apichatpong film, og der er ikke helt samme fornemmelse af rolig puls, rum for pludselig skønhed og stensikker klipning. Hvert klip plejer at være en åbenbaring i sig selv og en portal til et større univers hos Apichatpong, men i Uncle Boonmee er der flere klip, der blot tjener den enkelte scene eller narrativet. Men det er som sagt for tidligt at fælde en endelig dom over filmen, og måske kan det først gøres, når vi har fået endnu et værk eller to fra instruktørens hånd.
Dog kan vi fastslå, at Uncle Boonmee utvetydigt er endnu en Apichatpong Weerasethakul film, og således en af årets største og mest givende filmiske oplevelser. En film vi med længsel venter på endnu et møde med, og som vil vokse i endnu uvisse retninger, når den bliver fordøjet og genset. Desuden glæder vi os til at se, hvordan et bredere publikum vil tage imod Apichatpong og hans film, efter dens Guldpalme i maj sikrede den en eksponering, ingen af instruktørens film før har fået.
Afslutning:
Filmfestivaller er i sig selv antitesen til, hvad man forventer sig af en rejseoplevelse. Incitamentet for at tage ud er ofte at glide ind i et kulturlandskab, der varierer fra det, man kommer fra. Det ender ofte med, at man indgår i en art inversion, som det formuleres i Herodots rejsefilosofiske tekster. Inversionen er som princip en måde at kommunikere andethed på, når det fremmede kommer til at reflektere og belyse det allerede kendte. Vores danske dyder og partikulariteter bliver derfor blot et udtryk for den kontrasterende virkelighed, vi møder i for eksempel Sarajevo. Et genskær af noget ensartet.
På denne rejse har biograflærredet og dets mange projektioner dog haft en destabiliserende indflydelse. Selvom vi har flaneret byen tynd for indtryk og stemninger, kan vi ikke gøre os fri af at være fanget i et filmunivers, der holder os separeret fra tid og rum. Bogstaveligt talt føler man sig separeret fra en bosnisk virkelighed eller historiens forløb i det hele taget. Vi formår derfor ikke at skabe et herodotisk perspektiv på Sarajevo, der med Århus og Danmark i baghovedet, skulle få os til at se forskelle og ligheder i et nøgternt og klart lys. I kraft af festivallens stramme program afbrydes vores tilegnelse af stedet, når vi går til næste forestilling i Nationalteatret, Meeting Point Cinema, Multiplex, 1hey! Open Air Cinema eller Olympic Hall Zetra. Her oplever vi blandt andet et tyrkisk miskmask af en komedie, en russisk rejsedystopi, et rumænsk skilsmissedrama, en thailandsk abelignende reinkarnation og en nordfransk teenagevitalisme. Sådanne oplevelser forstyrrer mindet om de proteintunge spinatburek, vi ofte fortærer, og som måske, i ånd med inversionen, har en pendant i det danske bagersortiment? Måske er bosniernes absurd effektive ekspedition på cafeerne et udtryk for noget, vi i Danmark gør helt anderledes og unødigt langsomt?
Konklusioner som den sidste er kun overfladiske betragtninger, som aldrig nærmer sig det videnskabelig snit, både Herodot og Niebuhr formåede at rejse med. Vi har til gengæld fået et universelt sus ind i et insisterende billedlandskab, hvor rejsen hertil kun blev springbrættet til en meget mere omfattende og kunstig rejse, der gør det samme som enhver anden rejse. Efter mere end en uges arthousekavalkade af film fra nær og fjern er mødet med vore egne små partikulære eksistenser noget nær, den kraftigste åbenbaring vi sidder tilbage med. Sarajevo Film Festival har uden tvivl en række formidable særtræk. Det er stadig en festival, der står i skyggen af Berlin, Venedig og Cannes, men dens stadigt voksende organisation og dets fra år til år forbedrede program, må understrege, at begivenheden er attraktiv for alle med forkærlighed for små filmproduktioner. Det være sig ikke mindst fra den østeuropæiske region, som med film fra især Rumænien og Rusland har gjort sig særligt godt bemærket hos Virkeligs udsendte filmdetektiver. Hvad vi ikke har oplevet af naturlige, historiske og kulturelle fortræffeligheder af særskilt bosnisk karakter, har vi fundet i film.
Alle updates undervejs er underskrevet os begge, men her følger lister over, hvad vi hver især rørtes mest af:
Lasse Winther Jensen:
1. Aurora (Cristi Puiu)
2. Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives (Apichatpong Weerasethakul)
3. Hadewijch (Bruno Dumont)
4. If I Want to Whistle, I Whistle (Florin Serban)
5. Lourdes (Jessica Hausner)
Jeppe Carstensen:
1. Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives (Apichatpong Weerasethakul)
2. Lola (Brillante Mendoza)
3. My Joy (Sergei Loznitsa)
4. If I Want to Whistle, I Whistle (Florin Serban)
5. Hadewijch (Bruno Dumont)
