Sort-hvide Paris, et århundrede i tilbageblik
Places that were incomprehensible yesterday, and that tomorrow will never know
- Louis Aragon, Le Paysan de Paris
Mængden er sløret, som den fortrolige by vinker til flanøren igennem som et fantasmagori
- Walter Benjamin, Das Passagen-Werk
Den aldrende filminstruktør Jacques Rivette sidder på en café, han sidder på den arketypiske parisercafé, og ser ængsteligt, nærmest galninge-bekymret ud af vinduet, som hjemsøgtes han af myriader fra fortiden. Dette er hvad han fortæller den unge interviewer, der har fået galt fat i det hele: “Der er skam ingen spøgelser i min film. Der er gengangere, men det er en anden sag. Forskellene mellem gengangere og spøgelser er mangfoldige. Gengangere er mennesker, som, af den ene eller den anden årsag, ikke har formået at krydse floden, stien, træet eller bakken, hvad enten en form den nu tager, grænsen mellem den verden vi lever i - eller som vi tror vi lever i - og de dødes verden, som er bag denne grænse. Det eneste vi ved om denne grænse, er at den skal findes i Nordvest.” Det er ikke til at sige, hvad han øjner derude, gamle Rivette, men han virker åndsfraværende, som koncentrerede han sig om at huske noget. Noget der nu er gået tabt. Han sidder på den arketypiske parisercafé, som også Michel Piccoli i Je rentre à la maison, som også Vincent Lindon og Valérie Lemercier i Vendredi soir, og før dem Jean-Pierre Léaud i La maman et la putain, Anna Karina i Une femme est une femme. Uroligt, han sidder spurveagtigt, som kun for et øjeblik, i vægsofaens røde læder, på den mytologiserede plet i fransk filmhistorie, hvor samtalen om døden og livet, den evige gentagelse, altid finder sted.
Måske han tænker på parisere før ham. Ser dem flagre over Seinen i nordvestlig retning. Interviewerens spørgsmål, de var ikke vigtige, tiden der var vigtig, den er allerede forbi. Det 20. århundrede, Rivettes århundrede, det er ovre nu. Filmens fødsel i Lumière-brødrenes hænder, Feuillades serielle stumfilm, dadaismen, surrealismen, Clair, Vigo, de luminøse 30′ere, den poetiske realisme, Cocteau og almægtige, asketiske Bresson… Selv Nybølgen lægger sig. Truffaut og Rohmer er borte. Måske ser han dette celluloid-knitrende optog af legendariske billeder med prædigital aura, flagrende over Seinen, stolprende over Montmartre.
Fabulanten Aragon vandrer midt i 1920′erne omkring i Paris’ gader på alle tidspunkter af døgnet. Han er ude efter at skrive en grænsebrydende roman. For sådan gør en ægte surrealist: ned med traditionerne, ind med strømme af drømme og emergens. “Leksikalsk, filosofisk: Surrealismen bygger på troen på den højere virkelighed bag visse former for associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtede, på drømmens almagt og på tankens uegennyttige leg. Den bestræber sig på definitivt at gøre det af med alle andre psykiske mekanismer og sætte sig i deres sted, når problemer skal løses.” Som en anden stiftende surrealist, André Breton, skriver i bevægelsens første manifest, der indhyller Paris i overspændt poesi 15. oktober 1924. “Jeg tror, at der i fremtiden vil ske en sammensmeltning af de to tilstande, der tilsyneladende er modsætninger, drøm og virkelighed, i en slags absolut virkelighed, en overvirkelighed, om man så må sige.”. Aragon krydser på sine vandringer broerne i Paris. Og sine steder i Le Paysan de Paris, der skulle blive titlen på hans opdrømte nyroman, krydser han ubemærket strædet mellem drøm og virkelighed. Som fanger og samler flakker han om, eftersporende moderne myter, byens sjældenheder, de sande og berusende. I Aragons associative strøm træder steder og indbyggere frem, han lader dem tråde den store gobelin. Værket der var tiltænkt grænseoverskridende potentiale er dog mest en ung parisers dagbog. Men med en oplagt og nomadisk forestillingsevne, animerer han, ved hjælp af skilte, statuer og indre gespænster, et parisisk totalteater, selv det umiddelbart livløse drives ind i hans drøm.
Andetsteds i det 20. århundrede er stemningen mindre munter. Mens Paris på en måde betragter ham indefra og uden interesse, ser Ferdinand bønnerne kastes rundt af det kogende vand i sin hvælvede forstadslejlighed. Skråvægge under taget og Ferdinands skuldre, der tavst fortæller om en sjæl utilpasset sin krop og sin verden, i det de trækker loftet yderligere ned, ned over ham, og der ingen musik i miles omkreds. Ingen lyser op og spiller. Kun utydelige stemmer høres derude, sendt opad i luften mellem gårdene, forudbestemt til at opdæmmes under det gråmelerede firmament, og i deres stilstand lagdeles efter fylde og vægt, bønner og råb. La Garenne-Rancy hedder forstaden, hvor vandpytterne spejler udelukkende trøstesløse livsbetingelser, der hvor Ferdinand Bardamu skrår over muddermarken for at nå til lægebesøg hos familien Henrouille. Og udføre sin lægelige illusionskunst for det jævne folk og deres slette hensigter, tvivlrådig og udspændt som han er, mellem næstekærlighed og misantropi. Louis-Ferdinand Célines knægtede mandsling af et alter ego, den rastløse Bardamu, er anderledes besværet af jordnære eventualiteter, den moralsk anløbne krigskammerat Robinson ikke mindst. Den store krig har optrevlet og vrangvendt tilliden til verden, en verden der nu frenetisk tilsås med menneskefjendsk modernitet. Ferdinand er ikke forelsket i Paris, men han er også en vandringsmand på samme kanter. Hans ambitioner er både store og små, for han vil nå til nattens ende, til bunds i mennesker og ting, og om på den anden side af tiden. Men lykken halser han ikke efter, og han bruger ikke megen tid på caféerne. Til gengæld viser han flittigt rundt i absurditeten, på den anden side af filmkunstens indfangne og apoteoserede Paris og Aragons ufarlige overvirkelighed findes nemlig undersiden af historiens stempelværk. Derfor er denne bog, Voyage au bout de la nuit, hurtigere. Den er en jagt, men ikke efter en allerede fundet og forudprojekteret mytologi.
Hvad er det jeg siger, ud over det indlysende, at Paris har tiltrækning og magi? Og Paris har altså historie. Aragon og Benjamin synes at foreslå, at der findes noget fantasmagorisk i selve byens geografi. På steder, der er overlejret med hændelser. Javel, Genus loci à Paris: en ånd, flygtigt opdukkende fra historiens murænegrotter. Den ekkoer byens hukommelse og foregøgler den vandrende samtlige modernitetens spøgelser. Baudelaire i rendestenen, Haussmann ved tegnebrættet, Blanqui på barrikaderne. Haver, saloner og horehuse, de både er der og er der ikke. Sådan må det vel være i en verdenshistorisk hovedstad.
Slutteligt kan vi forsøge at løse knuden mellem de citerede to. Om Aragon, denne forbilledlige flanør, skriver Benjamin i rodekassen Optegnelser og materialer, der udgør Passageværkets arrangerede midterparti: “… mens Aragon bliver i drømmens område, skal opvågningens konstellation opspores her. Mens der bliver et impressionistisk element tilbage hos Aragon - “mytologien” - og denne impressionisme må gøres ansvarlig for mange af bogens formløse filosofemer - drejer det sig her om at opløse “mytologien” i historiens rum. Men det kan ganske vist kun ske ved at vække en endnu ikke bevidst viden om det, der har været, til live.”
Det suser historisk langs Seinen, men mytologien trænger indrømmet til dekonstruktion. Lad os tage Benjamin på ordet og konfrontere forestillingen med andre realiteter. Virkeligs læsere fortjener opløsning af kollektivt imaginære forknudringer.
Alors, afsted til Paris!
À suivre…
Tidskapslen, fremtidens spøgelse
