Nu skyller vandet gennem gaderne, boulevarderne og avenuerne og tvinger tiggerne og de hjemløse ned i metroen sammen med folk, der er på vej hjem fra arbejde, og caféerne fyldes, så servetricerne må løbe rundt til de små borde. Fra Musée d’Orsay slanger en kø sig fra indgangen og helt ned i de små gader, og langs køen går tamilske mænd og forsøger at sælge paraplyer til turisterne. Umbrella umbrella paraplui, messer de, umbrella umbrella paraplui, og man får ondt af dem, som de går der med deres gennemblødte tøj klæbende til kroppen. For der er ingen, der gider købe deres paraplyer. Folk har allerede paraplyer, som de skutter sig under og spiser chokoladekiks, mens de venter tålmodigt på at komme ind i varmen og se Van Gogh og Gauguin, og få en kop kaffe og få varmen og sidde lidt ned og hvile benene og måske lukke øjnene et øjeblik. Et sted derinde i varmen, på et billede af Henri Fantin-Latour, sidder en purung Rimbaud. Han ser drømmende frem for sig. Han har besluttet sig for at opgive sin digtning.
