Så holdt jeg op med at høre fra dig. Så lyttede jeg til døvhed. Så hang jeg en hvisken op på opslagstavlen. Så tog brisen skønheden som sit gidsel. Så kan ingen kaste en mursten bedre end en munk. Så byggede abstraktionerne sig et træfort. Så holdt jeg op med at høre fra dig. Så stirrede jeg på mit liv med baghovedet. Så et jordskælv et eller andet sted hver dag. Så følte jeg mig så ubrugelig som en soloklipklap på stranden. Så som en strand alene med havet. Så som et hav der gentager sig selv til månen. Så holdt jeg op med at høre fra månen. Så vinkede jeg.
Så kastede jeg mig udi arbejdet med at kaste mig selv så langt jeg kunne. Så samlede jeg mig selv op og undrede mig over hvor mange der kommer rundt på denne måde. Så bar jeg uendeligheden. Så begravede jeg telefonen. Så ringede jorden. Så svarede jeg jorden. Så sad jeg på en kampesten uden at høre fra dig. Så lavede jeg sprællemænd uden at høre fra dig. Så befamlede jeg stilheden.
We cover our concepts, like fish, with clouds of net all heavy with sleep, fucked girls and fat leopards a universe of rented spaces haunted by a nowhere or by dreamed-of places a belief in the manifest intelligibility of surfaces in compound experiences incapable of being disentangled at a limit where other lungs would find the air unbreathable a gentle closing calls for a gentle opening, and we should want life to always be well oiled
