[Verden glimter fortsat som en fantastisk grotte fuld af uopdaget litteratur. Virkelig bringer her endnu en novelle af den argentinske forfatterinde Silvina Ocampo. Hun debuterede med novellesamlingen 'Viaje olvidado' (1937), hvorfra 'akrobaterne', som Virkelig tidligere har bragt, stammer. Gift med Adolfo Bioy Casares, nær ven af Jorge Luis Borges og lillesøster til Victoria Ocampo, redaktør af det indflydelsesrige avant garde-tidsskrift 'Sur', befandt Silvina Ocampo sig i selve epicenteret af argentinsk modernisme. Sammen med Casares og Borges udgav hun den berømte 'Antología de la Literatura Fantástica' og regnes som en vigtig skikkelse i udviklingen af den såkaldt fantastiske litteratur. Før Silvina Ocampo blev forfatter, studerede hun kunst under den italienske surrealist Giorgio De Chirico, og man ser tydeligt surrealismens påvirkning i hendes forfatterskab. Silvina Ocampo er en mester i det, der med de russiske formalister kunne kaldes "ostranenie". Underliggørelse. At se verden med fremmede øjne. Silvina Ocampo trækker uhyggen ind i det hjemlige og gør det "unheimlich". I øvrigt er brudens frisure i 'Bryllupet', kransen af hårfletninger, blevet mere eller mindre synonym med Eva Peron eller 'Evita', som døde syv år før 'Bryllupet' udkom.]
At en pige på Robertas alder skulle lægge mærke til mig,
gå ture sammen med mig, betro sig til mig, var en lykke,
som ingen af mine veninder havde. Hun herskede over mig,
og jeg elskede hende, ikke fordi hun købte bolcher til mig
eller glaskugler eller farveblyanter, men fordi hun nogle
gange talte til mig, som om jeg var stor, og nogle gange
som om hun og jeg var piger på syv år.
Det var en mystisk magt, Roberta udøvede over mig: Hun
sagde, at jeg gættede hendes tanker, hendes ønsker. Hun var
tørstig: Jeg hentede et glas vand til hende, uden at hun bad
mig om det. Hun var varm: Jeg viftede hende eller bragte
hende et lommetørklæde fugtet med barbersprit. Hun havde
ondt i hovedet: Jeg tilbød hende en aspirin eller en kop kaffe.
Hun ønskede en blomst: Jeg gav hende en. Hvis hun havde
beordret mig ”Gabriela, kast dig ud af vinduet” eller ”stik
din hånd ind i gløderne” eller ”løb ud på togskinnerne og
bliv kørt over af toget”, havde jeg gjort det med det samme.
Vi boede alle sammen i udkanten af Cordoba. Arminda
López var min nabo, og Roberta Carma boede i huset
overfor. Arminda López og Roberta Carma elskede
hinanden som de kusiner, de var, men af og til talte de med
skarpe tunger: Alt vældede frem i samtalerne om kjoler eller
undertøj eller hårsætning eller deres kærester. De tænkte
aldrig på deres arbejde. En halv blok fra vores hus lå frisøren
PÅ BØLGELÆNGDE. Dér tog Roberta mig hen en gang om
måneden. Mens de ordnede hendes blonde hår med iltet
vand og amoniak, legede jeg med frisørens handsker, med
dampapparatet, med peinetaerne, med hårnålene, med
tørreren, som mindede om en krigers hjelm, og med en
gammel paryk, som frisøren yderst venligt overdrog mig.
Den paryk behagede mig mere end noget andet i
verden, mere end turerne til Ongamira eller Pan de Azúcar-
klippen, mere end medaljer med karamel eller den blålige
hest, som gik op på det golde terræn for at gå rundt om
blokken, uden tøjler og uden saddel og som afledte mig fra
mine studier.
Min laden mig ind med Armínda Lopez afledte mig mere
end frisørsalonen og mere end gåturene. I de dage fik jeg
dårlige karakterer, de dårligste i mit liv.
Roberta tog mig med ud og køre sporvogn til Det
Orientalske Konditori. Der drak vi chokolade med
vaniljestænger, og en fyr nærmede sig for at tale med hende.
På vej tilbage i sporvognen sagde hun til mig, at Arminda
var heldigere end hende, for i en alder af tyve år må
piger enten forelske sig eller kaste sig i floden.
–Hvilken flod? spurgte jeg, foruroliget af betroelserne.
–Du forstår det ikke. Glem det. Du er meget lille.
–Når jeg gifter mig, vil jeg beordre mig en smuk hårkrans,
havde Arminda sagt,
- min frisure kommer til at vække opmærksomhed.
Roberta lo og protesterede:
–Hvor gammeldags. Man bruger ikke længere kranse.
–Du tager fejl. Man bruger dem på ny, svarede Arminda,
- Vent bare og se, om jeg ikke vækker opmærksomhed.
Forberedelserne til bryllupet var omfattende og
omstændelige. Brudekjolen var overdådig. Et broderi fra
oldemoderen på moderens side prydede sjalet, en knipling
fra oldefaderen på faderens side (for at han ikke skulle blive
ked af det) prydede hovedtøjet. Dameskrædderen prøvede
kjolen på Arminda fem gange. Knælende og med munden
fuld af nåle afrundede hun skørtets kantning eller tilføjede
syninger til sjalets begyndelse. Med sin far ved hånden
krydsede hun fem gange husets gård og gik ind i sit sove-
værelse, for der at gøre holdt foran spejlet og se den effekt,
skørtes folder havde sammen med hendes gang. Frisuren
var måske det, der mest bekymrede Arminda. Hun havde
drømt om den hele sit liv. Hun bad om at få lavet en meget
stor krans, der benyttede en fletning, som de havde klippet
af hende, da hun var femten år. Et gyldent og meget fint
hårnet, med små perler, understøttede kransen, som frisøren
allerede udstillede i frisørsalonen. Frisuren lignede, ifølge
hendes far, en paryk.
Dagen før vielsen, den 2. januar, viste termometeret fyrre
grader. Det var så varmt, at vi hverken behøvede at fugte
vores hår for at rede det eller vaske os i ansigtet med vand
for at fjerne skidtet. Udmattede stod Roberta og jeg i gården.
Det blev mørkt. Himlen, grå som fjer, skræmte os. Tordenen
opløste sig kun i lyn og laviner af insekter. En enorm
edderkop blev siddende i slyngplanten i gården: Det
forekom mig, at den kiggede på os. Jeg tog skaftet fra en kost
for at dræbe den, men jeg standsede, jeg ved ikke hvorfor.
Roberta udbrød:
–Det betyder håb. En fransk frue fortalte mig engang, at
en edderkop ved nattetide betyder håb.
–Hvis den betyder håb, så lad os gemme den i en æske,
sagde jeg.
Som en søvngænger gik Roberta til sit værelse for at finde
en æske.
–Vær forsigtig. De er giftige, sagde hun.
–Og hvis den bider mig?
–Edderkopper er som mennesker: De bider for at forsvare
sig. Hvis du ikke gør skade på dem, gør de heller ikke på dig.
Jeg satte den åbne æske foran edderkoppen, der med et
hop fandt ind i den. Bagefter lukkede jeg låget, som jeg
lavede huller i med en knappenål.
–Hvad vil du gøre med den? ville Roberta vide.
–Gemme den.
–Lad være med at miste den, svarede Roberta.
Fra det øjeblik gik jeg med æsken i lommen. Den følgende
morgen gik vi til frisøren. Det var søndag. De solgte
blomster i gaden. De glade farver syntes at fejre brylluppets
nærhed. Vi måtte vente på frisøren, der gik til messe, mens
Roberta havde hovedet under tørreren.
–Du ligner en kriger, råbte jeg til hende.
Hun hørte mig ikke, men blev ved med at læse i sin
messebog. Så faldt det mig ind at lege med Armindas
hårkrans, som var inden for min rækkevidde. Jeg trak
hårnålene ud, som holdt den kompakte krans i det smukke
hårnet. Det forekom mig, at Roberta kiggede på mig, men
hun var så adspredt, at hun kun så tomrummet, idet hun
kiggede fast på noget jeg ikke kunne fastslå.
–Skal jeg putte edderkoppen i? spurgte jeg og viste
hende kransen.
Lyden fra den elektriske tørrer overdøvede min stemme.
Hun svarede mig ikke, men hun holdt hovedet på skrå, som
om hun samtykkede. Jeg åbnede æsken og vendte bunden i
vejret på den. Edderkoppen faldt ned i kransen.
Hurtigt rullede jeg håret sammen igen og anbragte det fine
hårnet, der pakkede det ind, samt hårnålene, for at de ikke
skulle opdage mig. Jeg må have gjort det godt, frisøren
bemærkede intet unormalt ved dette kunststykke, for
han benævnte selv brudens krans, da han kom tilbage.
–Alt dette er en hemmelighed mellem os, sagde Roberta
og vred min arm, til jeg skreg. Jeg kunne ikke huske, hvilke
hemmeligheder, hun havde fortalt mig den dag, og jeg
svarede hende, som jeg havde hørt de voksne gøre.
–Jeg er stille som graven.
Roberta iførte sig en gul dragt med flæser og jeg en
tyksømmet, hvid dragt, stivet, med mellemværk af broderi.
I kirken så jeg ikke på gommen, for Roberta sagde, at man
ikke måtte se på ham. Bruden var meget smuk med et hvidt
slør fyldt med orangeblomster. Bleg som hun var, lignede
hun en engel. Så faldt hun livløs om på gulvet. Langt væk
fra lignede hun et gardin, som havde revet sig løs. Mange
mennesker kom hende til hjælp, viftede hende, hentede
vand i koret, klappede hende på kinden. I det ene øjeblik
troede de, hun var død; i det næste øjeblik troede de, at hun
var i live. De bar hende hjem, iskold som marmor. De ville
hverken afklæde hende eller tage kransen af hende før de
lagde hende død i kisten. Frygtsomt, fortumlet, skamfuld -
i løbet af ligvagten som varede to dage - beskyldte jeg mig
selv for at have været ophavsmand til hendes død.
–Hvad slog du hende ihjel med, snotunge? spurgte en
fjern slætning til Arminda, som drak kaffe uden ophør.
–Med en edderkop, sagde jeg.
Mine forældre holdt rådslagning for beslutte, om de
skulle ringe til en doktor. Ingen troede mig nogensinde.
Roberta viste modvilje mod mig. Jeg tror, at jeg vækkede
hendes afsky, og hun gik aldrig mere ud med mig.
