Drengen med cyklen (Le gamin au vélo)
Selvom Dardenne-brødrenes film fra sidste år, Drengen med cyklen (2011), er placeret i periferien af CPH PIX programmet, så ser Virkelig det som en ære at beskæftige sig med instruktørduoen, når de med forsinket premiere i disse dage vælter det danske Poltikenpublikum med deres til dato lyseste og bredest appellerende film. De har nu lavet seks fremragende fiktionsfilm, der alle kendetegner noget af det bedste spillefilmsindustrien har givet os de sidste par årtier. Fra Løftet (1996), hvor brødrene virkelig fandt deres spillefilmsudtryk, over Cannes-prisvinderne Rosetta (1999), Sønnen (2002), Barnet (2005) og Lornas hemmelighed (2008) har deres film været variationer over mange af de samme temaer og filmiske stilgreb. Det etisk penible møde med den Anden er for eksempel kværnet gennem Luc Dardennes tidligere filosofiske skoling i Levinas og forsøgt tematiseret igen og igen i deres film. Drengen med cyklen er ikke en undtagelse, selvom få afvigelser fra tidligere temaer og stil selvfølgelig er blevet påpeget. Ikke mindst bruddet med det konsekvent usentimentale, deres brug af ikke-diegetisk lyd og åbningen mod en større grad af kontinuitet i filmsproget er overraskende.
I Dardenne-brødrenes film bliver vi fra første indstilling næsten altid smidt ind i et hæsblæsende øjeblik, hvor en eller flere protagonister på desperat vis søger væk fra de ulykkelige omstændigheder, de er havnet i. I denne film følges flugten helt tæt på og det håndholdte kamera halser efter Cyril, der med udstrakt halsparti spæner af sted i en lang og mesterligt udført åbningsscene. I Drengen med cyklen er det den unge, rødhårede Cyrils (Thomas Doret) flugt fra en døgninstitution og et par pædagoger, der sætter rammerne for det karakteristiske og meget minimalistiske persondrama i det altid foretrukne belgiske forstadsområde nær Seraing. En by i nærheden af Liege, hvor instruktørbrødrene er vokset op og stadig bor. Doret blev castet ud af 150 drenge, som alle blev filmet i forløbet. Han dukkede op som nummer fem på førstedagen af denne casting og brødrene vidste omgående, de ville ende med at vælge ham. Det forstår man godt. Cyril udstråler en intensitet og glubskhed, som man sjældent får lov at se hos børn på det store lærred. Allerede anden scenes lange indstilling af Cyrils søvn, hvor hans halspulsåre slår hurtige, tydelige slag, var nok til, at jeg overgav mig fuldstændig til filmen.
Cyril er placeret på døgninstitution efter hans far, spillet af Dardenne-yndlingen Jérémie Renier, opgiver rollen som forsørger. Vi får aldrig rigtig at vide, hvorfor det forholder sig sådan. I et forsøg på at finde sin far og ikke mindst hans cykel, vælter Cyril ved et tilfælde ind i Samantha (den berømte Cécilie De France) i en lægekonsultations venteværelse. Han klamrer sig til den frisørlækre Samantha, der som en anden skytsengel og ud af det blå viser interesse for drengen med det samme. Hendes motivation får vi heller ikke forklaret. Der tegner sig langsomt et mønster i gengivelsen af disse motivløse handlinger. Samantha tager senere kontakt til Cyril på døgninstitutionen, fordi hun har fundet hans cykel. I en øm scene, hvor Cyril jagter hendes bil på den genvundne mountainbike, aftaler de mulighederne for nogle weekendbesøg. Langsomt vænner Samantha sig til tanken om eventuelt at adoptere Cyril. Den proces følger vi gennem filmen med sporadiske og desperate besøg hos den fraværende kokkefar, der på intet tidspunkt viser overskud eller oprigtig interesse for rollen som forsørger. I nærheden af Samanthas frisørsalon møder Cyril en erstatningsfigur for sin far i form af roden Wes, der lokker ham ud i drengestreger og det der er værre. Det hele ender med en situation, hvor Cyril har hovedrollen i et røveri, han på ingen måde selv er idémand bag. Slutningen vil jeg ikke afsløre, men det er en for Dardenne-brødrene sommerlig og langt mere håbefuld slutning end i noget andet værk, de har lavet. Tematisk er brødrene selv meget optaget af de uduelige faderskikkelser i filmen og deres, indrømmer de blankt, mere optimistiske måde at eksekvere filmkunst på denne gang. En beslutning der også, ifølge dem selv, har med ambitionen om at nå længere ud til et bredere publikum. Måske var det det, jeg i første omgang misbilligede ved filmen, selvom den sidenhen, da jeg så den igen, overbeviste mig på en række områder, jeg havde overset ved første møde.
Siden den før omtalte Rosetta, den måske mest anerkendte film i deres oeuvre, har instruktørerne valgt at følge deres protagonist på klods hold, men ikke med en indgående psykologisk indsigt i karakteren. Det er generelt svært at læse ansigterne i deres film. I Drengen med cyklen får vi et visuelt nærstudie af Cyrils spændte kæbe, våde øjne og hver en lille fregne i det dybt fascinerende barneansigt. Instruktørerne har selv udtalt, at de ved flere lejligheder, når de har med skuespillere at gøre, må afværge og modsætte sig vedkommendes lyst og evne til at give udtryk for en følelsesladet mimik, der, i skuespillerens tillærte forståelse af drama og skuespil, skulle korrespondere med den generelle dramaturgi og narrative fremdrift i det foreliggende manuskript. Af samme grund har Dardenne-brødrene reelt ikke arbejdet med erfarne skuespillere før De France, men enten brugt komplet uprofessionelle eller nyligt uddannede skuespillere. Idealet om det nærmest udtryksløse skuespil hos karaktererne er et kendt fænomen hos en række andre prominente auteurs, men hos Dardenne-brødrene er det faktisk interessant at se, hvordan det går i spænd med en ofte intens og generelt nervepirrende fremdrift i den overordnede dramaturgi. Dialogen er ofte holdt meget asketisk med særligt udvalgte og prægnante replikker, mens handlingen får lov at være ganske livlig uden at forfalde til mere forudsigelige plotstrukturer. Det er generelt meget svært og meget dumt at reducere deres stil til socialrealisme. Det kan man til nøds gøre på et tematisk plan, men stilistisk er de af en helt anden skole.
Hvad jeg personligt studser over hver gang, jeg ser en ny film af brødrene, er deres særlige fornemmelse for materialitet og tingenes ofte skæbnesvangre begrænsninger og generelt enormt betydningsfulde rolle for menneskene i deres film. På trods af deres ellers meget spartanske og konceptuelle titulering af deres film, så optræder der i Drengen med cyklen for første gang et ikke-menneskeligt objekt i filmtitlen. Lig materialerne i mange af de tidligere film, så har cyklen en altafgørende betydning for karakterens skæbne. Det er ikke blot en tydelig reference til tidligere cykeltyvstemaer i filmhistorien. Cyklen er transportmidlet, hvormed Cyril både jagter og flygter fra det meningsfulde i et liv uden faste rammer i limbostadiet mellem døgninstitution, adoption og småkriminel gadedreng. Deres fortællinger er ofte betinget af den udveksling og relation, der forekommer mellem ting og mennesker. I den tidligere film Barnet er ståltrådens infiltration i knallerthjulet en nøglescene i spørgsmålet om materialitet. I Rosetta er den afsluttende scene med gasflasken et af de mest mindeværdige sisyfos-allegoriske selvmordsforsøg, jeg nogensinde har set på film. Gasånden i flasken, den besværlige, tunge flaske, er eneste udfrielse fra den djævelske tilværelse som arbejdsløs forsørger og datter af den alkoholiske og sørgeligt prostituerede mor på en belgisk campingplads. I det hele taget er der ikke den store forskel på de menneskelige og ikke-menneskelige aktører i deres film. De er alle sammen modeller og forskellige udtryk for de samme spirituelle problemstillinger, som gør verden til det den er. Selvom Dardenne-brødrene benytter sig mere af dramatiske virkemidler end Robert Bresson gjorde, så har de stadigvæk arvet adskillige grundprincipper fra den særligt definerede cinematografiske skole, han etablerede med sine film og en enkelt tekstudgivelse op gennem det tyvende århundrede. Vægtigst i den forbindelse er bruddet med forklaringer af psykologiske kausalforhold i menneskets gøren og laden. Ikke alting bør eller kan forklares, når det kommer til mennesket. Følelser og handlinger kan være unikt onde, godhjertede eller noget tredje. Det viser Samantha med al tydelighed i Drengen med cyklen.
Dardenne-brødrenes film placerer sig generelt et produktivt sted mellem det mytisk-allegoriske, højpandet cinematografiske og et andet mere socio-kulturelt projekt, der knytter sig til en ekstrem og partikulær virkelighed for nogle mennesker i nød. Håbefuldheden man efterlades med varierer fra film til film. I Drengen med cyklen får kampen for tillid og afhængighed mellem adoptivmor og adoptivsøn en næsten lykkelig slutning, selvom vejen dertil byder på højdramatiske øjeblikke, hvor endnu en Dardenne-fortolking af Levinas’ filosofiske møde med den Anden med nød og næppe ikke bliver til reelle dødsfald. Det bliver interessant at se, hvor brødrene går hen med deres næste film. I øjeblikket agerer de co-producere på et drama af Christian Mungiu, der tydeligvis allerede inden samarbejdet har lært meget af deres film. Drengen med cyklen viser, at Dardenne-brødrene stadig mestrer deres format til fulde, men samtidig er begyndt at udfordre deres udtryk en smule, som man kun kan være spændt på at se videreudviklingen af.
