Som enhver anden genre inden for enhver anden kunstart har også thrash metal sin ursuppe – denne magiske pøl hvor skabelser udvikles og perfektioneres. Thrash metal. En misforståelse fra starten, af uvidende kaldet trash. Som var det skrald. Intet kunne være tættere på sandheden. Thrash metal er de beskidtes kunst. At thrashe vil sige at vælte sig rundt voldeligt og uden tanke for andre i en rus af manisk overgivelse til kræfter som er større selvet. Genren er altså bygget på en etymologi som henviser til overdreven energiudladning i forsamlinger, og det er netop her den henter sin legitimitet; i energien. Denne underafdelings egenart findes i den moderate distortion som accentuerer de hurtige accordskift. Thrash er således kendetegnet ved en ekvilibristisk rytmesektion hvorpå leadguitarister opfører deres soloer – som oftest afsluttet af det karakteristiske thrash metal-bend. Som i enhver skabelsesberetning findes milepælene både tæt på og langt fra udgangspunktet, og de mest kraftfulde er som altid dem der ligger et stykke fra begyndelsen. Netop sådan en mindesten nedsattes af Dave Mustaines band Megadeth i 1990 hvor det emblematiske album Rust in Peace udkom. Men af hvilket materiale opbygges et sådant monument, hvordan uddrage dette vanvittige guitararbejdes DNA?
Det ligger i navnene. Det hele ligger i navnene. Dave Mustaine og Marty Friedman. Mustaine, så tæt det ligger op ad Mustang, det frådende Ford-monster. En duft af benzin, af brændte dæk og af indtørrede Budweisersjatter i en dynge af dåser. Friedman, fredens mand, jødisk udtryk og smaragder på fingrene. Et sofistikeret, feminint og skrøbeligt navn med en vægtig stamtavle. Og fornavnene. Dave er simpelt, et rugbrødsnavn, ingen intellektuel overbygning her. Det er der til gengæld på Marty som leder tankerne hen på en lærd læser af lange tekster. Vi ser en kombination af det rå og det polerede, det truckede og det adelige; den umiddelbart ligefremme oktandrevne soloshredding over for en valsende udforskning, ja, en mild og forsonlig deflorering af elguitaren. I det følgende vil vi gå de tapre videnskabsmænd fra CERN i bedene og iagttage hvad der sker når to væsensforskellige partikler med lysets fart slynges mod hinanden. Som fysikerne vil vi også finde at kræfternes sammenstød på Megadeths Rust in Peace fra 1990 ikke blot giver en masse synlige reaktioner, men også bekræfter billedet af skaberværket ved den usynlige partikels magiske og uomtvistelige tilstedeværelse.
RIP starter symptomatisk med et hurtigt, stramt og effektivt riff som bevæger sig hen imod en tung baggrund og et atypisk melodisk Mustaine-stykke spillet indover indtil den hårde shredding erobrer lydbilledet og lægger an til det nasalt udspyede vers. Holy Wars … The Punishment Due byder på Friedmans første solo for Megadeth, og det er ikke tilfældigt at det er en akustisk solo med arabiske undertoner. Det er en solo som indkapsler Martys bløde og følsomme stil, og som giver lovning på en frugtbar blanding med Mustaines velkendte brug af en mere traditionel bluesskala kombineret hæsblæsende fart og aggressivitet. Friedman har to soloer til før der er vagtskifte. Begge i bunden af vers som en accent til det netop snerrede. De er båret af en legelyst og en varieret lethed som sender tonerne på ligeligt fordelt himmelflugt og jordfart. På Mustaines solide betonfundament rejser Marty en glatglidende rutsjebane med uforudsete, men smukt tilrettelagte sving der efter endt tur fremstår med glasklar selvfølgelighed. Marty har nu haft tre soloer, og der er lagt i kakkelovnen. Glas er sat for at blive smadret, og hvem skulle smadre Martys andre end et rødhåret dampbarn med villige strenge og fremdrift som et jagerfly?
Som en logisk konsekvens af det post-Hendrix-shred som indvarsler afslutningen på Friedmans dominans, kommer Dave bankende ind som et skrigende tog fra helvede. Han glider fra høje toner til lavere registre for at ende i et nærmest uheldspræget anslag af en åben tone. Tilbage på skinnerne hviner hjulene under Mustaines tog i et hjulspin af stål mod stål og skratter tilbage mod de nederste bånd på guitaren. Hele tiden hurtigt frem i et ridt som udsletter de enkelte toner og ikke lader nogen af dem ringe. En ekvilibristisk sveddrivende opvisning i fart der banker mod de højeste toner og transcenderer dem fysisk. Mustaine har 24 bånd på sin guitar og slår dermed bogstaveligt talt de fleste standardspader i længden. Åbningsnummeret udnytter denne overbygning med en geometrisk, nærmest naturgiven præcision, og Mustaines første solo ender i et shreddende og bendende inferno med et nærmest fuldbyrdet forsøg på at udslette båndendes for rudeknuserkreativiteten så indkapslende former. Nummeret kunne have endt med denne solo, men fortsætter i stedet og lader Mustaine smadre en hammer på skibsklokken der faretruende indvarsler et ekko for resten af pladen. Tonen er slået an, rollerne er fordelt, sydstatstruckeren har budt baronessen op til dans i sit rødglødende førerhus.
Og orkestret spiller op. Næste nummer, Hangar 18, er sammen med Holy Wars … The Punishment Due en del af det sikre Megadeth-bagkatalog til koncerter. Det er en signatursang. Dels fordi den inkarnerer det brud Dave Mustaine har kæmpet med siden han blev smidt ud af Metallica. Efter at have overfaldet James Hetfield i en vanvidstenderende og altomfavnende rus fordi denne sparkede Mustaines hund i siden, vågnede Dave op til tømmermænd og lille Lars Ulrichs djærve stemme som proklamerede bortvisningen. Hangar 18 videreudvikler et riff som Mustaine oprindeligt skrev til Metallica, men blot i en wall of sound-agtig intro der virker som en ildstorm i forhold til den det Metallica selv fik ud af riffet på The Call of Ktulu. Og samtidig er sangen ikke kun farvet af Metallica. Den er lige så meget en vandring i egne skove. Hangar 18 frembyder det ultimative modspil og samarbejde på trods. Her er det igen Friedman som får lov til at dirigere fra starten. Hans første solo er selvfølgelig som var den skrevet i stjernerne, og derfor giver den som sådan ikke lovning på mere. Han får dog allerede lov igen efter næste vers og leverer den samme florlette kombination af toner som var de perler på hans egen halskæde. Den anden solo mærker man med det samme lægger op til noget andet, for baggrundens stemning er skiftet, og midt inde hiver baronessen det mest vanvittige skift i stil og tone og væver sig ubundent over i et radikalt andet univers. Lydbilledet skifter, og der lægges an til duel. Man fornemmer på skalaens slangede snoninger at baronessen forsøger at vride sig ud af dette med ynde og list, men det er dømt til at mislykkes. Hun holdes fast af den insisterende og krævende Mustaine-guitar. Den skal nok få sin vilje, det mærker man. Friedman er den udfordrede så han vælger våben. Han tyr til det han kender og skyder først i en smukt leveret opvisning af skøjtende leg hen over gribebrættet. Mustaine er forvirret og formår ikke straks at hive sig fri fra det i sig selv givende arbejde at lægge fundament til Martys ekskurser, men straks efter dette andet skud fra baronessen ændres lydbilledet igen, og det står klart at det er Daves skud nu. Der sigtes.
Ikke som et tog fra Helvede denne gang, men som et maskingevær. Som en blyspyttende gatling spyr sydstatstruckeren sin solo i gang. Med en fart og en kraft der forvrænger hans lyd i forhold til baronessens renere og følelsesbetonede traktement, vælter Dave sig ind i duellen og markerer sit ståsted. Fronterne trækkes ikke klarere op end her. De første stykker af Friedman står nu som katolsk exces over for den protestantisk hårdtarbejdende og afskrællede opvisning i energi og magt der udgår fra Daves energiudsender. Det er en blottet jernnæve der aldrig har kendt skyggen af fløjl, og som overstår sine toner uden at det synes sådan, men derimod lyder som en artistisk udfoldelse der er en baronesse værdig. Soloen der nu følger fra Friedman, kan ikke rigtig virke som et svar på denne råhed, men må forsøge at vinde på sin opfindsomhed. Det lykkes perfekt. Marty viser os den indlysende og rigtige glæde en teoretiker føler ved at have glemt teorien og lade fingrene danse som var det intuitivt. Modsvaret indeholder de klassiske Friedman-bends der samler to bends i én sekvens hvorefter mellemstykket transformerer det mellemøstlige præg til et postarabisk turbokalejdoskop af psykedelisk præcision. Derefter ender baronessen sit svar i ren og legende opvisning som æggende indbyder Dave til at gøre det umulige kunststykke efter.
Andre guitarister ville måske have nøjedes med at se på Friedman i ærefrygt og finde på et modsvar der ville matche eller overgå på nogle andre præmisser. Som en tumpet toptunet gorilla tager Mustaine dog med glæde imod og smadrer Martys lir i et perfekt afbalanceret modangreb der inkluderer netop de teknikker som Friedman forsøgte at slå ham ud med. Toner hækles med en rødglødende ståltråd sammen i en replik der endda vender baronessens kunstværk på hovedet og bender omvendt. Hvor Friedman sluttede med det klassiske thrash metal-bend, der forudsætter en opbygning soloen igennem for at kunne ende i et højt vrid i e-strengen på de nederste bånd, bevæger truckerens modsolo sig mod de dybe toner og ender i et forvredet brøl som skreg hans guitar om nåde.
Efter denne negation tør Friedman ikke bende sin sidste solo i gang, men bevæger sig i stedet ned af ukendte gange og sammensætter et frontalangreb på den ureflekterede og hovedløse smadresolo. Det er et bidrag som viser nye veje, og som lægger sig som en ufuldstændig, men så meget desto smukkere palimpsest hen over Hangar 18’s soloarbejde fra baronessens hånd. I denne Friedmans afskedssolo kan man spore tidligere tiders fragmenter af ukontrolleret kreativitet under den skrift som fremmanes hen over gribebrættet. Nu er alt sagt fra Marty, og der er ikke andet for baronessen at foretage sig end at vise sig fra sin noble side og bære truckerens exit-solo igennem så fornemt som det kan lade sig gøre. Den sidste solo i rækken bliver således til et parløb uden taber, men med to vindere. På smukkeste vis komplimenterer den adelige sin modstander og anerkender ham dermed som ligemand. Truckeren er bevidst om den ære og lader sin sidste kraftpræstation starte i hæsblæsende tempo, men uden den udslettende aggressivitet fra åbningsnummeret. Derimod står den tilbage som et monument over opbyggelighedens kakofoni. Det samme umulige stykke spilles sylespidst og lynhurtigt flere gange ned mod de små bånd. Startende i de lavere toner bevæger Mustaine sig ned mod sit klimaks og nikker hjerteligt til siden med sin opvisning i teknik. Et anerkendelsens suk høres svagt før Dave tilfredsstillet haster tilbage mod toppen. Dog kun for en stakket frist, for med det samme han er kommet derop, stryges alle toner igen ned ad brættet som en kontinuerlig flugt mod et sted under os, og truckeren tordner ned i det for ham så karakteristiske bend der indkapsler soloen og suger al overskydende energi fra dens herre. Mustaine lader sine fingre flænse strengen mod himlen og går fra det traditionelle bend over i en megaloman powershredding der stamper nummeret ind i sin slutning til tonerne af denne skrigende umulighed. Trommerne hamrer, bassen brøler, guitarerne smelter sammen, og nummeret imploderer.
Resten af RIP udvikler sig i de dybe plovfurer som er udstukket med dette duumvirat af en åbning. På Take no Prisoners har trætheden tydeligt indfundet sig, og til trods for et klippefast groove, er der simpelthen ikke energi til nye soloer før slutsekvensen hvor Friedman får lov til at folde sig ud uden konkurrence, men med fyldigt kompliment af Daves underliggende riffing. Genmæle tages der på Five Magics som i lighed med Hangar 18 indfletter soloer af Friedman for derefter at munde ud i en dæmonisk solo fra Mustaine der med sine antydninger af helhjertet vanvid synes af smitte Friedmans soloer på Poison Was the Cure og Lucretia. Martys guitar er besat, og kan ikke helt vriste sig fri af Mustaines forbandelse før Tornado of Souls. På dette syvende nummer er scenen overladt til baronessen. Dybt inde i Tornado of Souls banker sangens hjerte i form af baronessens mest fuldendte mesterværk af en solo. Det er et ridt som besidder og potenserer alle de kvaliteter der ind til videre har manifesteret sig i Martys ekvilibristiske håndværk. En opbyggelig, lang, varieret solo som kaster Daves dæmoner fra sig og cementerer den dobbelte hegemoni snarere end den enlige og endelige triumf. Albummet kunne slutte her, men gør det ikke. Dawn Patrol er dog kun bas, trommer, og Dave som taler lidt fra halsen, rustent og anerkendende i lykkelig resignation og optakt til titelnummeret Rust in Peace … Polaris. Dette sidste nummer indeholder symptomatisk heller ikke nogen solo bortset fra et ultrakort sidespring fra Marty som om ikke andet bekræfter at albummet reelt sluttede ved Tornado of Souls.
Det er det frugtbare og destruktive samarbejde mellem Marty og Dave som gør Rust in Peace til en af de største bedrifter inden for thrash metal. Som ørne der slås om territorier, har de to guitarister indfiltret sig i hinandens kløer. De hvirvler i perfekt cirklende bevægelser mod jorden og skaber kunst imens. Dog har Mustaine måtte sande at den partikel der skabte magien på Rust in Peace, ikke lader sig indfange, men brændes af i detonationsøjeblikket. I sine senere ligninger har Mustaine forsøgt at finde præcis den ubekendte som gjorde udslaget på Rust in Peace. Han har været tæt på med Glen Drover på United Abominations og lidt længere fra med Chris Broderick på Endgame, men til trods for de to guitaristers tekniske overlegenhed svinges de ikke mod Mustaine i en skabende cyklus. Friedman indspillede fire album mere med Megadeth, Countdown to Extinction og Youthanasia, som begge blev store kommercielle succeser, men ikke kommer i nærheden af det niveau der sættes på RIP. De to opfølgere, Cryptic Writings og Risk, er uinteressant flade, og Friedman fulgte sit kunstneriske fravær op med sit fysiske ditto. Nu bor han i Japan, taler japansk og medvirker som guitarist i diverse japanske tv-udsendelser med underligt syngende kvinder og samuraiskuespillere der opfører dansende sværd-skuespil i forgrunden. Dave tonser videre i sin evige jagt på forunderligt forsvundne bosoner.
