Tabu
Portugisiske Miguel Gomes er et af de mest fejrede navne på den internationale festivalscene i de sidste fem år. Han har en fortid som filmkritiker, men brød efter et par kortfilm og en fuldlængdedebut igennem med et langsomt udfoldende brag med Our Beloved Month of August fra 2008. Filmen fik stille og roligt medvind på diverse festivaler, hvor den blev hyldet af anmelderne, og til sidst var der opbygget en decideret hype omkring Gomes, hvis film blev set som et højdepunkt i en af det sidste årtis mest tydelige tendenser på art house scenen: Blandingen af dokumentar og fiktion.
Således var Gomes seneste film Tabu en af de allermest imødesete på dette års festival i Berlin, hvor den endte med at løbe med en af de sekundære priser. Inden Tabu undersøges nærmere, er det væsentligt at fastslå, at ingen her på Virkelig nogensinde så lyset i Our Beloved Month of August. Om end filmen behændigt bevægede sig på grænsen mellem dokumentar of fiktion, faldt den også på den forkerte side af den hårfine grænse, der skiller den poetiske art house-film fra den tomme og krukkede ditto. Delvist improviseret skildrer filmen et portugisisk filmholds forsøg på at dokumentere en festival i udkantsportugal, og undervejs leges der i et væk med selve konceptet skuespiller, med grænsen mellem autentisk folklore og opstillet pastiche og med instruktørens beføjelser i en films skabelsesproces.
Det er således velkendt cineast-territorie, Gomes bevæger sig i, men hvor sådanne potentielt klodsede emner bliver til krystalklare meta-cinematiske poetiseringer i hænderne på eksempelvis Lisandro Alonso, Abbas Kiarostami og Jia Zhangke, så forbliver de klodsede og hule hos Gomes. Our Beloved Month of August virker lad og uinspireret og mest af alt uden fokus. Det er ikke helt klart, hvad Gomes egentlig vil med sine meta-kommentarer, og de udmunder aldrig rigtig i andet end en konstant gøren opmærksom på sig selv. Når filmens leg med dokumentarisme er værst, tenderer den de dilettantiske. Det er svært at sige så meget om en film som Our Beloved Month of August. Den kunne have været et smukt portræt af sjældent kunstnerisk belyst portugisisk folklore, den kunne have været en sær og overraskende metafilm, hvis den havde haft et egentligt ærinde, og den kunne have været det store værk, den på mange måder postulerer at være, hvis man fra instruktøren havde mærket en gnist eller en overbevisende vilje til at tage sine egne ambitioner på sig. Den er dog ingen af disse ting, for dertil virker Gomes alt for ligeglad og ufokuseret. Filmen rummer meget få mindeværdige scener, karakterer og billeder, og helhedsindtrykket er frem for alt frustrerende. Mest af alt mangler instruktøren bag filmen fokus, fornemmelse for detaljer og såvel indhold til sin form som form til sit indhold.
Lad det være sagt med det samme, at Tabu tager et syvmileskridt og lidt til i forhold til sin forgænger. Gomes’ problemer er stadig de samme, men denne gang er der langt mere vægt bag billederne, og filmen fortjener på mange måder sin hype.
Tabu har mange bolde i luften på en gang. Først og fremmest kører den i to parallelle spor, idet den tematiserer Portugals kolonihistorie, samtidig med den eksisterer i en filmhistorisk dialog med F.W. Murnaus klassiske film af samme navn fra 1931, som den er en løs genindspilning af. Filmen er holdt i smukke sort hvide billeder, der er en nydelse at se på, og som i sig selv er et gevaldigt fremskridt i forhold til, hvad Gomes hidtil har produceret. Alene filmens prolog, der slår alle temaer an, er billetprisen værd.
Filmens første halvdel foregår i nutiden over en lille uge, hvor vi introduceres til en række, fortrinsvis ældre, karakterer. Som ofte hos Gomes er skuespillerne hverken særlig godt castede eller instruerede. Deres ansigter kommer aldrig til live, og i dette øjeblik kan jeg ikke huske, hvordan en eneste af dem ser ud. Gomes lader til at være mere interesseret i ideen om en ældre dame i en film om kolonialisme, end i at skabe egentlige karakterer. Uden at hverken begejstre eller irritere slutter filmens første halvdel for derefter at give plads til den langt overlegne anden halvdel, der foregår i den ældre dame Auroras ungdom som del af den portugisiske kolonialistiske elite.
Filmens anden halvdel foregår i junglen, der synes at være en setting, Gomes mestrer en del bedre end første halvdels urbane miljø. Der bliver arbejdet langt mere interessant med framings og kameravinkler, idet filmen langsomt skrider over i den for Gomes så velkendte cineastiske metafilm. Hele anden del er uden dialog, og med stærk filmhistorisk accent og nik til diverse tidlige slapstick-, og spændingsfilmgenrer formår den både at engagere på et narrativt og et tematisk plan. Her lykkes det rent faktisk Gomes at finde en form, der både virker og er hans egen. De kolonialistiske og de metafilmiske tråde vikles sammen med en vis prægnans i motivet omkring Auroras graviditet. Her når filmen næsten frem til en genfødselspoetik, hvor selve filmhistorien koloniseres og således baner vej for skabelsen af nye værker. Det er mere dybde, end man er vant til fra Miguel Gomes, men samtidig er det stadig lidt for diffust.
For hvor er den selvbestaltede cineasts kærlighed til film? Hvor er det, det virkelig brænder hos Miguel Gomes? Også i Tabu lader han til primært at være interesseret i filmhistorien i dens blotte referentielle egenskab. At afbillede et kamera, at genindspille en stumfilm, at lave små nik i retning af diverse instruktørers værker og så videre. Der er aldrig en helt intuitiv fornemmelse af, hvorfor Gomes laver sine film, og det bliver heller ikke i Tabu anskueliggjort, at han ønsker at bruge filmhistorien eller kolonialismen som andet end intertekstuelt legetøj.
For at anskueliggøre Gomes’ problemer er det oplagt at sammenligne ham med landsmanden Pedro Costa. Costa er også cineast til fingerspidserne, og hans debutfilm O Sangue er ligeledes en sort hvid vandring gennem filmhistoriske referencer, men hos Costa er hvert eneste billede en åbenbaring, og det står konstant klart, at man er vidne til noget andet end andre film, man har set. O Sangue er en udbygning af filmhistorien, en art alkymistisk blanding af inspirationskilder, der udmunder i noget radikalt og brændende. Man kan føle Costas hjerteblod i hver indstilling, og hans film er sig selv, samtidig med, at den er de film, den internaliserer. Gomes nøjes primært med at referere, og hans film føles hule, fordi man aldrig mærker, at der er noget, der ligger instruktøren på sinde udover referencen i sig selv.
Ligeledes er det oplagt at sammenligne Gomes’ værker med de spillefilm Costa har lavet siden O Sangue, nemlig Casa de Lava og Fontainhas trilogien. Disse fire film – som er helt anderledes end O Sangue – tematiserer også Portugals kolonialistiske fortid, ligesom de nedbryder skellet mellem dokumentar og fiktion. Men i en film som Costas seneste spillefilm Colossal Youth mærkes der en brændende anstrengelse bag samtlige optagelser, der er uanede mængder levet liv i karaktererne, og der vises konstant helt nye måder at se på verden på. Costas film ligner ikke nogen andre, mens Gomes film ikke rigtig ligner noget som helst.
Uanset at Tabu markerer et stort fremskridt for Miguel Gomes, så lider den stadig under sin instruktørs affable og diffuse tilgang til den kunstform, han tilsyneladende elsker. Forskellen fra før er, at man nu glæder sig til at se, hvor han vil gå hen næsten gang, for Tabu er en speciel og sær film at overvære. Man bør se den, hvis man interesserer sig for europæisk art house, og hvis man vil se en usædvanlig, om end ikke fyldestgørende film. Men dens instruktør har langt endnu, før han kan bære at blive sat i den klasse, mange ser ham i.
