Alperne / Dogtooth / Kinetta
CPH PIX valgte i år at kombinere den danske premiere på Alperne med visninger fra det allerede markante bagkatalog, som holdet bag filmen har arbejdet med det seneste årti. Den prioritering sætter vi pris på. CPH PIX præsenterer os nemlig for en cocktail, der måtte nå filmmediet før eller siden. Græske krisetider og den kritiske teoris enorme indflydelse i den akademiske verden er en del af baggrunden for disse græske film med hang til det subversive, absurde og dekonstruktivistiske. Blandingsproduktet har nu fået et genkendeligt og kvalificeret auteurudtryk. Bannerføreren er ikke overraskende græsk og hedder Yorgos Lanthimos. Og husk mit navn, fristes man til at sige. I folkemunde har man en tendens til at benævne hans film som ‘de der græske film’. Så for en god ordens skyld staver vi det lige: L-a-n-t-h-i-m-o-s.
Først og fremmest som instruktør, men også som co-producer og skuespiller i Attenberg (2010), har Lanthimos med Kinetta (2005), Dogtooth (2009) og senest Alperne (2011) skabt et særegent filmsprog, som sandsynligvis vil danne skole parallelt med andre af de seneste dagsordensættende strømninger i filmverdenen såsom Berlinerskolen og den såkaldte rumænske nybølge. Bag Lanthimos står medforfatteren på flere manuskripter Efthimis Filippou og producer Athina Rachel Tsangari (instruktøren bag Attenberg). Sammen bidrager de med en række spillefilm, som går i clinch med diverse former for normativitet i filmbranchen, i vores samfund og i vores private hjem. Det narrative grundlag for kontinuitet er skrøbeligt og ofte komplekst bearbejdet. Skuespillet modarbejder til tider dets egen dramatik og kameraarbejdet er suggererende, ekspressivt og detaljefikseret. Menneskene er placeret i periferien af indstillingernes framing. Ofte med ryggen til linsen. Alt dette varierer selvfølgelig fra film til film, men Alperne er på en eller anden måde repræsentativ for det meste af det, der er på færre i de tidligere værker.
I de tre film på CPH PIX løber en rød tråd af forskellige kendetegn og instruktørsignaturer, som Lanthimos på overbevisende vis økonomiserer med, så brugen af dem ikke kommer til at virke kvalmende og unødigt gentagende. Et af dem er den satiriske omgang med skuespil. Han er selv uddannet fra Stavrakos Filmskole i Athen og har siden produceret TV-shows, reklamer og endda OL-transmissioner. I alle hans spillefilm er en eller anden grad af metagreb inkorporeret i den måde skuespillet gøres kunstigt og tilsigtet klodset. Grellest er det, når karaktererne taler engelsk og eksplicit imiterer tamme dialogsekvenser fra Hollywoodfilm. Lanthimos arbejder med nogle mærkværdige iscenesættelser af konventionel dramaturgi og dialog, som er udført dybt satirisk og med harme over for den måde karakterer ofte reduceres til psykologiske arketyper underlagt heteronormative kønsrollemønstre og magtrelationer. Denne pointe har det med at vende tilbage igen og igen i Lanthimos’ film. Man fristes til at udpege et tematisk mantra for hans film, hvor al menneskelig interaktion reduceres til et spørgsmål om undertrykker og undertrykte. Penge og fattigdom. Mand og kvinde. Den gengivelse af filmene er i mange sammenhænge interessant at skildre, men den kan også blive konserverende og triviel, hvis man ikke ser det utal af mere eller mindre harmoniske og velafbalancerede magtrelationer, som også har sin plads i hans film. Det er dog ikke svært at forestille sig, at der i Grækenland i disse år kan være en vis begrundet skepsis og negativitet. Samfundets normer og folkets indbyrdes behandling af hinanden på tværs af køn og klasse er et reelt problem, hvis man skeler til det Grækenland, jeg kender fra mediedækningen og venner i landet. Det ville være dumt ikke at nævne det i relation til de film Lanthimos har lavet.
Når det er sagt, så er det vigtigt at pointere, at Lanthimos ikke er en decideret samfundsrevser. Han er i høj grad stilist og emmer af europæisk auteurklasse. Med en stor begejstring og inspiration fra flere af de store modernistiske instruktører formår han at skabe sit eget tidstypiske og overraskende bredt appellerende filmiske udtryk. Selv sværger han til koryfæer som John Cassavetes og Robert Bresson, men med et skud Luis Buñuel og Michael Haneke er vi ved at være fremme ved en kreds af inspirationskilder, som tydeligvis kendetegner hans film.
Alperne centrerer sig om en spøjst sammensat gruppe af mennesker, som bedst karakteriseres ved både at agere absurd teatergruppe og udlejningsfirma. Gruppemedlemmerne er engageret i en nådesløs udbytning, der mest af alt virker som et grotesk fremtidsscenarie, hvor diverse kunder bestiller en fra gruppen til at erstatte en person i deres liv, de har mistet. Den narrative logik er som altid hos Lanthimos ikke nem at følge. Lanthimos arbejder med det den nyligt afdøde chilenske mesterinstruktør Raul Ruiz har kaldt blandede scener. Indimellem optræder billeder af karaktererne, der ikke bidrager direkte til den i forvejen abstrakte narrative logik, som filmen er baseret på. Både billederne og menneskene har nogle underligt uafgjorte relationer til hinanden. Absurditeten eskalerer filmen igennem og forekommer nærmest uendelig i intensiveringen af uretfærdige afstraffelsesmetoder i gruppen. Det samme gælder den mellemmenneskelige apati og mistillid. Alt ender med at kunne reduceres til et spørgsmål om udbytning og egoisme, der kun modsvares af den utrolige selvopretholdelsesdrift, som de enkelte personer bliver ved med at leve deres liv med.
Der går på mange måder en lige linje mellem Alperne og Kinetta. Ud over den evigt lurende voldstematik gennem for eksempel kvælertag, forbindinger og andre tilskadekomster som gennemgående nøglesignaturer, så er der også en særegen filmisk fornemmelse for det miljø, som karaktererne bevæger sig i. De lave, horisontale strandbilleder. Det vertikalt rettet og nærmest kosmisk-transcenderende modlysbillede i Kinetta. Afklædningsscener, betonbygninger, diegetisk musik fra høretelefoner, hotelværelser og store villaer i rigmandskvarterer. Lanthimos vender tilbage til dem igen og igen. Hvor Kinetta har en mere legende og kameramæssigt anarkistisk stil, formentlig på grund af det håndholdte kamera og et begrænset budget, så virker Alperne mere udstyrstung i sit visuelle udtryk. Hvad der til gengæld præger Alperne i en grad, som Kinetta kun glimtvis beskæftiger sig med, er den ekstreme brug af fokusskifte, som ender med at have en imiterende og satirisk funktion i forhold til den digitale æras hyppige brug af samme virkemiddel. Det bliver en intenderet måde at pirre seeren og dekonstruere den almindelige måde at manipulere med kontinuiteten gennem fokusskifte. Den største modsætning iblandt de tre film finder man måske mellem debutfilmen Kinetta og Dogtooth. Dogtooth har en langt strammere komposition og viser dramaturgisk tænder på en måde ingen af de andre film gør. Derfor vil Dogtooth fortsat være den film, som folk vil huske bedst. Kinetta fremstår mere asketisk, eksperimenterende og kedelig i sit filmsprog. De forskellige indstillinger får simpelthen lov at udfolde sig på en måde, som den narrative logik i familiedramaet indimellem modsætter sig i Dogtooth. Hvor de håndholdte billeder kan virke svulstigt overgjorte, så er den narrative skrøbelighed og kompleksitet derimod velafblanceret i Kinetta. Det konceptuelle drama i filmen viser en seriøsitet og et knap så opsigtsvækkende handlingsforløb, der refererer til den generelle alvor, man i høj grad bør behandle de efterfølgende film med, så de ikke reduceres til underlig, komisk satire. I den internationale reception har der været en tendens til at fokusere på denne mærkværdighed og absurditet, så man nærmest bør forstå, at filmene kan genrerubriceres som komedier. Dette er på mange måder en misforståelse, som gør Kinetta til en vigtig film i Lanthimos’ oeuvre og dermed også et eksklusivt præsenteret debutværk i årets CPH PIX-program, som man får svært ved at opleve andetsteds.
Hvad Lanthimos byder på efter Alperne er svært at spå om. Han har selv udtalt, at han potentielt gerne vil lave en engelsksproget film, hvis det kan give ham flere penge til at lave kompromisløse og personlige film i hjemlandet. Det korresponderer meget godt med de hidtidige films til tider allegoriske kritik af filmindustriens magtspil. Som det er i bogstavelig forstand for flere af karaktererne i filmene, så er Lanthimos altså også selv parat til at prostituere sig for den filmkunst, der af de store kunstformer formentlig har det økonomisk sværest.
Han er uden tvivl en af de få, der i dag stræber efter, og i sine bedste øjeblikke lykkes med, at skabe en filmkunst, som refererer direkte til en fysisk virkelighed i visuelle fiktionsrammer. Han undviger psykologiske floskler og forklaringsmodeller for karakterers adfærd. Han tager enten naive mennesker uden fornemmelse for skuespil eller venner med et indgående kendskab til hans metode som modeller i filmene. Auteurrollen kræver overblik og total indlevelse i karakterernes plads i den større cinematografi. Det mestrer Lanthimos på overbevisende vis. Han har allerede skabt en lovende filmkarriere, der på sigt kan gøre ham til arvtager for mastodonten Theo Angelopoulos og hans altoverskyggende rolle i græsk filmkunst.
