Der er egentlig noget naragtigt ved at skrive og at tale; den sande samtale er ikke andet end et ordspil. Den latterligste fejltagelse er blot at beundre, at folk mener – de vil tale om tingene. Det er netop det ejendommeligste ved sproget, at det kun angår sig selv, ingen ved det. Deri er det en så vidunderlig og frugtbar hemmelighed – at når man blot taler for at tale, udtrykker man de herligste, mest originale sandheder. Men hvis man vil tale om noget bestemt, får dette lunefulde sprog én til at sige det latterligste og bagvendte vås. Deraf fremgår også hadet, som så mange alvorlige folk har til sproget. De mærker dets modvilje, men de mærker dog ikke, at den foragtelige snakken, er sprogets uendeligt alvorlige side. Hvis bare man kunne gøre folk det begribeligt, at det forholder sig med sproget som med matematiske formler – de skaber en verden for sig – de leger kun med sig selv, udtrykker ikke andet end deres vidunderlige natur, og på trods af det, er de så udtryksfulde – netop derfor spejler tingenes sære forholdsspil sig i disse. Kun i deres frihed er de medlemmer af naturen, og kun i deres frie bevægelser ytrer verdenssjælen sig og gør sig til en sart målestok og tingenes grundrids. Således forholder det sig også med sproget – den, der har fin følelse i fingersætningen, takten, den musikalske ånd, den, som fornemmer deres naturs sarte virkninger, og bevæger sin tunge og hånd derefter, han vil blive en profet, og omvendt, ham, som ved dette, men hverken har øre eller evne nok til at skrive sandheder som disse, vil blive hånet af sproget og menneskene, ligesom Kassandra af trojanerne. Når jeg dermed tror på det tydeligste at have angivet poesiens væsen og embede, så ved jeg godt det samme, at intet menneske forstår det, og at jeg har sagt noget skabagtigt, fordi jeg ville sige det, og så kom ingen poesi i stand. Hvad nu hvis jeg måtte tale? og denne sprogtrang til at tale var kendetegnet ved sprogets inspiration, ved sprogets virksomhed i mig? og hvis min vilje kun ville, hvad jeg måtte, så kunne dette jo til slut, uden min tro og vidende, være poesi og gøre sprogets hemmelighed forståeligt? og ville jeg så være en kaldet forfatter, da en forfatter vel kun er en sprogbegejstret? –
(oversat fra Das philosophisch-theoretische Werk, pp. 438-439.)
