Forlaget Virkelig

Forlaget Virkelig er et uafhængigt non-profit foretagende der udgiver skønlitteratur på dansk. Forlaget beskæftiger sig primært med oversat litteratur, som arbejder ikke alene med sproget som redskab, men også sproget som genstand for undersøgelse og opmærksomhed. Virkelig arbejder serielt med sine udgivelser, bl.a. i skriftserien Bestiarium – en bogserie med kærlighed til litterære kortformer, dagbøger, poetikker og laboratorier af enhver art. Forlagskataloget er omhyggeligt kurateret og nøje sammensat på tværs af genrebetegnelser og litteraturhistoriske skel, og redaktionen modtager således ikke uopfordrede manuskripter. Redaktionsarbejdet med hver enkelt bog er i praksis et samarbejde mellem oversættere, forfattere, formgivere og redaktører. Oplagene er som regel begrænsede til mellem 100, 300 og 500 eksemplarer, men flere af bøgerne er udkommet i 2. og 3. oplag. Udgivelserne er støttet af bl.a. Statens Kunstfond og Nordisk Ministerråd. Væsentlige inspirationskilder er det norske mikroforlag H Press, franske P.O.L., typograf Robert Bringhurst, samt fotograf og formgiver Joakim Eskildsen. Alle vores bøger er bundet ind, trykt off-set, og vi anvender udelukkende miljømærkede papirvarer, i reglen genbrugsmaterialer, til vores produktioner. Forlaget Virkelig blev stiftet i 2011 af naturformidler Daniel Flendt Dreesen, og første skønlitterære redaktion blev dannet i Paris og bestod af Peter Johan Meedom, Daniel Flendt Dreesen og Andreas Vermehren Holm. Tilknyttet redaktionen er bl.a. Mikkel Andersen, Frederik Mads Møller Gregersen og Sofie Isager Ahl samt et redaktionsråd bestående af bogfolk fra Danmark, Norge og Sverige. Forlaget Virkelig skylder en stor tak til England Typografisk Værksted og Jørn H. Sværen, Tallinn Book Ltd. og deres offset afdeling, Tryk 16 ved trykker Martin Hülsen, oversætter Karsten Sand Iversen, samt forfatter Tomas Espedal for hjælp og støtte til arbejdet. En stor tak rettes også til billedkunstner Kim Laybourn, billedkunstner Fanny Spång Artursson, samt Line-Gry Hørup for samarbejdet og deltagelsen omkring bøgernes grafiske udformning.

Kontakt: Forlagsredaktør Andreas Vermehren Holm på Vermehrenholm (a) gmail . com