Virkelig | | Page 2

PHARMAKON - Psykiatriens bibel, eller hvorfor det bliver sværere og sværere at være normal

Af Peter Meedom. Udgivet: 14. oktober 2011

I 2013 kommer American Psychiatric Association ned fra bjerget med de nye stentavler kaldet DSM-V (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders). Hvorfor skal du som sundt og velfungerende menneske bekymre dig om det? Fordi du sikkert allerede har en mindre sindslidelse, som manualen nu har opdaget for dig. Kan du depressionens alfabetet? Agomelatin Amitriptylin Amoxapin Atomoxetin Bupropion Buspiron Butriptylin Citalopram Clomipramin Desipramin Dosulepin Doxepin Duloxetin Etoperidon Femoxetin Fluoxetin Fluvoxamin Imipramin Lofepramin Maprotilin Mazindol Mianserin Milnacipran Mirtazapin Nefazodon Nisoxetin Nomifensin Nortriptylin Oxaprotilin Paroxetin Protriptylin Reboxetin Sertralin Trazodon Trimipramin Venlafaxin Viloxazin Zimelidin

physica-sacra

PHARMAKON er en diskussion om medicinen og medicinvidenskabens rolle og funktion i vores samfund, dvs. hvilke praksisser, institutioner og ideologier der er med til at definere hvad der er sygt og sundt, patologisk og normalt. Psykiatri og sindslidelser er et område, der fylder mere og mere – hvilken udvikling er vi vidne til? Nogen foreslår at lægemiddelindustrien fabrikerer sygdomme for at sælge deres behandlinger. Andre mener at psykiatere er moralske ingeniører, der har taget over efter præsten i bestemmelsen af hvad der er normal eller afvigende opførsel. Andre peger på at psykiatriens vækst er en del af et større kulturelt og socialt ildebefindende, hvor eksistentielle problemer kategoriseres som sygdomme. Sagt på en anden måde: er der en overdreven stor villighed til at kalde nogen syg? Eller opdager vi hele tiden nye sygdomme, som kræver behandling? Hvis det sidste er tilfældet, har det således altid været tilfældet eller er der tale om nogle omstændigheder i vores tid, der udløser dem? Vi forventer alle at få en fysisk lidelse i løbet af vort liv, så hvorfor ikke også en psykisk. WHO kommer med følgende estimat i en større rapport om psykisk sundhed fra 2001 (Mental health: New understanding, new hope): By the year 2020, if current trends for demographic and epidemiological transition continue, the burden of depression will increase to 5.7% of the total burden of disease, becoming the second leading cause of DALYs [disability adjusted life years] lost. Worldwide it will be second only to ischemic heart disease for DALYs lost for both sexes. In the developed regions, depression will then be the highest ranking cause of burden of disease. Hvis vi kendte til fysiske lidelser, som ikke blev behandlet tilstrækkeligt i samfundet, hvorfor er der så hos nogen denne skepsis over for stigningen af sindslidelser i samfundet?

physica-sacra1

Stadier på diagnosens vej

I 1880 havde man 7 diagnoser, i 2013 vil vi have omkring 500. I Danmark følger vi WHO’s International Classification of Diseases (ICD), men grundet få midler og prestige vil fremtidens internationale psykiatri først og fremmest tegnes af den amerikanske DSM. Formanden for DSM-V arbejdsgruppen, David J. Kupfer, har selv indberettet at han har siddet i rådgivningskomiteer for Eli Lilly & Co, Forest Pharmaceuticals Inc, Pfizer Inc (verdens største medicinalfirma), Solvay/Wyeth Pharmaceuticals, og Johnson & Johnson (verdens næststørste medicinalfirma); og ydet konsulentbistand for Servier og Lundbeck. Han er ikke alene i at have et tæt samarbejde med industrien: Of the 170 contributors to the current version of the DSM (the DSM-IV-TR), almost all of whom would be described as KOLs [Key Opinion Leaders], ninety-five had financial ties to drug companies, including all of the contributors to the sections on mood disorders and schizophrenia. (Marcia Angell, The Illusions of Psychiatry, The New York Review of Books)
Allen Frances, som var formand for DSM-IV arbejdsgruppen er kritisk over for diagnoseudvidelsen. I et nummer af Psychiatric Times fra 2009 skriver han, at DSM-V vil være et bonanza for the pharmaceutical industry but at a huge cost to the new false positive patients caught in the excessively wide DSM-V net. Hvad kendetegner denne manual, som fremover bliver det mest indflydelsesrige element i den globale psykiatri? Hovedantagelsen bag de mange DSM-diagnoser er, at de tilstande, de beskriver, er biologisk betingede.

I løbet af 1970erne blev de store psykiske sygdomme defineret som sygdomme i de enkelte signalstofsystemer og deres receptorer. Der havde aldrig været noget belæg for disse påstande, men denne måde at udtrykke sig på bidrog kraftigt til, at psykiatrien fra at have været en disciplin, der udtrykker sig i kvantitative termer, blev én, som udtrykte sig i kvalitative, skriver David Healey i The Antidepressant Era. Sådan har det været, siden DSM-III blev lanceret i 1980. Den tredje udgave påstod de facto at have fundet 112 nye diagnoser i forhold til andenudgaven fra 1968, og ved den fjerde udgave i 1994 var tallet over 350 med bl.a. symptomer som nedtrykthed, bekymring, at bære nag og rygning. (Homoseksualitet var imidlertid røget ud som officiel sindslidelse i 1973). Psykiatrien havde i 60erne og 70erne været under pres fra både modkulturens anti-psykiatriske polemikere som Thomas Szasz og R.D. Laing, og fra en stat, der havde svært ved at forholde sig til terapiformer, som vanskeligt lod sig opgøre. Den farmaceutiske industri havde selvsagt heller ingen interesse i at se terapiformer, som ikke indbefattede lægemidler, brede sig. Skulle man opnå større forskningsmidler og i det hele taget appellere til medicinalindustrien, måtte man have en brugbar diagnostik. Samme interesse havde de myndigheder, der skulle godkende nye præparater samt forsikringsselskaberne. Før den tid var diagnoserne kraftigt farvet af en psykoanalytisk tankegang, der blandt andet fokuserer på oplevelser, opvækstomstændigheder og sociale faktorer som meget væsentlige elementer i den samlede sygdomsforståelse. Afløseren, den kvalitative model, er tiltrækkende, idet den giver patienten den samme mulighed for psykologisk adskillelse som ved en fysisk lidelse, dvs. sygdom er noget defineret i personen, der ikke er personen selv. Sindsroen opstår i lægens anerkendelse og benævnelse af ens lidelse. Så længe det, der er galt med én, er afgrænset og til at behandle, beholder man et vist fundament. Sagen er bare, at der for psykopatologiens vedkommende ikke findes nogen anden medicinsk test end patientens egne udsagn og fortolkningsprocessen patient og ekspert imellem. Trods dette faktum er det lykkedes fortællingen om psykiatriens positivisme at vinde genklang i befolkninger verden over. Som WHO skriver: Mental and behavioural disorders are identified and diagnosed using clinical methods that are similar to those used for physical disorders… Mental disorders can now be diagnosed as reliably and accurately as most of the common physical disorders. Det er mildest talt manipulation.

Fortolkningssituationen sker i dag for det meste mellem en praktiserende læge og en patient, hvilket er afgørende for forholdet mellem medicinering og terapi. Depressionens sygdomsbillede bliver til i en udveksling mellem ekspert og lægmand i et fintmasket fortolkningsvæv: der er ønskede standarder, som rammesætter ubehaget, gør det til et problem der værdiger opmærksomhed, etablerer klassifikationer, skaber fortællinger om oprindelse og endemål, påpeger autoriteter, som kan udtale sig og svare i forhold til det. Disse og mange flere udgør depressionens eksistensmåde. Virksomheder udforsker og kortlægger ubehagserfaringer hos individer, kæder dem sammen til forjættelsen om et lægemiddels virkning og samler det hele i fortællinger, der giver stoffet betydning og værdi. I spredningen af psykiatriske lægemidler er der tale om et vagt felt af produkter, forventninger, etikker og livsmåder. I dagens Danmark har man krav på piller, men ikke på terapi. Det har adskillige årsager: det mest åbenlyse er, at det er billigere for staten at ordinere piller end at ordinere terapi. Desuden forbliver terapi en menneskelig ydelse, som er svær at produktudvikle. Ugeskrift for Læger skriver d.19/9-2011: Mere end 90% af patienterne med angst og depression behandles af praktiserende læger. Og tilføjer: I psykiatrien indføres der behandlingspakker, hvor der indgår tilbud om psykoterapi, pårørendesamtaler, psykoedukation m. m. Men kun patienter, som modtages til behandling i psykiatrien får del i dette tilbud. Psykiatrien bliver mere og mere trængt, og der er store kapacitetsproblemer og speciallægemangel. Sagt på en anden måde: psykiatere, der er uddannet til at diagnosticere og behandle sindslidelser, behandler i mindre end 10% af tilfælde borgere med sindslidelser. Derfor er det også af den yderste vigtighed at følge den diagnostiske udvikling for børn og unge, hvor diagnosen ADHD er blevet et folkeligt begreb, der kan ytres ved køkkenbordet og til julefrokosten. Snart vil andre og flere diagnoser komme til. En ny kategori foreslås i DSM-V for “temper dysregulation with dysphoria” (TDD). Det omfatter børn med voldsomme raseriudbrud, store humørsvingninger, og irritabilitet. Formålet er at adskille de symptomer fra bipolare symptomer, der behandles med meget kraftig medicin. Langtidseffekterne ved denne praksis er svære at gisne om.

Hvordan diagnosticerer man ifølge DSM? Symptomer præsenteres i brugervenlige tjeklister, som i kraft af at være numerisk ordnede giver den samme værdi til alle symptomer inden for en lidelse. Det vil altså sige at rygning og nedtrykthed diagnostisk tæller lige meget. En patient der krydser af ved fem ud af ni symptomer under diagnosen ”depression” vil således få diagnosen depression. Denne form for brugervenlighed har medført, at medicinalfirmaer nu opildner borgere til at undersøge på internettet om de kunne have den ene eller anden lidelse, hvis ikke dem begge to. Pillerne kan så bestilles hos lægen bagefter.
Det er vigtigt at forstå, at den farmaceutiske industri er en uhyre god forretning. Ja, den er måske den bedste forretning. Time skriver: ..the pharmaceutical industry is — and has been for years — the most profitable of all businesses in the U.S. in the annual Fortune 500 survey, the pharmaceutical industry topped the list of the most profitable industries, with a return of 17% on revenue. Læg dertil at lægemidler kun kan godkendes i USA, hvis de behandler en DSM-godkendt sygdom. Man begynder at forstå, hvorfor manualen er så vigtig og hvorfor der bruges så mange penge på lobbyisme og markedsføring (de farmakologiske giganter bruger årligt i omegnen af 150 mia. kr på sidstnævnte).

physica-sacra2

Lykkepillen og den hydrauliske hjerneforståelse

En gryende skepticisme, også blandt visse psykiatere, sår tvivl om antidepressivas effektivitet og påpeger et muligt overforbrug. Kritikken begrundes i selve princippet om at udskrive sindsforandrende medicin for at behandle noget, der ikke objektivt set kan bevises som en biologisk uorden på grund af en kemisk ubalance. Alligevel er dette standardslutningen. Når det gælder depression, er det mest gængse middel “selective serotonin reuptake inhibitors” selektive serotoningenoptagelseshæmmere (SSRI), som har haft kronede dage siden Prozacs lovliggørelse i USA i 1987.
Hvis man går til sin læge med slem nedtrykthed og får diagnosen depression, vil man som patient kunne sige som følgende: ”det var uden tvivl en klinisk depression. Jeg lærte at ens hjerne har brug for en bestemt serotoninmængde og hvis man løber tør for det, er det som at løbe tør for benzin.” Imidlertid eksisterer der intet ”depressionscenter” i hjernen, hvilket industrien ellers propaganderer og omkring 95% af serotonin er at finde andre steder i kroppen. Ved at øge serotonintilførslen, påvirker SSRI’erne produktionen af andre ”velgørende” kemikalier som adrenalin og dopamin. Når der så viser sig bivirkninger ved medikamenter, alvorlige bivirkninger som selvmord eller aggressiv opførsel, tyr firmaerne til argumentet om at sygdommen er skyldig. Den fuldstændige viden om et lægemiddel kommer som regel først frem, når indkomsten er faldet og dets mangler virkningsfuldt kan modstilles et efterfølgende produkt.

Men er der ikke her tale om en underlig konservativ kritik? Er det ikke mærkværdigt at ville holde den diagnostiske udvikling tilbage? Hvor ville vi være, hvis vi forsøgte det med såkaldte fysiske lidelser – ville tuberkulose så stadig anskues som ”konsumption”, dvs. udmattelse efter anden sygdom? Indvendingerne er vigtige og bør indgå i en enhver nuanceret diskussion om psykiske lidelser. Desværre er diskussionsgrundlaget ofte forvrænget, fordi langt størstedelen af psykofarmaka indføres på markedet via mildest talt dubiøse videnskabelige prøver. Derfor har vi ganske enkelt ikke et fungerende grundlag at bedømme ud fra - om man er for mere medicinering eller ej. Kort sagt har den farmaceutiske industri i mange lande endnu ikke incitamentet til vederhæftig videnskabelig praksis, idet forbrugerstyrelser blegner foran industriens pengepung og den psykokemiske viden om hjernen stadig er på begynderstadiet – ja, den psykokemiske hjerneforståelse kan egentlig kaldes hydraulisk sådan som den markedsføres til befolkningerne. Herman Boerhaave udgav bogen om den iatromekaniske model i 1724, som beskriver kroppens funktioner ved hjælp af en hydraulisk teori. Hjernen er en kirtel med nervesafter, hvis ligevægt kan forplumres. Boerhaave blev i 1747 overtrumfet af La Mettrie med udgivelsen L’Homme Machine, der som titlen antyder, er en konsekvent kemisk-materialistisk menneskeforståelse. Argumentationen er i dag analog. At piller kan virke og piller bestemt kan være nødvendige, tvivler jeg ikke på. Spørgsmålet er hvordan virker de og hvilket sammenspil har de med den diagnostiske udvikling?

I februar 2008 offentliggjorde forskere fra University of Hull under stor fanfare en metaanalyse af 47 undersøgelser af fire meget solgte antidepressive midler af typen SSRI. Metaanalysen viste, at præparaternes virkning ikke adskilte sig væsentligt fra placebo, når det gjaldt patienter med milde eller moderate depressioner. Man kan således ikke måle nogen forskel på serotonin i blodet hos deprimerede og normale, og man kan heller ikke gøre de normale deprimerede ved at støvsuge deres hjerne for serotonin. Det har man vist i såkaldte depletionsforsøg, hvor deltagerne fodres med en særlig kost, der forhindrer dem i at danne serotonin, uden at det har den mindste effekt på humøret. Det er langt fra så selektiv et indgreb, som man ellers får at vide: professor i psykiatri Tom Bolwig: Der er grænser for, hvor stor skaden er her. Lykkepiller er ret ufarlige stoffer, som selvfølgelig har nogle mindre bivirkninger. De virker som sagt ikke ret godt på melankolisk depression. Men de virker, hvorfor skulle 250.000 danskere ellers bestandig tage dem? (Weekendavisen, 19/5-2006) Hvad Bolwig overser her er, at kravet for en såkaldt virkning ingenlunde er gennemtænkt. Lykkepiller kan nemlig virke i den forstand, at de mildner voldsomme udsving, en virkning som ikke behøver at have noget at gøre med serotoninniveauet. At uskadeliggøre er ikke det samme som at helbrede. Hvis man bedøver en løssluppen tiger fra zoologisk have, så falder den rigtig nok i søvn og udgør ikke længere nogen trussel, men hvem siger at den ikke er sur, når den vågner?

physica-sacra3

Jeg og min sygdom

Det bør være klart at sygdom er et samfundsmæssigt problem (læs: primært økonomisk), men i hvilken grad er det samfundsskabt, hvis overhovedet? I DSM-IV er en sindslidelse defineret som an enduring pattern of inner experience and behavior that deviates markedly from the expectations of the individual’s culture, is pervasive and inflexible, has an onset in adolescence or early adulthood, is stable over time, and leads to distress or impairment (DSM-IV: 629). Her har vi et bud på den sygdomsforståelse, som DSM skabes ud fra. Kriterierne er: bedømmelse af tankegange og opførsel sat over for forventninger og standarder. Eventuelle afvigelser hører til individet. Men selve kriteriet for de fleste sindslidelser kræver eksplicit at man forholder sig til selvsamme opførsel, stemning eller tankegang i sammenspil med en social norm eller en norm for passende reaktioner på, fx seksuel tiltrækning eller berøvelse. De diagnostiske manualer bedømmer altså opførsel, der ikke nødvendigvis stammer fra dysfunktionalitet, men i stedet kan være udløst af konflikter med andre eller med sociale normer. WHO er i 2004 selv inde på de risikofaktorer, der kan udløse sindslidelser (fra Prevention of mental disorders: Effective interventions and policy options, summary report): access to drugs and alcohol; displacement; isolation and alienation; lack of education, transport, housing; neighbourhood disorganization; peer rejection; poor social circumstances; poor nutrition; poverty; racial injustice and discrimination; social disadvantage; urbanization; violence and delinquency; war; work stress; unemployment. Én af DSMs problemer er dens manglende klargørelse af forskellen på miljøfremkaldte stemninger, fx som reaktion på stress eller svære tider, og så dysfunktionelle tilstande som kan være virkningsfulde lang tid efter årsagerne til stress er forsvundet. De ansvarlige for ICD og delvist også for DSM skriver altså klart og tydeligt, at sindslidelser på ingen måde kan reduceres til individet, men at de er individets problem. Desværre giver det for dem ingen mening at opløse dette paradoks, for sociale og strukturelle problemer kan som bekendt ikke anskues biologisk-kemisk.

Vi nærmer os altså en tid, hvor det patologiske er normen, men hvor det ikke er normalt, dvs. accepteret at være patologisk. Det burde være tydeligt at lægemiddelindustrien ikke kunne have så stor en succes, hvis ikke det var for en generel psykisk hypokondri og selvforbedringsmanien, som altid vil benytte sig alt, der kaldes legalt og kommer på markedet. Individer spiller en rolle i medikaliseringen af deres egne livsproblemer. Overgangen fra ikke-patient til protopatient og endelig til patient er næsten umærkelig. Det vil uafvendeligt føre problemer med sig, problemer som vi ikke kan medikalisere os ud af. Gottfried Benn, en tysk ekspressionistisk digter og læge, sagde i en gæsteforelæsning holdt ved universitetet i Marburg i 1951:
”I teatret vil de til egen bedøvelse se stykker, hvor der i første scene træder en gæst ind og studser ved synet af en ung pige, i anden scene skal en bordfælle helst have stegen i hovedet, fordi tjeneren snubler – det er deres forløsende jordbundne humor. Når de kommer hjem husker de atter deres fortabthed og tager phanodorm for at blive beroliget (…) til gengæld leverer den Dem den konstitutionskorrekte genopbygning af den neurotiske personlighed, og når De på sygekassernes bekostning har fundet Dem i alt dette, så er De måske brugbar, skal vi sige fire dage i tekstilindustrien.”

Udgivet i Essay, Idéer |

IBYEN for real? Tag ambulancen ned i kaninhullet

Af Daniel Flendt Dreesen. Udgivet: 8. oktober 2011

Vi havde ikke tilladelse til at tage billeder under turen. Her, i stedet, et billede fra et af fænomenets spæde vovestykker. Rouge Ninety Eight, Philadelphia, 2008.

Glem nu alt om genkomsten af dj-veteraner til ballonfester på flæsketorvet. Glem alt om Dunkel, glem alt om Distortion. Ambulancen er landet i København, og en fredag aften i byen bliver aldrig den samme igen. Der er naturligvis ikke tale om noget tilfældigt udrykningsfartøj, men om det rullende mysterium fra Nooschock Black Hole Ambulances - undergrundsfænomenet og legenden fra 90′erne, der nu på tredje år har hærget Tokyo, Melbourne og USA (i al sin genopstandne og opdaterede forrykthed) - og som nu endelig er kommet til Europa.

Virkelig kommer på sporet af det udsøgte begivenhedskuriosum (som du ikke finder i Politikens forlystelsesrubrikker) gennem Mnac Thuesen (red. født Mark). For da et redaktionsmedlem møder Thuesen til en af sommerens mere hensynsløse guerrilla-tagfester, har den ukronede Don Krøsus af Københavns natteliv ikke meget til overs for det kreative momentum og den uhæmmede nytænkning, der omgiver ham, og som mange vil mene ellers kroner det længe kulminerende copenhipster flashparty-miljø i løbet af den netop overståede sommer. “Optimalt set - betror Thuesen vor mand i marken - optimalt set, så er der to slags opportu-nhipsters i enhver storby. Der er dem, som griber enhver lejlighed til at give den max gaspedal, og så er der dem, som owner gaspedalen i deres livsstil - fuldt ud. Men i København er der kun den første - ham den shaky type. Jeg flytter snart.” Efter at have snakket lidt frem og tilbage, bliver det klart for Virkelig-skribenten, at Thuesen ledes ved den “kontrollerede spontanitet”, der efter hans mening hæmmer københavnerne. “De hopper på vognen, men ikke før den er færdigsamlet og approved. Fut-fut”, som han siger (og gestikulerer). Det uddyber han med: “Enhver københavner går crazy som en hånddukke, der har et CV i røven. Der er ingen, som tør tage den helt ud, for alle har en manjana, et skriveflygel eller en børneslæde før hanhønen har fået tøj på. Og det er 7-365, mand. Folk har doodle-attacket deres liv… Jeg savner nogen, som fester ligesom ham i The Fly, du ved…Også bare med sig selv!”. Det er på dette tidspunkt i samtalen, Thuesen fortæller vor a posteriori “udsendte” om sit livs vildeste bytur, der fandt sted i LA for et par år tilbage. Det er nu, han fortæller os om The Ambulance, eller “NB(H)A”, som den også bare bliver kaldt. En samtale, der fik resten af aftenen til at stå i et blegt lys.

En uge efter tekster Thuesen os så følgende besked: “Hul-krydseren tripper på bygrænsen. Den store med blingxx -som vil flette boxen ud af din hovedskal. NBHAMAX9911, - Mnac”.

Pudsigt er det, at Thuesen hin aften skulle nævne David Cronenbergs The Fly, for Nooschock Black Hole Ambulances står stemningsmæssigt i gæld til andre, såkaldt “syge” film. Ingen køretur med en NB(H)A-ambulance er selvsagt ens, men “stammen” i oplevelsen er tydeligvis inspireret af idéen om et “joy ride”, en idé, der har nået størst udbredelse gennem David Lynchs film Blue Velvet og Lost Highway. Den uindviede læser må her forestille sig en natlig køretur i et ukendt, gerne øde landskab (ruderne er blændende). Dette med en utilregnelig chauffør, der som en anden mytologisk færgemand - med mere eller mindre åbenlyst diabolske motiver - tager dig med på en rejse, der ikke blot foregår i rum og tid, men lige så meget, eller måske mere endnu, i de mest brøstfældige kvarterer af din psykes underste etage. For hvornår bliver leg til dødelig alvor? Som for førerfantomet i spøgelsesambulancen, der i Lars von Triers Riget opstriber hovedfærdselsårer med nærdøds-rædsel, er grænsen i det maskerede NB(H)A-crews varetægt for længst overskredet.

Dette synes størsteparten af de, der har prøvet ambulance-oplevelsen at være enige om. De selvudnævnt “kurerede” (Cured Ones) fremlægger og deler deres personlige beretninger på særlige internetfora, der kun optager nye brugere efter nøje screening (verificering af NB(H)A-erfaring). Beretningerne vidner uden tvivl om en overskridelses-kultur, men ikke i den “traditionelle” forstand kendt fra bungy jump, faldskærmsudspring og andre “Batman”-taktikker (face your fear) i selvrealiseringens hellige navn. For de kurerede handler det måske snarere end overskridelse om en udviskning af grænserne, der udløser forskellige følelsesafkast inden for et spektrum af fetischeret angst og ekstase. Og om en overrumpling. For det er helt centralt iscenesættelsen af det uforestillelige, der udgør oplevelsens ekstremitet og særegenhed. “Patienten” kender hverken til sygdom, diagnosticering, kur eller definitionen af den kurerede tilstand før han genfinder sig på gaden, ændret for livet.

Dette måtte Virkeligs udsendte testpilot sande, og det allerede foruroligende tidligt på aftenen, da han tog på sin jomfrurejse, der på sin vis skulle efterlade ham med det indtryk, at være blevet psykologisk gennempulet - for resten af livet. Termen “mind fuck” er her ganske passende - og uomgængelig.

Både af hensyn til “den kureredes” privatliv - og til oplevelsens komplet uigengivelige karakter, er det desværre umuligt at bringe et referat. Enhver må efterprøve NB(H)A-trippet på egen krop, og på eget sind. Om end dette ikke bør forstås som en opfordring (artiklens forfatter, redaktionen og Det Virkelige Officin tager intet ansvar i forbindelse med de her frembragte oplysninger).

Til gengæld har Virkelig, gennem en mail-korrespondance, udspurgt Tara Duncan, senior research fellow ved Johns Hopkins University, om hovedtrækkene i, hvad der bedst beskrives som oplevelsesøkonomiens onde lillebror: Rabbithole Economics. Det ved første ørekast ganske vanvittigt betitlede forskningsfelt betragtes alment som en af de mere succesfulde grenspecialiseringer indenfor den progressive økonomi, der også tæller de mere udbredte basisvarianter: Experience Economy, Experimental Economy, Service Customized Economy og Natural Capitalism Studies.

Hvad der i snart 150 år (siden udgivelsen af Lewis Carolls Alice in Wonderland) har været kendt som en, i den litterære verden isoleret allusion, har, sandsynligvis i kraft af sit slående originale “billede”, langsomt udviklet sig til en almindelig kulturel trope. Det at falde i kaninhullet som et billede på en frapperende omvæltning af en given situations natur. Som mange andre kulturelle fænomener modnedes “kaninhullet” som metafor i start-halvfjerdserne, da Carolls ludiske idéværk genlæstes under indflydelse af hallucinogene stoffer, ofte koblet med anden indflydelsesrig lekture - Aldous Huxleys The Doors of Perception, for eksempel. Idéen havde oplevelsen som sit centrum. Oplevelsen af potentielt omnipresente faldlemme i hverdagens konstant pågående fænomenologi.

Duncan fortæller os følgende: “Our primary subject-matter within the field of RE (red. Rabbithole Economics) is the idea of transformation as a superior modus applicable to commercial realism at large. And, needlees to say, popular culture has played a huge part in shaping the collective imagination at work here. Think of the Michal Douglas film The Game. The only thing a billionnaire CEO can’t buy is a product unknown to him. A product he doesn’t suspect to be a product at all. Just think of how the salon parties and the secret soirees became models for the elite business lounges. Or how happenings turned out to be the future of team-building and human resource management. The “trap door and treasure hunt”-aesthetics have been essential to high society life for many years. But as a strictly clandestine feature of course. You and I might know nothing about it, as we play the part of the uninvited masses. Take Kubrick’s Eyes Wide Shut for instance. That film was nowhere near a complete fantasy. But the tactics of RE are commonplace in the educational system as well. Schools hire actors to take the students hostage. There is the whole role-playing aspect to it which is now, however, being replaced by the je-ne-sais-quoi quality of pioneering technologies. The flash code you may find on the side of your soda can provides the uncanny experience of found material “warping” you from physical reality into cybermillieu - a grander virtual reality. Today, the companies that offer rabbithole ventures profit from their clients recklessness. Their marketing branches are doing research into flashcode supernovas and the sensation of strange loops - as we speak.”

Vores kontakt hos NB(H)A - en mand kaldet Strobe, der som en anden Burial eller Banksy nægter at vise sit ansigt - fortæller os, at ingen passager nogensinde har fået lov til at booke en køretur med deres ambulancer, da det er et overlagt led i filosofien, at kontakten skal etableres “like an Alice who tumbles down the rabbithole”. De eneste råd han vil give til dristige københavnere er “always carry loads of cash” og “look out for tiny black holes in your neighborhood.”

Udgivet i Idéer, Nyheder |

Afstribninger

Af Liv Sejrbo. Udgivet: 20. september 2011

Der lang tid siden Fitzgerald sagde: Det drejer sig ikke om at tage afsted til Sydhavet, det er ikke det der bestemmer rejsen. Ikke alene findes der mærkelige rejser i byen – der findes også rejser på stedet: Vi tænker ikke på stofbrugerne hvis erfaringer er alt for tvetydige, men snarere på nomader. (Deleuze & Guattari, Tusind Plateauer)

En aften i juni. Himlen er høj blå og solen lægger sig stille omkring broerne, floden og murene. Vinden blæser i træerne. Det er en klar og rolig og højtsvævende aften. Jeg går til Île St. Louis uden andet formål end at se på solnedgangen. Det er umuligt at være et sted man er på vej væk fra. Der er en blidhed i tingenes overflader. Alle mennesker er ufatteligt smukke. Det er lang tid siden jeg sidst har gået uden et mål, eller uden i det mindste at gå med en følelse af enten at lede efter noget, eller at være på en slags flugt. Det gør jeg den aften og selvfølgelig er det der, jeg pludselig er netop det sted, jeg ikke vidste jeg gerne ville hen.

Himlens fjernhed, øens afgrænsede form, solnedgangens stilfærdige melankoli, træernes sommerlige tilstedeværelse, flodens træk. Jeg læner mig mod muren og følger vandets bevægelse henefter, og himlens opefter, og der er pludselig helt utrolig meget plads. I flere dage har jeg forgæves forsøgt at finde frem gennem forskellige maniske excesser, konfrontative samtaler, søvnløse riller, frustrationer og samvittighedskvaler. Selvfølgelig er det den formålsløse, ensomme, frie og umedgørlige aften, i en resigneret formodning om udsigten til en solnedgang, at der pludselig igen er kontakt til de uforudsigelige rum hvor ideerne bevæger sig og tankerne overrasker sig selv.

Tre hvidhårede mænd med hatte som står og fisker og fører tankerne hen til et intermistisk sammentømret hus, som ligger i en af Seinebreddens brostenbelagte blindgyder. Foran det lille træhus, som talte både en terasse, en lille bro, og en skorsten alt sammen udgjort af forskelligartede stykker tømmer, plader, brædder, paller og snore, sad hvad der måske var en far og en søn og fiskede, og som grinede og vinkede til os da vi sejlede forbi. Huset var kun synligt fra floden, og hvor jeg blandt en hel skude af solbrilleklædte turister sad og lyttede til en mekanisk stemme der gentog de samme sætninger på otte forskellige sprog.

De to anarkistiske husmænd fører videre til en bleg februardag i Bois de Vincennes, en stor skov lidt uden for byen. Her løb jeg, på en gang i min egen verden og tilstede i grusstiernes modstand. Det var tåget og koldt, træerne og buskadset var gråt og vissent, og der var ingen mennesker. Jeg havde løbet et stykke tid da jeg pludselig hørte musik. En længselsfuld melodi på et blæseinstrument kom ud mellem de forpjuskede træer. Kort efter stod der en mand iklædt et ulasteligt jakkesæt, og spillede på en stor gylden saxofon inde i skoven. Jeg løb forbi, altimedens jeg ihærdigt forsøgte at ophæve min egen eksistens, angst for at bryde ind i et rum mellem skoven, instrumentet, manden og jakkesættet, hvor jeg intet havde at gøre. Videre inde i skoven var der en umiskendelig duft af røg. Jeg var for længst blevet væk i et uigennemskueligt sti-system. Bag de uddøde brombærhække og lianforviklinger lå en samling telte, en enkelt campingvogn, og et bål. Tøj hang til tørre mellem træerne mens spredt plastisk emballage og plastflasker førte i et lille spor hen til den lille teltkoloni.

I byens tætteste områder genfinder jeg flere steder telefonbokse som er lavet om til hjem, som benyttes både til at læse og sove i, til opbevaring af ting. En form for privatliv, i en godt nok gennemsigtig og noget opretstående rektangulær skal. Det virker ubekvemt men ikke umuligt. Små forhæng hænges op og ethvert uudnyttet rum, halvtag, døråbning, eller blot overdækket sted kan indrettes til et hjem. På vej hjem en lidt sen og mørk og varm søndag aften, lå der forskellige par på madrasser på fortorvet. Det sårbare i at ligge og sove på gaden blev forstærket af forskellige former for nærhed. Et gammelt indtørret par lå i ske under et tæppe med deres hund som tredjepart. To yngre denimklædte mennesker var væltet omkuld med støvler og jakker på, han med en hånd på hendes mave. Som de lå der på fortorvet forvandlede deres søvn gadernes hektiske offentlighed til en tilbagetrukket stilfærdighed. I den varme og stille nat var byen en svævende bobbel, en sart og lavmælt sfære opstået ud af en måske ufrivilligt udvist tillid. Søvn på gadeplan.

Omkring i byen færdes en selvudnævnt poet-håndværker. Som en del af sin bevægelige tilværelse bygger han lysende springvand og mekaniske maskinerier ud af ingenting. Hans mobile hjem består af forskellige forbundne cykler. Et sort vildtvoksende skæg understreger et lurende vanvid, et frenetisk og let jaget blik. Udover springvandene udgøres hans kørende hjem af paraplyer, lærredssejl, bøger og forskellige forbindelser af sindrige installationer med umiddelbart udefinerbare formål. Det hele er akkompagneret af et utal af tætskrevne skilte, der i en på en gang kontrolleret og kaotisk håndskrift indvarsler en ny demokratisk verden og opfordrer til civil revolution, global retfærdighed og poetisk livsførelse.

Omvendt i forhold til havet er byen det stribede rum par exellence; men på samme måde som havet er det glatte rum der dybest set lader sig afstribe, er byen den afstribningskraft som overalt genetablerer og genpraktiserer det glatte rum. Fra byen udgår der nogle glatte rum som ikke længere har at gøre med den verdensompændende organisation, men med et modangreb der kombinerer det glatte og det hullede, og som vender sig mod byen: nomadernes og huleboernes umådelige, bevægelige, midlertidige slumkvarterer, rester af metal og væv eller stof, patchwork, som ikke længere bekymrer sig om pengenes, arbejdets eller bostedets afstribninger. (Deleuze & Guattari, Tusind Plateauer)

Udenomsafstribeligt manifest

Udgivet i Litteratur |

Den bønhørte

Af Daniel Flendt Dreesen. Udgivet: 12. september 2011

[Verden er stadig fuld af fantastisk, uopdaget litteratur. Blandt de mesterlige forfattere, der stort set ingen reception har i Danmark, finder vi den franske symbolist Marcel Schwob (1867-1905). Denne forfatters mest bemærkelsesværdige værk bærer titlen Le livre de Monelle (Monelles bog, 1894), og er en svimlende og knusende samling lillepigeskæbner. I kraft af deres afrundede fabeltilsnit kan disse historier læses hver for sig. Forstås kan de derimod dårligt uden at kende til fortællerens møde med gadetøsen Monelle, der både indleder og afslutter bogen. Hendes magtfulde indsigt i en art paradoksernes sandhed bringer både fortæller og læser i knæ. Pigernes længsler og katastrofer sættes i relief af en sublim søgen efter nøglen til sprogets kongeriger. Det lille oversatte uddrag, der her følger i form af afsnittet L'exaucée, skal derfor blot læses som en smagsprøve]:

Cice bøjede benene i sin lille seng og holdt øret mod væggen. Vinduet var mat. Væggen sitrede og forekom sovende med en dæmpet vejrtrækning. Det lille hvide skørt pustede sig op på stolen, hvorfra to strømper hang og dinglede som var de sorte ben, slappe og tomme. En kjole plettede på mystisk vis væggen, som havde den villet klatre helt op til loftet. Parketgulvets brædder knagede svagt i natten. Vandkanden var lig en hvid skruptudse, der sammenkrøbet i baljen indåndede mørket.
- Jeg er så ulykkelig, sagde Cice. Og hun gav sig til at græde i sit lagen. Væggen sukkede stærkere, men de to sorte ben forblev livløse; kjolen holdt inde med at klatre, men den hvide, sammenkrøbne tudse lukkede ikke sit fugtige gab.
Cice fortsatte:
- Eftersom alle vil have mig til det, eftersom man her kun elsker mine søstre, eftersom man har ladt mig gå i seng under aftensmaden, så vil jeg rejse herfra, ja, jeg vil rejse langt bort. Jeg er en Askepot, det er lige hvad jeg er. Men jeg vil vise dem, vil jeg. Jeg vil få en prins, mens de ingen vil få - ingen som helst. Og jeg vil komme tilbage i min smukke karet, med min prins, det er netop hvad jeg vil gøre. Hvis de til den tid er gode mod mig, så vil jeg tilgive dem. Den stakkels Askepot, I vil få at se, at hun er bedre end jer, vent bare.
Hendes lille hjerte voksede mere endnu, idet hun trak i sine strømper og bandt sit skørt. I midten af værelset blev den tomme stol stående, efterladt.
Cice gik forsigtigt ned ad trappen til køkkenet, og græd igen knælende foran ildstedet med hænderne begravet i asken.
Den regelmæssige lyd af en spinden fik hende til at vågne op. En lun og pelset krop strejfede hendes ben.
- Jeg har ingen god fe, men har jeg min kat, ikke sandt? sagde Cice.
Hun strakte sine fingre, og den slikkede dem som med en lille varm fil.
-Kom, sagde Cice.
Hun skubbede til havedøren og mødtes af et stærkt og køligt vindpust. Henlagt i mørke antydede en grønlig plet græsplænen. Det store morbærtræ suste og stjerner syntes hængt på snor mellem dets grene. Køkkenhaven sås tydeligt bag træerne. Melonklokkerne lyste.
Cice strøg tæt forbi to høje bundt krydderurter, der kildede hende ganske fint. Hun løb omkring blandt klokkerne, hvor korte lysglimt flagrede.
- Jeg har ingen god fe, så kan du ikke lave mig en karet, kære kat? sagde hun.
Det lille dyr gabte mod himlen, hvor grå skyer drev af sted.
- Jeg har stadig ingen prins, sagde Cice. Hvornår vil han dog komme?
Hun betragtede køkkenhavens hegn fra en stor violblå tidsel, hvor hun sad. Så tog hun en af sine tøfler af og kastede den af alt kraft henover ribsbuskene. Tøflen landede på landevejen.
Cice aede katten og sagde:
- Hør, kat. Hvis ikke prinsen bringer mig min tøffel, så køber jeg dig et par støvler, og så tager tager vi sammen ud for at finde ham. Der er tale om en meget smuk ung mand. Han er klædt i grønt, med diamanter. Og han elsker mig meget, selvom han aldrig har mødt mig. Du må ikke blive jaloux. Vi vil altid være sammen, alle tre. Og jeg vil blive mere lykkelig end Askepot, for jeg har nemlig været mere ulykkelig. Askepot gik til bal hver aften, og man gav hende meget kostbare kjoler. Men jeg har kun dig, min kære lille kat.
Hun kyssede dens fine våde snude. Katten afgav en svag mjaven og kløede sig med poten bag sit øre. Så slikkede den sig og genoptog sin spinden.
Cice plukkede grønne ribs.
Et til mig, et til min prins og et til dig. Et til min prins, et til dig og et til mig. Et til dig, et til mig og et til min prins. Sådan skal vi leve. Vi vil dele alt imellem os, og vi vil ingen onde søstre have.
De grå skyer samlede sig på himlen. En bleg flok hævede sig mod Orienten. Træerne badede sig i en blyfarvet halvskygge. Pludselig rev et iskoldt vindstød i Cices skørt. Det ruskede i planterne. Den violette tidsel bøjede sig to eller tre gange. Katten skød ryg og rejste alle sine børster.
Cice hørte på afstand lyden af knirkende hjul på vejen.
Et mat lys ramte de vajende trætoppe og løb over taget på det lille hus.
Hjulenes rullen nærmede sig. Man hørte hestevrinsken og en utydelig hvisken blandt mandestemmer.
- Hør, lille kat, sagde Cice. Hør engang. Det er en stor karet, som ankommer. Det er min prins i sin vogn. Hurtigt, kom - han vil sende bud efter mig.
En tøffel af gyldenbrunt skind fløj over ribsbuskene og landede mellem klokkerne.
Cice løb mod pilelågen og åbnede den.
En lang og mørk vogn nærmede sig kluntet. Kuskens trekantede hat var oplyst af et rødt skær. På hver sin side af hestene gik to sortklædte mænd. Vognens bagparti var lavt og aflangt som en ligkiste. En fad lugt bølgede i daggryets brise. Men Cice forstod intet af alt dette. Hun så kun en ting: den vidunderlige karet var ankommet. Prinsens kusk var beklædt med guld. Og den tunge kiste fuld af brudesmykker. Den rædselsfulde og enevældige dunst indhyllede den blot i kongelig værdighed.
Cice strakte sine arme ud og råbte:
- Tag mig med, prins, tag mig med!

Udgivet i Litteratur |

Ishunde

Af Martin Lykke Nielsen. Udgivet: 2. september 2011

20081204

Det siges, at selv den bedst konstruerede maskine
til sidst taber energien
og går i stå.

Alligevel finder jeg i en svedig metro til Place d’Italie
pludselig på ordet ishunde
Og det er som om, jeg af tilfældigheden har skabt orden.

Min mormor døde,
imens jeg skrev på en afhandling om Jacques Derrida;

jeg beslutter mig for aldrig i et digt
at nævne dette.

Ligesom jeg aldrig vil nævne lugten af Marlboro Light,
som hang i de grønne gardiner, efter hun var væk.

Kastanjetræernes skygger bliver tungere
time for time på fortovet.

Snart braser fortovet sammen,
og skyggerne suger kastanjetræerne ned i dybet –
Ingen ting, ingen idé!

synger svalerne på den solløse himmel.

Sandsynligheden for at der ud af et intet
skulle opstå et noget,
er den samme som for at personer, der er døde,
skulle ringe til min telefon.

Det er derfor, jeg ikke kan få mig selv til at slette
deres numre og navne i telefonbogen.

Når to legemer bringes i kontakt
med hinanden, udveksles energi:

Pigernes stilethæle slider asfalten tynd,
som Helheim-gletsjeren slides af solstrålernes partikler.

Ud i universet fosser energi –

som digte oplæst i det tomme rum

Udgivet i Litteratur |

Død i familien

Af Lasse Winther Jensen. Udgivet: 23. august 2011

shelomobella_rsharon

Jeg sætter mig på bagsædet. Augusts afsindige sol har ophedet bilen, så man slet ikke kan trække vejret i den, så jeg stiger med det samme ud igen, nærmest i det øjeblik jeg sætter mig. Jeg når at mærke sædet brænde på den del af mine baglår, der ikke er dækket af mine shorts.

Vi kører ind og ud af de små sirlige villaveje, der i deres ligegyldige fremtoning minder om en storbyforstad i et vilkårligt vestligt land. Alt virker sammenpresset og forkert, når man bevæger sig udenfor i Tel Aviv. Luftfugtigheden er levende, og den kryber som firben ned i halsen og ud gennem trøjeærmerne. En bil, der har stået en hel formiddag under solen er en brændende kapsel, og indeni den imploderer de få luftmolekyler langsomt i takt med fremdriften. Vinduerne åbnes, og man mærker knap en forskel. I takt med at bilen fyldes med aircondition mærkes på en gang en lettelse og et ubehag, der trykker på begge tindinger.

Jeg har sat mig på bagsædet.

”Welcome in my car”. Hun taler et fantastisk engelsk. Nogenlunde grammatik, meget sparsomt ordforråd, men en intonation, der får hvert eneste ord til at lyde håndplukket og friskt. Et ord med dryppende rødder, som hun ofte gentager for at understrege en pointe. Et uspoleret ord med et uendeligt potentiale, der i hendes mund skrælles ned til et inficeret og næsten råddent sprogligt frø, der omplantes i en muld af altædende nihilisme og en kolossal mistillid til en mening udenfor ordet selv. At ord kan lyde så inciterende – de synes at blive formet og sat til livs med en uhørt sanselig ømhed og tillid til deres kraft – men samtidig denotere så ubønhørlig en livsanskuelse, vidste jeg ikke. Alene ved så simpel og neutral en sætning som den netop ytrede, forbavses jeg over, hvor stor en auditiv tiltrækning hendes ord har, samtidig med, deres semantik ubønhørligt udbygger et billede af et for længe siden ødelagt menneske. Selv denne sætning lyser af en form for ekstatisk opgiven. En hævngerrig trang til at nedbryde ethvert tilløb til mening og harmoni.

”Thank you so much, it’s a great pleasure to be here”. Idet jeg siger ordene, lytter jeg til den timing og intonation, jeg giver dem, og med et bliver jeg en smule stolt over, hvor ofte det lykkes mig at få det, jeg siger i en situation som denne, til at virke charmerende og lige præcis kækt nok. Hun griner højt og slår hårdt og rytmisk i rattet. Selvom hun ofte griner af humoristiske ytringer, fremkommer hendes grin altid pludselige. De er så gutturale og overlagte, at de ligger nærmere råb end grin. Det tager lang tids tilvænning, før man ikke intimideres af dem.

Hun har helt mørke solbriller på, og alligevel kan jeg fornemme, at hun ser mig i øjnene i bakspejlet, mens hun taler. Hendes grå øjenbryn former sig til to skrå bekymrede linjer, når hun taler. Alt hvad hun gør og siger, virker afklaret og overlagt. Lige meget hvor grænseoverskridende og impulsive og afsindige hendes ytringer forekommer, virker de altid oprigtige og velovervejede.

I simple sætninger kommer de fleste engelske ord til hende efterhånden. Hvis hun fattes et ord i sit sparsomme fremmedsproglige ordforråd i løbet af en lidt mere kompliceret sætning, bliver det øjeblikkeligt oversat fra hebræisk.
”Since he died, I am a stone.”
Jeg ser hende i øjnene gennem solbrillerne. Hun slår blikket ned og drejer ud på den store hovedvej, og min kæreste vender sig om og ser mig i øjnene. Vi siger ikke noget, men begge føler vi et mildt chok, der hurtigt underløbes af en stiltiende blanding af accept og fascination. Tel Avivs metropol tårner sig op i horisonten udenfor vinduet. Jeg tænker på, hvor uforståeligt, det er, at der kun er godt en times kørsel mellem den tunge religiøse ørkenkolos Jerusalem og den moderne og blaserte middelhavsby Tel Aviv. Den overraskende ubehagelige følelse af at være hjemme igen, når jeg en sjælden gang imellem kommer til Tel Aviv, er lige stor hver gang.
”Really?”, replicerer jeg med et kun svagt hørbart spørgsmålstegn.
Hun uddyber med klare og tydelige ord. ”You see me and think that I am a human.” Hun kigger igen i spejlet for at forsikre sig om, at jeg lytter til hende. ” I am not a human, I am a stone. But I am a good…” Hun fattes det afsluttende ord, og henvender sig til min kæreste på hebræisk.
” שחקנית זה מה?”
” זה ‘actress’…” svarer min kæreste prompte.
”Yes, actress. I am a good actress.”

Hvert sekund føles højspændt. Intet bliver sagt blot med det formål at fylde tavsheden ud, og der mærkes ingen forventning om samtale, endsige respons på det sagte. Hendes ytringers dialogiske potentiale er aldeles underlagt deres karakter af konstateringer. Udråbstegnet synes altid nærmere end spørgsmålstegnet, selv når hun rent faktisk stiller et spørgsmål. Hendes tale bevæger sig inden for de samme emner, og spændingen ligger i den grænseoverskridende konsekvens, hvorpå emnerne frasiges nogen som helst mulighed for at indeholde en dybere mening. Familie, kultur, faderroller, moderroller. Hendes negerende og nihilistiske syn på disse ting er konstant forventeligt, men alligevel overraskende.
”It is a bad thing to give a child too much protection. I gave him too much protection.” Hun stopper sætningen, men det er tydeligt, at hun vil genoptage den efter en pause, hvor hun orienterer sig på vejen og drejer af mod kirkegården, der skimtes mellem den tætte bevoksning på bilens højre side.
”A mother does not love her first born. She gives all the love to her second child.”
Sætninger som disse falder konstant i flere forskellige afskygninger. Deres relevans er i bedste fald af overordnet karakter, og i dette tilfælde giver de ikke megen direkte mening. Itai var hendes eneste søn og den ene halvdel af et tvillingepar, hun fødte mange år efter sine to første døtre. På det store vindue i stuen står datoen 14.08.02. Jeg kan ikke lade være med hele tiden at kigge på de seks tal, når vi sidder ved bordet. Hans død er det eneste, der fylder hendes liv, og hendes skyldfølelse er et sort dyb. Det er nu blevet en form for livsmission for hende at svømme rundt i dette dyb. At forsøge at bearbejde skylden ved altid at tænke på og tale om de faktiske omstændigheder omkring hans død og ved aldrig at forsøge at bilde sig selv ind at livet er værd at leve. Hendes liv er forfærdeligt, døgnet rundt. Det gnaver i hende og piner hende hvert sekund, hver dag, som et indre Sisyfos-arbejde, der aldrig påvirkes af, at det der rent faktisk sker hver dag bobler af foranderlighed og ændringer. Hendes mål er at undvige forandringerne, og hendes eneste redningsskanse er rutinen.

”How is the TV in Denmark?”
”It’s quite horrible. I haven’t had a TV since I was a kid so I don’t really watch it.”
Hendes fjernsyn kører døgnet rundt med de elendigste programmer. I går aftes så vi et afsnit af en konkurrence for amatørkokke, hvoraf en af dem på et tidspunkt vil blive valgt til at arbejde som kok et eller andet sted, jeg aldrig rigtig fik fat i. En af dommerne sagde om en af kokkenes risotto, at den var som musik. To følsomme noder i perfekt samklang. Og mellem dem en velsignet stilhed til at fuldende helhedsindtrykket.
”Is the TV in Israel any good?”
”No. It is horrible, but I need it like air.” Hun udtaler sidste del af sætningen med en pause mellem hvert ord. I-need-it-like-air. Hun kunne aldrig nogensinde finde på at tillægge det, hun bruger de fleste af sine vågne timer på, en værdi det ikke har.

Hun hader de fleste mennesker, der ikke er en del af hendes familie. Hadet virker som en ren automatforskansning, så hverdagen kan forekomme så overskuelig og enkel som muligt.
”I don’t like the Jews and I don’t like religion”. Jeg kan ikke sige så meget. Hvis jeg siger, at jeg intet har imod hverken jøder eller religion, vil hun knap registrere det. Et sådant synspunkt er ikke en del af den simple mosaik af sympatier og antipatier, som hun gennem rutiner har skabt i løbet af årene. Hvis et udsagn ligger udenfor det, hun har bestemt sig for at mene, lytter hun ikke til det. Hendes antipatier virker som forgæves forsøg på at få et verdensbillede til at hænge sammen, ikke som noget hun lader som om indeholder mening eller sandhed.
”I hate the people from Germany and I hate the people from Poland.” Hun udtaler ordene i rytmiske stavelser og bevæger sit hoved og sine arme en lille smule fra side til side i takt til dem. ”Hate, hate, hate”, tilføjer hun. ”Those are the only people I hate.”
”I thought you hated the Arabs?”. Hun kigger forbavset op, som om der er blevet sagt noget, der slet ikke giver mening. Ikke som om, hun hører en usandhed, men som om ytringen semantisk set indeholder en central defekt.
”I never said I hated them. I just don’t like them.” Hun vender igen sin koncentration mod bilens funktioner og ligner en, der nonchalant har lagt en længe søgt brik i et svært puslespil.

Vi snakker videre om livet i dets mest fundamentale og groft overordnede fremtoning. Dette er den eneste måde, hun kan tale om sine dage på. Det er på den måde, hun kommer igennem resten af livet. Ugen starter søndag, og derfra minder dagene forhåbentlig så meget om hinanden som muligt.
”I hate Sabbath. I hate it. I hate it. I hate it.”
”Why?” Igen stiller jeg spørgsmålet som en ren funktion. Et tryk på en knap, der skal lede ordstrømmen videre. En lille sten i sætningernes konstante strøm, der drejer det hele lidt mod venstre eller lidt mod højre, alt efter hvad, der vil få hendes ord til at glide fremad på så automatisk en måde som muligt.
”It breaks the routine. I need the routine. Do you understand?” Jeg nikker, som om hun havde forklaret mig løsningen på et matematisk regnestykke.
”Okay. Okay. Okay.” Hun nikker langsomt mens hun udtaler stavelserne og udstøder et åndedræt, der minder om lettelse.

Bilen drejer af, og vi kører langs med kirkegården, der næsten ligger klos op ad hovedvejen. Bag det omkransende hegn ses et hav af grave. Stor set hver eneste sten er af samme type og størrelse, på samme måde som alle huse i Jerusalem ligner hinanden.

Vi går ind af den lille dør, der pludselig kom til syne i hegnet. Itais grav ligger tæt ved indgangen. På gravstenen er monteret et stort glasskab, der fungerer som en form for galleri. I det er der tegninger, malerier, figurer og citater. På gravstenen ligger en stor gennemsigtig hoppebold, som blev lagt der for flere år siden. Den ligger der mærkværdigvis endnu. Hun låser lågen til skabet op med en lille nøgle og lægger hoppebolden ved siden af et af malerierne. Gravstenen er en sandfarvet kolos blandt tusindvis, der ligner den, og på den står med store sorte hebræiske bogstaver Itais fulde navn, fødsels- og dødsdato, en liste over hvad han var for de forskellige folk i familien – søn, bror, onkel – og til sidst en lang liste med navne på samtlige familiemedlemmer efter alder. Først den ældste datter og hendes mand, så hendes lillesøster og hendes mand og så den yngste datter – Itais tvillingesøster – og hendes mand. Dernæst den ældste datters fem børn, så den mellemste datters to børn og så den yngste datters to børn. Til slut navnet på den ældste datters søns kone, der blev tilføjet på gravstenen, da de blev gift. Måske kommer mit navn også til at stå på stenen en dag.

Hun siger stort set ikke noget, mens vi er på kirkegården. Hun ser ikke trist eller nedtrykt ud. Vi går videre ind i midten af det store hav af grave. Solens varme er ekstrem. Mere tør og mindre fugtig end normalt i Tel Aviv, og varmen flimrer for mine øjne, idet jeg kigger ud over den ørken, som kirkegården ret beset er. Hun stopper ved sin mors grav.

Vi ser først på stenen i tavshed, hvorefter vi komplimenterer den – vitterligt – betagende dekoration, hun har lavet på stenen. Der er boret huller fem steder i den, og gennem hullerne er viklet et net af tyk ståltråd. Ved hvert hul går ståltråden ud i en spids og på hver spids er der fastgjort en plasticblomst. Hver blomst har en mørk, stærk farve, men ved to af hulerne er blomsterne lyse. I al sin enkelhed er det den smukkeste grav, jeg nogensinde har set.

”I…” Hun går i stå med det samme og vender sig eftertænksomt mod min kæreste. ” באנגלית להעריץ זה מה?”
”’Adore’. Or ‘worship’. There’s not really an exact English word.”
”I adored my mother, but she never liked me.” Vi følger efter hende tilbage mod udgangen. ”I adored her, but she never liked me and it destroyed me. And I never told her how much she hurt me. That is my great tragedy, okay?”. Mellem hvert klart markeret punktum holder hun en kort pause. Hun udtaler ordene, som om det var mig, der var dårlig til engelsk.
“Okay.”

Udenfor kirkegården er der en vandpost. Ifølge jødisk skik skal man vaske sine hænder efter et besøg på kirkegården. Min kæreste og jeg skyller vores hænder og sætter os ind i bilen igen.

For at komme tilbage til det spor af hovedvejen, der går i den modsatte retning af den, vi kom fra, er vi nødt til at køre en lang tur ned ad en sidevej og rundt i en rundkørsel. Hun taler ikke længere om Itai og hans død. Stilheden i bilen føles rar, og for første gang læner jeg mig helt tilbage på bagsædet. Jeg tænker for mig selv. Det er meget, meget tungt at være i hendes selskab, men der er også noget befriende ved det. Hun forekommer uanfægtet og ærlig omkring sit liv, der ikke er værd at leve. Hun er hele tiden akut til stede, og den ærlighed og mangel på selvindbildning, der efterlader hende forsvarsløs over for alt, der kommer imod hende, har noget paradoksalt livsbekræftende over sig. Jeg tænker, at det faktum, at hun så åbenlyst synes godt om mig, er nok. Den måde hun taler til mig på, den måde hun siger sine ord, og den måde hun reagerer på min tilstedeværelse. For mig er det nok til at se det livsbekræftende i den massive bølge af anti-liv, hun udgør. De små dråber af liv lyser desto kraftigere, når de omsluttes af så meget mørke.

”We like you, Lasse. We like you, because you are not aggressive. We don’t. Like. Aggressive. Do you understand!”
Jeg smiler til hende.

Bilen drejer ind af villavejen, og hun parkerer den med et ryk uden for huset. Vi går alle tre op ad den lange gang fra husets port til hoveddøren. Solen brænder i min nakke, og jeg kan næsten ikke vente med at komme ind til airconditionens kølige brise. Hendes mand læser avis i sofaen. Vi træder ind af døren og husker ikke at sige noget om, at vi har været på kirkegården.

Udgivet i Litteratur |

Jordskælv i Haiti, vinterferien 2010

Af Magnus Boding Hansen. Udgivet: 17. august 2011

En buttet dominikansk taxachauffør løber forpustet ind i Santo Domingos Chinatown. En smidig haitianer fanger ham en gade væk under en motorvejsbro og holder ham fast op ad to høje skraldespande. Taxachaufføren står i et par Nike air sko oven i en halvtom bakke stegt ris med pica pollo-kylling, da haitianeren vrister pengesedlen fra ham og bander ad ham. Taxachaufføren forsvinder i en sidegade. “Hvad skete der?”, spørger en plysklippet fyr i 2Pac-T-shirt på kreolsk. Han holdt parkeret med slukkede lygter. To andre dukker op. De sælger mandariner og papaja rundt om hjørnet. Klokken er 22.44 og ud over dem er gaden øde. “Han skulle veksle ham ders 500-lap,” svarer min haitianske følgesvend, Jean fra Jacmel, og peger på mig, “men han løb væk med den”. Hans puls har allerede lagt sig.

Vi har lige været i Haiti for at tage del i hjælpearbejdet. Det er ti dage siden, at et jordskælv 12. januar 2010 kl. 16:53 gjorde Port-au-Prince fattigere og fladere. Mere end 200.000 mennesker er døde. Der er kommet mange journalister til byen.

Gennem taxaens motorstøj og lyden fra en reggaeton-bas på vej til Chinatown fra ydre Santo Domingo, hvor hjælpearbejdernes bus satte os af, sagde den tyvagtige taxachauffør til Jean, at de er én ø og ét folk, og de kunne jo drikke en øl sammen. Netop noble ord og unoble handlinger er ifølge Jean, som bærer militærvest og laksko, typisk dominikansk, også efter katastrofen. “Ét folk: både dominikanere og sorte,” sagde taxachaufføren, som selv var sort. Ligesom 90 procent af dominikanerne er. De ser sig som mulatter eller kanelfarvede. Det er haitianerne, der er de sorte. En FN-rapport fastslog i 2007, at der er “udbredt dominikansk racisme mod haitianere”. Haitianere kaldes tit congolesere. De stammer fra afrikanske slaver, og Congo er et land i Afrika. Det er logikken.

Fjendskabet går tilbage til Haitis invasion af Den Dominikanske Republik i 1822 - 18 år efter Haitis selvstændighed fra Frankrig. I 1937 tog den dominikanske diktator Rafael Trujillo hævn og stod bag 20.000 haitianeres død i Operation Snittet. De fleste haitianere i Den Dominikanske Republik lever uden rettigheder. Mange kom til i 1970′erne, lokket af løfter om en bedre fremtid, for at skære sukkerrør. Allerede i 1983 kaldte Den Internationale Arbejdsorganisation deres grumme arbejdsvilkår (som er dokumenteret i Maurice Lemoines dokumentarfilm Bitter Sugar) for “nærmest slaveri”, og i 2006 udtrykte Amnesty International stærk bekymring over, at den dominikanske regering ikke fordømte en sag om voldtægt og levende afbrænding af haitianere i bjergene mod nord, som hævn for et mord. Mordet viste sig senere at være begået af dominikanere. En lov fra 2004 er central for problemstillingen: Børn født af illegale haitianere bliver ikke automatisk statsborgere i Den Dominikanske Republik. Det gælder over en kvart million børn og er i strid med menneskerettighederne, afgjorde Den Interamerikanske Domstol i 2005. Samme år erkendte præsident Leonel Fernández, at man behandler haitianerne “udnyttende og umenneskeligt”. Men loven gælder stadig. “Af-haitiserings-kampagner” er almindelige i krisetider. De seneste massedeportationer af haitianere skete i 1991, 96, 97 og 99. Hovedargumentet er det samme som mod mexicanere i USA og nicaraguanere i Costa Rica: De er for mange, de er en belastning. Det skønnes, at der opholder sig en million haitianere i landet; en fjerdedel legalt, halvdelen illegalt og den sidste fjerdedel som papirløse børn af de illegale.

En pæn familie ser baseball på en udendørscafé i Santo Domingos kolonitidskvarter, hvor et høfligt turistpoliti holder vagt og en liter Presidente-øl er halvtreds procent dyrere end i resten af byen. En haitiansk kvinde beder dem med et papskilt om lidt penge til at købe mælkepulver til sin baby. De siger nej. Det gør jeg også, og så går hun videre. Hun siger ikke noget. Sønnen, som er omkring syv år, kaster småsten efter hende. Han får hverken ros eller ris af sine forældre. Det er lunt og en rar aften her på caféen, og nu bliver der ramt en home run af det røde hold. Det er dem, de fleste hepper på.

foto-haiti-dominikanske-hjc3a6lpearbejdere-i-haiti-2

“Grænseløs solidaritet” stod der søndag i avisen El Nacional over et billede af Hugo Rafael González Borrel, generalen for Mission En Venlig Håndsrækning. Han bar en kvæstet haitiansk dreng på armen. Han bar også solbriller. Mange dominikanere har givet blod til de kvæstede, og landet var blandt de hurtigste til at hjælpe. Det er dog sigende, at Haitis regering afviste et dominikansk tilbud om at sende 800 soldater over grænsen, og kun accepterede udstationering af et mindre antal soldater til at vogte hovedvejen. Der er stadig spændinger.

Og i vores bus af hjælpearbejdere viser racismen igen sit ansigt. En studerende fra Universidad de Santo Domingo med lækkert fugtet hår morer sig: “Ha! Har I set? De har hængelåse. På teltene!” Det er der mange, der har set. Nogle kaster nødhjælpsboller i nakken på nogle andre. Enkelte laver pruttelyde med munden. Der er en god stemning i bussen, især hernede blandt de unge, hvor jeg sidder. “Fire haitianere gav os fingeren. Hvad er det for en tak?” siger en afromama. Det er hende, der har kogt kyllingen. “Lad os komme væk, de er kriminelle hele bundtet,” råber en anden, da en sulten flok haitianere springer op af siderne på forsyningsvognen på vej mod stop 2 i indre Port-au-Prince og tvinger os i bakgear. Trafikken er karnevalsk og lukker sig om os fra sidegaderne. Alle er bange for natten. Bussen bakker langsomt og slipper så væk fra menneskemængden.

Resten af turen er der ingen, der laver pruttelyde med munden. Men nogle bredhoftede kvinder forbander stadig de vilde haitianeres utaknemmelighed, nu bare lavt og hurtigt, så jeg kun kan høre det, fordi jeg sidder lige bag dem, mellem dem og de unge, med ét øre op over sædekanten.

Fra begyndelsen af hjælpearbejdet har vi afskrevet de dele af Port-au-Prince, hvor folk er så sultne, at det ikke er sikkert at uddele mad. Pladsen 10 kilometer fra Port-au-Princes centrum, nær forstaden Croix-des-Bouquets, hvor vi kan dele mad ud, er som Roskilde Festival mandag morgen, når folk smadrer telte for sjov, inden de tager toget tilbage til byen og et bad. Presenninger, undergang, tomme plastflasker. Alle farver er matte som på gamle postkort. Huse er bukket sammen i støvet og man finder stadig døde under murbrokkerne. Der er 31 grader i skyggen, men der er ingen skygge, for der er ingen træer. Det lugter af død og kylling kogt op under solen.

“Tag mig med”, siger en smuk kvinde til mig med et smil. Skrid coño, siger hendes mand. Uden et smil. Han kommer mod mig, truende, muskuløs, barmavet. Coño betyder kusse på spansk. Sådan én har jeg ikke, så jeg sætter mig tilbage i bussen og bladrer lidt i et magasin, mens jeg venter på at blive kørt væk derfra.

Reportagen er en del af en serie på tre tekster, hvor de næste to er:

Militærkup i Honduras, juleferien 2009

Krig i Sudan, sommerferien 2011

Udgivet i Essay |

PHARMAKON - Elendighed og elskovssyge i 1600-tallet

Af Peter Meedom. Udgivet: 3. august 2011

bosse

Omskiftelige og derfor elendige er menneskets vilkår! I det ene øjeblik har jeg det godt, det næste skidt. Jeg overraskes af en pludselig forværrelse uden at kunne tilskrive det en grund, endsige have et navn for det. Vi studerer helbred og vi overvejer vor mad og drikke, frisk luft og legemsøvelser, og vi bryder og polerer hver en sten som går til vores bygning – således er vort helbred et regulært arbejde, men på et minut slår en kanon det hele i stykker, omstyrter alt, nedriver alt. En sygdom uforebygget trods flid, uventet trods al vor nysgerrighed – nej, ufortjent, hvis vi udelukkende betragter forstyrrelsen – hidkalder os, griber os, tager os i besiddelse, ødelægger os øjeblikkeligt. O, elendige menneskets vilkår!, som ikke var mærket af gud, ham, idet han er udødelig, havde anbragt kul, en stråle af udødelighed i os, hvilken vi kunne have blæst til en flamme, var det ikke for vor første synd som slukkede den. Vi gjorde os selv til tiggere ved at lytte til falske rigdomme og oppustede os selv i lytten efter falsk viden. Derfor dør vi ikke længere, vi sættes på pinebænken, dør af sygdommens pinsler. Vi overplages af jalousier, mistanker og ængstelser om sygdomme, før vi overhovedet kan kalde det en sygdom. Vi er ikke sikker på, om vi er syge: den ene hånd spørger den anden hånds puls, øjet spørger urinen, hvordan vi har det. Han er en verden for sig selv kun i den forstand, at han har nok i sig selv – ikke blot til at ødelægge og henrette sig selv, men også til at forudsige henrettelsen af sig selv – at hjælpe sygdommen, foregribe sygdommen, at gøre sygdommen desto mere uforbederlig gennem triste ængstelser, og – som hvis han vil gøre en ild voldsommere ved at stænke vand på kullene, således pakke en hed feber ind i kold melankoli, medmindre feberen alene skulle kunne ødelægge tilstrækkeligt hurtigt uden dette bidrag, heller ikke fuldende arbejdet (hvilket vil sige ødelæggelsen) undtagen, hvis vi sluttede vor melankolis kunstige lidelse til vor naturlige, unaturlige feber. O forvirrede foruroligelse, O gådefulde forstyrrelse, O elendige menneskets vilkår!

John Donne fra Devotions Upon Emergent Occasions and Death’s Duel (1624)

cuyporpheuscharmingtheanimals

Hvad gælder elskovssyge, er der visse gøremål, som er yderst farlige så som at læse frække bøger, at høre musik, spille strengeinstrumenter – og endvidere, at se teaterstykker og farcer, baller og danse, for sådanne udfoldelser åbner hjertets porer lige så meget som hudens. Og hvis en slange ånder nogle få fristende ord i øret, foreslår fjas og andet med lokken og smigren, eller en basilisk kommer forbi og sender lystne blikke, blinker og laver hundeøje, så lader hjerterne sig hurtigt tage og forgives – særligt de hjerter, som allerede er blevet såret. Leoparden tiltrækker alle slags dyr med sin lugt, men først og fremmest aber. Siden aberne ikke kan fanges, fordi de klatrer op i træerne, prøver leoparden at få dem med list og dækker sig med grene. Han foregiver at ånde for sidste gang således, at aberne tror, han er død. De omringer ham, dansende og drillende stamper de fødderne i indtil leoparden fornemmer, de er trætte af legen og springer op, tager den ene i munden, den anden i kløerne og fortærer dem begge. På selv samme måde leger kærlighedens og liderlighedens dæmon med dem, han vil tage: han tiltrækker dem med fornøjelser og fritid ved baller og forsamlinger, skubber dem fra regelmæssig deltagelse over i ærligt venskab og fra venskabet til lidenskabelig kærlighed, og fra kærligheden indbyder han til fortæring, og netop når han føler dem nær, griber han dem i deres agtværdige egenskaber, korrumperer den enes dømmekraft, forstyrrer den andens forestillingsevne, og i dække af bedøvende blødhed indhyller han dem i tusinder af håndgribelige elendigheder. Kærlighedens sødme er som Heracleas honning: i begyndelsen er den sødere end almindelig honning, idet den indeholder akonitin, men under fordøjelsen opstår svimmelhed og synsbesvær. Velsmagen bliver til bitterhed i munden.

Vore kvinder siger, at fjas og kys er harmløse og uskyldige, men deri tager de fejl, for disse er farligere end alle andre gøremål. Snarere er fjas som datidens egyptiske tyve, kaldet philettes eller kyssere, som snød og berøvede deres ofre under omfavnelse. Jeg er desto mere frygtsom, når det gælder kurtisering og befamling, som ikke blot falder inden for øjnenes domsmyndighed, men hændernes og brysternes.

Avicenna og Paul fra Aegina hævder, at forebyggelsen af denne lidelse kan hjælpes af en betydningsfuld sag, en forbryderretssag for eksempel. Men jeg foretrækker en lærd teolog til at få dødsfrygten og helvedesilden til at gå op for ham, og med sådanne midler at gøre ham from og inderligt bedende, da bøn og faste er uovertrufne midler imod de kødelige lysters dæmon – og jeg ville have ham til at tilbringe tid sammen med tro og dydige mennesker så, at han med tiden vil annamme sig disse egenskaber ligesom vinranken, der plantes nær oliventræet ifølge naturalisterne får en mere olierig frugt.

Nogle læger anbefaler fængsling af elskende med dertilhørende jævnlige afstraffelser, hvis de er unge, men Bernard fra Gordon går for langt, mener jeg, når han siger, at elskende skal piskes indtil de lugter skidt over det hele. Det sømmer sig mere at gøre som i gamle dage, hvor man holdt de unge fra udfoldelsen af deres lyst med en ring eller et spænde på forhuden. For at undgå overophedning af nyrerne, bør man ikke sove på ryggen. Ligeledes skal lårene ikke strammes for meget, idet det får årerne til at udvide sig. Madrassen skal ikke være af uld eller fjer, men hellere af strå eller pileblade,eller af rude, roser, åkander, valmuer eller agnus castus – den sidstnævnte blev brugt i sengene hos kvinder fra Attica under Thesmophoria for at holde dem kyske. Avicenna, Arabiens fremmeste læge, Bernard fra Gordon og Arnald fra Villanova tillige med adskillige andre moderne læger fortæller os, at for at kunne forebygge erotisk melankoli i én som forvilder sig ind i kærligheden, ham må vi få til at forelske sig i en ny ven, og når han begynder at lave kælne øjne til hende, skal vi sørge for at få ham til at hade hende og dernæst til at falde for en tredje – og så videre, adskillige gange indtil han trættes af kærligheden overhovedet, idet han tænker som Aristoteles siger, at dem som har mange venner i virkeligheden ingen har.

Den umiddelbare årsag hertil er sæd. Sæd er intet andet end blod bleget af naturlig varme, en udskillelse af den tredje fordøjelse. Alt efter mængde og kvalitet kan den irritere kroppen og derfor fremkalde en naturlig udladning. Ellers ville den blive i dens beholdere, fordærves og derfra – gennem halebenet og andre hemmelige gange – sende tusindvis af giftige dampe op til hjernen og således forstyrre evnerne og dyderne. Af denne grund er der stor nytte i at udlede enhver overflødig blod fra leveråren i den højre arm. Hvis personen er behersket, blodholdig, velbygget og ikke for mager, så kan patienten klare en rigelig åreladning. Operationen bør gentages tre eller fire gange om året så snart, man fornemmer lidelsens begyndelse, i særdeleshed når man har betragtet, at det fra begyndelsen er et virksomt hjælpemiddel.

Jacques Ferrand fra Traité de l’essence et guérison de l’amour ou de la mélancolie erotique (1610)

Udgivet i Idéer, Litteratur |

Transportprofetier

Af Jeppe Carstensen. Udgivet: 25. juli 2011

Hvad jeg nu skriver, det gælder naturen (med lille n), byen og mennesket, sandstrande og motorer. Det er ikke forankret i et kontinent, en nation eller en kommune. Det handler om planeten jorden, som vi lidt uopfindsomt har kaldt den, og dens planter, dyr, vitaminer, bakterier og andre bofæller.

Lad det være sagt: vi har ikke plads til, at alle har en bil at være sig selv i. Det episke i tilværelsen opstår oftest i mødet mellem mennesker på rejse. Kollektiviseringen af rejsen vil få folk til at føle en intimitet i nogle ellers upersonlige møder. Det er der, vi, der organiserer os i (både lokale, regionale, nationale, kontinentale og globale) samfund, bør gå hen i fremtiden.

Jeg ser ikke nogen grund til, hvorfor man absolut skal være alene eller privat for at flytte sig geografisk. På den anden side behøver kollektive rejseformer som sagt ikke nødvendigvis at være sociale oplevelser. Jeg sætter en dyd i at være upersonligt tilstede i en rumænsk, indisk, spansk, mongolsk, fynsk eller tysk togkupé. En rejsende føler sig ofte mere fremmed, når hun ikke mestrer et sprog til fulde, eller ikke forstår at afkode de lokale menneskers adfærd. Man kan gå langs kupéerne og stikke hovedet ud forskellige steder sammen med rygerne. Eller gøre turistantropologiske noter om den lokale arbejderstand, der sidder trætte og fedter togruden til med deres morgenhår. Et billede fra pyrenæerne mellem San Sebastian og Bilbao klæber sig til min hukommelse. Det samme gør en rejse mellem Skjern og Ringkøbing, hvor nogle unge fra en lokal produktionsskole talte om genkommende tyverier på deres kollegie. Jeg husker stadig vintersolen den dag. De våde gummisko på sædet og det flimrende lys fra trækronerne, der kastede sig ind i toget.

Jeg har det bedst, når der er utallige medpassagerer i toget. Især, hvis man sidder oven på hinanden. Hvis man ikke kan undgå at røre hinanden, at irritere hinanden, ånde, hoste eller kigge på hinanden. Jeg indrømmer, at mit begær efter at tale med andre passagerer, at flå den rejsende for detaljer og gøre dem mine, er voldsom. Det er min last at være sådan, mine følelser omkring det er nærmest barokke, men jeg ser det ikke som en nødvendighed for alle rejsende at være sådan (i sidste ende er det også kun i kraft af min privilegerede samfundsposition, jeg kan skrive dette essay, at jeg kan rejse som jeg gør).

At være blandt biler er i teorien en katastrofe for mig. Det handler ikke om den tid, man sidder i bilen, jeg har haft nogle af mine mest mindeværdige og lykkelige øjeblikke i biler, men mere om selve eksistensen af biler, om deres historie og deres destruktionspotentiale for alt omkring os. Bilfirmaerne har en grådig universalistisk måde at navngive deres produkter på. Toyota Celica, Ford Mondeo, Skoda Fabia. Alle navne er gået gennem et computergenereret system, der frembringer de nemmest udtalte bilnavne til den globale forbruger. Idéen om fri bevægelighed med én bil per borger (eller flere) er blevet en menneskeret på lige fod med en bopæl eller fødevarer. Jeg kan gå med til, at der bør følge visse borgerrettigheder med det at transportere sig, men at det skal gøres med en ekstrem og ofte unødvendig frihedsgrad gennem bilkørsel, det har jeg svært ved at se logikken i.

I toget kan jeg sidde ved siden af hele verden. Det adskiller sig selvfølgelig fra land til land, om man kan gå frit fra sektion til sektion, kupé til kupé, vogn til vogn, sæde til sæde eller ståplads til ståplads. Jeg kan dog altid finde et menneske at observere eller endnu bedre at tale med. Jeg har ikke en indre sensibilitet for verden, der slår takten an for min fantasi, for min begejstring for verden. Jeg har brug for at høre et barn skrige eller trutte i en konkylie. Jeg skal høre trommerne i det fjerne, se en mands øjne kigge undrende på mig, mærke en akrobatisk dreng kravle på min ryg og mærke en kvindes bryst i min hånd. Før disse ting manifesterer sig mellem mine hænder, eller gennem andre kropslige sanser, findes jeg ikke. Min tale og skrift ville ikke eksistere, hvis jeg betroede mig til indre fornemmelser og påfund af den rene fantasi. Intet menneske ville nyde mit selskab, hvis ikke stimulanserne væltede ind over mig. Toget har denne praktiske og fuldstændig uundgåelige virkning på mig. Jeg kan sidde og svede i et tog mellem Kolkata og Canning, mærke et ægtepars udmattede væsen gennem deres tynde lår, deres små suk og deres hoste efter en lang markedsdag i Kolkata. Deres fødder træder på mig, da de stiger af, men jeg elsker dem ikke mindre af den grund. Tværtimod er min kærlighed elektrisk i det øjeblik, manden træder på min vrist med en skarp lædersandal uden at efterlade den mindste undskyldning eller høflighedsfrase.

Min begejstring er stor for kørsel på øde landeveje, for et lift på en mindre trafikeret motorvej eller et ophold i en bilkø en sommerdag, hvor alle stiger ud af bilen og går rundt på den smeltede, gyngende asfalt. Her kan jeg spise et medbragt og rynket æble, en blød kiks, et syrligt bolsje og snakke med de andre i kødannelsen. Bilrejser kan vise mig den ydre verdens magi, som alt andet kan det, men med biler sker det ofte gennem en særlig tilfældighedsmekanisme. Og måske også i kraft af min efterhånden automatiserede optimisme over for verden. Jeg tror ikke på, bilen i sig selv er ubrugelig eller blot et udtryk for luksus, som André Gorz gør det. Men jeg synes dog, bilen har udviklet sig til en parasit i verden gennem dens svulstige udbredelse. At sætte sig ind til et fremmed menneske i en bil og lade det have ansvaret for éns liv er til gengæld en gestus til det gode i menneskeheden. Det kan foregå på mange måder, men jeg lader det fantastiske ved motorveje og fremmede bilister fremstå gennem et minde af ældre dato.

Paula

Jeg må have været 21 år og følte mig ubarberet for første gang i mit liv. Jeg stod i klemme i tankstationens døråbning ved middagstid i Barbate. Regnen ville ikke stoppe med at vælte ned fra himlen. Varmen blev stædigt ved med at dominere vindene. Jeg havde opholdt mig i byen nogle timer og overvejede om jeg skulle tage en færge til Marokko fra Tarifa lidt længere syd på. Jeg sad på en spillecafé, hvor mænd sad og drak sjusser og kastede kortene ivrigt og hårdt ned på bordet. Jeg læste i en bog for mig selv ved et bord med en espresso. Jeg kiggede op fra bogen på folk og lidt på et TV med nyheder. Jeg havde det godt med at sidde for mig selv.

Jeg husker ikke, hvorfor jeg undlod at tage til Tarifa, men jeg endte i hvert fald på tankstationen, hvor jeg spurgte bilisterne om et lift nord på. De kvindelige bilister undlod jeg at spørge. Mest fordi jeg ikke ville skræmme dem, men også fordi jeg havde erfaret, at chancerne for at få et lift med enlige kvinder var lig antallet af de gange historien om det romantiske møde gennem et blaf var sande.

Jeg havde overnattet på en campingplads lidt uden for byen med to tyskere, jeg aldrig nåede at kende eller bryde mig om. Jeg havde det virkelig svært med andre medrejsende dengang. Der var intet held med mine forespørgsler på tankstationen. Bilisterne rystede ofte på hovedet, hvis jeg henvendte mig til dem i døråbningen. De forklarede, de ikke skulle langt, og slet ikke samme vej som mig, selvom jeg ikke havde nogen anelse om, hvor jeg ville hen. Mine hvide bukser så voldsomt beskidte ud. De var våde af regnen. Jeg forstår stadig ikke, hvad jeg tænkte på, da jeg købte dem med henblik på at rejse. Sorte ringe af olie havde printet sig ind i forskudte cirkler på mine lår. Olien stammede fra dels chorizopølsen jeg havde spist de sidste uger, men også fra de mange ophold på tankstationer, ved rundkørsler, motorvejstilkørsler og andre vejnet, hvor bilerne satte farten ned. Mine beskidte hænder havde tegnet sorte og gule streger hen over cirklerne og op mod bukselommerne. Stregerne kom sandsynligvis fra olierede dørhåndtag på biler og et utal af saftige appelsiner.

Jeg gik opgivende fra tankstationen ud på vejen og stillede mig i vejbanen mod nord. En lille, hvid Opel stoppede 30 meter fremme. Jeg havde endnu ikke rørt på tomlen eller vendt mig om mod de modkørende biler. Den lille bil, som lige havde passeret mig, kom tilbage i en fart biler sjældent bakker i. En kvinde åbnede døren og kiggede insisterende på mig. Hendes bluse klæbede sig ind til brystet, hvor to våde plamager fra bikinien og hendes brystvorter plantede sig som små mørke øer i et landskab af hvid, fnulret bomuld. Jeg tøvede ikke med at hoppe ind. Hendes hår krøllede. Det skete hurtigere end man kunne nå at se. Uendeligt dryppende krøller gjorde førersædet og alt andet omkring hende vådt. Hun sagde ikke meget, men nævnte hun havde set mig på tankstationen og genkendt mig i bakspejlet, da jeg gik på vejen.

partone-31

Det blev ved med at regne, mens vi kørte nord på langs kysten. Vejene var tomme, det var uden for sæson og folk var i arbejde i byerne. Samtalen begyndte langsomt at tage form. Vi udvekslede først gængse rejseminder og forholdte os mest til det at rejse eller til geografien langs kysten. Efter en del snak og nogle timer i bilen drejede Paula af og ville holde et hvil på en enorm, mennesketom sandstrand lidt før Cadiz. Hun løb først ud i bølgerne. Jeg var begejstret, men også forpustet over situationens afvæbnende slag i kroppen. Det hele gik ufattelig hurtigt. Tiden fløj ind i øjnene på mig, som også hundredvis af sandkorn og dråber af regnvand og saltvand fra Atlanterhavet gjorde det. For kun en uge siden sov jeg i en grøn havebusk i en forhave til en ambassadebygning i det centrale Basel. Nu stod jeg med ansigtet rettet mod bølgerne, der kastede sig op over kvindens nøgne overkrop, de små bryster rørte ikke meget på sig, hendes øjne var store, blå og lysende. Jeg havde mine lysegrønne underbukser på, der ikke var blevet skiftet siden uheldet i Madrid. Det hele forgik så hurtigt og køligt, at en rejsning var komplet udelukket.

Vi løb rundt i bølgerne under den grå himmel. Jeg fulgte Paula i alt, hvad hun gjorde. Vi hoppede over bølgerne, der til sidst blev for store til at springe over. På en måde var jeg tiltrukket af hende, men der var nogle omstændigheder, hendes alder blandt andet, selvom jeg ikke tror, at det var det, der holdte os fra hinanden, som senere bekræftede mig i, at mødet ikke skulle føre til erotik eller for den sags skyld romantik. Det forblev usentimentalt og groft imellem os. Vi talte generelt grimt til hinanden. Ironien fløj rundt i bilens klamme kabine mellem os. Jeg gjorde grin med hendes singleliv på sofaen ved en veninde. Hendes elendige bartenderjob i weekenderne på en surferstrand. Hun var blevet afvist af en mand efter syv års forhold, der ikke ville have hende mere, fordi han ikke kunne se sig selv som far med hende. Jeg selv havde idéer om at tage hjem og genetablere en tidligere affære til noget vedvarende, hvilket hun straks betvivlede seriøsiteten i, og spurgte mere ind til, fordi hun undrede sig over, jeg kunne være sikker på personen derhjemme ville have mig.

Da hun åbnede bagagerummet, gav mig et lyserødt håndklæde, farven husker jeg tydeligt, og begyndte at rode med nogle gennemsigtige plasticposer bag en våddragt, glemte jeg alt, vi havde talt om. Det aflange hvedebrød, den typiske spanske baguette, som jeg allerede havde spist meget af på min rejse, blev åbnet på langs med grådige, beslutsomme tag. Ind i revnen placerede hun fintskårne skiver skinke. Enkeltheden, min sult og den salte smag i munden eksploderede. Jeg lagde ikke mærke til, at hun klædte sig på igen, tændte en joint og satte sig ind på forsædet for at slippe for flere sandkorn i håret og maden. Jeg spiste færdig med stor grådighed, tørrede mig, skimtede en måge, der ikke kunne navigere kontrolleret i den hårde blæst, og satte mig ind ved siden af hende. Paulas hår var vådt igen og hun smilede til mig, tog hårdt fat i gearstangen og lavede et kraftigt hjulspind i sandet.

Jeg måtte fra hendes første sug i jointen tage alle logistiske beslutninger mod Cordoba. Jointen gjorde hende ubeslutsom og sløset. Især når vi nåede afkørsler. Hun forklarede mig, at hun blev en betydeligt bedre bilist efter røgen dulmede hendes frygt og kedsomhed på vejene. Paradoksalt nok har jeg ikke følt mig mere tilpas i en bil siden den dag. Vi kørte på tomme motorveje, men politiet stoppede os halvvejs mod Cordoba. Jeg havde sat benene op i vinduet for at slappe af. Det var ikke efter reglementet, men de lod os køre igen, selvom jeg måtte bevise mit EU-borgerskab eftertrykkeligt. Mine underbukser forblev klamme og våde på sædet. Hun havde placeret et tørt håndklæde under min røv.

Jeg ved ikke, om det var fordi jeg var ubekymret i den alder, eller om jeg senere udviklede en irrationel overfølsomhed over for biltrafik. Jeg bruger stadig vejene til at ramme et lykkeblaf og bevæge mig ind i kabinerne i den atomiserede trafik, hvor mennesket stadig sidder alene, tavs, forblændet af solen, af ensomheden og en gammel, bedaget transportopfindelse.

Udgivet i Essay, Nyheder |

Forfulgt af Proportionsånden

Af Peter Meedom. Udgivet: 15. juli 2011

Frit oversat efter beretningen af Christoph Friedrich Nicolai

Franz Xaver Messerschmidt døde som 47-årig i 1783. Han levede og gik klædt som en almindelig borger. Da han begyndte sine studier i Rom, havde han købt en lindetræstub, som han placerede foran Herkulesstatuen i Palazzo Farnese. De to spanske skulptører, som levede godt af deres hoflige pensioner, var klædt i prangende morgenkåber, mens de baksede rundt med måleapparater og lermodeller. Den fremmede tysker vakte deres opmærksomhed, og med sit slidte tøj og korte hår kunne han snildt være en dagsarbejder. Messerschmidt begyndte at snitte i træet med nogle få udskæringsknive. De andre kunstnere så på og særligt spanierne trak på skuldrene over det tilsyneladende forgæves i aktiviteten. Hån blev imidlertid hurtigt til forbavselse, da de så en smuk Herkules træde frem fra den uregerlige stub. Spanierne, som aldrig havde lært denne teknik, troede at det måtte være opnået takket være onde ånder og gjorde lyde. Messerschmidt, som altid var brysk, slog denne mand, der i forvejen ikke var særligt vellidt af sine medstuderende, for sin uforskammethed. Således vandt Messerschmidt en ærefuld plads og status blandt sine fæller.

1-the-artist-as-he-imagined-himself-laughing-1777-81-for-site

Han vendte tilbage til Wien, hvor han besad en position som skulpturunderviser på akademiet indtil 1774. Alle akademier er en sump af smålige intriger. I Wien var det kutymen at bukke dybt for professorer og funktionærerne fra det akademiske senat. Sådanne forhold passede Messerschmidt dårligt, da han ikke anså nogle konkurrenter som værende i besiddelse af hans egenskaber. Han begræd bittert de mange uretfærdigheder og chikanerier, som blev begået imod ham. Efter et stykke tid solgte Messerschmidt al sin kunst, tegninger, bøger, litografier og flyttede til Preßburg (Bratislava), hvor han fandt sig til rette i forstaden Zuckermandl. Han købte et hus tæt ved Donau floden. Han levede en enkel tilværelse. Jeg fandt ham dér, isoleret i sit hus, stærk og i fuldt vigør. Han fremstod som en åben og ukompliceret karakter og vi fandt snart et godt leje at være i, særligt fordi jeg havde medbragt et introduktionsbrev fra en kunstner, som han kendte fra sin tid i Rom. Møblementet bestod af en seng, en fløjte, en pibe og en italiensk bog om menneskelige proportioner. De var de eneste ejendele, han havde ønsket sig at beholde. Derudover var der en tegning af en egyptisk statue uden arme på et halvt stykke papir, som hang tæt på vinduet. Han så udelukkende på tegningen med ærefrygt og beundring.

messer8

I Wien var han i selskab med folk, som brystede sig af hemmelig viden om udvekslinger med ånder og bemestring af naturkræfterne. Messerschmidt havde en brændende fantasi og et sundt og stærkt korpus. Han levede forholdsvis alene og i cølibat fra en tidlig alder. Dette understregede han over for mig, som bevis for, at han faktisk så spøgelser. For mig var det imidlertid beviser på det modsatte. Hans tåbelighed havde imidlertid den mest ærværdige oprindelse: en sund og stærk mand, som arbejder siddende og lever alene - hele tilværelsen under stor anstrengelse af fantasien, må opleve kropslige konsekvenser af den manglende cirkulation.

Messerschmidt udtrykte sig selv modvilligt og upræcist om sine idéer, og afslørede således, hvorledes idéerne tog sig ud i hans hoved. Jeg nåede til denne konklusion: hans insisteren på, at spøgelser hjemsøgte, skræmte og torturerede ham om natten var et uigendriveligt aksiom: enhver som modsagde eller tvivlede på ham ville blive opfattet som en fjende. Han kunne heller ikke fatte, hvorfor han skulle hjemsøges af sådanne ånder, når han levede et asketisk liv. De burde ifølge den romantiske teori være sympatisk indstillet. Idet han tænkte over, hvordan han skulle bemestre dilemmaet, kom en fuldkommen løsning til syne: han nåede til en ganske sand første sætning: alle ting på jorden har specifikke indbyrdes forhold og alle virkninger har deres årsager. Han udfoldede denne idé lettere vagt ved at sige ”Alt på denne jord er styret af bestemte proportioner, og alle som påkalder sig disse proportioner i sig selv, selv dem der ikke passer ens egne, bliver nødvendigvis mødt med kræfter, som ikke svarer til ens egne.” Ud fra denne halvt forståede sætning iblandede han idéer om spøgelser og sin kunstviden, og dannede et metodisk system, som fremstod intelligent, men var det rene nonsens, og for de mennesker hvis forestillingsevne er vigtigere end deres intelligens, troede han, at det var den absolutte sandhed.

messer3

Det er almen viden, hvor stor ståhej romantikerne gjorde ud af visse naturkrafter, som den egyptiske Hermes Trismegistos angiveligt besad. Beklageligvis har han aldrig eksisteret. Messerschmidt vendte også blikket mod Egypten og som kunstner forestillede han sig, at den sande hemmelighed om proportionerne kunne udledes af den egyptiske skulpturkunst. Besættelsen var skyld i tegningen nær vinduet, som skulle være studiet af forskellige statuers deles samlede resultat. Han troede, at disse proportioner var menneskets normale proportioner. Han forestillede sig endvidere, at menneskehovedets proportioner afspejlede resten af kroppen. Dette var halv løgn og halv sandhed, som det så ofte er tilfældet, når sandheden ikke søges til bunds. Der er altid et forhold mellem alle kropsdele så sandt som der er et forhold mellem årsag og virkning. Deri består enhver virkelig menneskekrops fysiognomi. På samme måde kan vi forudsætte et grundlæggende, generelt forhold inde i kroppen. Alle tredimensionale kunster er funderet heri, såvel som idealer om skønhed og tegning. At Messerschmidt kunne tro at forhold, som er dybt hengemt under mange indbyrdes sammenstød så nemt kan udredes, giver ingen mening.

messer2

Han besluttede sig for at gå dybere ind i disse forhold i et forsøg på at opnå herredømmet over ånden således, at ånden ikke længere ville have herredømmet over ham. Han efterfulgte denne nonsensteori i praksis i den udstrækning, at når han kneb sig på forskellige steder, særligt i den højre side af ribbenene sammen med den fremprovokerede grimasse, ville han jævnligt opfylde det egyptiske ideal og den højeste fuldkommenhed. Messerschmidt blev støttet i sin futile søgen af en englænder, som viste ham et punkt på låret som svarede til netop det punkt på hovedet, Messerschmidt arbejdede på. Sammentræffet overbeviste ham om rigtigheden af sit system. Dernæst satte han sig for alvor til at arbejde; han kneb sig selv og observerede grimasserne i spejlet, og mente at have opnået et fortræffeligt resultat i magtkampen mod ånderne. Han fandt trøst i sit system og forevigede disse grimasserende forhold. Ifølge ham var der 64 variationer over grimassen. Da jeg besøgte ham, havde han færdiggjort 60, nogle af marmor, flere af blik, bly og alabast – alle sammen i tro størrelse. Elleve år var gået med konstant puklen. Jeg så ham arbejde på det 61. hoved. Han så sig i spejlet hvert halve minut.

Udgivet i Kunst |