Forlaget Virkelig ponderer strategi og eksistensbetingelser
over for en ny litterær virkelighed
Der er ingen, der er afhængige af forfatterne, og der er ingen, forfatterne er afhængige af. Forfatterne er nødt til at revurdere og omformulere, hvad litteraturen er, kan, skal, hvordan, hvor og hvornår og for hvem, alle de traditionelle mål, midler, metoder, pladser, retninger, strategier, værdier (m.m.) for litteraturen, uden at gøre den afhængig af de institutioner og forhold, der traditionelt har sikret den.
- Mikkel Thykier
Den 4. marts udgav forfatterfantomet Mikkel Thykier, på forlaget Edition After Hand, et essay betitlet Over for en ny virkelighed. Da denne tekst faldt i Forlaget Virkeligs kurv, læste vi den raskt, og det med highlighter og hyppige nik. For det er ikke lidt Thykier bedriver med sin personligt investerende, indignerede, skarpe og dristigt tænkende skrift. Han opmåler med ord det svært opfattelige landskab, der deles af henholdsvis forfatter, forlag, kritiker og læser (”litteraturens parter”) i år 2011. Og vigtigere endnu, han formår med præcision at formulere problemerne og mulighederne i denne udørk af kapitalisme, acceleration og fordummelse. Thykiers essay vender vi senere tilbage til, men først to eksempler, der præsenterer os for alternative møder mellem bog og læser.
Da den norske forfatter og forlagsmand, Jørn H. Sværen (i Danmark bedst kendt for sit virke i bandet Ulver) nedfælder et idéstillads til sit desværre nedlagte forlag H Press, gør han det under overskriften Litteraturen i egne hender. Dette for at sammenfatte nogle af de dyder, der nødvendigvis må vægtes, før litteraturen kan blomstre: “Håndverk, tradisjon, aksjonisme og ansvar” (Sværen). To forfattere, der nyligt har forstået at tage litteraturen i egne hænder, er franske Marc-Édouard Nabe og danske Lars Skinnebach. Førstnævnte udgav i 2010 murstensromanen L’Homme qui arrêta d’écrire : “Manden der vil holde op med at skrive”. Men efter et liv med skuffelser og ubehag på kanten af det litterære Frankrig, valgte Nabe en ny modstrategi overfor de forlag og boghandlere, som han føler i stigende grad kun udnytter og berøver forfatteren. Således er romanen selvudgivet og som følge deraf uopdrivelig i landets boghandlere. I stedet kan den købes hos få, tilsyneladende vilkårligt udvalgte, butikker i Paris, der imidlertid intet har med litteratur at gøre. Undertegnede skulle gå forgæves i en tøjbutik, hos en blomsterhandler, samt i en bar, før jeg til sidst fandt sit eksemplar i en frisørsalon. Hvorfor Nabes manøvre er interessant undersøges straks efter andet eksempel.
Lars Skinnebach har ikke vendt forlagsverdenen ryggen, men han er skiftet fra Danmarks ubetinget største forlag, Gyldendal, til det vitale og idealistiske Edition After Hand. Her har han, efter år med succesfulde og sælgende bøger (efter dansk poesis standarder), valgt at udgive den delvist håndlavede Øvelser og rituelle tekster. Dette og denne vakte forståeligt nok opsigt, eftersom bogen - udover at være omslagsmalet og afsluttet af et håndskrevet digt - præsenterede læseren for en usædvanlig købskontrakt, ifølge hvilken køberen måtte afstå at bruge penge på andet end fødevarer fra kontraktens underskrivelse og 5 dage frem. Som i tilfældet Nabe, tilbyder Skinnebach læseren at investere sig selv, og eventuelt gøre bestemte afkald, førend kontakten til værket kan påbegyndes. Hvor Nabe viser sig som en sand og urørlig liberal, der rekupererer sin indtjening og sine rettigheder, demonstrerer Skinnebach en ofte set avantgardistisk længsel efter at lade kunsten invadere livets domæne - konkret, og ikke alene ved sproglige, billed- og idémæssige transmissioner.
Marc-Édouard Nabe er langtfra nogen revolutionær. Tværtimod har han en lang historie for at forsvare den “fascistiske” linje i fransk litteratur (Rebatet, Brasillach, Céline). Hvilket dog ikke skal misforstås som en indikation af, at han - som nævnte forbilleder - er politisk højreorienteret. Nabe bør snarere opfattes som kynisk og totalitær på litteraturens vegne, hvorfor han ikke accepterer hverken den eller dens ophav krænket af medierende instanser. Det er denne idealisme, der, sammen med en forståelig lede mod det tv-litterære parnas’ papegøjesnak, leder Nabe til at placere sin bog i en frisørsalon. Ironisk er det imidlertid, at den verden Nabe i sine bøger virtuost udstiller og forkaster, er den hvori han placerer sin bog. L’Homme qui arrêta d’écrire kan således kun købes “i fjendeland” - hos dem, der med stor sandsynlighed aldrig kunne drømme om at læse den. Hvorvidt det har været tænkt med i strategien eller ej, så er det en lille genistreg at søge kontakt til den del af samfundet, der normalt ikke tager del i litteraturen. Mere direkte effektfuldt er det dog, at bogrekvireringen besværlig- og personliggøres. At opsøge fremmede steder på “mission” efter en bog, gør at forholdet til bogen initieres allerede længe inden læsningen. Bogen bliver en begivenhed, der rækker udover siderne og sindet.
Overordnet set bør det tilføjes, at Nabes manglende evne til at udstikke en egen retning per en egen definition af, hvad litteratur bør være - i stedet for blot forurettet at gå imod strømmen (À Rebours, som et andet litterært forbillede, Huysmans) af det etablerede - gør eksemplet mere interessant end hans forfatterskab som hele. Men det skal ikke forhindre os i at takke for den inspirerende manipulation af købssituationen, der viser en prisværdig bevægelse udad. En anden spændende bevægelse, hvis retningssans dog er mere forvirret, er Lars Skinnebachs variant af den manipulerede købssituation, hvori han afkræver sin læser (kortvarig) afholdenhed i en verden af konsum-impulser. Det ses sjældent - fordi det sjældent er kønt - men en bog kan selvfølgelig indeholde opfordringer til sin læser, imperativer som det er op til læseren at afkode nødvendigheden af. “Forandr dit liv!” (Kendt er eksemplet Rilke, der - efter et rystende møde med en skulptur af Apollons Torso - først og fremmest byder sig selv “Du musst dein Leben ändern”). I tilfældet Øvelser og rituelle tekster er ingen misforståelse imidlertid mulig. Bogen kan ikke erhverves uden en forpligtende underskrift. Den vil ikke bare stå ignoreret på hylden, overladt til læserens luner, nej bogen vil ganske usædvanligt være en befalende genstand i verden. Hvilket gør den, ikke blot mere vedkommende, men måske endda mere eftertragtelsesværdig. Dette fordi så mange mennesker i dag søger en troværdig autoritet at adlyde. Skinnebachs påfund reintroducerer dertil en række spørgsmål til kunstnerens/forfatterens rolle. For skal han selv leve op til at kunne afgive denne befaling? Eller er han fritaget, i og med befalingen udgår fra værket selv? Projektets troværdighed og fordringens legitimitet opstår med nødvendighed i køberen/læseren/fortolkeren alene. Men sagen rejser unægtelig spørgsmålet om, hvordan forfatteren selv bør agere. Samt det fundamentale spørgsmål: hvor begynder og hvor ender forfatteren i mennesket. Forhåbentlig er de én og samme. Og da bør Skinnebach, som menneske, føre an i den systematiske fornægtelse af kapitalens skadelige logik.
Det var først nogle blink på forlagets radar i udgivelsesstrategisk henseende, nu over til Mikkel Thykier og den forandrede spilleplade, der informerer ethvert forlags og enhver forfatters eksistensbetingelser. Essayet Over for en ny virkelighed indledes af Thykiers egne erfaringer med henholdsvis forlaget Anblik og Gyldendal. De to personlige beretninger eksemplificerer, hvordan forlagene ikke længere udfører deres traditionelle opgaver, med i stedet lader finansiering og distribution være opgaver forfatteren selv må tage sig af. Denne omstændighed udgør den første af tre konklusioner, som Thykier påviser. Den første af tre betingelser i den ny virkelighed:
“Første konklusion: Det vil blive mere og mere overladt til forfatterne at stå for det praktiske arbejde, forlagene traditionelt har taget sig af.”
“Anden konklusion: Den tid en bog er tilgængelig i og for offentligheden bliver kortet ned til noget nær nul.”
“Tredje konklusion: At arbejde som forfatter bliver til en form for negativ ansættelse, at være (livsvarigt) ansat af ingen, hos ingen, til at udføre et arbejde, der ikke tjener til andet end at løsrive én fra alle forbindelser til den fælles verden og dens værdi- og målsætninger.”
Man kan diskutere om ikke den tredje konklusion snarere er en historisk konstant grundbetingelse for den radikale og radikalt arbejdende kunstner, mere end en konsekvens af nye vilkår. Men Thykier afleder sin tredje konklusion af den anden, så lad os se lidt nærmere på den - også fordi observationerne dertil knyttet er slående. Den anden konklusion underbygges af tre årsager, her citeret i uddrag:
“(1) Litteraturens mangfoldighed sikres af små forlag, der udelukkende er drevet af personlig entusiasme, og som derfor forsvinder lige så hurtigt, som de opstår.”
“(2) Bøgerne bliver ikke nødvendigvis tilgængelige via bibliotekerne gennem andet end pligtafleveringen til det Kongelige Bibliotek.”
“(3) De bøger, som aviserne synes det er relevant at anmelde, bliver færre og færre, mens anmeldelserne selv bliver kortere og kortere.”
Det Thykier kalder pligtafleveringen - for de læsere, der ikke er bekendt med gældende lovgivning på området - er det Kongelige Biblioteks og Statsbibliotekets indkøbspligt til at aftage hver ét eksemplar af enhver ny udgivelse. Men derudover skal ophavet til mindre udgivelser (dvs. udgivelser i mindre oplag, typisk uden marketing, og med få eller ingen anmeldelser) ikke regne med, at deres værk bliver disponibelt på landets biblioteker. Med en kort ekskurs kunne man anføre et par eksempler til sammenligning. I Norge er enhver debuterende forfatter sikret bogindkøb fra et landsdækkende antal biblioteker - et honorar, der bagudvirkende men emfatisk anerkender forfatterens og bogens plads i samfundet. Modsat den danske model, hvor forfattere henvises til et fonds- og støttebetlende vilkår, altid på kanten, troligt afventende afslag indtil andet bevist. Mens man i Frankrig har fremmet og konsolideret relationen mellem forfatter og læser ved hjælp af en velsmurt billigbogskultur, der med masseproducerede kvalitetsbøger i prisklassen 40 - 70 kr. opildner til oplysning og cerebralisering af høj som lav.
Den nærmest ikke-eksisterende afsætningsplatform leder imidlertid Thykier til en foruroligende konsekvens: “Det virker naivt at forestille sig, at der er en eftertid, der med nødvendighed vil (gen)opdage en svunden fortids bedste litteratur.” Ironien optræder, i det man betror Internettet en uendelig arkiverende og formidlende kraft, mens man i de foreløbige stader af den ny virkelighed må give Thykier ret: litteraturen henvises til en efemerisk eksistensmodus. Kortvarigt opdukkende, glimtende og derpå, med al sandsynlighed, død-glemt-borte. Ifølge essayets logik betyder dette, at litteraturen nu definitivt har status som begivenhed, snarere end en “genstand med en historie” som førhen. I stedet for at kæmpe for at genvinde denne mere samfundsintegrerede opfattelse og anvendelse, synes Thykier at foreslå, at litteraturen må tilpasse sig omstændighederne ved at blive “En litteratur, der hverken er skrevet for at sikre sig en fremtid (eller overhovedet et nu) eller værne om en fortid; en litteratur, der ikke længere er tynget af evigheden; en litteratur, der i sandhed er både utilstedelig og utidig, uden for alt og uden nogen helhedsforestilling som reference, og som vil forholde sig til det som et livsvilkår.”
I denne, litteraturens nye status - og følgelig nye modus - finder Thykier belæg for forfatterens yderligere “udstødelse” eller forrykkelse fra en integreret samfundsposition, fra hvilken man kunne forvente sig en mere samfundsvenlig produktion. Han forudser (eller beskriver, for så vidt som vilkåret allerede er gældende) forfatteren som tidsligt udspændt mellem bøgernes minimale eksponeringstid og den stadigt langsommere formidling og reception: “Værket er heller ikke samtidig med forfatteren, og forfatteren er aldrig samtidig med sit liv…”. Det er denne hindring af samtidighed som i Thykiers optik bidrager til forfatterens totale løsrivning fra den fælles verden. Heldigvis ser han også heri en mulighed og en anledning til formulering af kunstneriske modstrategier, der dog ikke her skal gengives. Læseren opfordres af Virkelig til selv at købe essayet, der allerede bør betragtes som et stykke dansk litteraturhistorie.
I stedet springer vi i referatet frem til Thykiers erfaring med de etablerede forlag, der “viser, at det er en fordom at tro, at den vigtigste litteratur - den der har krav på størst offentlig opmærksomhed - udkommer på de etablerede forlag, mens den mest interessante udkommer på de mindre, alternative forlag.” For enhver tænkelig dikotomi mellem disse størrelser, er uønskelig. Ifølge Thykier minder “alternative forlag” om “et eksil i eget sprog, i eget land”, hvilket betyder en til alle tider uacceptabel udelukkelse af det man med nødvendighed er en del af (eget sprog og eget land). Men som han tilføjer, er inklusion - fordi man naturligvis (og gudskelov for det) ikke kan påtvinge forlag, kritikere og læsere ethvert stykke litteratur - ikke et alternativ, hvorfor forfatteren må stræbe efter at indtage den umulige position, der afviser både udelukkelse og inklusion.
Således spores i grove træk udviklingen, der har ledt til den ny virkelighed, hvorunder et æstetisk skred eller nybrud i litteraturen af Thykier bebudes at have fundet sted: “Æstetiske skred viser sig ved, at det, der før kunne tages alvorligt, nu virker latterligt; at det, der før virkede latterligt, nu virker nødvendigt; at det, der før var morsomt, nu er dødkedeligt.” Og så den utvetydige tilkendegivelse: “Det, der ikke længere kan tages alvorligt, er det kritiske apparat, hele det kritiske apparat, som også inkluderer institutioner som Statens Kunstfond og de(t) største, etablerede forlag [Gyldendal, red.] …” Herefter gennemgår Thykier minutiøst tre eksempler på dansk litteraturkritik - og hvorfor de uafviseligt har forfejlet deres opgave. Han konkluderer rammende: “De er kort sagt provinsielle. Det viser sig ved deres autoritetstro, deres falske blik på historien, en naiv forestilling om, at litteraturens fortryllelse er ideologifri eller -kritisk, og indskrænkningen af litteraturens felt til bogen.”
Tager man et skridt længere tilbage, mødes man uvægerligt af spørgsmålet om, hvad der mon har påbegyndt det virkende forfald hos forlag og kritikere, det forfald der af Thykier angives som hovedårsag til den såkaldte “ny virkelighed” for litteraturen og dens forfattere. Bør man klandre noget så vagt som den generelle samfundsudvikling? Forlag og kritikere skal ikke undskyldes, men det lader til, at litteraturen - parallelt med virkeligheden i øvrigt - i kraft af en historisk stor diversitet og strengere markedsbetingelser har nærmet sig en uopfattelighedszone, over for hvilken ovennævnte litteraturparter tydeligvis har givet op. Denne fornemmelse finder vi hos Thykier formuleret således: “… den kulturelle konsensus er afhængig af et spinkelt formidlingsled, der er uendeligt fattigt i dets evne til at håndtere erfaringer - æstetiske erfaringer såvel som livserfaringer - og derfor ekskluderende, hvor litteraturen er ekspanderende.” Massemedie- og forbrugersamfundet vil den ene vej, litteraturen den anden. De kan ikke følges ad.
Afslutningsvis i Over for en ny virkelighed læser vi det fornemme boldopkast, der som citat indleder nærværende skrivelse. Omvendt vil vi bevæge os ind i egen konkluderende sektor med det citat, Thykier har valgt til indledning, nemlig Bob Dylan, profeterende: “You have been through all of F. Scott Fitzgerald’s books, / You are very well read, it’s well-known / But something is happening here, / And you don’t know what it is.” Citatet bør tolkes som en udfordring til nutidens perplekse kritikerstand - til igen seriøst og tilbundsgående at give sig i kast med fatteorket litteraturen. Ellers kommer det til at fortsætte som beskrevet med Ortega y Gassets linjer: “Vi ved ikke hvad der foregår, og det er dette der foregår” (No sabemos lo que pasa y eso es lo que pasa), hvilket er blevet etablissementets og journalistikkens yndlingshistorie og primære modus - skuldertrækket, en slags ansvarsforflygtigelse ind i markedslovmæssigheder, eller netop dets fravær af samme.
Ortega y Gassets sætning er svær at læse uden at høre at ekko mod sin livsverdens yderste vægge. Og derpå få kuldegysninger over den geopolitiske og økonomiske verdensordens tiltagende (og) massemediebårne kompleksitet. Den globale virkelighed er naturligvis ikke nærværende skrivelses anliggende, det er derimod mødet mellem litteratur og verden. Og med y Gassets ord in mente er vi derfor forpligtet til at tænke, hvad der sker, hvis deres førhen så uløselige bånd ødelægges - hvilket nu forbløffende nok synes en kalkuleret risiko hos forpagter (forlag) og formidlingsled (kritikere). Forandringen af litteraturen følger, jævnfør Mikkel Thykier, efter forandringen af dens vilkår (samfundet, verden). Men litteraturen er fortsat det bedste middel vi har til at overkomme og mestre verdens kompleksitet. Blandt andet fordi den bearbejder vor oplevelser af verden i et rum, der er uafhængigt af oplevelsestunellens almindelige rammer: “jeg-her-nu”. I det rum, der ikke er betinget af subjekt(ets), steds- og tidslighed hjælper litteraturen med at omdanne oplevelser til erfaringer - foruden af udvide læserens samlede oplevelses- og erfaringshorisont. Kun gennem et medium, der opererer via refleksion modsat refleks, kan man erkende den menneskelige tilstand og aktuelle situation. Vi befinder os måske lokalt over for en ny virkelighed, særligt for litteraturens parter, men visse forhold har aldrig ændret sig. Stadig skal man erkende situationer ret, før end den rette handling er mulig. Vi behøver som altid litteraturen som aldrig før.
I bogen A Reading Diary fortæller den argentinske forfatter Alberto Manguel en anekdote om en ven, der køber Rudyard Kiplings samlede værker i en yderligt beliggende, parisisk boghandel. Vennen tømmer alle lommer for at betale pragtværket i 25 bind, men eftersom Paris i disse dage plages af en generalstrejke, beder han boghandleren om at slå 50 franc af prisen, for hvordan skal han ellers bringe bøgerne hjem, hvis ikke i en taxa? Den gamle boghandler nægter, men udstyrer i stedet vennen med en postsæk. Som ved et magisk tilfælde stopper en forbikørende kvinde og tilbyder den tungt belæssede bibliofil et lift. Manguel slutter anekdoten: “In the Universal Library, the woman’s generosity balances out the bookseller’s meanness.”
Vi møder her den poetisk retfærdige idé om et universelt bibliotek, der regulerer hændelser i verden. En romantisk idé om en superkonstruktion, der gennem litterær bearbejdning udfører en operation idet den ubønhørlige boghandler udstilles, således at enhver kan omdanne oplevelsen til sin egen erfaring. Manguel opnår med sin overbevisende poetiske orientering mod noget så forkætret som sandhed, at hans læsere bliver en anden slags boghandlere i verden. I det mindste, at hans læsere har vægtet situationen og truffet et velovervejet valg om, hvordan de ønsker at være boghandler. Menneskeliv er udgjort af oplevelser og erfaringer. Disse tildrages under læsning såvel som under hver enkeltes konkrete færden. Men det er stadig erfaringshorisonten, der gennem uophørlig udveksling mellem bevidsthed og den såkaldt “ydre” virkelighed, determinerer verden. Lad os derfor vende tilbage til Mikkel Thykiers bemærkning om, at den danske kritikerstab indskrænker litteraturens felt til bogen. Og understrege den. For beviserne på, at litteraturen snarere befinder sig overalt, er ligeså talrige som der er læsere i verden.
