Poetik

dsc_00501

________________________________________________________________________________________________________________________________

Redskaberne

af Leslie Kaplan

Man tænker med bøger, film, malerier, musik, man tænker med det der sker, begivenhederne,historien og dens historie, verden og livet, og dette med kendetegner en særlig form for tænkning der betoner mødet, mødet mellem et emne og et kunstværk, på et givet tidspunkt i værkets og emnets liv

i den forstand, med, er det her et spørgsmål om redskaber,

redskaber til at tænke med,

tænke med Dostojevskij, med Faulkner, med Kafka, med Robert Antelme, med Maurice Blanchot, med Cassavetes. Rivette, Buñuel, Jean-Luc Godard …

at tænke med et værk: med et afsluttet og uendeligt objekt, skabt af et menneske eller af mennesker, og som, hvis det bliver distribueret, går andre mennesker i møde, og som før eller siden rent faktisk, måske, vil møde nogen

dette med er interessant for både værkerne og det der bliver tænkt med dem

en anden måde at gå til et værk på, en anden måde at se livet på

en anden: de er ikke, værkerne, beundringsværdige eller bevarings-værdige produkter, der, i reoler eller på hylder eller i lagerrum, repræsenterer en ophobning af velstandens kendetegn

og de er heller ikke, værkerne, hjemsted for holdninger, anekdoter, jeg synes, efter min mening, mig mig mig

et værk er et unikt og på alle måder afsluttet objekt

åbent for den anden, adresseret

det bærer en betydning, ikke betydningen men betydning,

der udarbejder forbindelser mellem ting, øjeblikke, væsener,

forbindelser til det man førhen ikke kunne tænke med

forbindelser

nye forbindelser, forbavsende, overraskende,

der kan fremprovokere en modstand, man kan afsky overraskelsen, hade at blive overrasket, men disse forbindelser er veje, hvorpå man kan gå

hvormed man kan springe

sammenhænge, associationer, krydsninger, kombinationer,

og det faktum, at det handler om mødet betyder selvfølgelig ikke, at et værk er blevet skabt for noget

ikke mere end et menneske nogensinde er blevet skabt for noget

(sin mors ære eller sit lands omdømme eller for Guds skyld)

men et værk fortolker livet, det kan forme livet

kunsten er ikke uden for verden og kunstens sigte er verden selv

i livet, i fordybelse, i konflikt, med livet “det levende liv” (Dostojevskij) og kulturen er en af de dimensioner der knytter bånd mellem mennesker, indbefattet udelukkelse.

Jeg mødte for ganske nylig

en fantastisk ung kvinde, som jeg nærede stor sympati for

hun fortalte mig en del om sig selv, af flere grunde men først og fremmest fordi hun så “forfatteren” i mig

hun: en smule uddannelse, en smule kultur, ikke meget

hun havde aldrig nogensinde været i et hjem “med kunst” (der hang malerier på væggene) men hun fortalte mig, at hun som barn,

da hun var syv år gammel, havde set sin mor dræbe sin far

og i det øjeblik, tilføjede hun, så jeg, at min mor var død

denne exceptionelle, ekstraordinære sætning (“kunsten er undtagelsen”, sagde Jean-Luc Godard), “jeg så, at hun var død”, hun havde hverken hørt det eller læst det, hun havde selv fundet ud af det, lille og alene som hun var, og hun havde tydeligvis levet sit liv med det i tankerne

langt senere kom reaktionen, hun redder menneskene fra ilden, hun arbejder som brandmand

kulturen er det der giver os midlerne, redskaberne, til at tænke en sætning som denne frem, rumme den helt, leve med den, udvikle den, sætte den i forbindelse med de værker og mennesker der allerede  står i forhold til den: alle værker, alle mennesker, redskaberne til at dele udgangspunktet for dette arbejde.

Uddrag Les Outils af Leslie Kaplan (p.o.l. 2003)

oversættelse Andreas Vermehren Holm